Bonusbarn og kat.

Line - med 2 boblinger skriver:

Bum bum.. 

Ja.. altså havde det nu været mig.. 
Så havde barnet fået lov til at sidde på den stol indtil jeg havde fået et klart svar om hvorfor han/hun behandler katten sådan.. Hver gang han/hun så mistede fokus så fang opmærksomheden igen.. Hver gang han/hun prøver at gå så sig : "Hov hov vi er ikke færdige her.. "


Hvad siger bio mor til det (regner med at du er en kvinde og derfor er sammen med barnets far)

Tak det tror jeg at jeg vil tage til mig, hvis barnet gør det igen, hvilket jeg dog tror barnet gør men nu må vi se.. Man håber jo altid sidste gang var den sidste gang.. 

Bio mor skal vi snakke med i morgen, vi har ikke haft mulighed for det endnu da vi tænkte at det nok ikke var så slemt og vi nok selv kunne klare det.. Men efter barnet skød sit legetøj med aftrækker i, lige i øjet på katten igår, så vil jeg og min kæreste have en samtale med moren om hvordan barnet er sammen med dyr når hun har barnet med rundt..

Anonym skriver:

Barnet vil slet ikke svare på det spørgsmål og prøver altid at slippe væk fra samtalen og bliver sur hvis vi prøver at få barnet til at holde fokus på den samtale der kører..

Vi er bestemte i stemmen og konsekvente, dog råber vi ikke.

Anonym skriver:

Tak det tror jeg at jeg vil tage til mig, hvis barnet gør det igen, hvilket jeg dog tror barnet gør men nu må vi se.. Man håber jo altid sidste gang var den sidste gang.. 

Bio mor skal vi snakke med i morgen, vi har ikke haft mulighed for det endnu da vi tænkte at det nok ikke var så slemt og vi nok selv kunne klare det.. Men efter barnet skød sit legetøj med aftrækker i, lige i øjet på katten igår, så vil jeg og min kæreste have en samtale med moren om hvordan barnet er sammen med dyr når hun har barnet med rundt..

Det tror jeg er en rigtig god ide.. Kom endelig med en update.. 

Mom skriver:

Har I prøvet en lidt mere kærlig tilgang?

Altså tage barnet på skødet og putte, og snakke med lav kærlig stemme, og spørge om h*n tror katten kan lide det? Altså appelere til barnets følelser..?

Barnet er overbevist om at katten elsker det for selv lige efter at barnet har slået katten, kan katten komme hen og sliske sig fordi den tror den har gjort noget helt galt og derved tror jeg virkelig ikke det hjælper.. 

Vi har dog prøvet at appelere til følelserne, men det er som om barnet ikke forstår det, det der med at det gør ondt når man slår katten osv.. barnet virker helt ligeglad.

Line - med 2 boblinger skriver:

Det tror jeg er en rigtig god ide.. Kom endelig med en update.. 

Det tror jeg også.. Og skal nok komme med en update på et tidspunkt og tak for dine tips

Anonym skriver:

Barnet er overbevist om at katten elsker det for selv lige efter at barnet har slået katten, kan katten komme hen og sliske sig fordi den tror den har gjort noget helt galt og derved tror jeg virkelig ikke det hjælper.. 

Vi har dog prøvet at appelere til følelserne, men det er som om barnet ikke forstår det, det der med at det gør ondt når man slår katten osv.. barnet virker helt ligeglad.

Jeg bliver meget bekymret for barnet ud fra hvad jeg kan læse i denne tråd.

Hvis et barn er ond ved et dyr er det et tegn på at barnet har brug for hjælp.

(Her mener jeg ikke en 2 årig der rykker en kat i halen pga uvidenhed)

Der kan være mange forskellige grunde til det. Børn som oplever voldelige eller aggressive forældre har en tendens til at blive voldelige mod dyr.
Lavt selvværd er også en hyppig årsag til vold mod dyr blandt børn og unge.
Der findes sikkert langt flere grunde, men fællesnævneren er som regel frustrerede børn der lader det gå udover et svagere led end dem selv og det er som oftest dyr.

Pt kan I ikke gøre så meget andet end først og fremmest at inddrage moderen i det og ellers ville jeg kraftigt overveje en psykolog eller lignende.

Det kan godt være nogle mener jeg overreagerer, men jeg mener ikke at ondskab er medfødt og vold uanset om det er mod dyr eller mennesker skal tages meget alvorligt. Både for offeret, men så sandelig også for barnets skyld.

Hvis det er fordi hun går og tumler med noget kan man ikke opdrage sig ud af problemet.

RGN skriver:

Jeg bliver meget bekymret for barnet ud fra hvad jeg kan læse i denne tråd.

Hvis et barn er ond ved et dyr er det et tegn på at barnet har brug for hjælp.

(Her mener jeg ikke en 2 årig der rykker en kat i halen pga uvidenhed)

Der kan være mange forskellige grunde til det. Børn som oplever voldelige eller aggressive forældre har en tendens til at blive voldelige mod dyr.
Lavt selvværd er også en hyppig årsag til vold mod dyr blandt børn og unge.
Der findes sikkert langt flere grunde, men fællesnævneren er som regel frustrerede børn der lader det gå udover et svagere led end dem selv og det er som oftest dyr.

Pt kan I ikke gøre så meget andet end først og fremmest at inddrage moderen i det og ellers ville jeg kraftigt overveje en psykolog eller lignende.

Det kan godt være nogle mener jeg overreagerer, men jeg mener ikke at ondskab er medfødt og vold uanset om det er mod dyr eller mennesker skal tages meget alvorligt. Både for offeret, men så sandelig også for barnets skyld.

Hvis det er fordi hun går og tumler med noget kan man ikke opdrage sig ud af problemet.

Jeg tænker også, at barnet ikke har det så godt..?

Jeg ville afgjort anvende en kærlig tilgang. (Og eventuelt for kattens (og bonusbarnets) skyld smide den ud, mens barnet var der, så det ikke ender i noget, der gør ondt på den)

I øvrigt: Hvorfor fjerne legetøjet, der bliver smidt efter katten? Hvorfor ikke fjerne katten - det er jo den, som barnet ikke kan finde ud af at lege med? Måske virker det bedre at sige, - "det duer ikke, at du leger med katten, når du ikke kan finde ud af at gøre det på en ordentlig måde" eller lignende. Og så må konsekvensen jo følgelig blive, at katten fjernes fra barnet.

lige meget hvad ingen af tingene er kattens skyld, men i skal være mere ops på jeres bonus barn, hvis i går i et andet rum, så hav et halvt øje med barnet så det kan få at vide det må man bare IKKE...

sådan er det bare slut, man må kæle og kramme stille og kysse sådan er det...

Mom skriver:

Har det altid været sådan?

Hvis ikke, er der så sket noget nyt i barnets liv, som barnet kan været ked eller frustreret over, og derfor lader det gå ud over katten?

Hvordan er barnet overfor Jer?

Det har været sådan siden barnet flyttede ind hos mig sammen med sin far. Men moren og faren havde hund i barnets første leve år men der var så gået 1½ år før de så flyttede ind hos mig.

Barnet er lidt voldsomt, vil gerne springe op af os, kravle rundt på ryggen og nogen gange napper, hvor barnet også spørger om det gør ondt, og hvis man siger nej så presser barnet hårdere hvis vi ikke får barnet fjernet hurtigt. Barnet er også meget trodsigt og er meget nem at hidse op og hvis det ikke får sin vilje bliver barnet meget hysterisk og begynder at græde..