Egne børn vs bonus børn

Suk kender det alt for godt desværre. Mine forældre er skilt og har så travlt med deres anden ungdom eller hvad man nu siger. Min svigerfar er gift for anden gang og der er det altså også bare den nye kone og hendes voksne datter og børnebørn, der er interessante. Det er dem de ses med, dem der får gaver, dem der bliver inviteret i sommerhus osv.

Gu er det hårdt, for når man bliver forældre første gang er man bare rigtigt følsom og savner lidt sin familie og så at opdage at man ingen har.

Jeg kan desværre ikke give dig et godt råd, for føler faktisk selv, at den der tristhed over det kommer tilbage med mellemrum. Jeg håber, at det er noget der kommer til at fylde mindre med årerne. Som man vender sig til situationen.

Mor til Majbørn skriver:

hvad skete der lige ved fødslen? (Hvis jeg må spørger)

Vi havde begge et hårdt forløb, ka. Ikke gå i nærmere detaljer, men min første er bla født for tidligt. Både min svigerinde og jeg var syge, på hver vores måde. Generelt er det dog sådan at mit sygdom altid bliver bagatelliseret og nedgjort. Der er ikke forståelse bla hvis jeg ligger syg skal jeg bare tage mig sammen, hvor hendes børn og svigerbørn bliver pylret omkring, selv ved det mindste.
På et tidspunkt havde jeg rigtig grim hoste og var syg, og tog til lægen efter der var gået en måned. Havde lungebetændelse, men i deres øjne var jeg pylret og skulle tá mig sammen, det gik jo nok i sig selv igen. Det samme da jeg havde slem bihulebetændelse som gik ned i kæberne og satte sig. Jeg måtte på stærk antibiotika, og alligevel skulle jeg bare tage mig sammen, for det var jo bare lidt forkølelse.

Anonym skriver:

Suk kender det alt for godt desværre. Mine forældre er skilt og har så travlt med deres anden ungdom eller hvad man nu siger. Min svigerfar er gift for anden gang og der er det altså også bare den nye kone og hendes voksne datter og børnebørn, der er interessante. Det er dem de ses med, dem der får gaver, dem der bliver inviteret i sommerhus osv.

Gu er det hårdt, for når man bliver forældre første gang er man bare rigtigt følsom og savner lidt sin familie og så at opdage at man ingen har.

Jeg kan desværre ikke give dig et godt råd, for føler faktisk selv, at den der tristhed over det kommer tilbage med mellemrum. Jeg håber, at det er noget der kommer til at fylde mindre med årerne. Som man vender sig til situationen.

Tak for forståelsen. Bliver nok bedredes årene og fylder også mere i oerioder, hvor det bliver rippet op i det hele, bla pga en kommentar som den min far kom med, at hun selvfølgelig elskede hendes egne og de andre ikke var børnebørn men stadig søde.

Tænk man kan være så.smålig efter 20år..

Dumme kælling-altså hende

Anonym skriver:

Ikke helt det sammen, men skriver det nu alligevel.

Min mor er en flok på 4 biologiske søskende og 2 halv søskende (samme far, men ikke mor). Min biologiske mormor og morfar gik fra hinanden længe før jeg blev født, da min mor stadigvæk var barn. Nu ved jeg ikke 100% hvordan hendes barndom har været med hendes nye papmor, her kommer det ud fra pap barnebarnets synspunkt.

Da min bror og jeg var mindre blev vi behandlet som børnebørn hos min morfar og hans kone også selv om afstanden var stor (Jylland og Sjælland), vi var på ferie derover mm. 

Men da min moster (min mor halv søster) så får sit første barn som er min pap mormors biologiske barnebarn går det ned af bakke. Der bliver gjort så stort forskel på os pap børnebørn og hendes biologiske barnebarn, jeg har været ca. 15-16 år på det tidspunkt, og kan pludselig ikke forstå forskellen for hun har jo været en del af mit liv altid, så selvom jeg er så stor så såre det mig faktisk, nok også fordi den pludselig kommer ud af det blå og jeg er så stor når det sker. Min moster har i dag to børn, jeg elsker dem meget højt. Men må indrømme det til tider har været hårdt at se på forskellen mellem os børnebørn (på min morfars side) og min pap mormors biologiske børnebørn. 

Skal lige siges at der er stor alders forskel på min morfar og pap mormor, 18 år ca., så hun er meget ung i forhold til ham. Jeg tror egentlig ikke hun gør det helt bevidst, for når der har været ting med sygdom og operation for mit vedkommende, har hun lyttet og spurgt ind til det og været interesseret. Da jeg gik ned med depression og stress følte jeg hun forstod mig bedre end min moster.

Er i dag 28, og manden og jeg prøver at blive gravide, så tanken om det kun bliver min morfars biologiske oldebarn og hendes pap oldebarn kan godt skramme mig lidt. For vil være ked af hvis mine børn skal opleve den samme forskel som jeg selv har gjort.

Jeg selv er i dag helt afklaret med det, da det har været sådan i mange år og ved det ikke ændre sig. Jeg har fået den kærlighed jeg skulle have i mine biologiske farmor og farfar som jeg kunne ønske, de er desværre døde og vil ikke opleve deres oldebørn

Sorry det blev så langt 

Frygteligt at genetik kan betyde så meget når det er børnebørn der tales om

Maja88 skriver:

Tænk man kan være så.smålig efter 20år..

Dumme kælling-altså hende

Tak. Synes jo netop efter så lang tid man er indforstået med sit valg og så involveret at man burde tage alle børnene til sig

Jeg har selv aldrig kaldt min farmor for farmor, da vi intet havde med hinanden at gøre, hun havde ikke selv ønske om at være en del af livet med børnebørn, til gengæld har min stedfars mor altid blevet kaldt farmor, aldrig gjort forskel, og ser hende fuldt ud som min farmor. Jeg var bla 4 år da hendes mor døde, og der var et biologisk barnebarn hos min farmors søster, vi var betragtet som ligeværdige oldebørn, selvom jeg ikke var ægte, og da hun døde arvede vi efter oldemors ønske, begge en sum penge som blev sat ind på vores børneopsparinger

Anonym skriver:

Frygteligt at genetik kan betyde så meget når det er børnebørn der tales om

Ja det er faktisk ret skrammende 

 

Jeg oplever lidt af det samme med min far og må indrømme at jeg har taget afstand fra ham! Gider ikke bruge min tid på mennesker der ikke vil os det godt, uanset om han er min far eller ej. Det bliver hans tab i sidste ende...

Milas14 skriver:

Jeg oplever lidt af det samme med min far og må indrømme at jeg har taget afstand fra ham! Gider ikke bruge min tid på mennesker der ikke vil os det godt, uanset om han er min far eller ej. Det bliver hans tab i sidste ende...

Har du ret i

Undrer mig egentlig lidt at det er papmor der er synderen. I mine øjne er det faren - han kan da skrive i bedsteforældrebogen, han kan da købe store gaver, han kan da bruge mere tid osv osv osv. Hun holder da vel ikke en pistol for hans hoved - der skal altså to til en tango og farmand må jo befinde sig godt ellers havde han vel selv taget lidt initiativ.

Det er da fantastisk hvis de nye kærester man finder synes ens børn er lige så gudeskønne som man selv synes, og som minimum skal de kunne tåle ens børn og ønske dem det godt. Men det er da de bringer børn ind der har ansvaret og ikke bonusforældrene.

skulle jeg en gang være enlig og finde en mand igen - ville jeg såmænd ikke forvente han elskede mine børn på linie med sine egne, jeg ville have ikke forvente en eller anden millimeter demokratisk gaveudveksling eller tidsudveksling. Jeg ville forvente han lærte dem at kende og da jeg ikke kan forestille mig andet med mine skønne unger, at han kunne lige dem  Men jeg ville da egentlig nok også forvente ham brugte mere tid på sine egne, var den der skrev i bedesteforældrebogen hvis de ønskede det, var den primære i forhold til sine børn og jeg i forhold til mine...