meget dybt spørgsmål

Wampires skriver:

sad i går og kom til at snakke med kæresten om hvad man mon ville vælge hvis man kom i den dybt tragiske situation at skulle vælge en af de to...

 

 

 

 

 

 

 

jeg tror jeg ville vælge barnet med håbet om at kunne finde en ny partner når sorgen forsvandt....

 

HÅBER INDERLIGT AT DER FORBLIVER EN SOBER DEBAT UDEN ANKLAGER DEN ENE ELLER ANDEN VEJ... DETTE ER BLOT MENT SOM EN TING MAN SKULLE TÆNKE PÅ INDIMELLEM FOR SIG SELV...

Ville uden tvivl vælge mit barn.. Selvom det ville være hårdt er det for Mig det rigtige valg. Ville ikke kunne leve videre uden hende

ville dø for hende... Hun et mit et og alt

Jeg har stemt blankt. Jeg kan ikke vælge. Og jeg synes faktisk det er lidt skræmmende hvor mange der selvfølgelig vælger deres børn, for mig giver det der 'selvfølgelig' altså bare en forkert klang.
Jeg elsker dem begge lige højt.

Tror jeg krydser den fantasi regnbue (fra helvede) hvis jeg når til den.

For mig er det en selvfølge fordi jeg ved jeg har ansvaret for mine børn hvorimod jeg ikke har det for min mand - og kan slet ikke forestille mig at stå i en situation hvor jeg kunne redde uden han også kunne. 

Stod jeg endelig der ved jeg han ville hade mig hvis jeg lod børnene være og reddede ham. Det ved jeg for det første fordi vi har talt om, men også fordi jeg ved jeg ville hade ham hvis han valgte mig foran børnene....

Jeg elsker dem ikke på samme måde, kan slet ikke sammenligne min kærlighed til dem. Min kærlighed til mine børn er grænseløs, selv døden er ikke en grænse, mine børn elsker jeg bare fordi de er, min mand elsker jeg for den han er - giver det mening? 

Her har vi også haft snakken med branden osv, og er enige om at vi begge ville vælge børnene!! Vh stine

Wampires skriver:

sad i går og kom til at snakke med kæresten om hvad man mon ville vælge hvis man kom i den dybt tragiske situation at skulle vælge en af de to...

 

 

 

 

 

 

 

jeg tror jeg ville vælge barnet med håbet om at kunne finde en ny partner når sorgen forsvandt....

 

HÅBER INDERLIGT AT DER FORBLIVER EN SOBER DEBAT UDEN ANKLAGER DEN ENE ELLER ANDEN VEJ... DETTE ER BLOT MENT SOM EN TING MAN SKULLE TÆNKE PÅ INDIMELLEM FOR SIG SELV...

Jeg ville vælge min datter.

Jeg forventer desuden at min mand også ville redde vores datter først hvis det skulle gå så galt.  

Så her hersker ingen tvivl 

Jeg vil vælge min mand.. Det er ham jeg skal dele resten af livet med.. Børnene flytter hjemmefra og så sidder man der alene.. Bare fordi man er i familie, er man jo ikke sikret at ens barn/børn ikke vælger en fra senere i livet.. Så har man ingen at dele den sorg med, når man smed manden væk dengang man havde valget..

Wow.. Jeg er chokeret - sådan helt inde i mit moderhjerte

...Og jeg ville ALTID vælge mine børn. Det ville virkelig ikke være et svært valg, da det er to forskellige typer kærlighed. Jeg elsker min mand, men mine børn elsker jeg på en helt anden og dybere(ubetinget) måde og derudover er der også et helt andet ansvar der følger med dem.

Man ville nok prøve at redde dem begge, men hvis det ikke var muligt, ville jeg - no doubt - redde mit kød og blod.

Helt klart mine børn... 

Elsker mine børn ubetinget!

Michelle88 skriver:

Jeg vil vælge min mand.. Det er ham jeg skal dele resten af livet med.. Børnene flytter hjemmefra og så sidder man der alene.. Bare fordi man er i familie, er man jo ikke sikret at ens barn/børn ikke vælger en fra senere i livet.. Så har man ingen at dele den sorg med, når man smed manden væk dengang man havde valget..

Når vi siger vi elsker hinanden siger vi som regel noget i stil med "Jeg elsker dig anden mest i hele verdenen" 

Jeg er lidt chokeret over at der er 1% der har valgt sammenleveren 

at leve uden den kærlighed jeg har til min mand ville fandme være svært... Men ville heller ikke kunne leve uden min lækre søn

Ville selvfølgelig altid vælge mit barn

men tror at det vlle gå meget ud over min søn, hvis jeg mistede min mand, for hvor meget ville man få "lov" at sørge når man også skal passe et barn, og det kan give mega bagslag

Men mistede jeg min søn, var der jo ikke nogle ud over mig selv, jeg skulle tage ansvar for + at så havde jeg min mand, som er min bedste ven, til at sørge med og få støtte af 

Kan følge din logik men vil sige jeg har stået i det - har mistet min datter, havde en større datter og havde min mand. 

Ens bedste ven, ens mand, jo man støtter hinanden, men man sørger også vidt forskelligt og der er faktisk en del der glider fra hinanden i sorgen fordi man ændrer sig fundamentalt....

Og fordi man er mor (eller far) kan man mangle/sørge og samtidig være forældre til sit barn - instinktivt lader det sig gøre. Et lille eksempel: vi skulle begrave min datter og jeg havde lavet en masse arrangementer så andre var der for min store datter for jeg ville være mor til min døde, jeg ville have den afsked uden at skulle tænke. Men halvvejs inde i begravelsen brød min datter sammen og jeg blev MOR, jeg ønskede kun en ting og det var at være der for hende, beskytte hende og vise hende jeg passede på hende - mine egne behov var ligegyldige for det som gav mig livet igen var at være mor til hende....