Jamen det er netop det med sexlivet der er det værste.. vi kan sagtens have sex (nogle stilliger duer dog ikke), og det gør en lille smule ondt i starten, men så heller ik mere. Det kan føles lidt mærkeligt, og jeg kan også til dels mærke at det ik var så stramt som før.. og det er så det.. men oppe i mit hoved gør det ondt.. Jeg kan virkelig ik lade være med at tænke på at det hele er grimt og ødelagt dernede, at der er blevet presset er hoved ud, om han nu kan mærke forskel og bla bla bla.. alle de der tanker som slet ik hører hjemme i den situation.. og det generer mig, for jeg savner vores gamle sexliv, og jeg er så ufattelig bange for at han en dag bliver fristet af en eller andet flot kvinde, hvis underliv er tip top iorden..
Jeg væmmes ved mit underliv.. kan ik engang røre ved mig selv, fordi jeg synes det er blevet frastødende
Og inderst inde ved jeg at det er helt forkert af mig.. for godt nok er mit underliv ik iorden, men jeg har da trods alt ik ondt, og jeg kan holde på vand og afføring, så i princippet fungerer det jo som det skal.
Men jeg lever med det, og det går da fremad med tankerne hver dag. Jeg glæder mig nok bare mest til jeg har fået de børn jeg skal, har overstået den nok nødvendige operation, og hvis underlivet så bliver velfungerende efter det, så kan jeg forhåbentlig lægge det hele bag mig..
Min fødsel gik også hurtig, og han var stor, hvilket jeg ikke er, så det sku jo næsten gå galt.. i starten ku jeg ik lade være med at bebrejde mig selv, min kæreste og ik mindst min søn at det var gået i stykker.. men det har jeg da heldigvis lagt på hylden, for det er jo ik nogens skyld...
Der var så lidt flere detaljer herfra, er heller ik så sart 
Synes det er rigtig ærgerligt for dig at du også har fysiske gener ved det, det burde ik være nødvendigt at leve med sådan noget.. det må da også påvirke dit forhold til din mand rigtig meget at I ik kan have et sexliv 
Anmeld