nielsen80 skriver:
Ja altså det private var jo lykken for os, så jeg tror på det. Men tror faktisk også det er fint, at du ikke når at sætte dig for meget op. Tænker, hvis man skal igennem alle de forsøg, at man er nødt til på en eller anden må at distancere sig, og se det som en del af ens hverdag uden at få ALT for mange følelser med. Hvis man konstant skulle tænke symtomer, muligheder m.m under hvert forsøg, så bliver man ...ja vanvittigt.
Jeg tror det er nu for jer, håber det virkelig

. Er det første gang du er i kort behandling? Eller har du prøvet det før?
Jeg har "heldigvis" hørt om mange, som det lykkedes for i det private. Så vi håber det meget. Tanken om, at det kun er kott behandling hjælper også meget.
Jeg tror desværre at det bliver sværere for mig senere ikke at sætte mig op til at det lykkes. Men jeg er større pessimist nu end jeg var dengang vi startede. Jeg har nok et mere realistisk syn på det.
Det er 2 gang jeg er i kort behandling, så jeg har prøvet det før. Jeg synes jeg husker, at det gik forholdsvis hurtigt.
Jeg håber også inderligt, at det er vores tur nu, at vi har truffet den rigtige beslutning. Men vi kan ikke vælge en donor endnu, vi er nødt til at prøve "alt" først.
Anmeld