Hjælp!

Anonym skriver:

Jeg er en pige i nød som har brug for lidt gode råd og blandende holdninger samt synsvinkler omkring min situatuion. 

Sagen af den, at jeg for omkring en uge siden var til lægen grundet en positiv graviditetstest jeg tog efter en udeblevende mensturation. Hos ham bliver det bekraftet og jeg sammen med min kæreste er enige om at vi skal have en abort. Han undersøger mig og fortæller at jeg kun er ''meget lidt gravid'' omkring uge 4/5. Jeg får derefter en indkaldelse til sygehuset hvor jeg så netop er kommet hjem fra. Vi gik begge derind med troen om at jeg bare skulle have den medisinkske abort da jeg jo ikke var længere henne, men det viser sig så at jeg faktisk er over de tilladte 12 uger. Jeg er i uge 13  Det er meget overvældende for mig og kommer som noget af et chok da jeg mensturationsmæssigt heller ikke troede jeg var mere end en måned henne. 
Vi skal nu snakke med et råd som skal se på om de kan godkende en sen arbort til os. 

- nu kommer min tvivl så... Jeg har læst meget om det på nettet og får lidt dårlig samvittighed når jeg læser om hvor langt i udviklingen et foster er i uge 13. 
Jeg har hele tiden gerne ville have et barn, men har selvfølgelig accepteret min kærestes holdning og kan godt se det kloge i at vente grundet økonomi. 

Jeg er en ung pige på 18 år og han er 25. Jeg selv er midt i mine 2 år på en HF, men så mange andre unge mennesker gør det jo. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke omkring sådan en kæmpe beslutning det er for jeg må jo indrømme jeg er kommet meget itvivl efter at have læst om fosteret i uge 13 og uge 14 som jeg jo vil komme ind i inden aborten så kan finde sted hvis vi får den godkendelse. 

Håber meget på nogen reaktioner og svar da jeg har brug for at høre lidt af hvert omkring min situation. 

følg dit og ikke mindst kærestens hjerte

Hej!

Nu bliver jeg nødt til at blande mig i debatten. Jeg har selv fået en abort i 14. uge da jeg var 20, og jeg fortryder ikke et sekund. Havde jeg valgt at få barnet ville rigtig mange af de ting jeg virkelig sætter pris på i dag (min kæreste, mit studie, mit job mm) ikke havde kunnet lade sig gøre.
Selvfølgelig kan man ikke planlægge hvornår man skal have et barn, men det er helt i orden ikke at ville stå med det ansvar når man kun er 18! Så er der altså rigtig meget erfaring om sig selv man endnu ikke har gjort sig.
- og til dem der siger hun mister sin kæreste hvis hun får en abort: Hvem siger han ikke smutter hvis de får et barn fordi "han alligevel ikke var klar til familie"!?

Jeg var til en samtale dengang for at få lov til at få en senabort, hvilket ikke var specielt sjovt. Men selve aborten foregik i fuld narkose, så det var egentlig ok. Efterfølgende var der en del tanker (selvfølgelig) - især da der er en lille bitte risiko for at blive steril - og da man jo på en eller anden måde føler en forbindelse til "maven", da man jo når at vide at den eksisterer lidt tid. Men så længe man sørger for at komme ud med disse tanker og holde fast i sine argumenter for at have fået aborten (skriv dem evt. ned og læs dem igennem hvis du har behov for det) så kan man sagtens komme igennem uden nogen mén.
(Hvordan det fungerer helt praktisk idag, 7 år senere, ved jeg ikke.)

Jeg har nu en datter på 1 år, en kæreste jeg vil dele mit liv med, et hus mm. og har (selvfølgelig) meget sværere ved at forestille mig selv få en abort idag. Men nu er jeg også et helt andet sted i mit liv end jeg var dengang jeg lige havde fået studenterhuen på hovedet. Og jeg ved, at alt for mange ting havde været anderledes (på den dårlige måde) hvis jeg havde valgt at få barnet dengang.

Så kære anonym, som så mange andre skriver, så skal du - selvfølgelig - gøre hvad du føler er det bedste for DIG! Men synes bare også du skulle høre en mening fra én der engang var i samme situation!

Held og lykke - lige meget hvad!

Anonym skriver:

Da jeg ikke i forvejen er en pige der går i byen eller bruger mange penge på andet pjat kan jeg ikke ud over min søvn se hvad jeg skal ofre. Jeg er bange for det kunne være forholdet til min kæreste hvis han ikke kan holde til det i længden og det vil for mig være det største at give slip på da han virkelig er manden i mit liv. 

Er du sikker på at man virkelig skal føde det ud i uge 13/14 for hende til undersøgelsen sagde at man først fik en pille for at slå graviditeten ihjel og derefter nogen til at få det ud, men blot at jeg vil bløde meget og være indlagt under hele forløbet. Åh jeg synes stadig det er så voldsomt. Så vel jo ligegyldigt hvad synes det er helt forfærdeligt!!! Åh jeg synes også bare det vil være at 'ødelægge' min kæreste når nu han har sagt han ikke vil endnu.... og jeg synes jo også det var okay og realistisk, men der troede jeg/vi altså også kun at jeg var i uge 5. Der er noget forskellige faktorer der spiller ind nu synes jeg. 

Hvad havde du sagt til kæresten? 

Man skal selv føde barnet.. Min lillesøster har lige været det igennem. Først fik hun en pille der skulle slå det ihjel, så dagen efter fik hun piller så hun fik veer.. Jeg var med hende, og det var veer, som en rigtig fødsel. Og så gik vandet efter nogle timer, og så skulle hun selv presse barnet ud. Men tænk dig godt om, så du endelig ikke fortryder dit valg. Og hvis du vælger abort, så sørg for at have nogle at snakke med. Håber du kommer godt igennem det hele, uanset dit valg

Hej ms86. Tusind tak fordi du lige kom med din historie! Det hjalp lidt den anden vej, men ja den chanche der er for at blive steril er jeg bare så bange for! 

Hej misser1989. Du har helt ret i at det er mandag det foregår og det er også det der skrammer mig vildt! At jeg skal mærke at det her døde barn fødes og jeg selv er skyld i at det er dødt.... 

Anonym skriver:

Hej! Det er gået meget op og ned, men tog til samtalen i dag og får svar fredag.... Ved dog ikke om jeg overhoved brug for det svar da jeg mere og mere mener jeg burde have det her. Der er bare så mange overvejelser.... Min familie, mine venner, min uddannelse og mit job... 

Men tak for din tanke! 

Burde have det her dvs. barnet eller aborten? Kan ikke lige greje formuleringen 

Du får lige et stort kram herfra
Jeg har selv lige stået med en situation hvor sen abort måske var den eneste løsning..
vi blev planlagt gravide i december og var/er meget glade det viste sig desværre bare at vi venter et barn med brok på maven - Vi fik taget en moderkage biopsi fordi der i 40% af tilfældene er kromosomfejl som barnet har svært ved at overleve med.. Vi blev enige om at hvis det var mere syg end brokken blev det fjernet det var en meget svær beslutning specielt for mig da det jo er min krop der er påvirket af det hele..
håber i bliver enige om hvad I gør og held og lykke i fremtiden..

Har I overvejet bortadoption?