Egne børn vs bonus børn

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg er nød til at bede om hjælp

DER KAN SVARES ANONYMT

For ca 20 år siden, da jeg var ca 10 år gammel, fandt min far, en ny dame. Hun havde 2 børn ( ca 4 og 8 år ældre end jeg) med fra sit tidligere forhold.

Hun har altid gjort tydelig forskel og jeg har tydeligt mærket, hvordan de havde en hverdag, og jeg bare var til besvær når jeg kom på weekend. Alt jeg gjorde var forkert, og hun har bla sikret sig at hendes børn altid kommer først og at jeg ikke var i tvivl om det store skel mellem os.

Jeg tænkte dette var normalt, da hun kom senere ind i mit liv og jeg kun var der hver anden weekend.

Jeg var den 1 til at gå børn, og tænkte at når hun var med fra start, så måtte det betyde noget, allerede i graviditeten var der bøvl, og da jeg havde givet dem en bedsteforældre bog at skrive i, udtalte hun at det ikke var hendes bord, for hun havde jo ikke noget med mine bør. At gøre, på den måde, blev faktisk rigtig ked af det og følte det som en afvisning.

Jeg har nu 2 børn og hendes søn har 1. Hendes søns kæreste er lidt en skrappedulle og meget negativ, og har aldrig brudt sig om mig, for jeg var påtvunget påhæng og i vejen. Da hun ventede deres barn, kom min far til at tale over sig, og sagde de havde købt deres barnevogn (en dyr model til 8-10,000kr)

Jeg er ked af de. Åbenlyse forskel, især pga mine børn, for de er glade for hende og har kun ladet vores familie åbne vores hjerter for dem alke, børnene er jo ligeglade og ved ik bedre. Har snakket med min far, og han siger så, at hun har sagt at hun jo altid vil holde mere af sit eget barnebarn, og det er jo ikke fordi mine børn ikke er søde, men er bare ikke det samme.

Bliver så ked af det, og ved slet ikke hvordan jeg skal tage det her. Mine unger er så glade og vi har ikke gjort forskel på min far og hende. Hendes andet barn havde købt dyr julegave til hans barn, men var ikke gave bytning den anden vej, havde endda købt en julegave til hans barn, men det blev afvist. For vi skulle ikke give til hinandens børn, det blev jo dyrere for hendes søn når vi havde et barn mere, og vi skulle jo ikke blande sammen gavemæssigt, for børnene var jo ikke fætre/kusiner og havde intet med hinanden at gøre

Da de havde fået barn fik de masser af hjælp ( vi har begge haft en svær fødsel som 1 gangs fødende) forståelse og sympati, jeg fik intet og kun negativt, hvor de forlangte en masse umulige ting bla imens jeg var indlagt.
Hendes børn bor begge over 1 times kørsel væk, alligevel ses de ofte, hvor de aldrig har tid til os, især hende, og vi bor 5 min væk

Gær mig så ked indeni og aner ikke hvad jeg skal gøre, og ved fra tidligere at min far er villig til at vælge mig fra og kun hende til

Jeg kender det der alt for godt selv desværre.

Jeg har så valgt min far fra. Det var for smertefuldt at blive ved med at have et forhold til ham og hans kone. Og det er en rigtig hård beslutning, der har krævet en masse tåre, men det var den rigtige for os.

Og selvom vi ikke direkte har sagt til dem at vi ikke gad mere, har de kun 1 gang på 5 år kontaktet os. og det var for at invitere til min fars 50 års fødselsdag.

Hvis jeg var dig ville jeg prøve at vise din far dette indlæg du har skrevet, og fortælle ham at han bliver altså lige nød til at mande sig op. Hvis hans kone/kæreste, ikke vil give lige så meget kærlighed til dine børn, som hendes egne børnebørn, må det var din fars ansvar at give ekstra kærlighed til dine.

Håber ikke det blev for rodet. og held og lykke fremover

tarkoflen skriver:

Det lyder hårdt det jeg skriver nu, men de har ikke fortjent at have hverken dig eller din børn i deres liv! Skal dine børn vokse op med, at deres fætter bliver forfordelt?

Jeg håber l har nogle gode bedsteforældre til jeres børn, som vil dem så meget, som bedsteforældre bør ville deres børnebørn!

Og det er ikke dig der er egoistisk, det er dem!

Vi kunne sagtens blive enige. Desværre vil jeg være ulykkelig over ikke at have min far i mit liv, prøver at få det bedste ud af det. Men må også indrømme den her, den sved. Såret på mine børns vegne hvis de nogensinde skulle finde ud af det. Men det kommer nok helt automatisk med tiden, at de mærker hvor lysten til kærlig imellem er der og vælger mere fra. Skete bla for mig ved min egen farmor. Kunne tydeligt mærke hendes mangel på interesse, at hun ikke mente jeg tilhørte familien fordi hendes piger og deres børn kom ofte, hvor min far var mindre velkommen og når jeg boede hos min mor var jeg endnu mindre en del af familien. Troede netop min far af den årsag ville forstå, da han også i perioder ikke har været velkommen eller blevet holdt udenfor, men han følger nok mere i hendes arv

Anonym skriver:

Jeg kender det der alt for godt selv desværre.

Jeg har så valgt min far fra. Det var for smertefuldt at blive ved med at have et forhold til ham og hans kone. Og det er en rigtig hård beslutning, der har krævet en masse tåre, men det var den rigtige for os.

Og selvom vi ikke direkte har sagt til dem at vi ikke gad mere, har de kun 1 gang på 5 år kontaktet os. og det var for at invitere til min fars 50 års fødselsdag.

Hvis jeg var dig ville jeg prøve at vise din far dette indlæg du har skrevet, og fortælle ham at han bliver altså lige nød til at mande sig op. Hvis hans kone/kæreste, ikke vil give lige så meget kærlighed til dine børn, som hendes egne børnebørn, må det var din fars ansvar at give ekstra kærlighed til dine.

Håber ikke det blev for rodet. og held og lykke fremover

Tak for svar

Vi har været adskilt en periode

Han viser heldigvis stor glæde når vi er der. Han er nok bare meget det man kalder under tøflen

Yurie skriver:

Jeg havde ikke accepteret den opførsel fra min far.. Du er hans biologiske datter, men han behandler dig som hun gør. Jeg tror han er lidt under tøfflen. Det er altid svært for en bonusmor at elske sit bonusbarn ligeså meget som sine egne, men den her kvinde lyder nærmest ond, som om hun prøver at jage dig væk og hun hiver din far ind i sit spind.
Jeg ville ærgeligt talt lægge dem lidt på køl, for det er jo ligemeget hvad du gør, så er det forkert eller egoitiskt, og du bliver trampet på hele tiden, det er ikke god for din selvtillid, og du vil få det værre og det kan gå udover så meget.
Du er nød til at se ind i dig selv, dit hjerte og ses om du vil blive ved med det her eller om du vil give det en pause. Se om de kontakter dig, til at komme på besøg, ses.. det er en måde at se om de ser dig som et vedhæng eller faktisk en del af familien.

Tak. Vil jeg prøve. Du har ret omegaet og min far er meget under tøflen

Anonym skriver:

Tak. Vil jeg prøve. Du har ret omegaet og min far er meget under tøflen

Jeg ved hvordan er at blive til side sat, min søster og jeg blev til side sat af vores bror, fordi han var under tøflen af sin kæreste. vi så ham ikke i nogle år, me så gik de fra hinanden og vi fik ham tilbage.. men det sårer sku en.

men heller få styr på det før børnene bliver alt for store og lægger mere mærke til det, for så kan de ende med at mærke at der er forskel på dem og de andre børnebørn. og det skal de ikke opleve.

Yurie skriver:

Jeg ved hvordan er at blive til side sat, min søster og jeg blev til side sat af vores bror, fordi han var under tøflen af sin kæreste. vi så ham ikke i nogle år, me så gik de fra hinanden og vi fik ham tilbage.. men det sårer sku en.

men heller få styr på det før børnene bliver alt for store og lægger mere mærke til det, for så kan de ende med at mærke at der er forskel på dem og de andre børnebørn. og det skal de ikke opleve.

Var også min holdning men heldigvis viser min far stor glæde og hun er jo flink ved dem når de er der. Heldigvis har de 2 andre sæt fantastiske bedsteforældre, det ene sæt bor længere væk, men min mands forældre bor tæt på, og bruger meget kvalitetstid med dem, og vi kan tydeligt mærke nu, hvilke bedste der foretrækker og efterspørges

Pga opdelingen er vi der måske 1 maks 2 gange om året på samme tid som de er der med deres barn, så der vil de nok ikke mærke så meget, det er nok mig der skal acceptere da jeg ved hvad der sker bag kulisserne og kommer de andre oftere og vi mærker direkte forskel når de er der sammen, må vi melde afbud, ved fælles arrangementer

Anonym skriver:

Vi kunne sagtens blive enige. Desværre vil jeg være ulykkelig over ikke at have min far i mit liv, prøver at få det bedste ud af det. Men må også indrømme den her, den sved. Såret på mine børns vegne hvis de nogensinde skulle finde ud af det. Men det kommer nok helt automatisk med tiden, at de mærker hvor lysten til kærlig imellem er der og vælger mere fra. Skete bla for mig ved min egen farmor. Kunne tydeligt mærke hendes mangel på interesse, at hun ikke mente jeg tilhørte familien fordi hendes piger og deres børn kom ofte, hvor min far var mindre velkommen og når jeg boede hos min mor var jeg endnu mindre en del af familien. Troede netop min far af den årsag ville forstå, da han også i perioder ikke har været velkommen eller blevet holdt udenfor, men han følger nok mere i hendes arv

Kan du ikke appellere til din fars følelse af at han og du blev valgt fra af din farmor? Altså at han går i sin mors fodspor og det gør ondt på dig at dine børn skal opleve det du har oplevet? Jeg tænker at det måske kunne få ham til at forstå?

Jeg kan godt forstå det må være svært at skulle overveje at vælge sin far fra, det kunne jeg heller ikke, men omvendt hvis det han bidrager mest til er frustrationer og forskelsbehandling så er det godt nok op af bakke!

tarkoflen skriver:

Kan du ikke appellere til din fars følelse af at han og du blev valgt fra af din farmor? Altså at han går i sin mors fodspor og det gør ondt på dig at dine børn skal opleve det du har oplevet? Jeg tænker at det måske kunne få ham til at forstå?

Jeg kan godt forstå det må være svært at skulle overveje at vælge sin far fra, det kunne jeg heller ikke, men omvendt hvis det han bidrager mest til er frustrationer og forskelsbehandling så er det godt nok op af bakke!

Har desværre prøvet, men det er jo noget helt andet (hun er inde over alt ) så ja det er op af bakke, men vil nok prøve lidt oftere at invitere til samvær hvor vi skal noget med børnene og håbe han vil komme noget mere selvom hun har 1000 ting

Tænk sig at man kan få sig til at afvise et bonusbarn (trådstarter) og bonusbørnebørn på den måde, når de vil en så meget  Og hvor er din far dog bare mega vattet!

Jeg kan egentlig godt have forståelse for at man som bonusmor kan have forskellige følelser for sine egne børn og bonusbørn, men jeg kommer aldrig til at forstå det behov for hele tiden at understrege at der er forskel eller det med nærmest direkte at fortælle hvor stor en forskel hun føler.. Ej men altså.. 

Jeg vil sige at du skal stoppe med at hige så meget efter deres accept (hvis man kan det?) og se det som det er. Jeg synes ærligt talt ikke at de har fortjent at have jer så meget i deres liv. Det er super ærgerligt, når man ved hvor godt det faktisk kunne være - men det er det jo ikke. Med den mangel på respekt de viser for dig/jer tror jeg faktisk at jeg, hvis det var mig, ville trække mig mere fra dem. En skam at de er så utaknemmelige. Jeg ville ikke finde mig i hele tiden at blive betragtet som "den næstbedste" i familien. Gad vide om dine børn ikke også kommer til ar mærke den forskel når de bliver større og er sammen med de andre børn i familien på den side?

Jeg er også bonus mor og kan TIL DELS forstå din pap-mor. Jeg ville gå i døden for mine børn, og det ville jeg ikke for mine bonus-børn, og ja til tider synes jeg faktisk de er pisseirriterende. Men det synes jeg mine egne børn er. OFTE.

(dermed sagt, at du skal huske, at hun sikkert også er sur på sine egne børn nogle gange og ikke kun dig)

Hvad angår julegaver, så synes jeg du skal se igennem fingrene med det. Folk har forskellige opfattelser af hvem de er (sted)søskende og hvem der ikke er. Jeg kan også godt forstå at hun ikke mener hun skal skrive i bedstemor-bogen (det ville jeg nemlig heller ikke selv gøre) - men det kan være fordi hun har trukket en grænse om hvor meget hun vil involvere sig, eller er bange for at træde på din mors følelser. Det kan også være, at hun selv ville blive ked af det, hvis hendes børns pap-mor skrev i bio-børnebørnenes bedstemor-bog, og baserer sin handling herudfra.

For hvert sekund hun bruger på dig, går der et sekund fra hendes egne børn. Og selvom det måske er en perfid tanke, så kan det meget reelt være motivet bag hendes handlinger.

MEN!!! Jeg kan dog slet slet slet ikke forstå hendes øvrige adfærd! Selvfølgelig har du ret til at blive såret, og hvorfor fanden siger din far ikke noget? Og hvis selv små børn kan mærke det gøres forskel, så vil jeg vove den påstand at din pap-mor er lovligt meget mere pap'pet end normalen.