Egne børn vs bonus børn

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg er nød til at bede om hjælp

DER KAN SVARES ANONYMT

For ca 20 år siden, da jeg var ca 10 år gammel, fandt min far, en ny dame. Hun havde 2 børn ( ca 4 og 8 år ældre end jeg) med fra sit tidligere forhold.

Hun har altid gjort tydelig forskel og jeg har tydeligt mærket, hvordan de havde en hverdag, og jeg bare var til besvær når jeg kom på weekend. Alt jeg gjorde var forkert, og hun har bla sikret sig at hendes børn altid kommer først og at jeg ikke var i tvivl om det store skel mellem os.

Jeg tænkte dette var normalt, da hun kom senere ind i mit liv og jeg kun var der hver anden weekend.

Jeg var den 1 til at gå børn, og tænkte at når hun var med fra start, så måtte det betyde noget, allerede i graviditeten var der bøvl, og da jeg havde givet dem en bedsteforældre bog at skrive i, udtalte hun at det ikke var hendes bord, for hun havde jo ikke noget med mine bør. At gøre, på den måde, blev faktisk rigtig ked af det og følte det som en afvisning.

Jeg har nu 2 børn og hendes søn har 1. Hendes søns kæreste er lidt en skrappedulle og meget negativ, og har aldrig brudt sig om mig, for jeg var påtvunget påhæng og i vejen. Da hun ventede deres barn, kom min far til at tale over sig, og sagde de havde købt deres barnevogn (en dyr model til 8-10,000kr)

Jeg er ked af de. Åbenlyse forskel, især pga mine børn, for de er glade for hende og har kun ladet vores familie åbne vores hjerter for dem alke, børnene er jo ligeglade og ved ik bedre. Har snakket med min far, og han siger så, at hun har sagt at hun jo altid vil holde mere af sit eget barnebarn, og det er jo ikke fordi mine børn ikke er søde, men er bare ikke det samme.

Bliver så ked af det, og ved slet ikke hvordan jeg skal tage det her. Mine unger er så glade og vi har ikke gjort forskel på min far og hende. Hendes andet barn havde købt dyr julegave til hans barn, men var ikke gave bytning den anden vej, havde endda købt en julegave til hans barn, men det blev afvist. For vi skulle ikke give til hinandens børn, det blev jo dyrere for hendes søn når vi havde et barn mere, og vi skulle jo ikke blande sammen gavemæssigt, for børnene var jo ikke fætre/kusiner og havde intet med hinanden at gøre

Da de havde fået barn fik de masser af hjælp ( vi har begge haft en svær fødsel som 1 gangs fødende) forståelse og sympati, jeg fik intet og kun negativt, hvor de forlangte en masse umulige ting bla imens jeg var indlagt.
Hendes børn bor begge over 1 times kørsel væk, alligevel ses de ofte, hvor de aldrig har tid til os, især hende, og vi bor 5 min væk

Gær mig så ked indeni og aner ikke hvad jeg skal gøre, og ved fra tidligere at min far er villig til at vælge mig fra og kun hende til

Puha. Har virkelig ondt af dig, især fordi jeg selv for ca 8-10 år siden havde en bonusfamilie, der ikke rigtigt interesserede sig for min bror og jeg.
Men selvom vi aldrig sagde noget, så observerede min mor det, og hun endte med at gå fra hendes kæreste, fordi hun slet ikke ville acceptere at hverken han (min mors eks) eller hans familie skulle behandle os som nogle påhæng, der bare fulgte med.
Så at din far ikke har sat hende på plads og valgt dig frem for hende (og hendes familie) er virkelig ikke iorden. 
Bliver virkelig gal indeni over, at man kan opføre sig sådan..

Synes du bør tage en snak med din far om hvordan det har påvirket dig og hvordan det stadig påvirker dig. Og så må du sørge for at hun aldrig nogensinde får dine børn til at føle sig som påhæng, som hun har fået dig til at føle… Og det bør din far hjælpe med… Og hvis han ikke selv kan indse det, så er det måske bedst at tage lidt afstand 

Men sender også lige en hel masse 
Håber at du finder en løsning, både for din egen skyld og for dine børns… Helst inden at de begynder at observere hvad der foregår..

Mor til Majbørn skriver:

Jeg er også bonus mor og kan TIL DELS forstå din pap-mor. Jeg ville gå i døden for mine børn, og det ville jeg ikke for mine bonus-børn, og ja til tider synes jeg faktisk de er pisseirriterende. Men det synes jeg mine egne børn er. OFTE.

(dermed sagt, at du skal huske, at hun sikkert også er sur på sine egne børn nogle gange og ikke kun dig)

Hvad angår julegaver, så synes jeg du skal se igennem fingrene med det. Folk har forskellige opfattelser af hvem de er (sted)søskende og hvem der ikke er. Jeg kan også godt forstå at hun ikke mener hun skal skrive i bedstemor-bogen (det ville jeg nemlig heller ikke selv gøre) - men det kan være fordi hun har trukket en grænse om hvor meget hun vil involvere sig, eller er bange for at træde på din mors følelser. Det kan også være, at hun selv ville blive ked af det, hvis hendes børns pap-mor skrev i bio-børnebørnenes bedstemor-bog, og baserer sin handling herudfra.

For hvert sekund hun bruger på dig, går der et sekund fra hendes egne børn. Og selvom det måske er en perfid tanke, så kan det meget reelt være motivet bag hendes handlinger.

MEN!!! Jeg kan dog slet slet slet ikke forstå hendes øvrige adfærd! Selvfølgelig har du ret til at blive såret, og hvorfor fanden siger din far ikke noget? Og hvis selv små børn kan mærke det gøres forskel, så vil jeg vove den påstand at din pap-mor er lovligt meget mere pap'pet end normalen.

Synes bare det er pjat der ikke er tid til os alle. Vælger man en mand må man i min verden involvere sig som hun forventer det den anden vej.
Ang bedstemor bogen, havde jeg fortalt at min mor havde fået sin egen bog, hvor hun ogom stedfar ville skrive i.

Det er også fair at der er forskel på egne børn og bonus i følelser når jeg kom til senere i livet og var weekend barn. Men at man ytrer forskel på små børn som alle ser hende som værende 100% og nogle ikke ved de er forkerte pga genetik forstår jeg ikke. Bla har hun en kalender hun bruger hver dag, den ene side er blank og i de. Anden sidder billede af hendes ægte barnebarn, og er ikke interesseret i at få et af de andre børnebørn til kalenderen.

Forstår godt man vil gå gennem ild og vand for egne børn, men at man vælger livet i en sammenbragt familie og tager kun det man vil. For når det så kommer til andre punkter, bla snakkede de engang om arv da jeg var yngre, og der skulle vi alle jo tilgodeses lige, så gik de begge væk skulle alle 3 have lige stor del, dvs hendes børn får hver 33% ligesom jeg men tilsammen for hendes ialt 66% af det samlede. Fair nok for mig, men hvorfor have så travlt med at gøre os alle lige når det kun vender hende og hendes til gode. Bare for at komme med et eksempel.

Clgh skriver:

Puha. Har virkelig ondt af dig, især fordi jeg selv for ca 8-10 år siden havde en bonusfamilie, der ikke rigtigt interesserede sig for min bror og jeg.
Men selvom vi aldrig sagde noget, så observerede min mor det, og hun endte med at gå fra hendes kæreste, fordi hun slet ikke ville acceptere at hverken han (min mors eks) eller hans familie skulle behandle os som nogle påhæng, der bare fulgte med.
Så at din far ikke har sat hende på plads og valgt dig frem for hende (og hendes familie) er virkelig ikke iorden. 
Bliver virkelig gal indeni over, at man kan opføre sig sådan..

Synes du bør tage en snak med din far om hvordan det har påvirket dig og hvordan det stadig påvirker dig. Og så må du sørge for at hun aldrig nogensinde får dine børn til at føle sig som påhæng, som hun har fået dig til at føle… Og det bør din far hjælpe med… Og hvis han ikke selv kan indse det, så er det måske bedst at tage lidt afstand 

Men sender også lige en hel masse 
Håber at du finder en løsning, både for din egen skyld og for dine børns… Helst inden at de begynder at observere hvad der foregår..

Tak

Anonym skriver:

Synes bare det er pjat der ikke er tid til os alle. Vælger man en mand må man i min verden involvere sig som hun forventer det den anden vej.
Ang bedstemor bogen, havde jeg fortalt at min mor havde fået sin egen bog, hvor hun ogom stedfar ville skrive i.

Det er også fair at der er forskel på egne børn og bonus i følelser når jeg kom til senere i livet og var weekend barn. Men at man ytrer forskel på små børn som alle ser hende som værende 100% og nogle ikke ved de er forkerte pga genetik forstår jeg ikke. Bla har hun en kalender hun bruger hver dag, den ene side er blank og i de. Anden sidder billede af hendes ægte barnebarn, og er ikke interesseret i at få et af de andre børnebørn til kalenderen.

Forstår godt man vil gå gennem ild og vand for egne børn, men at man vælger livet i en sammenbragt familie og tager kun det man vil. For når det så kommer til andre punkter, bla snakkede de engang om arv da jeg var yngre, og der skulle vi alle jo tilgodeses lige, så gik de begge væk skulle alle 3 have lige stor del, dvs hendes børn får hver 33% ligesom jeg men tilsammen for hendes ialt 66% af det samlede. Fair nok for mig, men hvorfor have så travlt med at gøre os alle lige når det kun vender hende og hendes til gode. Bare for at komme med et eksempel.

Altså det med arv er noget mærkeligt noget at gå op i, synes jeg. De enkelte procenters forskel er vel alligevel ikke afgørende. Og tænk på, hvor lettet du bliver hvis det viser sig, at I arver gæld. Så er du da bedre stillet end de andre (det er du i øvrigt også, hvis din far dør først og de ikke sidder i uskiftet bo, for så arver du bestemt mest - men det er en anden snak).

Men jeg kan fuldt ud følge dig i det med børnebørnene, det er også underligt. Min svigermor er f.eks. vildt glad for min drengs fætter, og til en grænse hvor min mand faktisk bliver rigtig rigtig sur på hende fordi hun tilgodeser denne ene dreng langt mere end alle andre børnebørn.

Det er hårdt at se hvordan ens egne børn tilsidesættes. Det er direkte unfair, og der synes jeg godt du kan snakke med din far. Det er forkert og ubehageligt.

Men alt med arv, julegaver, bedstemor-bøger og hvem hun bruger mest tid med... herregud, se da igennem fingrene med det, for du kan ikke ændre hende alligevel. Og hun vil altid elske sine egne højere end dig. Det kan du ikke ændre på, og det kan hun heller ikke selv.

Men har du mulighed for at besøge din far uden hun er der, bare nogle gange? Det kan måske give mulighed for at få lidt luft fra situationen.

Mor til Majbørn skriver:

Altså det med arv er noget mærkeligt noget at gå op i, synes jeg. De enkelte procenters forskel er vel alligevel ikke afgørende. Og tænk på, hvor lettet du bliver hvis det viser sig, at I arver gæld. Så er du da bedre stillet end de andre (det er du i øvrigt også, hvis din far dør først og de ikke sidder i uskiftet bo, for så arver du bestemt mest - men det er en anden snak).

Men jeg kan fuldt ud følge dig i det med børnebørnene, det er også underligt. Min svigermor er f.eks. vildt glad for min drengs fætter, og til en grænse hvor min mand faktisk bliver rigtig rigtig sur på hende fordi hun tilgodeser denne ene dreng langt mere end alle andre børnebørn.

Det er hårdt at se hvordan ens egne børn tilsidesættes. Det er direkte unfair, og der synes jeg godt du kan snakke med din far. Det er forkert og ubehageligt.

Men alt med arv, julegaver, bedstemor-bøger og hvem hun bruger mest tid med... herregud, se da igennem fingrene med det, for du kan ikke ændre hende alligevel. Og hun vil altid elske sine egne højere end dig. Det kan du ikke ændre på, og det kan hun heller ikke selv.

Men har du mulighed for at besøge din far uden hun er der, bare nogle gange? Det kan måske give mulighed for at få lidt luft fra situationen.

Jeg er ligeglad med arv, det påvirkede kun fordi hun havde så stort behov for at nævne og involvere mig, trods jeg kun var teenager, for min skyld kan de tage det hele, bare jeg får nogle af de meget personlige ejendele fra familien som har affektionsværdi(det er ikke penge værd)

Jeg har ikke mulighed for at vi ikke har hende som fast del af besøgene. En ting er julegaver osv, det er tingene hver for sig og nej kan ikke ændre det, men det er mange små ting som gør hun viser konstant hvem betyder mest og at man ikke er i tvivl. Det der gjorde mest harm var støtten/manglen på støtten omkring fødslerne og det nr de lavede med barnevognen, at det var så åbenlyst

Mor til Majbørn skriver:

Altså det med arv er noget mærkeligt noget at gå op i, synes jeg. De enkelte procenters forskel er vel alligevel ikke afgørende. Og tænk på, hvor lettet du bliver hvis det viser sig, at I arver gæld. Så er du da bedre stillet end de andre (det er du i øvrigt også, hvis din far dør først og de ikke sidder i uskiftet bo, for så arver du bestemt mest - men det er en anden snak).

Men jeg kan fuldt ud følge dig i det med børnebørnene, det er også underligt. Min svigermor er f.eks. vildt glad for min drengs fætter, og til en grænse hvor min mand faktisk bliver rigtig rigtig sur på hende fordi hun tilgodeser denne ene dreng langt mere end alle andre børnebørn.

Det er hårdt at se hvordan ens egne børn tilsidesættes. Det er direkte unfair, og der synes jeg godt du kan snakke med din far. Det er forkert og ubehageligt.

Men alt med arv, julegaver, bedstemor-bøger og hvem hun bruger mest tid med... herregud, se da igennem fingrene med det, for du kan ikke ændre hende alligevel. Og hun vil altid elske sine egne højere end dig. Det kan du ikke ændre på, og det kan hun heller ikke selv.

Men har du mulighed for at besøge din far uden hun er der, bare nogle gange? Det kan måske give mulighed for at få lidt luft fra situationen.

Jeg er ligeglad med arv, det påvirkede kun fordi hun havde så stort behov for at nævne og involvere mig, trods jeg kun var teenager, for min skyld kan de tage det hele, bare jeg får nogle af de meget personlige ejendele fra familien som har affektionsværdi(det er ikke penge værd)

Jeg har ikke mulighed for at vi ikke har hende som fast del af besøgene. En ting er julegaver osv, det er tingene hver for sig og nej kan ikke ændre det, men det er mange små ting som gør hun viser konstant hvem betyder mest og at man ikke er i tvivl. Det der gjorde mest harm var støtten/manglen på støtten omkring fødslerne og det nr de lavede med barnevognen, at det var så åbenlyst

Anonym skriver:

Vi kunne sagtens blive enige. Desværre vil jeg være ulykkelig over ikke at have min far i mit liv, prøver at få det bedste ud af det. Men må også indrømme den her, den sved. Såret på mine børns vegne hvis de nogensinde skulle finde ud af det. Men det kommer nok helt automatisk med tiden, at de mærker hvor lysten til kærlig imellem er der og vælger mere fra. Skete bla for mig ved min egen farmor. Kunne tydeligt mærke hendes mangel på interesse, at hun ikke mente jeg tilhørte familien fordi hendes piger og deres børn kom ofte, hvor min far var mindre velkommen og når jeg boede hos min mor var jeg endnu mindre en del af familien. Troede netop min far af den årsag ville forstå, da han også i perioder ikke har været velkommen eller blevet holdt udenfor, men han følger nok mere i hendes arv

Vil du være mere ulykkelig end du er nu?

Anonym skriver:

Jeg er ligeglad med arv, det påvirkede kun fordi hun havde så stort behov for at nævne og involvere mig, trods jeg kun var teenager, for min skyld kan de tage det hele, bare jeg får nogle af de meget personlige ejendele fra familien som har affektionsværdi(det er ikke penge værd)

Jeg har ikke mulighed for at vi ikke har hende som fast del af besøgene. En ting er julegaver osv, det er tingene hver for sig og nej kan ikke ændre det, men det er mange små ting som gør hun viser konstant hvem betyder mest og at man ikke er i tvivl. Det der gjorde mest harm var støtten/manglen på støtten omkring fødslerne og det nr de lavede med barnevognen, at det var så åbenlyst

Ja det synes jeg heller ikk er fint. Jeg må indrømme, at herhjemme gør vi ikke forskel på gaver/børneopsparing/hjælp til lektier ol/ tøj-indkøb/livretter etc. Men alle bor også under samme tag hele tiden.

Men jeg har også sagt til min mand, at det er hans job at gøre mig opmærksom på hvis hans søn ikke får nok opmærksomhed/bliver behandlet ulige. Det er nemlig ikke altid jeg er obs på det. Der synes jeg det er mærkeligt at din far ikke træder i karakter.

Gør man det hele op i kroner og øre, tror jeg faktisk at bonus'sen får mest. Men gør man det op i tid, er det mine der får mest. Men det handler også om en aldersforskel på 12 år, og helt andre faktorer.

Mor til Majbørn skriver:

Ja det synes jeg heller ikk er fint. Jeg må indrømme, at herhjemme gør vi ikke forskel på gaver/børneopsparing/hjælp til lektier ol/ tøj-indkøb/livretter etc. Men alle bor også under samme tag hele tiden.

Men jeg har også sagt til min mand, at det er hans job at gøre mig opmærksom på hvis hans søn ikke får nok opmærksomhed/bliver behandlet ulige. Det er nemlig ikke altid jeg er obs på det. Der synes jeg det er mærkeligt at din far ikke træder i karakter.

Gør man det hele op i kroner og øre, tror jeg faktisk at bonus'sen får mest. Men gør man det op i tid, er det mine der får mest. Men det handler også om en aldersforskel på 12 år, og helt andre faktorer.

hvad skete der lige ved fødslen? (Hvis jeg må spørger)

Ikke helt det sammen, men skriver det nu alligevel.

Min mor er en flok på 4 biologiske søskende og 2 halv søskende (samme far, men ikke mor). Min biologiske mormor og morfar gik fra hinanden længe før jeg blev født, da min mor stadigvæk var barn. Nu ved jeg ikke 100% hvordan hendes barndom har været med hendes nye papmor, her kommer det ud fra pap barnebarnets synspunkt.

Da min bror og jeg var mindre blev vi behandlet som børnebørn hos min morfar og hans kone også selv om afstanden var stor (Jylland og Sjælland), vi var på ferie derover mm. 

Men da min moster (min mor halv søster) så får sit første barn som er min pap mormors biologiske barnebarn går det ned af bakke. Der bliver gjort så stort forskel på os pap børnebørn og hendes biologiske barnebarn, jeg har været ca. 15-16 år på det tidspunkt, og kan pludselig ikke forstå forskellen for hun har jo været en del af mit liv altid, så selvom jeg er så stor så såre det mig faktisk, nok også fordi den pludselig kommer ud af det blå og jeg er så stor når det sker. Min moster har i dag to børn, jeg elsker dem meget højt. Men må indrømme det til tider har været hårdt at se på forskellen mellem os børnebørn (på min morfars side) og min pap mormors biologiske børnebørn. 

Skal lige siges at der er stor alders forskel på min morfar og pap mormor, 18 år ca., så hun er meget ung i forhold til ham. Jeg tror egentlig ikke hun gør det helt bevidst, for når der har været ting med sygdom og operation for mit vedkommende, har hun lyttet og spurgt ind til det og været interesseret. Da jeg gik ned med depression og stress følte jeg hun forstod mig bedre end min moster.

Er i dag 28, og manden og jeg prøver at blive gravide, så tanken om det kun bliver min morfars biologiske oldebarn og hendes pap oldebarn kan godt skramme mig lidt. For vil være ked af hvis mine børn skal opleve den samme forskel som jeg selv har gjort.

Jeg selv er i dag helt afklaret med det, da det har været sådan i mange år og ved det ikke ændre sig. Jeg har fået den kærlighed jeg skulle have i mine biologiske farmor og farfar som jeg kunne ønske, de er desværre døde og vil ikke opleve deres oldebørn

Sorry det blev så langt