det der med at skal føde:S

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

Kan godt forstå du bliver nervøs, men vil ik sige det føles som om at presse en traktor eller andet ud, nej det føles som om et barn du presser ud, for det er det du gør.

og ja gu fanden gør det meget ondt, jeg er 2. gangs gravid, og jeg jubler da ikke af glæde over at skulle føde igen, men jeg glæder mig istedet for at frygte fødslen...

jeg synes det der er værst er udvigelsesveerne, for dem kan man ik gøre noget ved, men når presseveerne kommer og du begynder at presse er den en kæmpe lettelse og man har ikke ondt på den ve måde mere..

selvfølgelig gør det så ondt når du presser barnet ud, men ikke lige så slemt som udvigelsesveerne, her er der nok nogen der både er enige og uenige, men vi alle er så forskellige og vi har forskellige smertetærskler.

glæd dig istedet for at være bange , og LAD VÆR ved at læse de der Dumme historier

 

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

Du hat ikke noget valg! Kort og godt bestem dig for at du bare skal gøre det og der er intet alternativ... Sådan sagde jeg til mig selv med veer i 23.5 timer før han kom ud - dog med kun 3 presveer men det der med at tro at der er fantastisk og berolige sig selv skyd en hvid pil efter det. Det føles som at føde en kanonkugle der er brænd i med modhager - men ærlig talt vi klare den alle sammen og der er bare intet valg baby skal ud bestem dig for at du KAN DU VIL OG DU GØR - så går det meget nemmere... Jeg brugt tid på at holde fast i den sætning jeg kan jeg vil jeg gør og INGENA TROEDE jeg ville klare en fødsel uden at knalde helt ud og jeg var blid som et lam

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

Tro p ådig selv, så går det nok Ud skal baby jo uanset

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

Det er altså ikke så slemt som mange siger

Ro på. Husk din krop er skabt til at føde og det kan ikke betale sig at gå og være bange for det, for du aner ikke hvordan smerten føles. jeg synes det var en helt anden smerte end ellers og det er en smerte du kan arbejde samme med. jo mere du gøre det jo mindre ondt føles det

Jeg kender alt til dine tanker, og pludselig var det bare uoverskueligt at skulle føde! Prøv evt at snakke med din jm omkring det?

Men jeg tror virkelig at du glemmer mange af disse tanker når du endelig står I det... jeg blev sat i gang ved at de tog vandet + vedrop. Det tog ca 13 timer og det der gjorde ondt på mig var presseveer, men ikke selve det at få hende ud så vidt jeg husker  Men fik også epidural. Held og lykke! alt skal nok gå

Den tanke, som virkelig hjalp mig, var, at det er de aller færreste, jeg kender, som har enebørn.

De aller aller fleste, som har fået en, får også flere senere.

Hvis det var som de væreste skrækhistorier hver gang, så ville ingen jo have fået mere end en.

I tillæg så er det noget med at se på tidsperspektivet:

Jeg satte et tal på det: Det er (normalt set) op til et døgn (Kan også være kortere tid) med ubehag og smerter - men også med pauser imellem det aller meste af tiden, men når det er overstået venter der år efter år med et fantastisk lille menneske. I det perspektiv er nogle timer med smerter meget lidt....

Og så helt til sidst: Ja, det var på mange måder en brutal oplevelse at føde sit første barn, og ja, selvfølgelig gjorde det ondt, men aller mest var det en imponerende og intens oplevelse. Selvom jeg ikke ligefrem ville glæde mig til smerterne igen, ville jeg ikke gå af vejen for at føde endnu et barn.

 - Det kommer til at blive flot!

Forresten:

Jeg gruer mig mere til hvert eneste tandlægebesøg end til en evn ny fødsel. Fødslen har et mål og det er en proces som kroppen styrer og verdens bedste præmie venter på en ved avslutningen.

At gå til tandlægen, blive frataget al kontrol og få en masse metalting ind i munden sammen med et løfte om at "Du kommer næsten ikke til at mærke det"....yeah right...

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

Hejsa,

Jeg har et nøjagtig ligesom dig.. Og jeg er kun i 9. uge..1. barn.

Det fylder rigtig meget.. 

For mig er det ikke smerterne.. men mere den risiko for at jeg får nogle problemer/gener i underlivet bagefter.. f.eks. ikke at kunne holde ordentligt på vandet... 

Jeg kan sagtens læse mig til at der er flere der INGEN problemer har efter en fødsel, end dem med problemer. Men det beroliger mig bare ikke.

Jeg kan også læse alle de indlæg i denne tråd, om hvor fantastisk det er at føde selv og man glemmer smerten og alt er godt bagefter... Det beroliger mig stadig ikke. 

På den anden side er jeg rigtig nysgerrig efter at se hvordan jeg selv reagerer når man ligger der med veer og smerter..

Jeg er nysgerrig efter hvordan min kæreste reagerer, eller om han styrter i gulvet.. (han besvimede sidst vi var inde og få taget blodprøver på Fertilitetsklinikken.. og var tæt på at besvime til en scanning for 2 år siden, hvor jeg havde blødt og der ikke længere var hjerteblink) ..

Jeg vil rigtig gerne have min kæreste er ved min side når vores barn kommer til verden.. og det overbeviser mig så endnu mere om at et kejsersnit er det bedste, der er mere ro på.. 

Jeg er lidt et kontrolfreak, og for mig er der mere kontrol over et kejsersnit, som jeg selv har valgt, end en fødsel, hvor "alting kan ske".

Jeg håber du lytter til dig selv, og ikke til alle skrækhistorierne med kommoder og traktorer... 

Prøv at læse nogle af de fødselsberetninger der er herinde.. de er fantastiske.. 

Jeg tror på at det virkelig ER en fantastisk oplevelse at føde selv.. 

Men lige nu er jeg bare ikke overbevist om at det er en oplevelse jeg absolut må have.. 

Det kan være jeg ændrer mening.. men jeg tror det ikke.

Der er også noget med at man kan lave en fødselsplan. Hvor i bliver enige om at når du ikke vil mere, så får du kejsersnittet. Det ved de mere om på sygehusene, og der er sikkert mange herinde der også kender til det...

Det blev lidt langt , tror det er fordi det fylder så meget i mit lille hoved 

Håber du finder ud af det 

 

D.

 

 

 

 

Som første gangsfødende for snart 7 år siden, var min strategi bare at tage det som det kommer.

Ikke have nogen forventninger, men bare tage det som det kommer, for jeg kan ikke styre noget alligevel. Så slip kontrollen og lad naturen gøre det den er bedst til.

Der står en JM til at guide dig, lyt til hende, men lyt også til din krop og lad den gøre arbejdet.

Det fungerede SÅ godt for mig.

Og lad være med at afvise at få smertestillende.

Camilla

1990h skriver:

Ja. jeg er 1 gangs gravid..og kan mærke jo tætter og tætter vi kommer på april jo mere kommer tankerne igang omkring det at skulle føde.

endnu mere skræmmende at læse at det føles som at presse en kommode eller en traktor ud, eller at få flået alle indvolde ud

jeg ved godt at ingen smerteterske er ens..

men hvad fik dig til at "berolige" dig selv? eller bliver disse tanker her endnu værre jo tætter på vi kommer.

 

Jeg tror jeg havde det ligesom dig, første gang. Jeg blev sat igang før tid, og jeg var skræmt og følte slet ikke jeg var parat. Jeg hørte også bare en masse historier fra andre, men jeg prøvede ikke at lade mig gå på af det. Dagen inden jeg blev sat igang brugte jeg på at tude fordi jeg simpelthen var bange. Men jeg glædede mig jo også enormt, for nu skulle jeg jo se min lille baby.  

Jeg vil så sige, at når man står der i smerterne er der jo ingen vej tilbage! Og det eneste jeg tænkte var bare, at nu skulle det overståes. Jeg havde et uheldigt forløb, men synes ikke at selve det at føde var så slemt som jeg havde hørt. Det er jo ikke ligefrem en rar følelse, men jeg synes ikke det var så slemt, og Melina hun sad fast. 

Men jeg vil sige, fordi mit forløb var dårligt, med meget lidt info, er jeg nervøs for fødslen. Men ikke det at skulle presse baby ud. 

Vi er skabt til at føde, og vi alle er rigtigt seje!!  Det skal nok gå det hele. bagefter er det glemt.