Ord er så ubeskriveligt fattige i nogle sammenhænge og det er umuligt at forstå den sorg I gennemlever, når man ikke selv har prøvet det på egen krop. Alligevel er det ikke svært at forstå det du beskriver og beundrer virkelig, at du har kunnet holde modet oppe igennem den kamp du og din mand kæmper for at blive forældre. Hvor er det uretfærdigt og hårdt og hvor jeg dog håber for Jer at det må lykkes.
Har selv en barnløs bror, fordi han og hans kæreste af forskellige årsager ikke kan og de kæmper også og har også set et andet familiemedlem, som så endte med et få et adoptivbarn, fordi det var helt umuligt for hende at blive gravid. Men at se den smerte det er og bare prøve at sætte sig en brøkdel ind i den, er meget svær at rumme. Kan kun alt for godt forstå hvorfor livet må se håbløst ud og synes det er imponerende, hvis du kan holde kampgejsten oppe fremadrettet.
Håber sådan det må lykkes for Jer på en eller anden måde. Det fortjener I 
Anmeld
