Kan en far altid gøre krav på samvær

Anonym skriver:

Har lidt en følelse ud fra det han fortæller, at den egentlige årsag til at hun siger nej nærmere ligger i, at hun er bitter over, at have været enlig mor det meste af fire år med alt hvad der hører til, og at han jo så har haft sin ungdom og frihed. Men det burde da ikke være nok til at afholde ham fra samvær.

Du tror ikke, bitterheden kan skyldes, at han synes, han lige kan springe ind og være far, nu hvor det interesserer ham? Jeg ville i den grad frygte, at barnet knyttede sig til ham, og at han så mistede interessen igen. Han har i hvert fald noget at bevise nu. 

Mor og meget mere skriver:

Du tror ikke, bitterheden kan skyldes, at han synes, han lige kan springe ind og være far, nu hvor det interesserer ham? Jeg ville i den grad frygte, at barnet knyttede sig til ham, og at han så mistede interessen igen. Han har i hvert fald noget at bevise nu. 

Den mulighed er der jo også. Og det er vel egentlig meget begrundet, når han i første omgang valgte sit barn fra. Og kan da til dels godt forstå hendes tanker, for han aner jo ind til videre ingenting om at være far i praksis.

Anonym skriver:

Min venindes ven (ja den er langt ude) blev far som 20årig, han gik fra damen under graviditeten og har ALDRIG været inde i sin datters liv. Nu er han blevet mere moden, har selv fået en ny kæreste med en jævnaldrende pige og er pludselig interesseret i at lære sin egen datter at kende, MEN moren/ekskæresten siger nej. Hun vil ikke bare introducere sin 4årige datter for en far, hun aldrig har kendt og slet ikke tale samkvem. Men hvem har retten på sin side? Kan det passe at man ikke har ret til at kende sit barn? Eller kan det passe, at et barn skal finde sig i en far, der nærmest bare "shopper ind" på det når det passer ham?

Altså jeg forstår om nogen hvad det vil sige... Jeg var alene med min store datter i 6 år... Han smuttede mens jeg var gravid...
Da jeg så blev gravid med nummer to begyndte den store at spørge meget til sin far... Og det kommer hans datter også til før eller siden... Jeg valgte at tage kontakt til ham og heldigvis ville han meget gerne se vores datter igen.... Og han har været der lige siden og elsker og forguder hende!!!
Men vi tog det meget stille og rolig i starten... Jeg skulle også være sikker på han ikke smuttede igen....
Men ja hvis han gik i statsforvaltningen ville jeg tro han får lov at se hende... Det skal bare gå stille og rolig ??

Reglerne kan være ændret... Men da jeg var barn kom min far som han selv ville med retten i ryggen....

man kan altid søge om samvær

om han får det er noget andet. Det er jo an på om det er til barnets bedste og det er jo en vurderings sag.

før var det sådan at efter 2 år uden kontakt var chancerne for samværsforældren meget lille, med mindre helt specielle forhold gjorde sig gældende hvilket det ikke er her da det jo er ham selv der har valgt ikke at have kontakt.. Men om reglerne er sådan stadig ved jeg ikke.

 

Syntes ikke han tænker på barnet her. Det lyder som om det er blevet "sjovt" nu hvor kæresten også har et barn.. Men barnet har aldrig kendt ham og har intet forhold til ham. Måske endda en "ny" far er i livet.

Hans navn står jo på papirerne så barnet kan jo tage kontakt til ham når barnet er gammelt nok så retten til at kende sin far er der jo.. Man skal jo huske at retten til at kende sin far tog netop far fra barnet da han valgte hende fra.

 

Kan godt forstå han gerne vil kende sit barn men kan godt nok også forstå moren. Hun beskytter jo barnet for hvad hvis nu han går fra den nye kæreste og det lige pludselig ikke er spændende mere? Måske endda hårdt vil han så svigte igen? Man må se sagen fra begge sider og moren til barnet ved jo bare at datteren er valgt fra før og at faren jo vil være en fremmed for barnet.. Barnet vil jo ikke forstå hvorfor hun skal gå med den fremmede mand.

altså han kan søge men om han får samvær er ikke sikkert og det er laaaang vej for ham.. i starten er der overvåget samvær fx 1 time ad gangen amtet vil sætte forskellige undersøgelser i gang eftersom pigen er så stor ,, de vil indhente oplysninger fra børnehaven osv og de vil ondhente alt om faren for at se om han vil kun klare så lang forløb med at starte samvær da de er ikke bare sådan fra dag til dag får han lov til at se hende

Anonym skriver:

Min venindes ven (ja den er langt ude) blev far som 20årig, han gik fra damen under graviditeten og har ALDRIG været inde i sin datters liv. Nu er han blevet mere moden, har selv fået en ny kæreste med en jævnaldrende pige og er pludselig interesseret i at lære sin egen datter at kende, MEN moren/ekskæresten siger nej. Hun vil ikke bare introducere sin 4årige datter for en far, hun aldrig har kendt og slet ikke tale samkvem. Men hvem har retten på sin side? Kan det passe at man ikke har ret til at kende sit barn? Eller kan det passe, at et barn skal finde sig i en far, der nærmest bare "shopper ind" på det når det passer ham?

Han har stadig ret til samvær med barnet...

 

Faktisk er det relativt nemt for ham at få igennem ved statsamtet til barnet bliver ca 7½ år(uden nogen form for kontakt)...  i hvert fald da det kom til min datter.... dog tæller det MEGET at der evt har været en faderfigur i billedet i en år række....

 

alle sager er jo forskellige... og der er mange ting der spiller ind ved en afgørelse... men der skal meget til før man bliver nægtet samkvem.....

 

Barnet har ret til begge forældre.
Han bør kontakte statsforvaltningen pr. Brev, så barnet og ham kan lære hinanden at kende på en god måde.

Anonym skriver:

Min venindes ven (ja den er langt ude) blev far som 20årig, han gik fra damen under graviditeten og har ALDRIG været inde i sin datters liv. Nu er han blevet mere moden, har selv fået en ny kæreste med en jævnaldrende pige og er pludselig interesseret i at lære sin egen datter at kende, MEN moren/ekskæresten siger nej. Hun vil ikke bare introducere sin 4årige datter for en far, hun aldrig har kendt og slet ikke tale samkvem. Men hvem har retten på sin side? Kan det passe at man ikke har ret til at kende sit barn? Eller kan det passe, at et barn skal finde sig i en far, der nærmest bare "shopper ind" på det når det passer ham?

syntes barnet har ret til både mor og far... det er lidt egoistisk at sige at barnet ikke må se faren, syntes jeg. hvis nu han er blevet mere moden osv hvorfor så ikke give ham en chance for at lærer sin datter at kende.. øv hvor er det altså syndt for de børn, hvor forældrene ikke kan finde ud af at enes eller snakke sammen for børnenens skyld, for det er sgu dem det går ud over

 

Et hver barn har ret til både mor og far..

san skriver:

syntes barnet har ret til både mor og far... det er lidt egoistisk at sige at barnet ikke må se faren, syntes jeg. hvis nu han er blevet mere moden osv hvorfor så ikke give ham en chance for at lærer sin datter at kende.. øv hvor er det altså syndt for de børn, hvor forældrene ikke kan finde ud af at enes eller snakke sammen for børnenens skyld, for det er sgu dem det går ud over

 

Et hver barn har ret til både mor og far..

Generaliserer du, eller er det konsekvent at det skal være sådan?? Hvad med de børn der er kommet ud af en voldtægt. De børn, hvis far har myrdet deres mor, eller som i min datters tilfælde, en biofar, der vægter penge højere end hende. Der er økonomisk kriminel. Der lever et rakkerliv og bare ikke er til at stole på. Der bare ikke kan tage vare på et barn. Der ikke kan se at det er hende han rammer, når han nægter at skrive under på et nyt pas, så hun kan komme ud at opleve verden. Har hun ret til sådan en far??
Bliver sgu' så harm hver gang, sådan en sætning kommer frem.