Hvordan håndterer man det bedst?

Noahmor skriver:

Ja, men hun fylder vel stadig i jeres tanker.

det gør hun absolut, men nu er det ikke så meget i hverdagen mere men ved højtider og når der sker nogle ting og når der sker ulykker som denne så prikker det lige i en fra den gang også tænker man lidt ekstra over livet

Noahmor skriver:

Tak for linket. 

Ville du gerne have at folk kontaktede dig eller ville du hellere kontakte folk, når du havde brug for det?

Jamen både og..nogle dage magtede jeg ingenting men dem der kendte mig bedst hankede op i mig og fik mig med ud eller fikmig til at snakke..andre gange kom det bare helt naturligt at jeg bare havde brug for at komme ud med det og de lyttede så..

Noahmor skriver:

Nej, kan godt mærke at jeg har været totalt pylret overfor min søn idag, men det kan jo heller ikke nytte noget.

Carl-Emil's mor skriver:

det er desværre en meget mærkelig måde tingene er skruet sammen på vedr hvad man kan holde til eller ej..

heldigvis for at sager som disse ikke er "hverdagskost"

 

Christina.78 skriver:

Kig evt her : http://www.spaedbarnsdoed.dk/for-paaroerende/for-paaroerende/guide-til-omsorgsfuld-kommunikation.html

 

Altså, da vi mistede Emma var vi jo i chok..men det har hjulpet rigtigt meget at folk havde tid og lyst til at høre på os, når vi gerne ville snakke om hende og at de kunne rumme os og vores sorg..at de fortalte og viste, de var der for os når VI havde brug for det, at de ikke bare vendte ryggen eller det døve øre til eller skyndte sig over på den anden side, når vi kom..selvfølgelig er man bange for at sige noget forkert til dem der mister, men tavshed er bestemt heller ikke vejen frem..et knus i ny og næ..

Bare vise dem at I er der for dem og LYT til dem..

Kunne ikke være mere enig i hvad du skriver her...

Det er desværre i disse sitationer i livet hvor man finder ud af hvem der er venner og hvem der kun er bekende.. 

Efter vi mistede Felicia er der mange hvor vi er blevet dybt skuffede, hvor andre har overrasket os posetivt..

Til alle der skriver lad dem komme til jer! Det er sgu naivt at tro, at dem der har mistet selv siger til, for det gør man ikke!

Talbutikken skriver:

Kunne ikke være mere enig i hvad du skriver her...

Det er desværre i disse sitationer i livet hvor man finder ud af hvem der er venner og hvem der kun er bekende.. 

Efter vi mistede Felicia er der mange hvor vi er blevet dybt skuffede, hvor andre har overrasket os posetivt..

Til alle der skriver lad dem komme til jer! Det er sgu naivt at tro, at dem der har mistet selv siger til, for det gør man ikke!

Er ked af at høre med din datter. 

Tak for dit input. Du må om nogen videhvad man har brug for i sådan en situation.

Sorgens jantelov

 BUD 1

 Vi chokeres dybt over dødsfaldet, idet vores egen dødlighed bliver klar for os, men efter begravelsen må du regne med, at vi er over det.

 BUD 2

 Vi bryder os ikke om at møde dig, du minder os om det ubehalige.

 BUD 3

 Hvis du vil tale med os, må du gøre en indsats, og du må ikke tale om din sorg. Livet er jo gået vidre.

 BUD 4

 Du skal da feste og ud blandt andre, dit fravær kunne jo minde os om det ubehalige.

 BUD 5

 Vi taler meget om det skete, men kun når du ikke er tilstede, vi kan ikke lide at se dig græde.

 BUD 6

 Vi vil gerne fortælle dig om vores børn, bare du ikke siger noget om dit - vores børn kan ikke dø.

Punkt 1

Det allervigtigste: husk på at disse forældre har mistet deres barn for alytid. d.v.s. at i al fremtid vil de tænke på deres barns manglende tilsteddeværelse - det holder aldrig op!

 Punkt 2

Stop ikke støtten efter begravelsen. Spørg til hvordan det går, og hør efter, når de fortæller om deres sorg. Kig ind uanmeldt. Lad dem græde, når de gør det.

 Punkt 3

Indse at man mister noget af sig selv, når man mister et barn, og at forældrene derfor ændre sig efter dødsfaldet. Vent ikke på, at de skal blive deres gamle selv igen, accepter det nye.

Punkt 4

Tænk på i årende fremefter, at barnet lever videre i forældrenes hjerter, og at det er rart, hvis andre vil dele, hvad man har på hjertet. Sørg for at de ikke også mister minderne.

Punkt 5

Til slut, øv digf i at turde se sorgen, tårene og fortvivelsen uden at blive skræmt. Den går ikke væk, fordi du vender den ryggen. Den bliver bare større.

Talbutikken skriver:

Sorgens jantelov

---

 BUD 1

 Vi chokeres dybt over dødsfaldet, idet vores egen dødlighed bliver klar for os, men efter begravelsen må du regne med, at vi er over det.

 BUD 2

 Vi bryder os ikke om at møde dig, du minder os om det ubehalige.

 BUD 3

 Hvis du vil tale med os, må du gøre en indsats, og du må ikke tale om din sorg. Livet er jo gået vidre.

 BUD 4

 Du skal da feste og ud blandt andre, dit fravær kunne jo minde os om det ubehalige.

 BUD 5

 Vi taler meget om det skete, men kun når du ikke er tilstede, vi kan ikke lide at se dig græde.

 BUD 6

 Vi vil gerne fortælle dig om vores børn, bare du ikke siger noget om dit - vores børn kan ikke dø.

---

 

Punkt 1

Det allervigtigste: husk på at disse forældre har mistet deres barn for alytid. d.v.s. at i al fremtid vil de tænke på deres barns manglende tilsteddeværelse - det holder aldrig op!

 Punkt 2

Stop ikke støtten efter begravelsen. Spørg til hvordan det går, og hør efter, når de fortæller om deres sorg. Kig ind uanmeldt. Lad dem græde, når de gør det.

 Punkt 3

Indse at man mister noget af sig selv, når man mister et barn, og at forældrene derfor ændre sig efter dødsfaldet. Vent ikke på, at de skal blive deres gamle selv igen, accepter det nye.

Punkt 4

Tænk på i årende fremefter, at barnet lever videre i forældrenes hjerter, og at det er rart, hvis andre vil dele, hvad man har på hjertet. Sørg for at de ikke også mister minderne.

Punkt 5

Til slut, øv digf i at turde se sorgen, tårene og fortvivelsen uden at blive skræmt. Den går ikke væk, fordi du vender den ryggen. Den bliver bare større.

Tak

Noahmor skriver:

Tak

Det var så lidt

Talbutikken skriver:

Sorgens jantelov

---

 BUD 1

 Vi chokeres dybt over dødsfaldet, idet vores egen dødlighed bliver klar for os, men efter begravelsen må du regne med, at vi er over det.

 BUD 2

 Vi bryder os ikke om at møde dig, du minder os om det ubehalige.

 BUD 3

 Hvis du vil tale med os, må du gøre en indsats, og du må ikke tale om din sorg. Livet er jo gået vidre.

 BUD 4

 Du skal da feste og ud blandt andre, dit fravær kunne jo minde os om det ubehalige.

 BUD 5

 Vi taler meget om det skete, men kun når du ikke er tilstede, vi kan ikke lide at se dig græde.

 BUD 6

 Vi vil gerne fortælle dig om vores børn, bare du ikke siger noget om dit - vores børn kan ikke dø.

---

 

Punkt 1

Det allervigtigste: husk på at disse forældre har mistet deres barn for alytid. d.v.s. at i al fremtid vil de tænke på deres barns manglende tilsteddeværelse - det holder aldrig op!

 Punkt 2

Stop ikke støtten efter begravelsen. Spørg til hvordan det går, og hør efter, når de fortæller om deres sorg. Kig ind uanmeldt. Lad dem græde, når de gør det.

 Punkt 3

Indse at man mister noget af sig selv, når man mister et barn, og at forældrene derfor ændre sig efter dødsfaldet. Vent ikke på, at de skal blive deres gamle selv igen, accepter det nye.

Punkt 4

Tænk på i årende fremefter, at barnet lever videre i forældrenes hjerter, og at det er rart, hvis andre vil dele, hvad man har på hjertet. Sørg for at de ikke også mister minderne.

Punkt 5

Til slut, øv digf i at turde se sorgen, tårene og fortvivelsen uden at blive skræmt. Den går ikke væk, fordi du vender den ryggen. Den bliver bare større.

Hvorfor er det, at næsten hver gang du skriver noget i denne kategori, at jeg sidder med tåre i øjne? Tror snart jeg stoppe med at læse dine ellers skide gode svar