Hjælp!

Kram til dig! 

det er en rigtig træls situation at stå i 

Når man ikke har fået børn tidligere, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det er at have et barn, men jeg kan love dig for, at der er intet, der kan være til så stor glæde som ens barn. Jeg får ubetinget kærlighed hver dag fra mit barn  

Når jeg fandt ud af, at jeg var gravid(ikke planlagt og jeg og min kæreste var begge studerende), var jeg rigtig ked af det og fortvivlet og følte, at nu var mine planer for livet ødelagte. Hverken mig eller min kæreste kunne få os til at tage abort, da det jo i sidste ende var noget fantastisk, som vi havde skabt sammen. Min kæreste kunne ikke rigtig sætte sig ind i, at jeg virkelig var gravid. Det var ikke før til MD scanning i uge 19, at han så kunne se, at dette var virkelighed.

vores liv blev slet ikke ødelagt! Vores liv har aldrig været bedre! vi har et barn på snart 1 1/2 år, min kæreste har færdiggjort sin uddannelse og har fået et godt job, skatten er i vuggestue hver dag, så jeg har også fundet nogenlunde job og skal til at vende tilbage til uddannelsen nu snart. 

det er slet ikke så dyrt at have et barn, som man egentlig tror. barnevogn, tremmeseng osv kan man købe brugt, tøj kan man måske arve? Og det første halve år spiser baby ikke andet end modermælk/erstatning. 

Jeg håber, at du og din kæreste får talt det hele igennem, inden du/i træffer beslutningen 

Anonym skriver:

Da jeg ikke i forvejen er en pige der går i byen eller bruger mange penge på andet pjat kan jeg ikke ud over min søvn se hvad jeg skal ofre. Jeg er bange for det kunne være forholdet til min kæreste hvis han ikke kan holde til det i længden og det vil for mig være det største at give slip på da han virkelig er manden i mit liv. 

Er du sikker på at man virkelig skal føde det ud i uge 13/14 for hende til undersøgelsen sagde at man først fik en pille for at slå graviditeten ihjel og derefter nogen til at få det ud, men blot at jeg vil bløde meget og være indlagt under hele forløbet. Åh jeg synes stadig det er så voldsomt. Så vel jo ligegyldigt hvad synes det er helt forfærdeligt!!! Åh jeg synes også bare det vil være at 'ødelægge' min kæreste når nu han har sagt han ikke vil endnu.... og jeg synes jo også det var okay og realistisk, men der troede jeg/vi altså også kun at jeg var i uge 5. Der er noget forskellige faktorer der spiller ind nu synes jeg. 

Hvad havde du sagt til kæresten? 

Hvis du fra hospitalet har fået at vide at det bliver ved brug af pille, så er der nok sådan der er. 

jeg var heller ikke nogen festabe. Det er ikke kun det jeg tænkte på. 

gør hvad du føler for (det lyder som at du godt vil have baret) men husk at være klar på at din kæreste måske ikke er samme sted. 

Vi har en fantastisk dejlig dreng og nr. 2 var planlagt og ønsket af os begge. Men desværre blev graviditeten afbrudt af uforklarlige årsager

Anonym skriver:

Jeg er en pige i nød som har brug for lidt gode råd og blandende holdninger samt synsvinkler omkring min situatuion. 

Sagen af den, at jeg for omkring en uge siden var til lægen grundet en positiv graviditetstest jeg tog efter en udeblevende mensturation. Hos ham bliver det bekraftet og jeg sammen med min kæreste er enige om at vi skal have en abort. Han undersøger mig og fortæller at jeg kun er ''meget lidt gravid'' omkring uge 4/5. Jeg får derefter en indkaldelse til sygehuset hvor jeg så netop er kommet hjem fra. Vi gik begge derind med troen om at jeg bare skulle have den medisinkske abort da jeg jo ikke var længere henne, men det viser sig så at jeg faktisk er over de tilladte 12 uger. Jeg er i uge 13  Det er meget overvældende for mig og kommer som noget af et chok da jeg mensturationsmæssigt heller ikke troede jeg var mere end en måned henne. 
Vi skal nu snakke med et råd som skal se på om de kan godkende en sen arbort til os. 

- nu kommer min tvivl så... Jeg har læst meget om det på nettet og får lidt dårlig samvittighed når jeg læser om hvor langt i udviklingen et foster er i uge 13. 
Jeg har hele tiden gerne ville have et barn, men har selvfølgelig accepteret min kærestes holdning og kan godt se det kloge i at vente grundet økonomi. 

Jeg er en ung pige på 18 år og han er 25. Jeg selv er midt i mine 2 år på en HF, men så mange andre unge mennesker gør det jo. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke omkring sådan en kæmpe beslutning det er for jeg må jo indrømme jeg er kommet meget itvivl efter at have læst om fosteret i uge 13 og uge 14 som jeg jo vil komme ind i inden aborten så kan finde sted hvis vi får den godkendelse. 

Håber meget på nogen reaktioner og svar da jeg har brug for at høre lidt af hvert omkring min situation. 

Jeg vil være meget ærlig i det her svar. i år 2007 fik jeg en medicinsk abort fordi min x kæreste ikke ville, jeg synes heller ikke at jeg havde råd, eller at tiden var der. Men alligevel ville jeg rigtig gerne Min x kæreste sagde han ville gå fra mig osv fik jeg aborten. Jeg er aldrig kommet helt over den, jeg lever med den, men tanken om at allerede i 8 uge var så udviklet og hvad jeg kunne have fået, har jeg aldrig fortrudt noget så meget:/ x kæresten og jeg gik fra hinanden . Og jeg har fundet manden i mit liv og vi har desværre måtte kæmpe rigtig meget for at blive gravide, vi prøvede i 2 år og er endelig blevet gravid, jeg har ofte tænkt på om det var min eneste chance, jeg blev erklæder ufrivillig barnløs) og var utrolig ked af at jeg havde valgt livet fra før. Og tænkte ofte på om nogen straffede mig for hvad jeg havde gjort. det mener er bare at du skal gøre hvad du føler og ikke lytte til andre. Tá et sted hen og være alene og få tænt alt igennem <3 uanset dit valg håber jeg det bedste for dig. 

Jeg får så ondt i hjertet af at tænke på, hvor forfærdeligt du må have det lige nu, kram til dig 

selv om det lyder som, at du elsker din kæreste over alt på jorden, så kommer man aldrig til at elske nogen lige så højt, som sit eget barn 

 

Søvnen skal du nok få tilbage  Tiden går så hurtigt, og pludselig så sover baby igennem hele natten

mor88 skriver:

Kram til dig! 

det er en rigtig træls situation at stå i 

Når man ikke har fået børn tidligere, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det er at have et barn, men jeg kan love dig for, at der er intet, der kan være til så stor glæde som ens barn. Jeg får ubetinget kærlighed hver dag fra mit barn  

Når jeg fandt ud af, at jeg var gravid(ikke planlagt og jeg og min kæreste var begge studerende), var jeg rigtig ked af det og fortvivlet og følte, at nu var mine planer for livet ødelagte. Hverken mig eller min kæreste kunne få os til at tage abort, da det jo i sidste ende var noget fantastisk, som vi havde skabt sammen. Min kæreste kunne ikke rigtig sætte sig ind i, at jeg virkelig var gravid. Det var ikke før til MD scanning i uge 19, at han så kunne se, at dette var virkelighed.

vores liv blev slet ikke ødelagt! Vores liv har aldrig været bedre! vi har et barn på snart 1 1/2 år, min kæreste har færdiggjort sin uddannelse og har fået et godt job, skatten er i vuggestue hver dag, så jeg har også fundet nogenlunde job og skal til at vende tilbage til uddannelsen nu snart. 

det er slet ikke så dyrt at have et barn, som man egentlig tror. barnevogn, tremmeseng osv kan man købe brugt, tøj kan man måske arve? Og det første halve år spiser baby ikke andet end modermælk/erstatning. 

Jeg håber, at du og din kæreste får talt det hele igennem, inden du/i træffer beslutningen 

Åh hvor er det dejligt for jer! Det er jo også det jeg tror der ville ske hos mig, men om jeg tør tage den chanche det ved jeg simpelthen ikke. Jeg aner jo ikke om han den dag barnet kommet bare melder pas på både mig og barnet. Jeg er selv vokset op med en far der ikke kunne tage ansvaret som jeg først fik et rigtigt forhold til efter jeg selv kunne tage vare på mig selv, og jeg ønsker bestemt ikke det samme for mit barn. 
Samtidig vil det også blive hårdt at skulle igennem en fuld graviditet med en kæreste ved sin side som egentlig har sagt nej til det. 

Jeg følger inders inde at han ville vende på en 5øre den dag han står med barnet, men hvad hvis jeg tager fejl.... 
Jeg føler at jeg har en pligt til at respektere hans ønske om at vente, men samtidig føler jeg at han ikke kan sætte sig helt ind i situationen. For ham er det jo egentlig pice of cake at sige nej tak. Men for mig... Jeg slæber jo alle rede rundt på den her levende skabning. Tror bare at jeg har knyttet et eller andet mærkeligt bånd lige siden jeg så et scanningsbilled af en 13. ugers.... 

mor88 skriver:

Kram til dig! 

det er en rigtig træls situation at stå i 

Når man ikke har fået børn tidligere, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det er at have et barn, men jeg kan love dig for, at der er intet, der kan være til så stor glæde som ens barn. Jeg får ubetinget kærlighed hver dag fra mit barn  

Når jeg fandt ud af, at jeg var gravid(ikke planlagt og jeg og min kæreste var begge studerende), var jeg rigtig ked af det og fortvivlet og følte, at nu var mine planer for livet ødelagte. Hverken mig eller min kæreste kunne få os til at tage abort, da det jo i sidste ende var noget fantastisk, som vi havde skabt sammen. Min kæreste kunne ikke rigtig sætte sig ind i, at jeg virkelig var gravid. Det var ikke før til MD scanning i uge 19, at han så kunne se, at dette var virkelighed.

vores liv blev slet ikke ødelagt! Vores liv har aldrig været bedre! vi har et barn på snart 1 1/2 år, min kæreste har færdiggjort sin uddannelse og har fået et godt job, skatten er i vuggestue hver dag, så jeg har også fundet nogenlunde job og skal til at vende tilbage til uddannelsen nu snart. 

det er slet ikke så dyrt at have et barn, som man egentlig tror. barnevogn, tremmeseng osv kan man købe brugt, tøj kan man måske arve? Og det første halve år spiser baby ikke andet end modermælk/erstatning. 

Jeg håber, at du og din kæreste får talt det hele igennem, inden du/i træffer beslutningen 

Jeg er sikker på at man får ubetinget kærlighed fra sit barn da jeg jo ved at jeg har ubetinget kærlighed til min mor. 
Men idet jeg ikke har en garenteret uberinget kærlighed fra min kæreste er min største frygt at midste ham i svinget. 

Grundet til at jeg er så meget itvivl er fordi at vi for ca. et halvt år siden prøvede at blive gravide med vilje. Han kom en dag og sagde til mig at han synes vi skulle ligge de piller væk og skabe noget sammen. Jeg var helt overvældet og tror altid jeg inders inde har ville have børn tidligt. Vi prøvede et par måneder, men så fødte hans søster. Det ændrede hans mening fuldstændigt.... Jeg tror simpelthen at han blev bange. Og hvis det virkelig er hans eneste hindring. Når jeg spørg ham er det fordi han siger han ikke er klar til det ansvar og ikke mener vi har råd. 
Det med økonomien kunne jeg følge ham i et stykke tid, men nej... Min mor har også altid sagt til mig at hvis jeg en dag skulle have børn skulle jeg ikke tænke på ønokomien. Man finder råd. Man har ikke råd. Det har man aldrig. Og jeg ved jo alle mænd er bange for det ansvar det er vi kvinder jo også. Nok bare på et andet plan. 
Men fordi han har ville have børn og at jeg er i uge 13 og det ikke længere er frit valg grundet udviklingen i fosteret så har jeg svært ved bare at acceptere hans valg.... 
Og hvis de så siger nej i det råd vi skal snakke med så bliver jeg da endnu mere skæmt fordi han har sagt som han har sagt... Jeg kan jo ikke gøre for det her. Hvilket han selvfølgelig heller ikke kan. 

Jeg ville bare gerne have ham overtalt inden de siger nej... For det er jeg næsten 100% sikker på de gør.... 

Anonym skriver:

Jeg er sikker på at man får ubetinget kærlighed fra sit barn da jeg jo ved at jeg har ubetinget kærlighed til min mor. 
Men idet jeg ikke har en garenteret uberinget kærlighed fra min kæreste er min største frygt at midste ham i svinget. 

Grundet til at jeg er så meget itvivl er fordi at vi for ca. et halvt år siden prøvede at blive gravide med vilje. Han kom en dag og sagde til mig at han synes vi skulle ligge de piller væk og skabe noget sammen. Jeg var helt overvældet og tror altid jeg inders inde har ville have børn tidligt. Vi prøvede et par måneder, men så fødte hans søster. Det ændrede hans mening fuldstændigt.... Jeg tror simpelthen at han blev bange. Og hvis det virkelig er hans eneste hindring. Når jeg spørg ham er det fordi han siger han ikke er klar til det ansvar og ikke mener vi har råd. 
Det med økonomien kunne jeg følge ham i et stykke tid, men nej... Min mor har også altid sagt til mig at hvis jeg en dag skulle have børn skulle jeg ikke tænke på ønokomien. Man finder råd. Man har ikke råd. Det har man aldrig. Og jeg ved jo alle mænd er bange for det ansvar det er vi kvinder jo også. Nok bare på et andet plan. 
Men fordi han har ville have børn og at jeg er i uge 13 og det ikke længere er frit valg grundet udviklingen i fosteret så har jeg svært ved bare at acceptere hans valg.... 
Og hvis de så siger nej i det råd vi skal snakke med så bliver jeg da endnu mere skæmt fordi han har sagt som han har sagt... Jeg kan jo ikke gøre for det her. Hvilket han selvfølgelig heller ikke kan. 

Jeg ville bare gerne have ham overtalt inden de siger nej... For det er jeg næsten 100% sikker på de gør.... 

For mig lyder det som om at du helst vil beholde barnet... Og hvis blot du er klar over hvor hårdt det er at have en bette størrelse, så synes jeg bestemt at du skal følge dit hjerte. Hvis din kæreste vitterlig er manden i dit liv, så smutter han jo heller ikke. Og når nu i med vilje har prøvet at lave baby tidligere, så må han sgu se at komme over det. Hvis han har været klar, kan han blive det igen. Og ja det er hårdt at have et barn, men man vokser med opgaven - heldigvis. Og tror faktisk ikke det er hårdere at være under uddannelse end at have fuldtidsjob med et barn :0)

Anonym skriver:

Da jeg ikke i forvejen er en pige der går i byen eller bruger mange penge på andet pjat kan jeg ikke ud over min søvn se hvad jeg skal ofre. Jeg er bange for det kunne være forholdet til min kæreste hvis han ikke kan holde til det i længden og det vil for mig være det største at give slip på da han virkelig er manden i mit liv. 

Er du sikker på at man virkelig skal føde det ud i uge 13/14 for hende til undersøgelsen sagde at man først fik en pille for at slå graviditeten ihjel og derefter nogen til at få det ud, men blot at jeg vil bløde meget og være indlagt under hele forløbet. Åh jeg synes stadig det er så voldsomt. Så vel jo ligegyldigt hvad synes det er helt forfærdeligt!!! Åh jeg synes også bare det vil være at 'ødelægge' min kæreste når nu han har sagt han ikke vil endnu.... og jeg synes jo også det var okay og realistisk, men der troede jeg/vi altså også kun at jeg var i uge 5. Der er noget forskellige faktorer der spiller ind nu synes jeg. 

Hvad havde du sagt til kæresten? 

Det lyder umiddelbart som en medicinsk abort og det tror jeg ikke man får når man er så langt henne. Jeg oplevede engang at min baby var gået til inde i maven og der fik jeg af vide at man max måtte være 9+0 for at få en medicinsk abort. Jeg er næsten sikker på at du vil få en kirurgisk abort hvor du, under bedøvelse, får fjernet fosteret igennem underlivet.

Har du overvejet bortadoption?

ekebiv skriver:

Det lyder umiddelbart som en medicinsk abort og det tror jeg ikke man får når man er så langt henne. Jeg oplevede engang at min baby var gået til inde i maven og der fik jeg af vide at man max måtte være 9+0 for at få en medicinsk abort. Jeg er næsten sikker på at du vil få en kirurgisk abort hvor du, under bedøvelse, får fjernet fosteret igennem underlivet.

Har du overvejet bortadoption?

Man får hverken medicinsk eller kirugisk abort i 14 uge.

Man får en pille der stopper graviditeten,og derefter stikpiller der blødgør livmoderenhalsen sådan at man aborterer.

Det er hverken smertefrit eller rart psykisk,men det er sådan det er.

Har selv fået en senabort i 14 uge pga misdannelser.

 

ekebiv skriver:

Det lyder umiddelbart som en medicinsk abort og det tror jeg ikke man får når man er så langt henne. Jeg oplevede engang at min baby var gået til inde i maven og der fik jeg af vide at man max måtte være 9+0 for at få en medicinsk abort. Jeg er næsten sikker på at du vil få en kirurgisk abort hvor du, under bedøvelse, får fjernet fosteret igennem underlivet.

Har du overvejet bortadoption?

Det har du også helt ret i! Det er ikke en medicinsk abort for der må du max være 9+0, men så er det nok bare besøvelsen der er i pilleform. Synes hun var dårlig til at forklare mig det rigtigt.... 

 

Nej jeg overvejer på intet tidspunkt bortadoption. Det vil jeg simpelthen ikke kunne. Slet ikke hvis jeg først har været igennem graviditeten og fødselen. Som jeg også skrev tidligere føler jeg jo at jeg har et eller andet sært bånd til det her inde i min mave. Jeg ved jeg kan tage vare for et barn og bære det ansvar, men grundet til at jeg er så meget itvivl omkring den her sene abort er jo netop at det er blevet et lille barn på en måde og jeg kan ikke bare give mit barn væk eller ''slå det ihjel''... Det har jeg det rigtigt svært ved. Den samme overbevisning har min kæreste bare desværre ikke. 
Det var netop først da jeg så hvor udviklet et foster er i uge 13 at jeg blev forskrækket og tænkte - det her kan jeg simpelthen ikke gøre... Men ja... Jeg ved det ikke. Mange siger jo også at man ikke helt kan tage det som et barn endnu....