Da vi for ca. 1 år siden ventede vores tvillinger efter at have været igennem 3 inseminationer og 2 forsøg med kunstig befrugtning, besluttede vi at takke ja til nakkefoldsscanningen, da vi - eller især jeg - gerne ville være forberedt på det værste. Vi havde imidlertid besluttet ikke at få foretaget moderkageprøve, da risikoen for abort (rask eller ikke rask) formentlig ville være større end risikoen for, at man ville finde noget galt med barnet. Og desuden ville risikoen for abort jo gælde for begge fostre, som vi havde kæmpet for og ønsket os mere end noget andet i verden. Også selvom den ene skulle have en kromosomfejl, for så var det bare endnu en ting, vi skulle igennem i vores liv.
Nu blev tvillingerne imidlertid født 3 måneder for tidligt, og selvom de indtil videre tilsyneladende er uden mén, er de særligt sensitive og kræver en mere beskyttet hverdag end "normale" børn.
I denne graviditet elsker vi ikke vores lille spire mindre, end vi gjorde med tvillingerne, men forud for nakkefoldsscanningen besluttede vi alligevel denne gang, at hverken vores lille dreng, vores tvillinger eller os selv ville være tjent med den tilværelse, vi ville komme til at leve, hvis vores lille dreng havde downs. Vi ville hverken have midler eller overskud til både at rumme tvillingerne og deres udfordringer samtidig med, at vi skulle tage vare på et barn med downs. Det ville være synd for alle involverede.
Så jeg kan både svare ja og nej til spørgsmålet.
Anmeld
