At holde sit barn fast

helle85 skriver:

ja det har jeg måtte gører med min dreng, i en periode (det er ikke så nødvendigt længere) han er letter mental raterderet, og for lidt over 1 års tiden siden, blev han meget hidsig hvis der var noget han ikke måtte få osv,(sådan nogen små ting) nogen gange fordi han bare ville have et kram, men ikke kunne give udtryg for det, så han ødelagde alt hvad der var i nærheden og bankede sin søster hvis han blev sur på hende. så vi har holdt ham fast ind til han faldt til ro, hvor han så bagefter har siddet og krammet mens vi snakkede om hvad der skete, og prøve at forklare hvordan han kan gører i stedet.

håber ikke det lyder for indviklet

Åh hvor lyder det hårdt! Det gør så ondt i ens moderhjerte

MorDk skriver:

Jeg vil bare høre om I har prøvet at holde jeres barn fast? Altså sådan så det ikke kan "gøre noget" eller komme fri...?

Hvis ja... I hvilke situationer? -og hvor længe?

Kan sagtens forstå dig.. Vores store pige på 5, har et voldsomt temperament og når hun bliver vred får hun selvfølgelig lov at rase ud for sig selv på værelset.. Hvis det ikke hjælper, så sætter jeg mig med hende, og "krammer og holder om" hende mens jeg taler stille og roligt til hende. Det bliver jeg ved med indtil hun falder til ro.. Som regel gør hun modstand , så der holder jeg hende jo fast. Der sker altid det samme, først er hun vred, så bliver hun rigtig ked af det og græder i frustration over at hun ikke helt kan rumme sig selv. Når hun vender og bliver ked i stedet for hysterisk kan vi tale sammen, og så tager det få minutter, så er hun ovre det. Hvis jeg ikke sætter mig sammen med hende, kan der gå rigtig lang tid. Og hvem har glæde af det?

For mig at se, er det at turde være i situationen med sit barn, den største gave og accept man kan give sit barn. At lade stå til og overlade dem til deres egen frustration er da at svigte dem.. Hvis vi ikke vejleder og støtter dem, når det er aller sværest.. Hvem skal så.. Det er jo også at guide dem til en anden måde at takle deres temperament på.. 

Jeg tror ikke på, nogen kommer uden om på et eller andet tidspunkt at fastholde deres barn.. Hvad den dag, de er ved at løbe ud på vejen? Den dag de løber hen mod vandkanten? Vi gør det jo for at passe på dem.. 

cn skriver:

Kan sagtens forstå dig.. Vores store pige på 5, har et voldsomt temperament og når hun bliver vred får hun selvfølgelig lov at rase ud for sig selv på værelset.. Hvis det ikke hjælper, så sætter jeg mig med hende, og "krammer og holder om" hende mens jeg taler stille og roligt til hende. Det bliver jeg ved med indtil hun falder til ro.. Som regel gør hun modstand , så der holder jeg hende jo fast. Der sker altid det samme, først er hun vred, så bliver hun rigtig ked af det og græder i frustration over at hun ikke helt kan rumme sig selv. Når hun vender og bliver ked i stedet for hysterisk kan vi tale sammen, og så tager det få minutter, så er hun ovre det. Hvis jeg ikke sætter mig sammen med hende, kan der gå rigtig lang tid. Og hvem har glæde af det?

For mig at se, er det at turde være i situationen med sit barn, den største gave og accept man kan give sit barn. At lade stå til og overlade dem til deres egen frustration er da at svigte dem.. Hvis vi ikke vejleder og støtter dem, når det er aller sværest.. Hvem skal så.. Det er jo også at guide dem til en anden måde at takle deres temperament på.. 

Jeg tror ikke på, nogen kommer uden om på et eller andet tidspunkt at fastholde deres barn.. Hvad den dag, de er ved at løbe ud på vejen? Den dag de løber hen mod vandkanten? Vi gør det jo for at passe på dem.. 

MorDk skriver:

Åh hvor lyder det hårdt! Det gør så ondt i ens moderhjerte

ja det er det også og selv ergoterapeuten sagde at det var det enste vi kunne gøre

men heldigvis er han begyndt at blive bedre til at sige hvad der er galt, og vi er blevet bedre til at tage det i opløbet hvis vi kan se der er noget der gå ham på

så jeg er næsten også sikker på, at det bliver bedre for din dreng, nå han bliver bedre til at forklare sig, og hvis i fortæller ham hvad man evt kan sige/gører i stedet for at blive hidsig

Kan sagtens forstå dig.. Vores store pige på 5, har et voldsomt temperament og når hun bliver vred får hun selvfølgelig lov at rase ud for sig selv på værelset.. Hvis det ikke hjælper, så sætter jeg mig med hende, og "krammer og holder om" hende mens jeg taler stille og roligt til hende. Det bliver jeg ved med indtil hun falder til ro.. Som regel gør hun modstand , så der holder jeg hende jo fast. Der sker altid det samme, først er hun vred, så bliver hun rigtig ked af det og græder i frustration over at hun ikke helt kan rumme sig selv. Når hun vender og bliver ked i stedet for hysterisk kan vi tale sammen, og så tager det få minutter, så er hun ovre det. Hvis jeg ikke sætter mig sammen med hende, kan der gå rigtig lang tid. Og hvem har glæde af det?

For mig at se, er det at turde være i situationen med sit barn, den største gave og accept man kan give sit barn. At lade stå til og overlade dem til deres egen frustration er da at svigte dem.. Hvis vi ikke vejleder og støtter dem, når det er aller sværest.. Hvem skal så.. Det er jo også at guide dem til en anden måde at takle deres temperament på.. 

Jeg tror ikke på, nogen kommer uden om på et eller andet tidspunkt at fastholde deres barn.. Hvad den dag, de er ved at løbe ud på vejen? Den dag de løber hen mod vandkanten? Vi gør det jo for at passe på dem.. 

Dobbelt

Kan sagtens forstå dig.. Vores store pige på 5, har et voldsomt temperament og når hun bliver vred får hun selvfølgelig lov at rase ud for sig selv på værelset.. Hvis det ikke hjælper, så sætter jeg mig med hende, og "krammer og holder om" hende mens jeg taler stille og roligt til hende. Det bliver jeg ved med indtil hun falder til ro.. Som regel gør hun modstand , så der holder jeg hende jo fast. Der sker altid det samme, først er hun vred, så bliver hun rigtig ked af det og græder i frustration over at hun ikke helt kan rumme sig selv. Når hun vender og bliver ked i stedet for hysterisk kan vi tale sammen, og så tager det få minutter, så er hun ovre det. Hvis jeg ikke sætter mig sammen med hende, kan der gå rigtig lang tid. Og hvem har glæde af det?

For mig at se, er det at turde være i situationen med sit barn, den største gave og accept man kan give sit barn. At lade stå til og overlade dem til deres egen frustration er da at svigte dem.. Hvis vi ikke vejleder og støtter dem, når det er aller sværest.. Hvem skal så.. Det er jo også at guide dem til en anden måde at takle deres temperament på.. 

Jeg tror ikke på, nogen kommer uden om på et eller andet tidspunkt at fastholde deres barn.. Hvad den dag, de er ved at løbe ud på vejen? Den dag de løber hen mod vandkanten? Vi gør det jo for at passe på dem.. 

Det er da to vidt forskellige ting.

Hvis du stopper dit barn i at løbe ud på vejen,sætter du dig vel ikke oven på dem og holder dem nede?Eller må holde dem fast ind til dig??

Det er vel nok at stoppe dem og holde dem i hånden?

Kan slet ikke se at det har noget med fastholdelse at gøre 

Nu har jeg ikke læst hele debatten, men jeg vil lige tilføje at holde sit barn fast i sine arme mens det er vredt/hysterisk/ulykkelig/på anden måde helt ude af sig selv, kan give barnet ligenøjagtig den ramme det har brug for i øjeblikket. Er barnet helt ude af sig selv kan det have stor gavn af at mærke helt bogstaveligt faste arme omkring sig. På den måde kan det mærke sig selv (og sin omsorgsperson), og mærke at 'nogen har styr på mig for mig'. Det kan få følelsen af at blive passet på og holdt om (og af) selv i barske situationer. Det giver tryghed og ro. 

Når jeg skriver -kan- er det fordi barnet ikke skal blive bange - i så fald bliver følelsen af fastholdelse til en grum oplevelse, men jeg tror i bund og grund de færreste børn vil blive decideret bange, hvis deres mor eller far holdt dem. Det er dog derfor fastholdelser er ulovlige af personale på institutioner med mindre det bliver indberettet, at der er sket en fastholdelse med god grund.

Månsson skriver:

Nej magt anvendelse er en af de ting jeg ikke tolerere og ku derfor aldrig finde på at holde Laura mod hendes vilje, jeg ser det ikke som en nødvendighed og det ville være voldsomt grænseoverskridende for mig at sku gøre

Jeg har det på samme måde...!

MorDk skriver:

Jeg vil bare høre om I har prøvet at holde jeres barn fast? Altså sådan så det ikke kan "gøre noget" eller komme fri...?

Hvis ja... I hvilke situationer? -og hvor længe?

Ja.

På sygehuset i fbm. med blodprøvetagninger og undersøgelser.

Jeg hader det.

 

Gigl skriver:

Nu har jeg ikke læst hele debatten, men jeg vil lige tilføje at holde sit barn fast i sine arme mens det er vredt/hysterisk/ulykkelig/på anden måde helt ude af sig selv, kan give barnet ligenøjagtig den ramme det har brug for i øjeblikket. Er barnet helt ude af sig selv kan det have stor gavn af at mærke helt bogstaveligt faste arme omkring sig. På den måde kan det mærke sig selv (og sin omsorgsperson), og mærke at 'nogen har styr på mig for mig'. Det kan få følelsen af at blive passet på og holdt om (og af) selv i barske situationer. Det giver tryghed og ro. 

Når jeg skriver -kan- er det fordi barnet ikke skal blive bange - i så fald bliver følelsen af fastholdelse til en grum oplevelse, men jeg tror i bund og grund de færreste børn vil blive decideret bange, hvis deres mor eller far holdt dem. Det er dog derfor fastholdelser er ulovlige af personale på institutioner med mindre det bliver indberettet, at der er sket en fastholdelse med god grund.

SUPER godt skevet og lige til at forstå...