meget dybt spørgsmål

Michelle88 skriver:

Jeg vil vælge min mand.. Det er ham jeg skal dele resten af livet med.. Børnene flytter hjemmefra og så sidder man der alene.. Bare fordi man er i familie, er man jo ikke sikret at ens barn/børn ikke vælger en fra senere i livet.. Så har man ingen at dele den sorg med, når man smed manden væk dengang man havde valget..

Jeg håber lidt det er ironisk - du er da heller ikke sikret din mand er der, slet ikke hvis I sammen har skulle kæmpe jer gennem helvede og tilbage, for tro mig det er som at være i helvede at miste sit barn. Har aldrig (heldigvis) mistet min mand, så har ikke et sammenligningsgrundlag, men.... 

Min højt elskede datter.. 
Ville ikke ane hvad jeg skulle gøre hvis jeg mistede hende.. 

(Intet ondt om min kæreste).. 

lineog4 skriver:

Kan følge din logik men vil sige jeg har stået i det - har mistet min datter, havde en større datter og havde min mand. 

Ens bedste ven, ens mand, jo man støtter hinanden, men man sørger også vidt forskelligt og der er faktisk en del der glider fra hinanden i sorgen fordi man ændrer sig fundamentalt....

Og fordi man er mor (eller far) kan man mangle/sørge og samtidig være forældre til sit barn - instinktivt lader det sig gøre. Et lille eksempel: vi skulle begrave min datter og jeg havde lavet en masse arrangementer så andre var der for min store datter for jeg ville være mor til min døde, jeg ville have den afsked uden at skulle tænke. Men halvvejs inde i begravelsen brød min datter sammen og jeg blev MOR, jeg ønskede kun en ting og det var at være der for hende, beskytte hende og vise hende jeg passede på hende - mine egne behov var ligegyldige for det som gav mig livet igen var at være mor til hende.... 

årh det gør mig ondt

Men ja det kan jeg selvfølgelig godt se, at det er sådan man ville gøre

og det kender man jo selv fra når man er syg og bare vil slappe af og ikke have et ansvar, men hvis den bette så er syg, så er man jo mor 110% alligevel

Wampires skriver:

sad i går og kom til at snakke med kæresten om hvad man mon ville vælge hvis man kom i den dybt tragiske situation at skulle vælge en af de to...

 

 

 

 

 

 

 

jeg tror jeg ville vælge barnet med håbet om at kunne finde en ny partner når sorgen forsvandt....

 

HÅBER INDERLIGT AT DER FORBLIVER EN SOBER DEBAT UDEN ANKLAGER DEN ENE ELLER ANDEN VEJ... DETTE ER BLOT MENT SOM EN TING MAN SKULLE TÆNKE PÅ INDIMELLEM FOR SIG SELV...

Jeg ville vælge min datter. VI har valgt at sætte hende til verden så vi har ansvaret for hende. Endnu i hvert fald  

Jeg elsker min kæreste utrolig højt og vi har kæmpet igennem mange ting for at nå hertil hvor vi er nu. 

Men kærligheden til vores datter er større end noget andet. Jeg ville vælge hende frem for ALT og ALLE til hver en tid. Og min kæreste er enig. Han ville ikke tøve et sekund med at redde hende. 

Mine børn. 

jeg tænker det er en sær ting at skulle vælge, jeg ville aldrig vælge mellem min mand og børn, og det med at der gik ild i huset, så ville det ikke være et valg , det ville være logisk for mig at gå efter dem der har mest brug for hjælp, og det er som det er mine børn.

Nej jeg finder det lidt sært det spørgsmål, min mand ville også til hver en tid gå efter dem som havde mest brug for hjælp.

Wampires skriver:

sad i går og kom til at snakke med kæresten om hvad man mon ville vælge hvis man kom i den dybt tragiske situation at skulle vælge en af de to...

 

 

 

 

 

 

 

jeg tror jeg ville vælge barnet med håbet om at kunne finde en ny partner når sorgen forsvandt....

 

HÅBER INDERLIGT AT DER FORBLIVER EN SOBER DEBAT UDEN ANKLAGER DEN ENE ELLER ANDEN VEJ... DETTE ER BLOT MENT SOM EN TING MAN SKULLE TÆNKE PÅ INDIMELLEM FOR SIG SELV...

Jeg tror at jeg rent instektivt uden at tænke over det ville redde min søn - jeg ville nok bare gå ud fra at min kæreste godt kunne klare sig selv..

Hvis jeg stod uden foran vores brændende hus med de to derinde, så ville jeg uden at tøve løbe efter Isaak først - når han var i sikkerhed ville jeg løbe efter min kæreste, om det så skulle koste mig mit liv..