Giv os nu en datter!

Personligt kan jeg slet ikke sætte mig ind i situationen .. 
Jeg ville da rigtig gerne ha haft en pige denne gang , men jeg får en søn , og han er da mindst ligeså dejlig som en pige ville ha været ..
Men nu har jeg jo heller ikke 4 eller 5 børn  

M (: skriver:

JJae

Ja, det er virkelig synd for pigen. Heldigvis har hun nu fået nogle fantastiske svigerforældre, der giver hende alt det hun aldrig har fået af sin mor (og bedsteforældrene har også altid forsøgt at opveje forældrenes skuffelse)..

JA, en ting er jo også ens egne forventninger osv og grund for skuffelsen, men at man ikke kan se ud over det og glæde sig over det barn man har skabt.

Da vi ventede den 1 ønskede vi ikke at vide køn, og alle blev ved at sige at det var en dreng, og blev så træt af alle skulle bestemme hvad jeg havde i maven, at jeg ikke selv fik lov at have drømme og spændingen over hvad det mon var, så da det viste sig at tage en dreng var det vildt underligt, men jeg elskede ham, og kunne ikke forestille mig andet. Da vi ventede Dina, valgte vi så at vide kønnet, af flere årsager, men også for at undgå samme scenarie som første gang, også de ting som kom i forbindelse med han kom for tidligt og jeg var så syg. Var hårdt så h
Hjalp meget anden gang at vide kønnet. Har nu en af hver og føler mig vildt privilegeret, og havde været lige så lykkelig som havde det været 2 drenge

Jeg tror det er svært at sætte sig ind i disse kvinders følelser. Jeg ønsker mig selv en pige og jeg ved ikke om jeg bliver skuffet, hvis det viser sig at være en dreng, men det vil bestemt ikke gøre at jeg vil elske en dreng mindre.

Ser jeg på min dreng nu, kan jeg da heller ikke forestille mig han skulle være en anden og ville ikke bytte ham for nogen piger i verden.

Det er nemt nok at sidde og dømme disse kvinder, men et eller andet sted kan jeg godt forstå dem, da deres drøm er blever "knust".

Ellers tror jeg at jeg er enig i alt hvad Laulund havde at sige i debatten her. hehe

mor:) skriver:

Jeg tror det er svært at sætte sig ind i disse kvinders følelser. Jeg ønsker mig selv en pige og jeg ved ikke om jeg bliver skuffet, hvis det viser sig at være en dreng, men det vil bestemt ikke gøre at jeg vil elske en dreng mindre.

Ser jeg på min dreng nu, kan jeg da heller ikke forestille mig han skulle være en anden og ville ikke bytte ham for nogen piger i verden.

Det er nemt nok at sidde og dømme disse kvinder, men et eller andet sted kan jeg godt forstå dem, da deres drøm er blever "knust".

Ellers tror jeg at jeg er enig i alt hvad Laulund havde at sige i debatten her. hehe

Haha tak Har ellers også følt mig en smule alene med min holdning.

come2 skriver:

Jeg siger jo også bare min mening

Og det er også helt i orden Det gjorde jeg såmænd også bare.

Maja84 skriver:

JA, en ting er jo også ens egne forventninger osv og grund for skuffelsen, men at man ikke kan se ud over det og glæde sig over det barn man har skabt.

Da vi ventede den 1 ønskede vi ikke at vide køn, og alle blev ved at sige at det var en dreng, og blev så træt af alle skulle bestemme hvad jeg havde i maven, at jeg ikke selv fik lov at have drømme og spændingen over hvad det mon var, så da det viste sig at tage en dreng var det vildt underligt, men jeg elskede ham, og kunne ikke forestille mig andet. Da vi ventede Dina, valgte vi så at vide kønnet, af flere årsager, men også for at undgå samme scenarie som første gang, også de ting som kom i forbindelse med han kom for tidligt og jeg var så syg. Var hårdt så h
Hjalp meget anden gang at vide kønnet. Har nu en af hver og føler mig vildt privilegeret, og havde været lige så lykkelig som havde det været 2 drenge

Ja, selvfølgelig har man ret til at være skuffet, men det må (efter min mening) ALDRIG gå ud over barnet - det har jo ikke valgt sit køn, og kan INTET gøre ved det.. 

Ej, lyder virkelig som en træls oplevelse, at alle andre havde så travlt, at I ikke selv fik mulighed for at drømme! Når jeg en gang bliver gravid vil jeg heller ikke kende kønnet - og håber da min omgangskreds har mere pli end din havde! 

Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke drømmer om en af hver (gør alle ikke det?), men hvis jeg blev bedt om at vælge et foretrukket køn, kan jeg ikke give svar - jeg ønsker mig ikke at få en dreng højere end en pige.. Eller omvendt!

modesty skriver:

Nu har jeg ikke set programmet. Men efter at have været igennem en længere IVF behandling for at få min vidunderlige søn, gør det mig sgu lidt harm at folk ikke kan værdsætte og være lykkelige og taknemmelige for dét de har. Jeg kan godt sætte mig ind i tanken at ønske sig en pige. Da jeg blev gravid, havde jeg det sådan at jeg ville være lykkelig hvis barnet bare var sundt og raskt. Men jeg vidste også at hvis jeg SKULLE vælge et køn, så ville jeg vælge en pige. Var en anelse skuffet i en halv time da jeg fik at vide at det var en dreng. Og så forvandlede skuffelsen sig til forventningens glæde. Og nu hvor jeg har min dreng, ville jeg naturligvis ALDRIG bytte ham for noget som helst. 

Jeg kan godt forstå at personer som prøver og prøver på at blive gravide kan blive sure/harme over at nogle kan være så selviske at de brændende ønsker sig en pige og bliver kede af det når de gang på gang får at vide de venter sig en dreng...

Men man skal jo huske at de ikke har de følelser for at såre dem der skal i behandling for at få børn, de har været så heldige at de ikke har haft nogle problemer med at få børn helt naturligt og derfor kan de, ligesom dem der har været i behandling, ikke sætte sig ind i deres situation overhovedet.

Jeg kan godt forstå at det er hårdt for nogle at man ikke bare kan være glad for det man får, men hvis man som de her kvinder, brændende altid har ønsket sig en pige hele deres liv og bliver ved og ved med at producere drengebørn, så kan jeg virkelig godt forstå at de sidder tilbage med en følelse af afmagt og at de ikke fungerer ordenligt... Det er hårdt at man ønsker en pige og man får en dreng, men at blive ved med at få drenge når det man virkelig håbede på, var en lille pige man kunne have sine prinsessedrømme med, som man kunne flette hår, som man kunne lære om alle de ting man selv har erfaret igennem ens liv som kvinde, det må virkelig give en følelse af "Så går min arv ikke videre" for mændendes gener går jo videre, hvorfor skal mine ikke?

Gav det noegn som helst mening?

Ligemeget hvad, så forstår jeg helt klart at man kan blive en smule harm når man selv går igennem mange forsøg på at blive gravid, men mennesker er jo ikke ens og nogle er så heldige at de kan få børn helt naturligt, det gør dem ikke til dårlige mennesker at de så brændende ønsker sig noget de desværre ikke kan få... På en måde er det "lidt" det samme, bare en anden form

Jeg synes det er SÅ synd for de kvinder som sidder og er så plagede af at de ikke får piger.. Jeg synes det må frygteligt at objektivere en graviditet på den måde.

Jeg lever i den overbevisning at de børn vi får er VORES børn fordi de har valgt os! Fordi netop dette æg og denne sædceller er blever forenet på netop på dette tidspunkt. At der er en højere og større mening med at vi får de børn vi gør, jeg har derfor utrolig svært ved at sætte mig ind i tanke gangen hos disse kvinde. Det er ikke ønsket om en pige (jow, selvf når det bliver så ekstremt), jeg er uenig i, men mere at drengene er så uønskede!! Det kan jeg simpelthen slet ikke fordøje. Min kæreste ønskede sig brændende en datter og jeg ønskede kønnene lige meget, dog med en lille overvægt til en dreng, men mest fordi jeg troede det var en dreng.

Nu venter jeg mig en pige, og det er FANTASTISK, mest fordi hun er hvem hun er, hun er MIN datter, og jo længere vi kommer i graviditeten jo mere lære jeg hende at kende og jo højere elsker jeg hende. Og det vil jo foralvor tage tid når hun kommer. Ville jo have samme følelse hvis det var en dreng

Laulund87 skriver:

Haha tak Har ellers også følt mig en smule alene med min holdning.

Læste lige hele debatten igennem og hvergang du skrev noget var jeg bare helt enig.

Enhver person har nogle forudsætninger der gør at de reagerer eller føler som de gør.

Det kan ikke sammenlignes med en som har svært ved at blive gravid, da denne person har nogle andre forudsætninger.

 

 

 

 

christina92 skriver:

Jeg synes det er SÅ synd for de kvinder som sidder og er så plagede af at de ikke får piger.. Jeg synes det må frygteligt at objektivere en graviditet på den måde.

Jeg lever i den overbevisning at de børn vi får er VORES børn fordi de har valgt os! Fordi netop dette æg og denne sædceller er blever forenet på netop på dette tidspunkt. At der er en højere og større mening med at vi får de børn vi gør, jeg har derfor utrolig svært ved at sætte mig ind i tanke gangen hos disse kvinde. Det er ikke ønsket om en pige (jow, selvf når det bliver så ekstremt), jeg er uenig i, men mere at drengene er så uønskede!! Det kan jeg simpelthen slet ikke fordøje. Min kæreste ønskede sig brændende en datter og jeg ønskede kønnene lige meget, dog med en lille overvægt til en dreng, men mest fordi jeg troede det var en dreng.

Nu venter jeg mig en pige, og det er FANTASTISK, mest fordi hun er hvem hun er, hun er MIN datter, og jo længere vi kommer i graviditeten jo mere lære jeg hende at kende og jo højere elsker jeg hende. Og det vil jo foralvor tage tid når hun kommer. Ville jo have samme følelse hvis det var en dreng

Hmmm...det er en sød tankegang et eller andet sted.

Nu er det ikke for at støde dig men jeg har svært ved at sætte mig ind i din tankegang:

Hvad så med de børn der oplever omsorgssvigt af forældrene? Har de selv valgt disse forældre?

Hvad med de forældre som ingen børn kan få? Er der ingen børn der vælger dem?

Det kan være jeg misforstår hvad du skriver, men har svært ved at forstå den tankegang.