Kan en far altid gøre krav på samvær

Bliver SIMPELTHEN nød til at ytre mig nu....

 

At sige til et barn at en mand er hendes far, og "lade" som om at det er den biologiske far er i mine øjne en FATAL fejl....

 

Nej man er ikke nødvendigvis en godt far bare fordi man aflevere en klat, men man er biologisk far....

En mand er muligvis ikke barnets biologiske far, men en som barnet ser som sin far/fader figur...

Det er fantastisk at der er en mand der tager faderrollen for barnet, hvis den biologiske far ikke har mulighed/interesse i at være en del af barnets liv....

MEN et hvert barn har ret til at vide hvem sine biologiske forældre er hvis man ved det, også UDEN at den ene part bliver svinet til....

Fra min datter var helt spæd har hun haft en faderfigur i sit liv som IKKE var hendes biologiske far... MEN jeg har ALDRIG skjult for hende at hun har en biologisk far et sted.

Det bedste for mit barn, ham og mig var at han meldte helt fra i sin tid, i stedet for at min datter ville opleve gentagende svigt, hvis han ikke kunne overholde sine aftaler osv... Og at han har holdt sit løfte om at han ikke bare ville poppe op en dag og muligvis forstyre hendes hverdag, samtidig med at han var mand nok til at fortælle sandheden om at han ikke kunne se hende DET har jeg ALTID og har jeg stadig STOR respekt for... Det viser netop at han tænker på hendes ve og vel.....

 

Men tænk på at barnet en dag finder ud af at mor og "far" har skjult sandheden/løjet og barnet erfare at far slet ikke er biologisk far... det er et KÆMPE svigt.....

 

Man kan godt fortælle barnet at der er en far som h'n ikke ser, uden at svine personen til... for man skal ALDRIG tale dårligt om den anden til barnet....

 

Nej det er ikke fedt at blive "valgt" fra, men nogle gange er det desværre en nødvendighed for at barnet har det bedst, og det kræver også tit at skulle erkende at man ikke kan/vil opgaven..... og en dag bliver barnet ældre og vil nok kunne bedre forstå beslutningen....

 

Og by the way, har faderen ikke haft kontakt til barnet i flere år kan han stadig godt få samvær.... min datters far kunne få det til hun var 7½ år uden de store problemer, dog kigger de på om det vil forstyre hendes hverdag osv...

 

Kom han i dag og bedste om at se hende ville jeg NØJE overveje det.... i fremtiden ja, lige nu...nej for det er der sket for meget til det sidste stykke tid, til at hun ville kunne rumme.....

Hvem ønsker ikke at ens barn ser sine forældre og har et godt forhold til dem.....

Min pligt som mor er IKKE at nægte hende at se sin far og den eneste der ikke må lyve for hende, er mig...

Pynter jeg på sandheden hvis hun spørg om noget... JA, hun behøver ikke at vide at jeg kan være sur og ked af at han ikke ser hende eller at han faktisk har fået børn efter.... men jeg har ALDRIG snakket grimt, ondt eller andet om ham... og jeg ville ALDRIG nægte hende at vide hvem hendes far er.....

 

Nogle er bare ikke klar, til at se sit barn... men bliver de det og gør de det bør de også få en chance hvis det er til barnets bedste....

Han kan altid søge det.. Det er derimod meget tvivlsomt st han får det.. Altså hvis moren ikke mener det er det bedste for barnet. 

Når faren ikke har set barnet i to år, er det RIGTIG svært at overbevise dem om at det er godt for barnet.. Men det kommer an på rigtig mange ting.. 

lad os nu dige at barnet har en ny far. 

Som har været der fra fødslen og vil barnet 100%

som har bh i ryggen og norm har måske endda papire på at den nye far er en del af dagligdagen og pigen er rigtig glad for ham, og tror det er hendes bio far.. 

Så bliver det ikke nemt at få samvær.. For at udsætte en lille pige for flere svigt, er ikke i barmes tarv, hun vil føle sig løjet overfor af hendes nye far

hun vil føle mor svigter hende når hun efterlades hos en masse fremmede menesker

og hun vil føle et stort svigt over at bio "far" først kommer nu. 

Hun vil slet ikke kunne klare alle disse svigt.. 

En af mine veninders døtre var igennem dette, hun var til overvåget samvær to gange (havde ikke en ny far) men alligevel efter to gange stoppede de samværet.. Det var så ødelæggende for hende. Hun var slet ikke sig selv, stresset, og bange for at mor ville efterlade hende der igen.. 

Så tror ikke han får samvær efter 4 år .. 

Han skulle have taget ansvar for 4 år siden! 

For det første håber jeg da ikke at der er nogen der præsenterer kærester som rigtige fædre. Det bliver da først et svigt når pigen finder ud af det ikke forholder sig sådan.
For det andet så var din venindes barn kun 2 og havde nok ret svært ved at forstå hvorfor hun skal lege med den her fremmede mand.
Nu er pigen altså fire. Man kan håbe på at mor har været ærlig når hun har spurgt ind til far. Og man kan altså godt forklare hende hvem manden er og hvorfor de skal lære hinanden at kende når barnet er 4.
Jeg er også helt sikker på at han vil få det. Overværet eller ej. (Forudsat han har de rigtige intentioner samt livsstil) 

baby012 skriver:

Jamen ok, så smadre vi da lige verdens billedet for den lille pige, fortæller at hendes far ikke er den biologiske og at far og mor har løjet i fore år, derefter præsenterer vi hende da lige for et vidt fremmed menneske som vil være far for hende, 

hvad hvis han smutter når/hvis ham og den nye kæreste går fra hinanden?? 

Så har hun været udsat for svigt, og ustabilitet som kan være fatal i så ung en aldeR, lige præcis nu, hvor hun begynder virkelig at udvikle sit "jeg" .. 

Det er et lille skrøbeligt barn, man bør ikke gamble med deres skrøbelige sind! Og da slet ikke hvis ikke de primære omsorgspersoner ikke er klar på at få det op at køre.. 

Synes det er egoistisk at bryde ind i barnets liv nu.. Han er "far" på papir.. Hun skal nok opsøge ham hvis hun mener der er grund.. Men alt dette kan hun ikke tage stilling til nu.. Hvis hun har en faderfigur, behøver hun ikke siN bio.. For hun har en far.. en som ikke har svigtet. Altså, der mangler ikke noget! 

Man er IKKE far bare fordi at man lægger sæd til.. Det kræver MEGET andet at bære den titel, en titel han ikke har gjort sig fortjent til.. 

min "søster" fik afvide at hendes far ikke var bio. Hun følte ikke hun havde manglet en far, før hun fik afvide at der var en idiot som skred dengang hun lå i morens mave. Men hun har aldrig haft et behov for at opsøge ham.. hun har en far, og det er ham som altid har været far for hende.. Den anden manD er ligeså ukendt for hende, som en anonym donor, selvom hun har fået nummer osv. på ham.. 

Han har ikke krav på samvær, Men ret til at søge det.. barnet har tilgengæld krav på at sagen bliver behandlet ud fra barnets tarv, ikke om faren er klar efter så mange år.. 

Er det bedre barnet finder ud af de sidste 13 år har været en løgn, eller 16 år? Eller at far godt vil se sit barn da det var fire men mor nægtede?

stjernehimmel skriver:

Bliver SIMPELTHEN nød til at ytre mig nu....

 

At sige til et barn at en mand er hendes far, og "lade" som om at det er den biologiske far er i mine øjne en FATAL fejl....

 

Nej man er ikke nødvendigvis en godt far bare fordi man aflevere en klat, men man er biologisk far....

En mand er muligvis ikke barnets biologiske far, men en som barnet ser som sin far/fader figur...

Det er fantastisk at der er en mand der tager faderrollen for barnet, hvis den biologiske far ikke har mulighed/interesse i at være en del af barnets liv....

MEN et hvert barn har ret til at vide hvem sine biologiske forældre er hvis man ved det, også UDEN at den ene part bliver svinet til....

Fra min datter var helt spæd har hun haft en faderfigur i sit liv som IKKE var hendes biologiske far... MEN jeg har ALDRIG skjult for hende at hun har en biologisk far et sted.

Det bedste for mit barn, ham og mig var at han meldte helt fra i sin tid, i stedet for at min datter ville opleve gentagende svigt, hvis han ikke kunne overholde sine aftaler osv... Og at han har holdt sit løfte om at han ikke bare ville poppe op en dag og muligvis forstyre hendes hverdag, samtidig med at han var mand nok til at fortælle sandheden om at han ikke kunne se hende DET har jeg ALTID og har jeg stadig STOR respekt for... Det viser netop at han tænker på hendes ve og vel.....

 

Men tænk på at barnet en dag finder ud af at mor og "far" har skjult sandheden/løjet og barnet erfare at far slet ikke er biologisk far... det er et KÆMPE svigt.....

 

Man kan godt fortælle barnet at der er en far som h'n ikke ser, uden at svine personen til... for man skal ALDRIG tale dårligt om den anden til barnet....

 

Nej det er ikke fedt at blive "valgt" fra, men nogle gange er det desværre en nødvendighed for at barnet har det bedst, og det kræver også tit at skulle erkende at man ikke kan/vil opgaven..... og en dag bliver barnet ældre og vil nok kunne bedre forstå beslutningen....

 

Og by the way, har faderen ikke haft kontakt til barnet i flere år kan han stadig godt få samvær.... min datters far kunne få det til hun var 7½ år uden de store problemer, dog kigger de på om det vil forstyre hendes hverdag osv...

 

Kom han i dag og bedste om at se hende ville jeg NØJE overveje det.... i fremtiden ja, lige nu...nej for det er der sket for meget til det sidste stykke tid, til at hun ville kunne rumme.....

Hvem ønsker ikke at ens barn ser sine forældre og har et godt forhold til dem.....

Min pligt som mor er IKKE at nægte hende at se sin far og den eneste der ikke må lyve for hende, er mig...

Pynter jeg på sandheden hvis hun spørg om noget... JA, hun behøver ikke at vide at jeg kan være sur og ked af at han ikke ser hende eller at han faktisk har fået børn efter.... men jeg har ALDRIG snakket grimt, ondt eller andet om ham... og jeg ville ALDRIG nægte hende at vide hvem hendes far er.....

 

Nogle er bare ikke klar, til at se sit barn... men bliver de det og gør de det bør de også få en chance hvis det er til barnets bedste....

stjernehimmel skriver:

Bliver SIMPELTHEN nød til at ytre mig nu....

 

At sige til et barn at en mand er hendes far, og "lade" som om at det er den biologiske far er i mine øjne en FATAL fejl....

 

Nej man er ikke nødvendigvis en godt far bare fordi man aflevere en klat, men man er biologisk far....

En mand er muligvis ikke barnets biologiske far, men en som barnet ser som sin far/fader figur...

Det er fantastisk at der er en mand der tager faderrollen for barnet, hvis den biologiske far ikke har mulighed/interesse i at være en del af barnets liv....

MEN et hvert barn har ret til at vide hvem sine biologiske forældre er hvis man ved det, også UDEN at den ene part bliver svinet til....

Fra min datter var helt spæd har hun haft en faderfigur i sit liv som IKKE var hendes biologiske far... MEN jeg har ALDRIG skjult for hende at hun har en biologisk far et sted.

Det bedste for mit barn, ham og mig var at han meldte helt fra i sin tid, i stedet for at min datter ville opleve gentagende svigt, hvis han ikke kunne overholde sine aftaler osv... Og at han har holdt sit løfte om at han ikke bare ville poppe op en dag og muligvis forstyre hendes hverdag, samtidig med at han var mand nok til at fortælle sandheden om at han ikke kunne se hende DET har jeg ALTID og har jeg stadig STOR respekt for... Det viser netop at han tænker på hendes ve og vel.....

 

Men tænk på at barnet en dag finder ud af at mor og "far" har skjult sandheden/løjet og barnet erfare at far slet ikke er biologisk far... det er et KÆMPE svigt.....

 

Man kan godt fortælle barnet at der er en far som h'n ikke ser, uden at svine personen til... for man skal ALDRIG tale dårligt om den anden til barnet....

 

Nej det er ikke fedt at blive "valgt" fra, men nogle gange er det desværre en nødvendighed for at barnet har det bedst, og det kræver også tit at skulle erkende at man ikke kan/vil opgaven..... og en dag bliver barnet ældre og vil nok kunne bedre forstå beslutningen....

 

Og by the way, har faderen ikke haft kontakt til barnet i flere år kan han stadig godt få samvær.... min datters far kunne få det til hun var 7½ år uden de store problemer, dog kigger de på om det vil forstyre hendes hverdag osv...

 

Kom han i dag og bedste om at se hende ville jeg NØJE overveje det.... i fremtiden ja, lige nu...nej for det er der sket for meget til det sidste stykke tid, til at hun ville kunne rumme.....

Hvem ønsker ikke at ens barn ser sine forældre og har et godt forhold til dem.....

Min pligt som mor er IKKE at nægte hende at se sin far og den eneste der ikke må lyve for hende, er mig...

Pynter jeg på sandheden hvis hun spørg om noget... JA, hun behøver ikke at vide at jeg kan være sur og ked af at han ikke ser hende eller at han faktisk har fået børn efter.... men jeg har ALDRIG snakket grimt, ondt eller andet om ham... og jeg ville ALDRIG nægte hende at vide hvem hendes far er.....

 

Nogle er bare ikke klar, til at se sit barn... men bliver de det og gør de det bør de også få en chance hvis det er til barnets bedste....

 Meget enig!

Jeg har to eksempler i min omgangskreds på at det kan gå rigtig, rigtig galt når man lyver for sine børn om den slags. 

At man overhovedet kan være så respektløs overfor sit barn at man vil lyve overfor det om så vigtigt et emne, er mig helt uforståeligt. En totalt misforstået omsorg.

baby012 skriver:

Man er altså ikke far bare fordi man aflevere en klat  

så kender jeg et par stykker som måske er far til en frygtelig masse børn (donor)

er man så også mor hvis man donere et æg? 

Pigen har nok haft rigtig godt af ikke at føle sig anderledes, og føle at hendes far var der 100% fra dag 1. Hvorfor fortælle hende, i så ung en alder at hun blev valgt fra af hendes "rigtige far" som du så fint kalder ham. I mine øjne er den rigtige far den som går derhjemme. den som havde alle muligheder for at smutte, men ikke gjorde det. 

Hvorfor presse et svigt hun slet ikke forstår ned over hovedet på hende? Man må ikke lyve siger du?? Hvor meget tror du den pige ville gide sin "far" hvis hun fik sandheden a vide? "at far ønskede at hun aldrig var blevet født, at han sagde han ikke ville have noget med barnet at gøre? At han ønskede at mor slog hende ihjel? 

Nej nej, det kan en fire årig da sagtens håndtere 

Nej ikke hvis man er donor, men det er han jo ikke. de var sammen, hun blev gravid, men han var ikke klar til at blive far, men hun valgte at få barnet. så er man mere end bare en klat.

Hvorfor skulle hun føle sig anderledes? Er man anderledes fordi man vokser op med en forældre? For så er det lige før der er flere anderledes end normale..


Han ER hendes rigtige far, og det er lige meget hvad så kan det ikke ændres. Det kan godt være at han ikke er der, men han vil altid være hendes far by blood.

Hvor er du SIKKER på at det resultere i svigt? Hvorfor er du så sikker på at han skrider igen?

Kan folk ikke ændre sig med årene? Vokse op?? Blive et bedre menneske???

Hvis du ligefrem siger til din fire årige datter, at hendes far ønskede at hun var død, ville jeg nok se sådan her ud i ansigtet..
Det siger man sku da ikke, come on..
Du forklare det på den pæne måde, heller det end at sige at en anden mand er hendes far.

Tænk på hvordan hun vil have det den dag hun finder ud af at manden hun har kaldt far ikke er hendes far, og mor ikke ville lade hende lære hendes rigtige far at kende, fordi hun var pisse sur på ham.

Han lavede en fejl, get over it.

modesty skriver:

 Meget enig!

Jeg har to eksempler i min omgangskreds på at det kan gå rigtig, rigtig galt når man lyver for sine børn om den slags. 

At man overhovedet kan være så respektløs overfor sit barn at man vil lyve overfor det om så vigtigt et emne, er mig helt uforståeligt. En totalt misforstået omsorg.

Ja.. Jeg kan heller ikke forstå at man kan lyve sådan overfor et barn.

Jeg har en nevø og en niece, som ikke er blodrealteret, men så jeg har valgt at være tante for, da den ene er donorbarn og der ikke er så meget familie omkring dem. Hvis de en dag spørg mig, om hvorfor jeg er tante for dem, når jeg ikke er gift med deres onkel, vil jeg da også sige sandheden, at jeg valgte dem fordi det var skæbnen og at jeg forelskede mig i den sødste lille dreng(lillsøster var ikke født dengang) og senere i en lille pige og at jeg elsker dem lige så højt som mine andre nevøer og niecer.

Barnet er fire år gammelt, og så længe du ikke siger noget, der ligefrem er ondt omkring hvorfor er faren ikke er der..(man siger jo ikke til en fireårig; Din far ønskede at du skulle dø)

Yurie skriver:

Ja.. Jeg kan heller ikke forstå at man kan lyve sådan overfor et barn.

Jeg har en nevø og en niece, som ikke er blodrealteret, men så jeg har valgt at være tante for, da den ene er donorbarn og der ikke er så meget familie omkring dem. Hvis de en dag spørg mig, om hvorfor jeg er tante for dem, når jeg ikke er gift med deres onkel, vil jeg da også sige sandheden, at jeg valgte dem fordi det var skæbnen og at jeg forelskede mig i den sødste lille dreng(lillsøster var ikke født dengang) og senere i en lille pige og at jeg elsker dem lige så højt som mine andre nevøer og niecer.

Barnet er fire år gammelt, og så længe du ikke siger noget, der ligefrem er ondt omkring hvorfor er faren ikke er der..(man siger jo ikke til en fireårig; Din far ønskede at du skulle dø)

Præcis min pointe  

så det er ok at pynte på sandheden overfor barnet hvis det er for at beskytte det fra sandheden? Godt så. 

Det eneste jeg siger er st jeg synes det er fantastisk at det  er børnenes ret til deres forældre, og ikke omvendt. 

Og at der sidder professionelle og vurderer hver enkelt sag.. Kigger på barnets behov, hverdag, omsorgs personer, osv.

igen hvis de vurderes at det ikke ødelægger noget hos pigen, så skal de jo bare igang med st prøve at få det til at køre, på trods af morens modvilje. Og det tror  jeg desværre bare vil betyde pigen kommer i klemme. Og det vil de børne sagkyndige også have med i deres overvejelser. Hvilket jeg igen synes er helt ok. Det skal handle om børnene. Ikke forældrene, dette gælder uanset om det er mor eller far som svigter.  

baby012 skriver:

Præcis min pointe  

så det er ok at pynte på sandheden overfor barnet hvis det er for at beskytte det fra sandheden? Godt så. 

Det eneste jeg siger er st jeg synes det er fantastisk at det  er børnenes ret til deres forældre, og ikke omvendt. 

Og at der sidder professionelle og vurderer hver enkelt sag.. Kigger på barnets behov, hverdag, omsorgs personer, osv.

igen hvis de vurderes at det ikke ødelægger noget hos pigen, så skal de jo bare igang med st prøve at få det til at køre, på trods af morens modvilje. Og det tror  jeg desværre bare vil betyde pigen kommer i klemme. Og det vil de børne sagkyndige også have med i deres overvejelser. Hvilket jeg igen synes er helt ok. Det skal handle om børnene. Ikke forældrene, dette gælder uanset om det er mor eller far som svigter.  

Hvis de mener at faren kan få samvær, må moren blive voksen og ligge sin vrede bag sig for sin datters skyld, så det ikke gå udover pigen. så er det sku ligemeget hvor meget hun hader den mand. hun har valgt at få et barn med den mand, og det vil knytte dem for altid, så hun har bare at putte de følelser væk.

Ja, pynte, men ikke lyve. der er sku ingen der vil høre at de skulle have været en abort. men det må faren så forklare selv, og det kan jo være at pigen ikke er så dømmende at hun forstår hans frygt fra den gang og hvorfor han gjorde som han gjorde.

baby012 skriver:

Man er altså ikke far bare fordi man aflevere en klat  

så kender jeg et par stykker som måske er far til en frygtelig masse børn (donor)

er man så også mor hvis man donere et æg? 

Pigen har nok haft rigtig godt af ikke at føle sig anderledes, og føle at hendes far var der 100% fra dag 1. Hvorfor fortælle hende, i så ung en alder at hun blev valgt fra af hendes "rigtige far" som du så fint kalder ham. I mine øjne er den rigtige far den som går derhjemme. den som havde alle muligheder for at smutte, men ikke gjorde det. 

Hvorfor presse et svigt hun slet ikke forstår ned over hovedet på hende? Man må ikke lyve siger du?? Hvor meget tror du den pige ville gide sin "far" hvis hun fik sandheden a vide? "at far ønskede at hun aldrig var blevet født, at han sagde han ikke ville have noget med barnet at gøre? At han ønskede at mor slog hende ihjel? 

Nej nej, det kan en fire årig da sagtens håndtere 

Arg sådan taler man da heller ikke til en 4 årig eller en 18årig for den sags skyld.
Moren kan da forklare det som det er. Far var meget ung og kunne ikke finde ud af at være far. Nu er han ked af at han ikke kunne og vil gerne prøve at være din far? Blot et eksempel.
Det er da et værre svigt at gå i en tro om at ens far viser sig for ikke at være far alligevel. Jeg tror man glemmer at tænke lidt langsigtet også.