Hvordan håndterer man det bedst?

Carl-Emil's mor skriver:

samler lige alle svarene i et indlæg til dig

 

Det er nogle super søde tanker du har gjort dig og tænkte selv det samme da vi mistede carl-emils fætter men så stoppede jeg op og gravede alle minderne frem fra den gang vi mistede min søster også var det pludseligt lidt mere klart hvordan jeg skulle reagere..

men alene det at du gør dig tanker om at udvise omsorg for dem, vil varme dem på et tidspunkt

 

men ja det var forfærdeligt da han bakkede sin egen søn ned.. Han havde altid ønsket sig en dreng også fik de ham også mistede de ham.. heldigvis har de nogle underskønne piger og hans kone var sådan et fantastisk menneske hun ikke forlod ham tiltrods for hun faktisk direkte kunne bebrejde ham at han slog deres barn ihjel - selvom det jo ikke var bevidst men er nok de færreste der kan leve videre sammen..

 

Håber og tror at de med tiden vil værdsætte dine tanker og omsorg for dem helt ubeskriveligt..

Tak. 

Er det mange år siden du mistede din søster?

Stakkels stakkels familie og pårørerne!! 

Det du skal gøre er ikke at bombadere med smser,men blot være tilstede når de er klar. Det værste i dit tilfælde er at i har jævnaldrene børn og dit barns udvikling som tiden går vil være en konstant reminder om det barn der blev dræbt,det barn hun ikke har! Derfor kan det være at der vil blive taget afstand til jer! Ikke fordi det er det de vil men fordi de lider! Aaai hvor har jeg ondt af dem!!  

lotchen skriver:

Jeg ville sende blomster og udtrykke jeres medfølelse. En sms engang i mellem, hvor du som enkeltperson eller mødregruppen bliver ved med at tilbyde jeres selskab/støtte, det er slet ikke sikkert at de i det næste lange stykke tid orker selv at række ud efter hjælpen, der er det nok omverdenen der må være vedholdende. 

Vigtigst tor jeg, vil være at I rent faktisk lytter til dem, når de er kede af det og ikke undgår emnet når I møder dem.

Hvor er livet skrøbeligt

Tak for dit svar. 

Ja, det er frygteligt så hurtigt tingene kan ændre sig.

Bebsesmoar skriver:

Stakkels stakkels familie og pårørerne!! 

Det du skal gøre er ikke at bombadere med smser,men blot være tilstede når de er klar. Det værste i dit tilfælde er at i har jævnaldrene børn og dit barns udvikling som tiden går vil være en konstant reminder om det barn der blev dræbt,det barn hun ikke har! Derfor kan det være at der vil blive taget afstand til jer! Ikke fordi det er det de vil men fordi de lider! Aaai hvor har jeg ondt af dem!!  

Ja, og det er helt okay, hvis hun ikke vil have kontakt. Er da fuldt forståeligt. 

Noahmor skriver:

Hej.

Sidder her og tuder og ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe.

Sagen er at der igår døde en lille pige fra min søns mødregruppe. Hun blev kørt ned af en bakkende bil og blev kun halvandet år. Det er simpelthen så tragisk.

Men hvordan kan jeg bedst vise at jeg tænker på dem og gerne vil lytte.

Tænker, vil man overhovedet gerne snakke med en, der har et barn på samme alder? 

Vil ikke bare ignorere det faktum at de har mistet deres barn. 

Hej, jeg kender også familien - det er simpelthen så skrækkeligt!!!

Jeg tror som som en anden skrev, send sms en gang i mellem, kør forbi og stil en kurv uden for med lidt mad eller frugt og grønt. Der er så meget man ikke magter når man er i krise.

Er sikker på L nok skal kontakte jer når hun er klar til det.

CS skriver:

Hej, jeg kender også familien - det er simpelthen så skrækkeligt!!!

Jeg tror som som en anden skrev, send sms en gang i mellem, kør forbi og stil en kurv uden for med lidt mad eller frugt og grønt. Der er så meget man ikke magter når man er i krise.

Er sikker på L nok skal kontakte jer når hun er klar til det.

 

Tak for svar.

Det er simpelthen så frygteligt for deres lille familie. 

Bor jo tæt på, så bliver nok til at jeg laver noget mad til dem nogle gange. 

Noahmor skriver:

Tak. 

Er det mange år siden du mistede din søster?

lige over 9 år sidden nu - utrolig som tiden faktisk kan flyve

Kig evt her : http://www.spaedbarnsdoed.dk/for-paaroerende/for-paaroerende/guide-til-omsorgsfuld-kommunikation.html

Altså, da vi mistede Emma var vi jo i chok..men det har hjulpet rigtigt meget at folk havde tid og lyst til at høre på os, når vi gerne ville snakke om hende og at de kunne rumme os og vores sorg..at de fortalte og viste, de var der for os når VI havde brug for det, at de ikke bare vendte ryggen eller det døve øre til eller skyndte sig over på den anden side, når vi kom..selvfølgelig er man bange for at sige noget forkert til dem der mister, men tavshed er bestemt heller ikke vejen frem..et knus i ny og næ..

Bare vise dem at I er der for dem og LYT til dem..

Carl-Emil's mor skriver:

lige over 9 år sidden nu - utrolig som tiden faktisk kan flyve

Ja, men hun fylder vel stadig i jeres tanker.

Christina.78 skriver:

Kig evt her : http://www.spaedbarnsdoed.dk/for-paaroerende/for-paaroerende/guide-til-omsorgsfuld-kommunikation.html

 

Altså, da vi mistede Emma var vi jo i chok..men det har hjulpet rigtigt meget at folk havde tid og lyst til at høre på os, når vi gerne ville snakke om hende og at de kunne rumme os og vores sorg..at de fortalte og viste, de var der for os når VI havde brug for det, at de ikke bare vendte ryggen eller det døve øre til eller skyndte sig over på den anden side, når vi kom..selvfølgelig er man bange for at sige noget forkert til dem der mister, men tavshed er bestemt heller ikke vejen frem..et knus i ny og næ..

Bare vise dem at I er der for dem og LYT til dem..

Tak for linket. 

Ville du gerne have at folk kontaktede dig eller ville du hellere kontakte folk, når du havde brug for det?