Kan en far altid gøre krav på samvær

baby012 skriver:

Præcis min pointe  

så det er ok at pynte på sandheden overfor barnet hvis det er for at beskytte det fra sandheden? Godt så. 

Det eneste jeg siger er st jeg synes det er fantastisk at det  er børnenes ret til deres forældre, og ikke omvendt. 

Og at der sidder professionelle og vurderer hver enkelt sag.. Kigger på barnets behov, hverdag, omsorgs personer, osv.

igen hvis de vurderes at det ikke ødelægger noget hos pigen, så skal de jo bare igang med st prøve at få det til at køre, på trods af morens modvilje. Og det tror  jeg desværre bare vil betyde pigen kommer i klemme. Og det vil de børne sagkyndige også have med i deres overvejelser. Hvilket jeg igen synes er helt ok. Det skal handle om børnene. Ikke forældrene, dette gælder uanset om det er mor eller far som svigter.  

Nej man pynter ikke på sandheden men man forklarer i børnehøjde, hvad barnet kan forstå og rumme
Ligesom man vil forklarer et dødsfald, en skilsmisse osv. svarende til barnets alder.
Men at kalde en mand der reelt ikke er hendes far for far er bare en løgn.

mor:) skriver:

Nej man pynter ikke på sandheden men man forklarer i børnehøjde, hvad barnet kan forstå og rumme
Ligesom man vil forklarer et dødsfald, en skilsmisse osv. svarende til barnets alder.
Men at kalde en mand der reelt ikke er hendes far for far er bare en løgn.

Så du mener at min søster stadig går rundt på en løgn? 

Hun fik afvide hvem hendes far var i en meget sen alder, og det var i forbindelse med at hendes "nye far" ville adoptere hende. 

Hun havde et par spørgsmål, hvorfor ville han ikke have mig? Og har han fået børn siden. Der blev svaret på begge dele. da han så blev omtalt som hendes rigtige far blev hun vred.. Hun sagde at den mand aldrig havde været hendes far, og aldrig ville blive det! 

Afoptionen blev gennemført efter begge parters ønske. 

Jeg mener ikke at bio har været min søsters far på noget tidspunkt i dette. Den titel fortjener han simpelt ikke. 

Hun føler sig beskyttet fra den sandhed om at hendes far ønskede hun havde været en klat på lagnet. Hun havde vokset op i en kerne familie. Hun manglede aldrig noget. 

nogen gange lyver man overfor ens børn, for at beskytte dem. Min mor er ateist. Men da jeg mistede kære, så fortalte hun mig om at de kom i himlen, og stadig var med os. Hun løj om julemanden, nisser, og tabdfeen. Nogen gange, er løgnen bare bedere end sandheden, og det vurdere man ko ud fra hvad man mener et barn kan rumme . Og hvornår. 

Så du mener at min søster stadig går rundt på en løgn? 

Hun fik afvide hvem hendes far var i en meget sen alder, og det var i forbindelse med at hendes "nye far" ville adoptere hende. 

Hun havde et par spørgsmål, hvorfor ville han ikke have mig? Og har han fået børn siden. Der blev svaret på begge dele. da han så blev omtalt som hendes rigtige far blev hun vred.. Hun sagde at den mand aldrig havde været hendes far, og aldrig ville blive det! 

Afoptionen blev gennemført efter begge parters ønske. 

Jeg mener ikke at bio har været min søsters far på noget tidspunkt i dette. Den titel fortjener han simpelt ikke. 

Hun føler sig beskyttet fra den sandhed om at hendes far ønskede hun havde været en klat på lagnet. Hun havde vokset op i en kerne familie. Hun manglede aldrig noget. 

nogen gange lyver man overfor ens børn, for at beskytte dem. Min mor er ateist. Men da jeg mistede kære, så fortalte hun mig om at de kom i himlen, og stadig var med os. Hun løj om julemanden, nisser, og tabdfeen. Nogen gange, er løgnen bare bedere end sandheden, og det vurdere man ko ud fra hvad man mener et barn kan rumme . Og hvornår. 

Men tror du din søster havde været lige så positiv indstillet hvis hendes biofar havde prøvet at etablere kontakt til hende men blev bremset af mor?
Og jeg kan simpelthen ikke se hvorfor man ikke fra dag et er ærlig om hvem der er hvem.
Og ligesom du har et eksempel på at det gik godt med løgne så har jeg det modsatte og man kan jo ikke i forevejen vide at det vil gå så godt som med din søster. Jeg kan bare ganske enkelt ikke se nogen grund til at lyve lige omkring det her. 

 

Og så mener jeg helt bestemt ikke du kan siddestille det med tandfeen og julemanden.

baby012 skriver:

Så du mener at min søster stadig går rundt på en løgn? 

Hun fik afvide hvem hendes far var i en meget sen alder, og det var i forbindelse med at hendes "nye far" ville adoptere hende. 

Hun havde et par spørgsmål, hvorfor ville han ikke have mig? Og har han fået børn siden. Der blev svaret på begge dele. da han så blev omtalt som hendes rigtige far blev hun vred.. Hun sagde at den mand aldrig havde været hendes far, og aldrig ville blive det! 

Afoptionen blev gennemført efter begge parters ønske. 

Jeg mener ikke at bio har været min søsters far på noget tidspunkt i dette. Den titel fortjener han simpelt ikke. 

Hun føler sig beskyttet fra den sandhed om at hendes far ønskede hun havde været en klat på lagnet. Hun havde vokset op i en kerne familie. Hun manglede aldrig noget. 

nogen gange lyver man overfor ens børn, for at beskytte dem. Min mor er ateist. Men da jeg mistede kære, så fortalte hun mig om at de kom i himlen, og stadig var med os. Hun løj om julemanden, nisser, og tabdfeen. Nogen gange, er løgnen bare bedere end sandheden, og det vurdere man ko ud fra hvad man mener et barn kan rumme . Og hvornår. 

Ja hun har faktisk gået rundt på en løgn, fordi at hun har fået afvide at en mand er hendes far, men så finder hun ud af at det er løgn. hvad ville du ellers kalde det?

han har jo heller ikke ville have noget med hende at gøre overhovedet, det vil den her mand jo gerne. han vil gerne være en del af sin datters liv.

så fordi din søster reagerede på den måde, mener du at alle vil reagere sådan? jeg har da hørt solskinshistorier om folk der først fandt ud af sandheden som voksne, men ja, de var vokset op med en anden mand som far, men nu havde de så to fædre.

folk reagerer forskelligt... din søster fik det afvide sent i livet, hvad hvis hun havde fået det afvide tidligere, kunne det have været anderledes?? Måske, men det ved vi ikke.

men hvis din mor nu ikke havde løjet om ham, så var det jo ikke kommet som et chok(og nej ikke at han ønskede at hun var en klat på et lagn)

og at sammeligne det med julemanden og tandfeen.. Nej, det er bare ikke det samme.

mine brødres mor var en kæmpe idiot, der opgav sine drenge, så de er vokset op med min mor, men de har tilgivet hende for det hun har gjort(ikke set hinanden i omkring 25år)

Ikke alt ender dårligt, der er også mange glædes historier, bare fordi man hører en dårlig, er de ikke alle dårlige.

kan kun

san skriver:

så gammel er barnet jo ikke endnu, så det kan jo lærer sin far at kende. 1 år med svigt fra faren er bedre end resten af dets liv.. Hvad skal man sige til barnet når det bliver så gammel, at det forstår hvad der forgår, jaa far var der ikke for dig det første af din levetid, så derfor sagde mor at han ikke måtte se dig de næste 18 år.. det holder jo ikke

 

Her har faren jo bare været umoden, vi kan jo alle forandre os, og hurra for det

Jeg vil lige give mit (lange) besyv med, fordi jeg var i barnets situation som lille og vil gerne advare mod den indstilling at barnet ikke vil tage skade af at blive svigtet igen. Min far var ikke psykisk syg, misbrugte os eller var voldelig. Han var (bare) umoden - som du sagde - og jeg har set ham få gange i mit liv. Hver gang kom han ind i vores liv, hævdede at han havde ændret sig, sagde at han nu var voksen nok til at blive far, sagde hans hjerte smeltede ved synet af os, og jeg tog imod ham med åbne arme. Min mor var ret enestående, fordi jeg husker aldrig at hun talte grimt om ham. Ihvertfald ikke mens jeg hørte det.

Hver gang mistede han interessen efter et stykke tid. Han svigtede aftaler fordi han på vejen over til os faldt i snak med nogle venner, han fik en ny kæreste eller hvad der nu var mere interessant end to spændte småpiger. En gang stod vi på banegården alle tre og ventede på hans tog. Han kom ikke. Et eller andet havde igen været vigtigere end os.

Den sidste gang jeg så ham var jeg 14. Han kom og boede hos os, gav os lommepenge og efter et par dage gjorde han hvad han plejede at gøre: blev rastløs. Denne gang opdagede jeg at han begyndte at stikke til min mor. Da hun svarede igen blev han sur og pakkede sine ting. Det virkede som om han havde planlagt det i forvejen og væk var han.

Jeg indså at jeg måtte afskrive ham som en idiot. Hvis jeg ikke gjorde det ville jeg blive nødt til at tro på at det var os der bare ikke var gode nok. At jeg ikke var værd at være sammen med. Rent mentalt hjalp det da jeg holdt op med at kalde ham far. For en far bliver ikke træt af en. Jeg går ud fra at han simpelthen svigtede en gang for meget.

Det er godt at fædre bliver bevidste om deres rettigheder, men hvad med børnenes rettigheder? Et barn kan ikke hive en uinteresseret far i Statsforvaltningen og få tvangsgennemført besøg. Hvor er deres ret til ikke at blive svigtet? Det kan være at nogle mænd bliver modne og udvikler sig til verdens bedste fædre, men der er også nogle der ikke gør. Så spørgsmålet er hvor længe et barn skal stå model til at blive vraget? Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke har sat sine spor, selv i dag.