ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det..

jeg svinger fra at være ok, til glad fordi jeg håber at være øko gravid efter SA i sidste måned.. til nu helt nede i kælderen..

og min mand fatter det ikke.. siger hold nu op.. bliver sur når jeg græder og vrisser af mig.. og jeg bliver bare mere og mere ulykkelig..

jeg kan slet ikke have han tager afsted til Afganistan om ikke engang en uge..  og at der går SÅ lang tid til vi kan forsøge på klinikken igen..

jeg savner vores lille Blob SÅ meget.. og er så vred på min dumme krop, der bare ikke vil avle et barn.. jeg hader livet og kan bare slet ikke se nogen pointe i det lige nu..

hvorfor er det hele tiden os det skal gå ud over.. os der skal gå og være kede af det..

hvornår bliver det endelig vores tur?? bliver det nogensinde vores tur?? går manden fra mig fordi han SÅ gerne vil være far og min lorte krop bare ikke vil.. hvad fanden er der så værd at leve for..

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Men kram får du, dem kan du vist ikke få for mange af

Du får et kæmpe    

Årh for fanden søde, I har været igennem så meget mere end nogen skal/bør. Kan godt forstå det virker som om livet ingen pointe har lige nu, og alt er uoverskueligt specielt nu hvor manden skal afsted.

Synes virkelig at du skal snakke med din læge, og prøve at få en henvisning til en psykolog, som er specieliseret indenfor området! Desuden synes jeg, at du skal snakke med klinikken om, at du får en henvisning til rigets special afd. hvor de udredder for gentagende aborter. Det er jo tydeligt nu, at det ikke kun er det at blive gravid, der er problemet - men faktisk ligeså meget at holde på fostet, og det er riget altså specialiseret i.

ønskebarn74 skriver:

jeg svinger fra at være ok, til glad fordi jeg håber at være øko gravid efter SA i sidste måned.. til nu helt nede i kælderen..

og min mand fatter det ikke.. siger hold nu op.. bliver sur når jeg græder og vrisser af mig.. og jeg bliver bare mere og mere ulykkelig..

jeg kan slet ikke have han tager afsted til Afganistan om ikke engang en uge..  og at der går SÅ lang tid til vi kan forsøge på klinikken igen..

jeg savner vores lille Blob SÅ meget.. og er så vred på min dumme krop, der bare ikke vil avle et barn.. jeg hader livet og kan bare slet ikke se nogen pointe i det lige nu..

hvorfor er det hele tiden os det skal gå ud over.. os der skal gå og være kede af det..

hvornår bliver det endelig vores tur?? bliver det nogensinde vores tur?? går manden fra mig fordi han SÅ gerne vil være far og min lorte krop bare ikke vil.. hvad fanden er der så værd at leve for..

kan dårligt forestille mig hvordan det må være for jer.. men du skal have en

hvorfor skal det også lige være svært at få et barn sammen det er slet ikke iorden.. ville virkelig ønske jeg kunne gøre noget for jeg er så ked af det på jeres vejene og ja og¨så andre som ikke kan få børn og som så inderligt ønsker det------ alle skulle ha lov til at blive forælder hvis de virkelig ønsker det....

og håber da ikke din mand forlæder dig bare fordi du ikke kan give ham et barn håber også han bliver hos dig for din skyld men hvorfor skulle han dog ikke også det når i har været så meget igennem sammen

jeg vil sende dig en kæmpe krammer og håber af hele mit hjerte i også skal få oplevelsen af en baby

Åh ved slet ikke hvad jeg skal skrive.

Hvor er det bare uretfærdigt, at nogle skal kæmpe sådan for deres ønskebarn. 

Jeg håber inderligt for jer, at lykken kommer til jer meget snart! 

Jeg kan sku godt forstå at du svinger sådan.. Hvem ville ikke det i din situration. 

Jeg ville mere end gerne give dig lidt af min frugtbarhed.. '

Jeg tor på dig.. Jeg er godt nok pessimisten her i huset, men jeg kan mærke at det nok skal lukkes for jer.. 

Bare se min veninde som fik at vide at hun og manden SLET ikke kunne blive gravide uden hjælp... BUM og nu skal hun føde til september.. Det lykkes når naturen vil det og det gør det også for jer 

ønskebarn74 skriver:

jeg svinger fra at være ok, til glad fordi jeg håber at være øko gravid efter SA i sidste måned.. til nu helt nede i kælderen..

og min mand fatter det ikke.. siger hold nu op.. bliver sur når jeg græder og vrisser af mig.. og jeg bliver bare mere og mere ulykkelig..

jeg kan slet ikke have han tager afsted til Afganistan om ikke engang en uge..  og at der går SÅ lang tid til vi kan forsøge på klinikken igen..

jeg savner vores lille Blob SÅ meget.. og er så vred på min dumme krop, der bare ikke vil avle et barn.. jeg hader livet og kan bare slet ikke se nogen pointe i det lige nu..

hvorfor er det hele tiden os det skal gå ud over.. os der skal gå og være kede af det..

hvornår bliver det endelig vores tur?? bliver det nogensinde vores tur?? går manden fra mig fordi han SÅ gerne vil være far og min lorte krop bare ikke vil.. hvad fanden er der så værd at leve for..

Ville bestemt ikke gå uden en krammer  og så bare sige at jeg føler med dig. Vi har også for en måndes til siden mistet vores datter i uge 22. så kender godt til sorgen  det er så uretfærdigt det hele.

Ved i har prøvet i umenneskelig lang tid og det er så uretfærdigt at det ikke snart er jeres tur

Du har alt ret til at sørge det du har brug for.. det er bedre at komme ud med det end at gå med det selv.. Jeg har også dage for jeg er glad og tænker at det bliver vores tur igen, men andre dage er jeg helt nede og tror aldrig at vi får chancen igen da det også tog os lang til at få den første og de dage hyler jeg hele tiden og vil helst bare ligge under min dyne og være mig selv.. selvom min kæreste er så sød og forstående at han tit og ofte er årsagen til jeg kommer og igen og tænker positivt  det er bare så svært

Håber at lykken en dag tilsmiler os begge igen