Nu synes jeg, at det går så lang... Jeg tror, at det er svært at skrive nogle gange, hvad man mener. Jeg tror, at I bliver nød til at bytte tlf. nummer eller skype og sidde ned og snakke lidt hehe (I kan desværre ikke sidde sammen og få en kop kaffee til diskussionen)
Jeg kan se, at begge sider har en mening og forskellige følelser om emnet. Det der sker, er at det er en meget dybt emne og det hele kan bare ikke forklares i en lille indlæg...
I vores samfund (Europa, USA, Australien) børnene som bliver bortadopteret er ikke fordi, mor ikke kan tage sig af barnet økonomisk og så skal hun givet barnet væk med tårene i øjnene. I dag, kan man få en lille smule hjælp og man kan altid finde ud af at gør et eller andet. Hvis det virkeligt går helt helt galt, bliver børnene taget til et hjem eller familie, hvor forældrene kan stadig besøge børnene og følge med på opdragelsen. Hvis de enelig kan stå på benene igen, så kommer der børnene tilbage til forældrene. Men der er mange, der på grund af stofer, incest eller vold ikke gider at beholde barnet. Og i vores samfund er det der findes mest (jeg kender et par, som har adopteret og har lavet masser af undersøgelser) Mor giver barnet frivillig, ingen har tvunget hende til noget som helst. Hun vil bare ikke. For 30 eller 50 år siden var der mange tilfælde, at unge piger, especielt ude på landet, skulle bort give deres babier, for det var ikke godt i samfundet at have et barn og ikke være gift. Men tingene har heldigvis ændret sig.
Nu, hvis vi kikker til de fattige lande, situationen er self. helt anderledes. Der er forskellige lande med forskellige problematik. I Indien og Kina er for eks. meget typisk at forældrene ikke gider piger. De gider bare ikke, de bliver taget som en belastning i familien og er meget dyrt at have dem. I rusland og andre øst lande er der et kæmpe problem med alcohol og mennesker som ikke kan komme videre i deres liv. Kvinderne kan ikke altid tage sig af børnene. I mange lande i Afrika skal kvinderne have så mange børn som muligt, hvis de vil være med i samfundet, og de følger sig ikke altid tæt på deres egne børn og nogle gange ved de hellere ikke, hvad de skal gøre med 10 børn...
Jeg har været på mange børnehjem i Indien (frivillig) og I kan tro, at jeg gerne vil tage alle børnene med hjem. De har virkelig så meget brug for kærlighed. Det gør så meget ondt. Men self. kan jeg også se pointet, at det er også syndt, at børnene skal ende i et børnehjem og vi skulle hjælpe meget mere på at uddanne kvinderne og lære dem en masse ting, så de kan selv passe på deres egne børn. Der er nogle organisationer i Indien, hvor de arbejder virkeligt hård i den område og der også mange i Afrika og de laver en kæmpe styk arbejde.
Så ja, jeg kan se begge dele i den her diskussion og jeg kan se, at det er en alt for dyb debat til at skrive i korte indlæg. Der er følelser blandet og tingene og tonen kan være misforstået... Nå, nu håber jeg ikke, at jeg gjord jer forvirret eller sur. Jeg kunne bare ikke sidde længere uden at blande mig med det jeg har set og fået at vide fra nogle som har været i den situation. Men jeg ved ikke alt i den her verden, jeg lærer stadig og der er så mange ting, som aldrig hører om...
Knus til alle!!!!
