Ikke for at genopvække den gamle strids-diskussion i tråden her, men det er jo svært ikke at danne sig en mening, når man læser alle indlæggene her.
Jeg synes, der er en for stor tendens til firkantet boks-tænkning. Relationer mellem mennesker har tusinde aspekter og kan ikke skrives på formel. Ja, man skal lade fornuften råde, men hvis mennesket var 100% fornuftsstyret, så var der meget i denne verden, der var anderledes. Man kan gøre det så godt, man kan, under omstændighederne.
Det er klart, at man drejer sit liv i en farlig retning, når man begynder en affære med en gift mand, eller har casual sex med en fremmed, eller i det hele taget med en, man ikke er sikker på, men vi er jo alle sammen mere eller mindre letforfaldne til vores følelser, såsom forelskelse og kemi. Det er svære ting at styre. Fornuften kan stå og råbe til os, og så gør vi alligevel noget andet. Det må vi ikke dømme hverken os selv eller andre på. Det vigtigste er, at man er et samvittighedsfuldt menneske og forsøger at gøre det, man anser for rigtigt. I enhver situation. For der ER jo tale om vidt forskellige situationer. Man kan ikke putte dem alle i en kasse, med EEN bestemt løsning og EET bestemt svar.
Og her er vi ved et andet afgørende punkt. Hvad er rigtigt og forkert ? Loven siger noget bestemt. At vi skal sætte barnet i centrum, for enhver pris. Det er barnets tarv, der er det vigtigste. Og det ligestiller man fx med, at et barn under alle omstændigheder skal vide, hvem der er faderen. Og at et barn har bedst af, at have både mor og far.
Jeg er dybt uenig !
Der er mange situationer, hvor barnet er bedst tjent med IKKE at kende sin far, eller for den sags skyld vokse op hos sin far i stedet for hos sin mor, hvis det er moderen, der er problemet. Jeg synes, det er misforstået pædagogik og mangel på indsigt i både menneskets psyke og i livet generelt med sådan en generaliserende lov. Der er mange grunde til at få et barn og de kan være gode alle sammen. Hvis der ikke fødtes børn, ville menneskeheden uddø. Og hvis livet var stereotypt - hvilket det ville være, hvis vi skulle bestemme, at det kun var ok at få børn under nogle meget bestemte forhold - så ville vi ikke få så mange forskellige livserfaringer som mennesker. Jeg tror på livets mangfoldighed. Også i forhold til tilblivelsen af liv. Og der er mange forhold, som kan være lige præcis gode og nærende, uanset om der er en forældre, to forældre, som enten er par eller venner og af hun- eller hankøn.
Og der kan også i nogle situationer være noget, der taler for, IKKE at involvere faren - fx hvis han er mentalt eller psykisk ustabil. Jeg ville som mor i sådan en situation prioritere mit barns tryghed og aldrig nogen sinde skrive faderen på, så han kunne ødelægge mit barns liv. Jeg ville gå igennem alverdens lidelser og retssage for at holde fast på, at faderen var ukendt.
Det vigtigste ift spm om at få børn, må være, om man har kærlighed, ansvarsmodenhed og mulighed for at give barnet det, det har brug for. Og det er også forskelligt fra barn til barn. Der er fx mange, der vokser op uden at kende deres far, og som har det fint med det.
