Kære førstegangsfødende, så forfærdeligt er det heller ikke!

Et lille indlæg fra en snart-førstegangsfødende...

Inden jeg blev gravid så jeg altid en fødsel som det værste i hele verden.. Jeg skulle hvert fald aldrig føde selv og sprække fra ende til anden - nej nej hellere kejsersnit... For jeg havde jo hørt alle de skræmmende historier om forfærdelige fødsler.. Havde også hørt om mange gode fødsler, men det var de slemme der overtog mine tanker..

Efter at jeg er blevet gravid er det mit største ønske at føde selv. Til de første tre scanninger fik jeg at vide at moderkagen lå lavt og dækkede for fødselsvejen, og hvis det ikke snart ændrede sig, så skulle jeg have en tid til kejsersnit. Jeg var GRÆDEFÆRDIG!! Jeg ville selv føde mit barn - koste de smerter det ville, det ender jo i et smukt barn... Den dag jeg fik at vide at moderkagen nu lå som den skulle var jeg så lettet... Endelig så det ud til at det ku lykkes mig at føde selv.. Nu går jeg og glæder mig rigtig meget, og jeg er selvfølgelig nervøs og spændt... Men efter mit tidligere indlæg herinde "Førstegangsfødende med mange spørgsmål" har I alle beroliget mig, så nu føler jeg mig efterhånden klar til den store oplevelse.... Det eneste der nu som sådan kan hindre mig i at føde selv er at han er en ordentlig basse med en skønnet vægt(efter scanning) på 3122g 4,5 uge før tid.. Så jeg håber at mit bækken er klar til kamp
Mht smertestillende.. Vil da gerne undgå det, men hvis det ender i et smertehelvede, så tager jeg gerne imod..

En lille beretning fra en førstegangs som har ændret mening mht fødsel..

God weekend

Renée, 36+1

Jeg selv har født 2 gange..... Jeg har det som trådstarter, at en fødsel er ikke nødvendigvis det værste der kan overgå én..... Når jeg ser tilbage på mine fødsler, kan jeg godt se at ved den 1. i hvert fald, de rkunne jeg have fået en epidural, hvis de ville have set mig noget før. Men da vi endelig kom frem var det simpelthen for sent at gøre noget, der var bare tilbage at vente..... Ja det er sgu flot vente lidt mere, nu var er også kun gået 1½ døgn uden søvn, og med uregelmæssige veer, der gjorde naller, og havde deres helt eget liv, og bare tog til i styrke.

Altså Jeg råber som død og helvede når jeg føder, men ikke fordi det som sådan er smertehelvede og jeg tror jeg skal dø eller noget.... Det er simpelthen min måde at koncentrere kræfterne på... Jo mere jeg skreg, jo bedre pressede jeg.... Med nummer 2 var jeg 1 sekund fra bare at råbe UUUUUUUUD! i pressefasen,  fordi det var det jeg ville med mine veer....

Hurtigt fortalt om mine 2 fødselsforløb......

Nummer 1: Veerne startede mandag ved aftensmadstid, og var ret nemme ind til tirsdag omkring samme tid. de var super uregelmæssige. jeg havde alt fra 1-10 veer på en time, og jeg kunne snakke samtidig næsten gennem dem alle, så de var til at klare. Da det første døgn var gået, uden hvile, og fuld af spænding, begyndte det stille at trappe op, og som et lyn fra en klar himmel klokken 02:00 fik jeg bare hele tiden 3-4 veer i træk, så jeg simpelthen sad og hoppede mange minutter i træk, før jeg overhovedet kunne røre mig igen. Det gjorde sindssygt ondt, og vi kom afsted mod sygehuset...
På sygehuset væltede veerne ind over mig, og jeg var 5 cm åben ved ankomst (Langt over 1 døgn, og kun 5 cm - jeg var grædefærdig) Jeg var jo fremskreden i fødslen, og eneste smertelindrende jeg kunne få var lattergas, jo tak, og så kastede jeg op.... jeg sugede på livet løs i det skidt, og i løbet af et kvarters tid havde jeg åbnet mig til 8 cm og fik presseveer lige med ét. Det var vildt synes jeg.... jeg måtte ikke presse for meget, og havde de her pressever i 2-2½ time, inden jeg var 10 cm åben, og måtte føde...
Da jeg nåede til selve fødslen, var jeg simpelthen så afkræftet, og jeg stoppede med at presse så snart det begyndte at svide i skridtet, så det krævede lige nogle ekstra minutter at få taget mig sammen til presse ham ud.
Lige pludselig var det hele bare overstået, og jeg fik et ordentligt skud energi. Jeg var ovenud lykkelig, og faktisk forbavset over hvor let det var, trods alt....

Jeg var overbevist om at jeg skulle revne fra ende til anden, men jeg endte med 2 sting. 1 oppe/ude og 1 nede/inde.... det var jo ikke vildt.....

Nummer 2:
Jeg vågnede klokken 5 om morgenen, med veer der bed sådan rimeligt, men ikke helt uudholdeligt endnu.... klokken 7 måtte jeg stå op, jeg var SUR for jeg var træt, sådan nogle lorteveer, at ødelægge min morgen. Nåh men surhed blev afløst af spænding og planlægning.... Kæresten og morfar, fik afleveret den store i dp, og da de kom tilbage, skulle vi køre NU! Jeg var på sygehuset 9:35 og 7 minutter senere havde jeg født.... Jeg havde presseveer i en ½ time i bilen, på vej til sygehuset, og jeg kæmpede som død og helvede for ikke at føde mit barn i bilen.... På sygehuset satte de himmel og helvede i værk, for at jeg ikke skulle føde i foyeren, og jeg stod på alle 4 da jeg fødte, for jeg nåede ikke længere.
Det gik super hurtigt, jeg kunne næsten ikke følge med, og jeg fik absolut ingen smertestillende, det var der simpelthen ikke tid til.
Jordemorens joke på sygehuset, omkring min fødsel, lød at 'hvis du var kommet 10 minutter før, så havde du også født 10 minutter før' Så man kan næsten hvad man vil, hvis der da ikke er fysiske komplikationer.

Jeg ser tilbage på begge mine fødsler med glæde, og en følelse af, at det kan jeg sgu sagtens gøre igen, uden problemer.... og jeg gør det med glæde... Hvis jeg kunne, ville jeg føde for alle dem der ikke selv har lyst, for jeg ELSKER at føde..... Det er det mest fantastiske i verden, og det er bestemt besværet værd....

Jeg synes man skal prøve at lade være med at lade sig skræmme, af andres historier, alt for meget. For ikke 2 fødselsforløb er ens, og 2 mennesker føler smerte ens.
Man må prøve det naturlige, og så har man jo chancen for at fortryde, og får smertestillende, hvis man ikke mener man kan klare det længere. Og så er det jo meget godt at have læst på tingene, så man bedre kan vide hvad man gerne vil have af smertestillende, i DK har vi jo uendeligt mange muligheder i den retning....

Mine 2 fødsler var meget forskellige. Den 1. langtrukken, og ufatteligt sej til sidst, hvor presseveerne var super smertefulde, fordi jeg endnu ikke havde udvidet mig nok til fødsel. Men jeg klarede den, på min helt egen facon (ja ja jeg pev og vred mig som død og helvede, og JM var garanteret meget træt af mig) Og da det var overstået, var jeg klar igen med det samme....
2. gang, gik det simpelthen for stærkt. Pressefasen var fantastisk befriende, og smerterne ikke så slemme som de var 1. gang. Til gengæld kunne jeg slet ikke holde min krop ud, lige fra den første ve, og jeg var grædefærdig unde hele udevidelsesfasen. Da jeg lige havde født gik der faktisk 10 minutter eller mere, før jeg overhovedet turde holde mit barn. Jeg rystede simpelthen så meget over hele kroppen, at jeg slet ikke havde styr på hverken arme eller ben, jeg kunne næsten ikke tale, fordi jeg bare rystede indvendigt og udvendigt. Min krop var simpelthen i chok over det super hurtige forløb. Jeg gik hjem efter 4 timer....

Alligevel betragter jeg begge mine fødsler som værende, utroligt nemme, og helt komplikationsfrie. Jeg ser tilbage på dem begge med glæde, og stolthed, over min krops bedrifter. Tænk engang, at jeg kunne føde sådanne 2 mirakler. Det er jo vildt fantastisk....

Puh det blev godt nok et langt svar.... sejt hvis nogen af jer fik det hele med

Hvis i har lyst til at læse de 2 fulde fødselsberetninger så er de her

Nummer 1. https://www.baby.dk/debat/22848pi1/foedselsberetninger/bastian-grundtmanns-foedsel-16--maj-2007-.aspx

Nummer 2. https://www.baby.dk/debat/22849pi1/foedselsberetninger/felix-grundtmanns-foedsel-4--december-2008-.aspx

Diana Lill skriver:

Overskriften lyder måske lidt hardcore, men jeg mener virkeligt, at en almindelig fødsel efterhånden er blevet til "det ultimative smertehelvede" og herregud, så ER det jo heller ikke værre...!!!
Det er efterhånden blevet almindelig opfattelse, at det ikke kan lade sig gøre at føde uden alverdens smertestillende midler og man skal helst skrige og skabe sig det bedste man har lært undervejs.
Min mor fortalte mig, at da hun fødte mig for knap 36 år siden, var der én på samme fødegang, der havde skreget som hun skulle dø og havde sparket lamper i stykker, og hun havde endda haft en almindelig fødsel, og jeg tænkte bare: Det vil jeg aldrig nogensinde nedværdige mig selv til, når jeg engang skal være mor....! Aldrig! Så hellere bide tungen af mig selv og bruge energien på noget andet!
Anyway, så gik der jo nogle år og tiden kom, hvor jeg selv blev gravid, og skulle have mit første barn.
Graviditeten udviklede sig sådan, at jeg fik konstateret sukkersyge, og skulle til undersøgelser og scanning en gang om ugen derefter. Óg da jeg nåede til uge 33, fik jeg en voldsom kløe, som jeg fortalte lægen om, da jeg kom til undersøgelse i uge 35, og det blev undersøgt i en fart og konstateret, at jeg havde for høje levertal, så fødslen skulle sættes i gang øjeblikkeligt. 

Jeg var selv begyndt at åbne mig, så de satte fødslen i gang ved at prikke hul på fostervandet, som viste sig at være grønt. Ergo måtte det ikke tage alt for lang tid at føde. Jeg fik hurtigt nogle veer, og jeg var ikke i stand til at stå på benene selv, og havde svært ved at trække vejret ordentligt undervejs, men kunne bare slet ikke holde ud at få iltmasken på, så det betød, at jeg mistede ilt og hele rummet sejlede for mine øjne. Veerne var ved at gå i stå, så efter flere mislykkede forsøg på at lægge drop på mig, så blev en narkosesygeplejerske endelig tilkaldt, så jeg kunne få lagt et drop med ve-stimulerende middel. Så kom der ellers gang i sagerne... ! Under hele forløbet fik jeg voldsommere og volsommere smerter, og nåede lige til punktet, hvor jeg tænkte: "Det her overlever jeg ikke, hvorfor giver de mig ikke noget smertestillende...??!!" -og så kom presseveerne og overtog min krop... SKØNT!! Det overraskede mig, at det var det mindst smertefulde af fødslen...!
Under hele forløbet var der et rend af sygeplejersker, børnelæger og jordemødre og studerende; jeg tror vi talte 15 personer ialt... Men hvor er man bare ligeglad, når man ligger dér...!!
Vores lille søn kom til verden efter 7 timer, heraf en lille time med presseveer, men her var komplikationerne ikke overstået; han havde navlestrengen rundt om halsen, han trak ikke vejret og måtte have pustet lungerne op. Herefter fik min mand sin lille søn i armene og skulle straks bære ham op på børneafdelingen, hvor lillemanden blev lagt i kuvøse og fik ilt. Jeg selv fik ikke mulighed for at holde ham og røre ved ham, før jeg var blevet syet (3 små sting), og jeg bagefter selv gik op på børneafdelingen til ham. I 3 dage havde jeg ham kun få minutter ad gangen, vi lå på hver sin afdeling og han fik sondemad, fordi min mælk bare ikke ville falde ordentligt til. Vi lå på Kolding Sygehus i 10 dage, og selv om personalet var søde, så var det et helvede at starte sit nye liv som mor på den måde... Magtesløs og alene og uden søvn... Så det var en lettelse, da vi fik lov til at komme hjem, og jeg fik mulighed for at lære min dejlige lille søn at kende...!

Anden gang, vi blev forældre, var totalt modsat...
Jeg gik med store smerter i bækkenet i to måneder inden fødslen, og led forfærdeligt af forstoppelse, som jeg konstant måtte tage piller for. Hele graviditeten forløb dog ellers uden problemer, og uden sukkersyge; ganske enkelt helt efter planen. Jeg havde termin en onsdag, og weekenden f'ør havde jeg igen voldsomme mavesmerter, akkurat som forstoppelse, når det er slemt. Det varede hele weekenden, men var væk om mandagen, hvor jeg for første gang i lang, lang tid ikke havde ondt, hverken af forstoppelse eller bækkensmerter. Det var bare en skøn dag! Om tirsdagen skulle jeg til scanning og min mor havde en fridag, så vi skulle ud og handle lidt sammen efter scanningen, og vi havde min søn, Lucas, som nu var 3 år, med.
Jeg havde igen lidt mavekneb og lå og hvilede mig på sofaen til vi skulle køre. Da var klokken 12 (middag), og vi tog til scanning ved halv 2 tiden. Da vi kørte derned, fortalte jeg min mor, at jeg havde ondt i maven, og vi snakkede om, om det kunne være veer (jeg havde jo ikke rigtigt prøvet et normalt forløb før), men det mente jeg ikke det kunne være, for der var ikke nogen regelmæssighed over det. Da vi kom ned til jordemoderen (i Vejle), var smerterne taget til, og jeg opdagede lidt blod, da jeg var på toilettet inden jeg gik ind, måske veer, men syntes ikke, at der var nogen form for regelmæssighed over det, og jeg havde fået at vide, at man ikke skulle køre på hospitalet før veerne var så smertefulde, at man ikke kunne tænke på andet og kom med regelmæssige mellemrum og det syntes jeg ikke rigtigt de gjorde. Jeg tog det nu roligt og tænkte, at det kunne tage flere dage endnu, når det ikke var værre på nuværende tidspunkt, men jeg sagde det til jordemoderen, da jeg kom ind. Og så fik jeg endnu en ve, og hun sagde, at det da godt nok lignede veer, og at hun ville undersøge mig først, for der var jo ikke nogen grund til at scanne, hvis jeg var i fødsel. Hun undersøgte mig indvendigt, og så overrasket på mig og sagde: Du er over 5 cm åben, din hinde er lige ved at briste, og du skal køre på fødegangen LIGE NU...! Jeg gik til jordemoder i Vejle og skulle hele vejen til Kolding, så jeg var lidt beklemt ved, om jeg kunne nå det. På vejen derned tog veerne til, og jeg fik ringet til min mand, som var på arbejde, at han skulle køre MED DET SAMME!!! Vi kom til Kolding kl 15 og veerne tog til, nu var der ikke noget at være i tvivl om mere. Mine svigerforældre kom derned og hentede Lucas, og vi nåede lige at få taget et familiefoto på fødestuen, før de kørte igen.
Jordemoderen prikkede hul og så kom der rigtigt gang i sagerne, og klokken 18 var vores anden lille søn født. Knap 3 timer og med 10 minutters presseveer.
Heldigt, at jeg var til scanning den dag, for ellers ville vi aldrig have nået på sygehuset i tide!
Tah, nu endte det alligvel med at I fik hele historien, men min pointe er følgende: Jeg har født to gange uden nogen form for smertestillende midler. Det er ikke fordi jeg er mere hårdfør end andre, eller har en højere smertetærskel, det handler om indstilling til tingene. Jo, jeg var også bange, specielt første gang, men havde også den indstilling, at kvinder har kunnet gøre det i tusinder af år, og så skulle JEG vel også kunne gøre det. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så vil det tit gå ud over barnet eller veerne, hvis man vælger nogen former for bedøvelse; barnet kan blive sløvt og veerne kan gå i stå. OG så slemme er smerterne altså heller ikke...! OG hvorfor trække fødslen i langdrag, fordi man skal dopes?? Jeg forstår det altså ikke. Jo, der er selvfølgelig kvinder, der har sværere ved at føde end andre, det ved jeg godt, men hvor der ikke er noget til hindring for at føde normalt, hvorfor skulle man så ikke gøre det? FORDI det er blevet blæst op til at være det mest forfærdelige, man kan komme ud for, og det er det absolut ikke, ikke nødvendigvis!! 
Så herfra skal lyde: Flere positive beretninger om fødselsoplevelser UDEN smertestillende midler, TAK! Man kan jo ikke købe et blad om fødsler og graviditeter uden at der på forsiden er blæst op med, hvor forfærdeligt smertefuldt det er at føde. Og SÅ slemt er det altså heller ikke...! 

 

Jeg har ikke læst alle de svar du har modtaget. Men bliver nød til at fortælle dig dette;

Dit indlæg giver mig næsten kvalme...........ja undskyld, men tænk at man kan være så naiv og tro at alle fødsler smertemæssigt er ens og derfor må det være noget man bare lige kommer igennem med den rette indstilling!!!??

Jeg har en jordemoders ord på, at det er vidt forskelligt hvor mange smerter en fødende har og NEJ det har ikke nødvendigvis noget med smertetærskel at gøre. Hun havde selv været igennem smertehelveder ved sine fødsler og var en stor støtte for mig da jeg troede at jeg bare var pivet!! Som du ellers nok ville mene at jeg er!

Jeg er et menneske der kan udstå rigtig meget smerte, jeg har i en årerække levet med kronisk hovedpine, jeg har haft de ondeste bækkenløsninger hvor både læge, fys og jdmr har været imponeret over min smertetærskel. Stik i mig og det rager mig en papand, jeg er blvet skåret i uden bedøvelse indtil lægen synes, at det gjorde for ondt på ham og han så valgte at lokalbedøve..............ja jeg gider ikke blive ved, men faktum er at jeg altid har fået at vide at min smertetærskel er høj!

Min første fødsel var en igangsættelse og var et helvede, smertefuldt i en grad man ikke fatter, fra første lille ve og lige til epi blev lagt flere timer efter. Det var igangsættelsen sagde de, jeg kunne ikke tåle den. Da meget andet gik galt under den fødsel, valgte jeg anden gang at få et kejsersnit. En fantastisk oplevelse!!! Men bestemt ikke smertefrit bagefter, men det var småting.
Tredie gang ønskede jeg selv en vaginal fødsel, alle kloge havde overbevist mig om at i lyset af den første fødsel så var jeg en hurtigføder og rigtig god til at føde. Smerterne VAR en reaktion på igangsættelsen og ville ikke være nær det samme igen!

MEN nej, sådan er mine fødsler, en meget kort periode på ca 1½ time med småveer og så starter helvede, så vanvittige smerter at jeg næsten mister bevidstheden hver gang og de kommer med meget få min mellemrum HELE tiden. Presseveer er ingen lindring for de er værre end udvidelsesveerne og når baby ikke kommer helt ned, så kan presseveerne bare blive ved og ved og ved!!!! Og jeg er ikke hurtigføder!!!Sådan er det bare, i min verden er det at føde et rent helvede, men resultatet er fantastisk.

Jeg ER ikke pivet, men har bare flere og stærkere smerter end du nogensinde har haft. Iflg de læger og jdmr jeg har snakket med har det bla andet at gøre med nerverne i underlivet at gøre OG så er der altså forskel.

Faktisk kender jeg en kvinde som følte at veerne var ”som om hun skulle tisse” og så fødte hun, altså ikke meget mere end en anelse menssmerter!!! Og hun føler ikke at hun har en høj smertetærskel normalt, hun synes faktisk at hun er lidt pivet!

Når jeg siger at jeg får kvalme, så er det dels mindet om mine fødsler, men også fordi det ærgre mig dybt at der findes så mange som dig der tror at fødselssmerter er ens og at os der bliver nød til at råbe av, nær mister bevidstheden og må kaste håndklædet i ringen og få hjælp, bare er pivet og skal have en anden indstilling til fødslen!!!

Henriette, mor til 3 vidunderlige unger

Hej igen, Henriette, og alle andre der måtte læse med!
Jeg må nok sige, at jeg er ked af at have givet dig kvalme, men jeg tror, at du har misforstået mit indlæg lidt, så nu uddyber jeg det lidt.
Jo, jeg mener stadig, at vi kvinder NORMALTVIS er skabt til at sætte børn i verden, og dermed reelt ikke BEHØVER smertestillende midler, og jeg tror heller ikke, at du har haft ret mange flere smerter end jeg selv har haft under mine, nu 3, fødsler. Jeg synes bare ikke, man sådan skal blæse det op. Hvis du endelig vil vide det, var jeg OGSÅ besvimelsen nær i det værste smertehelvede, man kan forestille sig, fik også fødslen sat igang 1.gang (nej, det er sgu ikke sjovt...!), har prøvet at sprække næsten all the way undervejs, havde den ledeste bækkenløsning med nr.2, og alle 3 fødsler har været vidt forskellige, hvad smerter, jordemoder, efterreaktioner, ja alt, angår...

Og så går jeg i øvrigt selv og slås med en begyndende dobbeltsidet diskosprolaps ved 5. lændehvirvel, hvilket har betydet, at jeg til tider har måttet have hjælp til at gå på toilet og ikke engang morfin har kunnet tage smerterne. Det har også betydet, at jeg har været  sygemeldt stort set hele min 3. graviditet, og har ikke engang kunnet gøre noget imod det, så jeg ved godt, hvad smerter er, tro mig....!! 
 
Men forskellen ligger i, at det er ikke det, jeg fokuserer på, og dét HAR altså en positiv effekt, når man skal føde... Angsten forværrer smerterne, og det er det, jeg mener med, at man i stedet skal fokusere på vejrtrækning og positive tanker undervejs, for tro mig, DET HJÆLPER! Det lyder måske banalt, men det er i høj grad det, det kommer an på, når du skal have en god fødselsoplevelse; dét, og så hvor god din jordemoder er til at guide dig igennem fødslen. Det er en verden til forskel, jeg har selv oplevet forskellen. Til dig og alle andre der læser dette: Spørg eventuelt din jordemoder. 
Jo, jeg har også hørt de værste skrækhistorier om fødsler, har selv haft den største angst for at føde, og min svigerinde havde den værste, mest opslidende fødsel i 48 timer, så jeg er absolut ikke naiv, hvad det angår, jeg ved godt, at der er forskel på smerter... og hvor moderen er totalt udmattet og smerterne bliver for vanvittige, er smertelindring sikkert også helt på sin plads; jeg synes bare, det er for kunstigt og kan give unødige komplikationer, og at man skal undgå det, hvis man overhovedet kan. Og så bide tænderne sammen, for ja, det gør helvedes ondt!!!
Noget man kan gøre i stedet for, er at undersøge alternative veje, for eksempel et "kursus" i vejrtrækningsøvelser, sørg for at komme med på et hold med noget fødselsforberedelse, men også noget de fleste fysioterapeuter fint kan rådgive om, for fødselssmerter ligner alle andre smerter, hvad det angår. Jo mere man ilter sit blod, jo roligere man trækker vejret undervejs, jo mere man koncentrerer sig om at slappe HELT af, helt ud i tæerne og fingerspidserne, jo større smertestillende effekt!! Og så VIRKER det, been there, done that! Og så skal man ikke koncentrere sig om hvor forfærdelige smerterne er, for de forsvinder igen, men derimod rose sig selv, hver gang man har klaret en ve rigtigt flot, og TAGE DEN MED RO og vente stille og roligt på den næste ve. Få eventuelt nogen med til fødslen, der kan støtte eller guide dig igennem disse øvelser/teknikker undervejs.
Jeg læste om disse teknikker før min anden fødsel, og hvor er det da bare sandt!!

Håber der er nogen derude, der kan bruge disse råd...! 
Og håber at du, Henriette, har forstået, at det ikke handler om at nedgøre nogen, der har haft en elendig oplevelse, men om, at førstegangsfødende ikke skal lytte til alle de skræmmende historier, der er i omløb, men bruge deres egen krop i stedet, for den er skabt til, og kan klare, meget mere, end man fatter....

Er i øvrigt selv lige blevet 3.gangsmor til en "lille" pige for 3 uger siden; ved fødslen vejede hun 4790 g., og målte 54 cm. Fødslen gik i gang om natten, jeg vågnede kl kvart over ét med veer, der kom væltende med 1-4 minutters mellemrum, klokken to kørte vi på Horsens Sygehus, og klokken 20 min. i 7 om morgenen er hun født, efter 9 minutters presseveer. Så kort og godt kan det siges og gøres, og så udelader jeg lige de trælse ting (som garanteret alle fødsler indeholder), og fremhæver de positive...


Knuser og positive tanker til alle jer 1.gangsfødende
fra Diana

Nu er det så meget forskelligt hvordan kvinder tackler en fødsel....  

Er det ikke bare at acceptere, at alle fødsler er forskellige? Alle kvinder er forskellige og alle børn er forskellige! Der er rigtig mange ting som spiller ind i forhold til hvordan den enkelte fødsel bliver og føles! Uanset om man skriger, er tavs eller hvad man nu gør, så synes jeg at en fødsel kræver den største respekt! Enhver kvinde der har født er super sej uanset hvor lidt eller hvor meget hun så har skreget undervejs! Det er kun den pågældende kvinde, som har været i sin egen krop og følt hvordan det var, og derfor kan ingen andre gøre sig til herre over hvorvidt hun var hysterisk, svag... og hvad man nu kunne finde på at tænke!

Så til alle jer kvinder som har født og til alle jer som skal føde, I er bare super seje!!

Efter selv at have født mit første barn efter denne tråd blev lavet, vil jeg også sige, jeg synes at man skal indse at alle fødsler er forskellige, man kan ikke bare sige til folk at "så slemt er det altså ikke" ...

Min fødsel tog 27 timer, jeg fik lagt epidural og vedrop, fordi jeg ikke åbnede mig, og mine veer kom konstant med 2 minutters mellemrum, jeg fik lagt epiduralen, fordi de ikke mente jeg ville have kræfter når jeg skulle presse ellers, og TAK GUD for jeg fik lagt den, når jeg sidder og tænker tilbage på fødslen nu, tænker jeg at det var en FANTASTISK oplevelse at føde min skønne datter, og jeg gør det gerne en gang til, trods det tog de 27 timer! .. Men havde jeg ikke takket ja til epiduralen er det ikke sikkert jeg havde sidder og tænkt sådan ..

Min mor tog 36 timer om at føde mig, og det var en rigtig grim oplevelse for hende, navlestrengen rundt om halsen, de opdagede det for sent, hun kunne ikke se ud af hendes øjne flere dage efter osv osv .. og det var uden smertestillende ... 

DERIMOD, min moster har fået 4 børn, alle hendes tog fra første ve til børnene var ude 3-6 timer, og det var uden smertestillende, de var såkaldte "smuttere"  hurtige fødsler, og gode oplevelser uden smertestillende ..


Men er det ikke bare at indse, som skrevet før, at ikke alle fødsler er ens, i stedet for at begynde at skrive om at så slemt er det heller ikke, og man satens kan uden smertestillende osv osv ... i min bog er det så simpelt som, nogle kan, andre kan ikke, og sådan er det bare  ..

Jeg er glad for jeg fik, og er sikker på min moster eksempelvis er glad for hun ikke fik .. og sådan er det vel med alle

SussieOx skriver:

Efter selv at have født mit første barn efter denne tråd blev lavet, vil jeg også sige, jeg synes at man skal indse at alle fødsler er forskellige, man kan ikke bare sige til folk at "så slemt er det altså ikke" ...

Min fødsel tog 27 timer, jeg fik lagt epidural og vedrop, fordi jeg ikke åbnede mig, og mine veer kom konstant med 2 minutters mellemrum, jeg fik lagt epiduralen, fordi de ikke mente jeg ville have kræfter når jeg skulle presse ellers, og TAK GUD for jeg fik lagt den, når jeg sidder og tænker tilbage på fødslen nu, tænker jeg at det var en FANTASTISK oplevelse at føde min skønne datter, og jeg gør det gerne en gang til, trods det tog de 27 timer! .. Men havde jeg ikke takket ja til epiduralen er det ikke sikkert jeg havde sidder og tænkt sådan ..

Min mor tog 36 timer om at føde mig, og det var en rigtig grim oplevelse for hende, navlestrengen rundt om halsen, de opdagede det for sent, hun kunne ikke se ud af hendes øjne flere dage efter osv osv .. og det var uden smertestillende ... 

DERIMOD, min moster har fået 4 børn, alle hendes tog fra første ve til børnene var ude 3-6 timer, og det var uden smertestillende, de var såkaldte "smuttere"  hurtige fødsler, og gode oplevelser uden smertestillende ..


Men er det ikke bare at indse, som skrevet før, at ikke alle fødsler er ens, i stedet for at begynde at skrive om at så slemt er det heller ikke, og man satens kan uden smertestillende osv osv ... i min bog er det så simpelt som, nogle kan, andre kan ikke, og sådan er det bare  ..

Jeg er glad for jeg fik, og er sikker på min moster eksempelvis er glad for hun ikke fik .. og sådan er det vel med alle

Godt sagt! 

Renée 38+5, som efterhånden er ret nervøs for den forestående fødsel!

nå jeg er vist en af de pivede for jeg syntes min var et helvede.. og jeg troede jeg skulle dø. seriøst.. jeg kunne ikke trække vejret.. overhovedet. ikke engang snakke.. men nu fødte jeg også på få timer så jeg havde ingen vepauser.
jeg sagde nej til smertestillende. det gør jeg ikke igen.

ingen fødsler er ens. alle har forskellige sind/smertetærskel.

og at sige det blir blæst op gør mig lidt  såret.

det er forskelligt fra person til person hvordan DE har oplevet/opfattet fødslen.

så man kan ikke sige det på den måde....

men tillykke med din gode fødsel

Diana Lill skriver:

Hmmm...............

Det er da dejligt for dig at din fødsel var kort og god.............."så kort og godt kan det gøres" skriver du, hmmmm jaaa men det betyder vel ikke at alle kunne have korte fødsler hvis de "bare" har din indstilling?

Jeg kender flere som har ligget i flere dgn med veer og jeg synes virkelig dit indlæg nedgør dem forfærdeligt!

Enig er jeg dog i at man ikke skal dvæle ved dårlige oplevelser når man er førstegangsfødende, jeg undgik selv dette meget bevidst.!

Fint at du kunne tage det stille og roligt mellem veerne og forberede dig på den næste ve. Det er vel også idealet og det vi alle ønsker at opleve, veer med gode pauser! Jeg havde så INGEN pauser mellem mine veer første gang, dette ses tydeligt på den strimmel der blev kørt af flere omgange og så havde jeg sindsyge smerter mellem veerne 3. gang pga af et kejsersnit ar der var ved at gå op. Man kan ikke forberede sig på de ting der kan gå galt og at leve i den der urealistiske opfattelse af at "alt går godt og hurtigt med den rette indstilling" er ikke særlig smart.
Mange fødende får virkelig en nedtur hvis de må indse at alt ikke bare går godt og at de er nød til at få hjælp. Jeg kender til flere der havde planlagt den helt store fødsel.....ingen smertestillende, karbad, ro og sej kvinde, men de endte i kaos, kejsersnit, blokader og andet, mange af dem havde det rigtig skidt bag efter, da de ikke havde levet op til dette superkvinde ideal!

Det er fedt at læse de gode fødsler, de nemme, de korte og lad os endelig få flere af dem.
Men indlæg som dine nedgør virkelig rigtig mange!
Tillykke med at dine fødsler har været som de nu har, flot at du har klaret dem som du har. I min verden er du dog ikke den "seje kvinde", bare fordi du har bidt tænderne sammen.

Henriette