Overskriften lyder måske lidt hardcore, men jeg mener virkeligt, at en almindelig fødsel efterhånden er blevet til "det ultimative smertehelvede" og herregud, så ER det jo heller ikke værre...!!!
Det er efterhånden blevet almindelig opfattelse, at det ikke kan lade sig gøre at føde uden alverdens smertestillende midler og man skal helst skrige og skabe sig det bedste man har lært undervejs.
Min mor fortalte mig, at da hun fødte mig for knap 36 år siden, var der én på samme fødegang, der havde skreget som hun skulle dø og havde sparket lamper i stykker, og hun havde endda haft en almindelig fødsel, og jeg tænkte bare: Det vil jeg aldrig nogensinde nedværdige mig selv til, når jeg engang skal være mor....! Aldrig! Så hellere bide tungen af mig selv og bruge energien på noget andet!
Anyway, så gik der jo nogle år og tiden kom, hvor jeg selv blev gravid, og skulle have mit første barn.
Graviditeten udviklede sig sådan, at jeg fik konstateret sukkersyge, og skulle til undersøgelser og scanning en gang om ugen derefter. Óg da jeg nåede til uge 33, fik jeg en voldsom kløe, som jeg fortalte lægen om, da jeg kom til undersøgelse i uge 35, og det blev undersøgt i en fart og konstateret, at jeg havde for høje levertal, så fødslen skulle sættes i gang øjeblikkeligt.
Jeg var selv begyndt at åbne mig, så de satte fødslen i gang ved at prikke hul på fostervandet, som viste sig at være grønt. Ergo måtte det ikke tage alt for lang tid at føde. Jeg fik hurtigt nogle veer, og jeg var ikke i stand til at stå på benene selv, og havde svært ved at trække vejret ordentligt undervejs, men kunne bare slet ikke holde ud at få iltmasken på, så det betød, at jeg mistede ilt og hele rummet sejlede for mine øjne. Veerne var ved at gå i stå, så efter flere mislykkede forsøg på at lægge drop på mig, så blev en narkosesygeplejerske endelig tilkaldt, så jeg kunne få lagt et drop med ve-stimulerende middel. Så kom der ellers gang i sagerne... ! Under hele forløbet fik jeg voldsommere og volsommere smerter, og nåede lige til punktet, hvor jeg tænkte: "Det her overlever jeg ikke, hvorfor giver de mig ikke noget smertestillende...??!!" -og så kom presseveerne og overtog min krop... SKØNT!! Det overraskede mig, at det var det mindst smertefulde af fødslen...!
Under hele forløbet var der et rend af sygeplejersker, børnelæger og jordemødre og studerende; jeg tror vi talte 15 personer ialt... Men hvor er man bare ligeglad, når man ligger dér...!!
Vores lille søn kom til verden efter 7 timer, heraf en lille time med presseveer, men her var komplikationerne ikke overstået; han havde navlestrengen rundt om halsen, han trak ikke vejret og måtte have pustet lungerne op. Herefter fik min mand sin lille søn i armene og skulle straks bære ham op på børneafdelingen, hvor lillemanden blev lagt i kuvøse og fik ilt. Jeg selv fik ikke mulighed for at holde ham og røre ved ham, før jeg var blevet syet (3 små sting), og jeg bagefter selv gik op på børneafdelingen til ham. I 3 dage havde jeg ham kun få minutter ad gangen, vi lå på hver sin afdeling og han fik sondemad, fordi min mælk bare ikke ville falde ordentligt til. Vi lå på Kolding Sygehus i 10 dage, og selv om personalet var søde, så var det et helvede at starte sit nye liv som mor på den måde... Magtesløs og alene og uden søvn... Så det var en lettelse, da vi fik lov til at komme hjem, og jeg fik mulighed for at lære min dejlige lille søn at kende...!
Anden gang, vi blev forældre, var totalt modsat...
Jeg gik med store smerter i bækkenet i to måneder inden fødslen, og led forfærdeligt af forstoppelse, som jeg konstant måtte tage piller for. Hele graviditeten forløb dog ellers uden problemer, og uden sukkersyge; ganske enkelt helt efter planen. Jeg havde termin en onsdag, og weekenden f'ør havde jeg igen voldsomme mavesmerter, akkurat som forstoppelse, når det er slemt. Det varede hele weekenden, men var væk om mandagen, hvor jeg for første gang i lang, lang tid ikke havde ondt, hverken af forstoppelse eller bækkensmerter. Det var bare en skøn dag! Om tirsdagen skulle jeg til scanning og min mor havde en fridag, så vi skulle ud og handle lidt sammen efter scanningen, og vi havde min søn, Lucas, som nu var 3 år, med.
Jeg havde igen lidt mavekneb og lå og hvilede mig på sofaen til vi skulle køre. Da var klokken 12 (middag), og vi tog til scanning ved halv 2 tiden. Da vi kørte derned, fortalte jeg min mor, at jeg havde ondt i maven, og vi snakkede om, om det kunne være veer (jeg havde jo ikke rigtigt prøvet et normalt forløb før), men det mente jeg ikke det kunne være, for der var ikke nogen regelmæssighed over det. Da vi kom ned til jordemoderen (i Vejle), var smerterne taget til, og jeg opdagede lidt blod, da jeg var på toilettet inden jeg gik ind, måske veer, men syntes ikke, at der var nogen form for regelmæssighed over det, og jeg havde fået at vide, at man ikke skulle køre på hospitalet før veerne var så smertefulde, at man ikke kunne tænke på andet og kom med regelmæssige mellemrum og det syntes jeg ikke rigtigt de gjorde. Jeg tog det nu roligt og tænkte, at det kunne tage flere dage endnu, når det ikke var værre på nuværende tidspunkt, men jeg sagde det til jordemoderen, da jeg kom ind. Og så fik jeg endnu en ve, og hun sagde, at det da godt nok lignede veer, og at hun ville undersøge mig først, for der var jo ikke nogen grund til at scanne, hvis jeg var i fødsel. Hun undersøgte mig indvendigt, og så overrasket på mig og sagde: Du er over 5 cm åben, din hinde er lige ved at briste, og du skal køre på fødegangen LIGE NU...! Jeg gik til jordemoder i Vejle og skulle hele vejen til Kolding, så jeg var lidt beklemt ved, om jeg kunne nå det. På vejen derned tog veerne til, og jeg fik ringet til min mand, som var på arbejde, at han skulle køre MED DET SAMME!!! Vi kom til Kolding kl 15 og veerne tog til, nu var der ikke noget at være i tvivl om mere. Mine svigerforældre kom derned og hentede Lucas, og vi nåede lige at få taget et familiefoto på fødestuen, før de kørte igen.
Jordemoderen prikkede hul og så kom der rigtigt gang i sagerne, og klokken 18 var vores anden lille søn født. Knap 3 timer og med 10 minutters presseveer.
Heldigt, at jeg var til scanning den dag, for ellers ville vi aldrig have nået på sygehuset i tide!
Tah, nu endte det alligvel med at I fik hele historien, men min pointe er følgende: Jeg har født to gange uden nogen form for smertestillende midler. Det er ikke fordi jeg er mere hårdfør end andre, eller har en højere smertetærskel, det handler om indstilling til tingene. Jo, jeg var også bange, specielt første gang, men havde også den indstilling, at kvinder har kunnet gøre det i tusinder af år, og så skulle JEG vel også kunne gøre det. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så vil det tit gå ud over barnet eller veerne, hvis man vælger nogen former for bedøvelse; barnet kan blive sløvt og veerne kan gå i stå. OG så slemme er smerterne altså heller ikke...! OG hvorfor trække fødslen i langdrag, fordi man skal dopes?? Jeg forstår det altså ikke. Jo, der er selvfølgelig kvinder, der har sværere ved at føde end andre, det ved jeg godt, men hvor der ikke er noget til hindring for at føde normalt, hvorfor skulle man så ikke gøre det? FORDI det er blevet blæst op til at være det mest forfærdelige, man kan komme ud for, og det er det absolut ikke, ikke nødvendigvis!!
Så herfra skal lyde: Flere positive beretninger om fødselsoplevelser UDEN smertestillende midler, TAK! Man kan jo ikke købe et blad om fødsler og graviditeter uden at der på forsiden er blæst op med, hvor forfærdeligt smertefuldt det er at føde. Og SÅ slemt er det altså heller ikke...!
