Erfaringer med at hjælpe kæresten klar til PB

come2 skriver:

Jeg synes slet ikke børn er noget man skal gå på kompromis med.

Det kommer når det passer begge partnere.

Jeg har selv stået i det samme med min kæreste og jeg accepterede hans valgt.

Han kom så også ligepludselig og sagde "nu er jeg klar"

 

Nej, det er også okay du synes man ikke skal gå på kompromis med det.. Men det synes jeg er okay man gør..

Desuden er han kommet med så mixede signaler, at jeg faktisk troede det snart var, uden at det var!
Han har holdt mig hen og det er mig der er ulykkelig over det og har ventet og ventet.. 2 gange har han lovet vi skulle igang, men når vi kom til dagen, ville han ikke.

Miss-86 skriver:

Ja, det er også rigtigt nok ..

Men jeg mener bare, at jeg venter og venter på ham, derfor må han jo også give sig lidt den anden vej.. Men det er han ikke så villig til, det synes jeg jo ikke er fair over for mig!

Jeg presser ikke på mere og har jeg heller ikke tænkt mig.

Men vil lige sige, at han siger at hvis jeg blev gravid ved et uheld, vil han beholde barnet og tage ansvar, derfor synes jeg det er så underligt, han ikke vil lave et barn! Hvis du forstår!

Det er jo ikke en lille ting og syntes ikke man skal gi sig i sådan en situation, der skal man være så klar og enig man nu kan blive..Der burde være flere som ham der ikke tager så let på det.. Hvordan ville du ha det hvis du sku tå en beslutning du ikke var klar til for at gøre ham tilfreds...

Det er os en helt anden situation. Det handle jo om morale og ikke ønske

Månsson skriver:

Det er jo ikke en lille ting og syntes ikke man skal gi sig i sådan en situation, der skal man være så klar og enig man nu kan blive..Der burde være flere som ham der ikke tager så let på det.. Hvordan ville du ha det hvis du sku tå en beslutning du ikke var klar til for at gøre ham tilfreds...

Det er os en helt anden situation. Det handle jo om morale og ikke ønske

Jeg tror også det er lettere for en kvinde at få følelserne frem, hvis nu at manden kom og sagde han ville have et barn. Men det er self ikke noget jeg kan vide med sikkerhed!

Sommer'11, sagde jeg til ham at jeg kunne mærke at jeg snart ville have et barn.. også snakkede jeg ikke mere om det, før starten af 2012.. Så jeg synes han har haft længe til det.
Desuden er han 27 og jeg 26 år. Han siger at han godt kan se fornuften i at gå igang, grundet vores alder. Samt jeg er ved at blive undersøgt for PCO!

 

Miss-86 skriver:

Årh, jeg kender det med at græde.. Har grædt mange aftener, når vi har haft snakken!
Jeg ville bare ønske, han kunne deltage lidt mere aktivt i snakken, end at sige jeg er ikke klar.. Det er ikke noget der giver mig svar på tingene!

Men ja, jeg venter på ham, for jeg elsker ham og vi har været meget igennem og har mange planer om fremtiden..

Min kæreste siger bestemt heller ikke meget , og græder meget sjældent.. Men godt du har fundet ud af hvad du vil, held og lykke med det 

malliebooh skriver:

Min kæreste siger bestemt heller ikke meget , og græder meget sjældent.. Men godt du har fundet ud af hvad du vil, held og lykke med det 

Okay, nej, det er der nok ikke mange fyre der gør!

Tak for det

Miss-86 skriver:

Ja og netop derfor har jeg besluttet mig for at vente ham

Og tro mig, jeg har vendt den og tænkt hvis det var omvendt, men uanset hvad må man jo på en måde gå på et kompromis, som begge parter kan leve med!

Men, jeg har nu ikke kvalt ham med lister på nogen måde, viste ham det den anden dag, for første gang! Og han spurgte selv, hvad det var! Så sagde jeg at det var lige meget, men han ville gerne se det! Også lukkede vi snakken derefter!

Jeg tror bare ikke at et decideret kompromis er en god løsning når det drejer sig om 18 års ansvar - men det er vi nok forskellige

Har lige spurgt min kæreste om hvordan han vidste han var klar. Hans svar var at han på ingen måder er klar (og jeg er 32+0 hihi) - men at han, den dag vi smed ppillerne begyndte at glæde sig til sit fremtidige liv. Desuden kunne han se sit liv flaske sig og tænkte hvorfor ikke ?

At vi så ikke kunne, og måtte i behandling er en helt anden snak..

Jeg ved godt det er det sværeste i verden næsten, men måske det kunne hjælpe hvis du flyttede fokus? Måske fik en hobby eller noget at fordrive tiden med ? Så går månederne også hurtigere

Britt88 skriver:

Jeg tror bare ikke at et decideret kompromis er en god løsning når det drejer sig om 18 års ansvar - men det er vi nok forskellige

Har lige spurgt min kæreste om hvordan han vidste han var klar. Hans svar var at han på ingen måder er klar (og jeg er 32+0 hihi) - men at han, den dag vi smed ppillerne begyndte at glæde sig til sit fremtidige liv. Desuden kunne han se sit liv flaske sig og tænkte hvorfor ikke ?

At vi så ikke kunne, og måtte i behandling er en helt anden snak..

Jeg ved godt det er det sværeste i verden næsten, men måske det kunne hjælpe hvis du flyttede fokus? Måske fik en hobby eller noget at fordrive tiden med ? Så går månederne også hurtigere

Min kæreste synes det var i orden jeg smed p-pillerne sidste år i februar måned!! I bakspejlet ved jeg egentlig ikke hvorfor han synes det.

Ja, men jeg kan sagtens flytte fokus, har prøvet før, når vi havde aftalt ikke at snakke om det. - Men alligevel, når jeg så er alene hjemme, ser de unge mødre eller andet, så dukker det jo op i mit hoved - Kan godt lade være at tale med ham om det.

Sommer'11, sagde jeg til ham at jeg kunne mærke at jeg snart ville have et barn.. også snakkede jeg ikke mere om det, før starten af 2012.. Så jeg synes han har haft længe til det.
Desuden er han 27 og jeg 26 år. Han siger at han godt kan se fornuften i at gå igang, grundet vores alder. Samt jeg er ved at blive undersøgt for PCO!

Vi har begge to fra start af været enige om at vi gerne ville have børn, og også at vi ikke skulle vente alt for længe inden det skete, men i starten af vores forhold var det min kæreste der pressede lidt på, men der var jeg ikke klar, og det fandt han også hurtigt ud af at han heller ikke var.
Så efter vi havde været sammen i halvandet år ca, var det mig der var klar, men det var han stadig ikke helt. Vi blev ved med at sætte et ca. tidspunkt på hvornår vi skulle i gang, men han blev ved med at udskyde det. foråret 11 blev vi enige om at vi skulle gå i gang oktober 12. Så tog min kæreste lige i militæret et par måneder, og da han kom hjem var han mere end klar til at gå igang med pb Vi kom så til at starte lidt tidligere, og gik allerede igang juni 12 Nu er vi så 10+4 henne, og glæder os til at møde vores vidunder

Men jeg tror det er rigtig vigtigt at undgå at presse manden. Jeg tror at oplevelsen er det større når begge parter har lige mange positive følelser med i det. Jeg er i hvert fald glad for at min kæreste selv nåede frem til at være klar
Det eneste råd jeg kan give er at giv det tid, selvom det er ufattelig hårdt, når det er noget af det eneste man ønsker

Undskyld at det blev lidt langt

fresia skriver:

Vi har begge to fra start af været enige om at vi gerne ville have børn, og også at vi ikke skulle vente alt for længe inden det skete, men i starten af vores forhold var det min kæreste der pressede lidt på, men der var jeg ikke klar, og det fandt han også hurtigt ud af at han heller ikke var.
Så efter vi havde været sammen i halvandet år ca, var det mig der var klar, men det var han stadig ikke helt. Vi blev ved med at sætte et ca. tidspunkt på hvornår vi skulle i gang, men han blev ved med at udskyde det. foråret 11 blev vi enige om at vi skulle gå i gang oktober 12. Så tog min kæreste lige i militæret et par måneder, og da han kom hjem var han mere end klar til at gå igang med pb Vi kom så til at starte lidt tidligere, og gik allerede igang juni 12 Nu er vi så 10+4 henne, og glæder os til at møde vores vidunder

Men jeg tror det er rigtig vigtigt at undgå at presse manden. Jeg tror at oplevelsen er det større når begge parter har lige mange positive følelser med i det. Jeg er i hvert fald glad for at min kæreste selv nåede frem til at være klar
Det eneste råd jeg kan give er at giv det tid, selvom det er ufattelig hårdt, når det er noget af det eneste man ønsker

Undskyld at det blev lidt langt

Dejligt for jer, tillykke

Ja, jeg ved godt det med at give ham tid. Det sværeste er næsten at han ikke kan sætte ca. tidspunkt på..
Da jeg nævnte for første gang at jeg nok snart ville som er for 1 ½ år siden, så sagde han at han gerne ville vente et par år (og jeg har lært at et par er 2), så det vil jo sige til sommer.. Men det kan han ikke sige noget om mere!

Miss-86 skriver:

Min kæreste synes det var i orden jeg smed p-pillerne sidste år i februar måned!! I bakspejlet ved jeg egentlig ikke hvorfor han synes det.

Ja, men jeg kan sagtens flytte fokus, har prøvet før, når vi havde aftalt ikke at snakke om det. - Men alligevel, når jeg så er alene hjemme, ser de unge mødre eller andet, så dukker det jo op i mit hoved - Kan godt lade være at tale med ham om det.

Sommer'11, sagde jeg til ham at jeg kunne mærke at jeg snart ville have et barn.. også snakkede jeg ikke mere om det, før starten af 2012.. Så jeg synes han har haft længe til det.
Desuden er han 27 og jeg 26 år. Han siger at han godt kan se fornuften i at gå igang, grundet vores alder. Samt jeg er ved at blive undersøgt for PCO!

Tjah men hvis det er manden i dit liv og ham der skal være far til dit barn er der vel ikke andet for end at vente ?

Tror nok det skal komme af sig selv, og ellers synes jeg da du skal have en alvorssnak med ham omkring de mixede signaler.. 

Kan godt sætte mig ind i den frustration du må have, men at få et barn er sku et stort skridt og det skal begge parter være klar på..

Håber virkelig at der giver sig selv til april - og indtil da nyd jeres parforhold, intimitet og sex uden børn og uden tanker om pb

Pøj pøj