Bonusbarn og kat.

RGN skriver:

Jeg bliver meget bekymret for barnet ud fra hvad jeg kan læse i denne tråd.

Hvis et barn er ond ved et dyr er det et tegn på at barnet har brug for hjælp.

(Her mener jeg ikke en 2 årig der rykker en kat i halen pga uvidenhed)

Der kan være mange forskellige grunde til det. Børn som oplever voldelige eller aggressive forældre har en tendens til at blive voldelige mod dyr.
Lavt selvværd er også en hyppig årsag til vold mod dyr blandt børn og unge.
Der findes sikkert langt flere grunde, men fællesnævneren er som regel frustrerede børn der lader det gå udover et svagere led end dem selv og det er som oftest dyr.

Pt kan I ikke gøre så meget andet end først og fremmest at inddrage moderen i det og ellers ville jeg kraftigt overveje en psykolog eller lignende.

Det kan godt være nogle mener jeg overreagerer, men jeg mener ikke at ondskab er medfødt og vold uanset om det er mod dyr eller mennesker skal tages meget alvorligt. Både for offeret, men så sandelig også for barnets skyld.

Hvis det er fordi hun går og tumler med noget kan man ikke opdrage sig ud af problemet.

Altså der er ikke sket noget nyt i barnets hverdag, ud over at nogle af barnets venner er startet i skole og det skal barnet først selv næste år. Barnet har sprog vanskeligheder og det arbejder vi selvfølgelig med sammen med børnehaven, og selvfølgelig er det noget vi tager højde for men lige så snart der sker et eller andet som vi skal reagere på, så lader barnet tit somom at det ikke forstår hvad vi siger, selvom vi ved at det vi siger plejer at være noget barnet godt ville kunne forstå, men hvis barnet vil have sin vilje eller får skæld ud så forstår barnet pludselig ingen ting og bliver meget hysterisk og græder + smækker med dørene.. 

Og vi skal helt sikkert snakke med moren så vi kan finde en løsning på problemet, men tvivler meget på at moren vil acceptere hvis barnet havde brug for psykolog.. 

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg tænker også, at barnet ikke har det så godt..?

Jeg ville afgjort anvende en kærlig tilgang. (Og eventuelt for kattens (og bonusbarnets) skyld smide den ud, mens barnet var der, så det ikke ender i noget, der gør ondt på den)

I øvrigt: Hvorfor fjerne legetøjet, der bliver smidt efter katten? Hvorfor ikke fjerne katten - det er jo den, som barnet ikke kan finde ud af at lege med? Måske virker det bedre at sige, - "det duer ikke, at du leger med katten, når du ikke kan finde ud af at gøre det på en ordentlig måde" eller lignende. Og så må konsekvensen jo følgelig blive, at katten fjernes fra barnet.

Jeg fjernet legetøjet fordi barnet skal ikke have lov til at lege med det legetøj som det kør katten ondt med.. Og katten skal ikke straffes for at barnet ikke kan behandle den ordentligt.. Vi bor i lejlighed og katten er indekat så hvis den skulle fjernes skulle den spærres inde i et andet rum og jeg vil ikke straffe den for noget den ikke selv er skyld i. 

Det eneste rum hvor katten ikke må være hvis vi som voksne ikke er der, er inde på barnets værelse så der fjerner vi den, men det er det eneste tidspunkt hvor den skal flyttes. 

Vi prøver og selv hvis jeg prøver at tale stille til barnet og siger det må barnet ikke så begynder det at græde, går ind på værelset og smækker med døren, hvorefter det begynder at sidde og brokke sig højlydt over hvor unfair vi er når barnet ikke må lege som det vil.. 

B&J skriver:

lige meget hvad ingen af tingene er kattens skyld, men i skal være mere ops på jeres bonus barn, hvis i går i et andet rum, så hav et halvt øje med barnet så det kan få at vide det må man bare IKKE...

sådan er det bare slut, man må kæle og kramme stille og kysse sådan er det...

Det prøver vi virkelig også og en af os skal også være i rummet nu hvis katten er der, vi har før oplevet at katten lå i soveværelset og vi havde troet barnet var gået på værelset, men så var listet ind i vores soveværelse og proppet katten under et vasketøjskurvs låg og havde sat sig oven på det bagefter.. 

Så vi er helt klart mere obs på barnet nu selvom det er træls for barnet at det ikke kan få lov til at lege uden opsyn medmindre vi kan se katten inde hos os.. 

Anonym skriver:

Det prøver vi virkelig også og en af os skal også være i rummet nu hvis katten er der, vi har før oplevet at katten lå i soveværelset og vi havde troet barnet var gået på værelset, men så var listet ind i vores soveværelse og proppet katten under et vasketøjskurvs låg og havde sat sig oven på det bagefter.. 

Så vi er helt klart mere obs på barnet nu selvom det er træls for barnet at det ikke kan få lov til at lege uden opsyn medmindre vi kan se katten inde hos os.. 

ja i skal være meget mere ops og tror virkelig det bonusbarn er misundelig eller jaa ved ikke lige hvad der sker må jeg indrømme

B&J skriver:

ja i skal være meget mere ops og tror virkelig det bonusbarn er misundelig eller jaa ved ikke lige hvad der sker må jeg indrømme

Jeg er bare i tvivl om hvad der skal være at være jalouix over... Det er jo ikke fordi vi lader barnet passe sig selv, vi hygger, leger, osv osv. med barnet og så nusser vi lidt om katten for den er også opmærksomheds krævende.  

Jeg er lost..

Anonym skriver:

Jeg fjernet legetøjet fordi barnet skal ikke have lov til at lege med det legetøj som det kør katten ondt med.. Og katten skal ikke straffes for at barnet ikke kan behandle den ordentligt.. Vi bor i lejlighed og katten er indekat så hvis den skulle fjernes skulle den spærres inde i et andet rum og jeg vil ikke straffe den for noget den ikke selv er skyld i. 

Det eneste rum hvor katten ikke må være hvis vi som voksne ikke er der, er inde på barnets værelse så der fjerner vi den, men det er det eneste tidspunkt hvor den skal flyttes. 

Vi prøver og selv hvis jeg prøver at tale stille til barnet og siger det må barnet ikke så begynder det at græde, går ind på værelset og smækker med døren, hvorefter det begynder at sidde og brokke sig højlydt over hvor unfair vi er når barnet ikke må lege som det vil.. 

Nej selvfølgelig skal katten have lov til at være der og den skal have lov til at være i fred.

Jeg kan simpelthen ikke tolerere når børn (og voksne) ikke kan behandle dyr ordentligt.

Jeg synes det er bekymrende, at barnet tror katten kan lide den behandling, men uanset om barnet selv bliver behandlet dårligt, eller hvad der er galt, så er det ikke en undskyldning at gøre katten ondt. -Det kan være en grund til det.

Jeg ville heller aldrig have ventet 1,5 år med at gribe ind, for det lyder til, at det stille og roligt har fået lov til at udvikle sig. Men i må jo tage udgangspunkt i det, der er situationen nu.

Hvis mine børn skulle finde på, at behandle et dyr på den måde, ville jeg først forsøge at snakke med barnet om, "at det vil jeg IKKE have du gør". Hvis det ikke virker ville jeg skælde ud så højt, at barnet ikke ville være i tvivl om, at det er forkert.

-Hvis det heller ikke hjælper, ville jeg tage barnet til læge.

 

Anonym skriver:

Jeg er bare i tvivl om hvad der skal være at være jalouix over... Det er jo ikke fordi vi lader barnet passe sig selv, vi hygger, leger, osv osv. med barnet og så nusser vi lidt om katten for den er også opmærksomheds krævende.  

Jeg er lost..

jeg forstår jer godt det er super svært ... der sker ikke noget på hjemme fronten ved moren??? der kan gøre det hele?

Anonym skriver:

Jeg fjernet legetøjet fordi barnet skal ikke have lov til at lege med det legetøj som det kør katten ondt med.. Og katten skal ikke straffes for at barnet ikke kan behandle den ordentligt.. Vi bor i lejlighed og katten er indekat så hvis den skulle fjernes skulle den spærres inde i et andet rum og jeg vil ikke straffe den for noget den ikke selv er skyld i. 

Det eneste rum hvor katten ikke må være hvis vi som voksne ikke er der, er inde på barnets værelse så der fjerner vi den, men det er det eneste tidspunkt hvor den skal flyttes. 

Vi prøver og selv hvis jeg prøver at tale stille til barnet og siger det må barnet ikke så begynder det at græde, går ind på værelset og smækker med døren, hvorefter det begynder at sidde og brokke sig højlydt over hvor unfair vi er når barnet ikke må lege som det vil.. 

Jeg synes, jeg kan tolke ud fra dit ordvalg, at du har megen sympati for katten og ikke megen sympati over for barnet. 

Et kat har ikke det fjerneste begreb om, hvad straf er. Men det har et 5 årigt barn.

Jeg tænkte på intet tidspunkt, at du skulle gøre ondt mod din kat. Jeg foreslog bare, at I fjernede den fra barnet, når der opstod konflikt (i den periode det nu vil stå på, for over går det jo).

 

Havre74 skriver:

Nej selvfølgelig skal katten have lov til at være der og den skal have lov til at være i fred.

Jeg kan simpelthen ikke tolerere når børn (og voksne) ikke kan behandle dyr ordentligt.

Jeg synes det er bekymrende, at barnet tror katten kan lide den behandling, men uanset om barnet selv bliver behandlet dårligt, eller hvad der er galt, så er det ikke en undskyldning at gøre katten ondt. -Det kan være en grund til det.

Jeg ville heller aldrig have ventet 1,5 år med at gribe ind, for det lyder til, at det stille og roligt har fået lov til at udvikle sig. Men i må jo tage udgangspunkt i det, der er situationen nu.

Hvis mine børn skulle finde på, at behandle et dyr på den måde, ville jeg først forsøge at snakke med barnet om, "at det vil jeg IKKE have du gør". Hvis det ikke virker ville jeg skælde ud så højt, at barnet ikke ville være i tvivl om, at det er forkert.

-Hvis det heller ikke hjælper, ville jeg tage barnet til læge.

 

Af ren nysgerrighed, hvad mener du lægen kan hjælpe med?

Min tanke, er at der er noget med barnets trivsel, som så viser sig ved adfærden overfor katten.. Derfor vil det være oplagt at tage en snak med moderen, og måske en snak med børnehaven - for at finde ud af hvad de oplever og OM de oplever noget.

Hvis moderen og børnehaven oplever ændret trivsel, så vil det være nærliggende at tage kontakt til UPPR, som kan hjælpe.

Men jeg kan ikke lige se hvad lægen skal kunne gøre?

Mom skriver:

Af ren nysgerrighed, hvad mener du lægen kan hjælpe med?

Min tanke, er at der er noget med barnets trivsel, som så viser sig ved adfærden overfor katten.. Derfor vil det være oplagt at tage en snak med moderen, og måske en snak med børnehaven - for at finde ud af hvad de oplever og OM de oplever noget.

Hvis moderen og børnehaven oplever ændret trivsel, så vil det være nærliggende at tage kontakt til UPPR, som kan hjælpe.

Men jeg kan ikke lige se hvad lægen skal kunne gøre?

Jeg ved lægen kan hjælpe med henvisning til børnepsykolog, som er gratis, når det er i sygehusregi.

For jeg mener det barn skal have noget hjælp.

Udover det, så forstår jeg ikke, at faren ikke for længst har kontaktet moderen. 1,5 år er godt nok lang tid.