Hjælp!

Jeg er en pige i nød som har brug for lidt gode råd og blandende holdninger samt synsvinkler omkring min situatuion. 

Sagen af den, at jeg for omkring en uge siden var til lægen grundet en positiv graviditetstest jeg tog efter en udeblevende mensturation. Hos ham bliver det bekraftet og jeg sammen med min kæreste er enige om at vi skal have en abort. Han undersøger mig og fortæller at jeg kun er ''meget lidt gravid'' omkring uge 4/5. Jeg får derefter en indkaldelse til sygehuset hvor jeg så netop er kommet hjem fra. Vi gik begge derind med troen om at jeg bare skulle have den medisinkske abort da jeg jo ikke var længere henne, men det viser sig så at jeg faktisk er over de tilladte 12 uger. Jeg er i uge 13  Det er meget overvældende for mig og kommer som noget af et chok da jeg mensturationsmæssigt heller ikke troede jeg var mere end en måned henne. 
Vi skal nu snakke med et råd som skal se på om de kan godkende en sen arbort til os. 

- nu kommer min tvivl så... Jeg har læst meget om det på nettet og får lidt dårlig samvittighed når jeg læser om hvor langt i udviklingen et foster er i uge 13. 
Jeg har hele tiden gerne ville have et barn, men har selvfølgelig accepteret min kærestes holdning og kan godt se det kloge i at vente grundet økonomi. 

Jeg er en ung pige på 18 år og han er 25. Jeg selv er midt i mine 2 år på en HF, men så mange andre unge mennesker gør det jo. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke omkring sådan en kæmpe beslutning det er for jeg må jo indrømme jeg er kommet meget itvivl efter at have læst om fosteret i uge 13 og uge 14 som jeg jo vil komme ind i inden aborten så kan finde sted hvis vi får den godkendelse. 

Håber meget på nogen reaktioner og svar da jeg har brug for at høre lidt af hvert omkring min situation. 

Anonym skriver:

Jeg er en pige i nød som har brug for lidt gode råd og blandende holdninger samt synsvinkler omkring min situatuion. 

Sagen af den, at jeg for omkring en uge siden var til lægen grundet en positiv graviditetstest jeg tog efter en udeblevende mensturation. Hos ham bliver det bekraftet og jeg sammen med min kæreste er enige om at vi skal have en abort. Han undersøger mig og fortæller at jeg kun er ''meget lidt gravid'' omkring uge 4/5. Jeg får derefter en indkaldelse til sygehuset hvor jeg så netop er kommet hjem fra. Vi gik begge derind med troen om at jeg bare skulle have den medisinkske abort da jeg jo ikke var længere henne, men det viser sig så at jeg faktisk er over de tilladte 12 uger. Jeg er i uge 13  Det er meget overvældende for mig og kommer som noget af et chok da jeg mensturationsmæssigt heller ikke troede jeg var mere end en måned henne. 
Vi skal nu snakke med et råd som skal se på om de kan godkende en sen arbort til os. 

- nu kommer min tvivl så... Jeg har læst meget om det på nettet og får lidt dårlig samvittighed når jeg læser om hvor langt i udviklingen et foster er i uge 13. 
Jeg har hele tiden gerne ville have et barn, men har selvfølgelig accepteret min kærestes holdning og kan godt se det kloge i at vente grundet økonomi. 

Jeg er en ung pige på 18 år og han er 25. Jeg selv er midt i mine 2 år på en HF, men så mange andre unge mennesker gør det jo. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke omkring sådan en kæmpe beslutning det er for jeg må jo indrømme jeg er kommet meget itvivl efter at have læst om fosteret i uge 13 og uge 14 som jeg jo vil komme ind i inden aborten så kan finde sted hvis vi får den godkendelse. 

Håber meget på nogen reaktioner og svar da jeg har brug for at høre lidt af hvert omkring min situation. 

Puha svært valg ville bare gi en 

Ja, det er ikke en særlig sjov situatuion. Har da også grædt et par tårer i kærestens skød så takker for tanken! 

Puh det var da ikke en særlig spændende situation for jer at stå i

Har selv fået en abort for mange år siden det var sig i uge 9.... Og har siden hen fået to børn og ja altså jeg personligt ville simpelthen ikke kunne få en abort i uge 14 velvidende hvor udviklet fosteret allerede er i uge 14.... Når det så er sagt så er det jo kun dig der kan føle efter hvad du vil og ikke vil.... Jeg har stor stor respekt for at du vælger at lytte til din kæreste... Du skal bare huske på det er DIG der skal igennem det hele og din kæreste vil aldrig kunne sætte sig ind i det på samme måde som dig da det ikke er hans krop det "går ud over"... Samtidig er det dig der skal kunne leve med beslutningen om at afbryde graviditeten efter 12 graviditets uge....
Så du skal føle rigtig godt efter helt inde i dig selv og gøre det dit hjerte fortæller dig... Ingen andre heller ikke din kæreste kan bestemme det...

Og husk man fortryder aldrig de børn man får men nok nærmere de børn man ikke får.....

Tusind tak for svaret sandramor. Jeg sætter stor pris på du gider give mig din mening. Det er en meget hård beslutning og tænker også ined i mig selv at haN nok er bange for ansvaret lige som alle andre i en graviditetssituation. Jeg ved vi en dag skal have børn sammen. Det er vi begge helt besluttet på, men hvordan planlægger man at få bØrn. Nu om dage er der jo altid en karrierer der er i vejen. Puha. 

Jeg tænker virkelig meget på om jeg vil kunne leve med tanken om at have sagt nej til det foster. Og gå igennem alt det jeg skal.... 

Anonym skriver:

Tusind tak for svaret sandramor. Jeg sætter stor pris på du gider give mig din mening. Det er en meget hård beslutning og tænker også ined i mig selv at haN nok er bange for ansvaret lige som alle andre i en graviditetssituation. Jeg ved vi en dag skal have børn sammen. Det er vi begge helt besluttet på, men hvordan planlægger man at få bØrn. Nu om dage er der jo altid en karrierer der er i vejen. Puha. 

Jeg tænker virkelig meget på om jeg vil kunne leve med tanken om at have sagt nej til det foster. Og gå igennem alt det jeg skal.... 

Hmm ja jeg tror måske du har ret i at han er bange for ansvaret der følger med.... Tror det er meget normalt at mændene gør det... Men han har jo også været med til at lave det her barn og det er selvfølgelig nemmere for ham at sige du skal ha en sen abort end det er for dig? .... Forstår godt du tænker meget over det og hvis du regner med at gennemføre det så tror jeg selvom det sikkert er RIGTIG svært at du skal prøve at tænke mindst muligt på det....
Altså tror måske bare at når man begge er klar til børn så er det noget man taler om sammen og finder ud af hvornår man vil begynde på projekt baby..... Altså min dem mindste var absolut ille planlagt og hendes far sagde at der var ham bare SLET ikke parat til og ville ha jeg fik en abort... Dette kunne jeg dog bare ikke og valgte at lytte til mig selv og det takker han mig for Idag og han er bare vokset så meget med opgaven og er Idag en god far for vores datter
Altså nu ved jeg ikke hvad de ligger vægt på i det der råd når de skal beslutte om du må få en sen abort eller ej men hvad nu hvis i får afslag?? Har i diskuteret det?

Og ja der er jo mange i jeres situation og alder der får børn og klarer det super flot
Og ja hvis man vil kan man nok også om nogle år altid finde en grund til at det ikke liiiige passer ind pga job eller manglende job eller økonomi eller andet......

Jeg føler også bare jeg ved at han vil blive en fantastisk far og vokse med opgaven. Hans søster har lige fået en lille en og han stråler helt når han står med ham. det er også svært at se når man står med denne her situation. jeg spurgte ham og dertil svarede han at så er det jo bare vende sig til tanken. 

Jeg føler bare at hvis jeg får abort er det for alle andres skyld end min egen /: sådan har jeg det i hvert fald lige nu.... 

Anonym skriver:

Jeg er en pige i nød som har brug for lidt gode råd og blandende holdninger samt synsvinkler omkring min situatuion. 

Sagen af den, at jeg for omkring en uge siden var til lægen grundet en positiv graviditetstest jeg tog efter en udeblevende mensturation. Hos ham bliver det bekraftet og jeg sammen med min kæreste er enige om at vi skal have en abort. Han undersøger mig og fortæller at jeg kun er ''meget lidt gravid'' omkring uge 4/5. Jeg får derefter en indkaldelse til sygehuset hvor jeg så netop er kommet hjem fra. Vi gik begge derind med troen om at jeg bare skulle have den medisinkske abort da jeg jo ikke var længere henne, men det viser sig så at jeg faktisk er over de tilladte 12 uger. Jeg er i uge 13  Det er meget overvældende for mig og kommer som noget af et chok da jeg mensturationsmæssigt heller ikke troede jeg var mere end en måned henne. 
Vi skal nu snakke med et råd som skal se på om de kan godkende en sen arbort til os. 

- nu kommer min tvivl så... Jeg har læst meget om det på nettet og får lidt dårlig samvittighed når jeg læser om hvor langt i udviklingen et foster er i uge 13. 
Jeg har hele tiden gerne ville have et barn, men har selvfølgelig accepteret min kærestes holdning og kan godt se det kloge i at vente grundet økonomi. 

Jeg er en ung pige på 18 år og han er 25. Jeg selv er midt i mine 2 år på en HF, men så mange andre unge mennesker gør det jo. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke omkring sådan en kæmpe beslutning det er for jeg må jo indrømme jeg er kommet meget itvivl efter at have læst om fosteret i uge 13 og uge 14 som jeg jo vil komme ind i inden aborten så kan finde sted hvis vi får den godkendelse. 

Håber meget på nogen reaktioner og svar da jeg har brug for at høre lidt af hvert omkring min situation. 

Det her siger jeg af hvad jeg ved. Men du skal være yderst heldig og få tilladse til en sen abort hvis det ingenting fejler. Og hvis du så får tilladsen så efter uge 13 skal du faktisk selv føde dit barn. Er hvad jeg har fået af vide på hospitalet, og lige er kæmpe til dig.

Anonym skriver:

Jeg føler også bare jeg ved at han vil blive en fantastisk far og vokse med opgaven. Hans søster har lige fået en lille en og han stråler helt når han står med ham. det er også svært at se når man står med denne her situation. jeg spurgte ham og dertil svarede han at så er det jo bare vende sig til tanken. 

Jeg føler bare at hvis jeg får abort er det for alle andres skyld end min egen /: sådan har jeg det i hvert fald lige nu.... 

-Kan i tage vare på et barn nu?
-Hvad med økonomien?
-Boligen?
-Er i klar til at tilsidesætte jer selv totalt det næste laaaange stykke tid?

Jeg er ikke for abort, men jeg er bestemt heller ikke for at få børn, "bare" fordi man er imod abort - det er en frygtelig situation, men endnu mere frygtelig hvis i får barnet OGSÅ fortryder....