Jeg kan godt forstå at personer som prøver og prøver på at blive gravide kan blive sure/harme over at nogle kan være så selviske at de brændende ønsker sig en pige og bliver kede af det når de gang på gang får at vide de venter sig en dreng...
Men man skal jo huske at de ikke har de følelser for at såre dem der skal i behandling for at få børn, de har været så heldige at de ikke har haft nogle problemer med at få børn helt naturligt og derfor kan de, ligesom dem der har været i behandling, ikke sætte sig ind i deres situation overhovedet.
Jeg kan godt forstå at det er hårdt for nogle at man ikke bare kan være glad for det man får, men hvis man som de her kvinder, brændende altid har ønsket sig en pige hele deres liv og bliver ved og ved med at producere drengebørn, så kan jeg virkelig godt forstå at de sidder tilbage med en følelse af afmagt og at de ikke fungerer ordenligt... Det er hårdt at man ønsker en pige og man får en dreng, men at blive ved med at få drenge når det man virkelig håbede på, var en lille pige man kunne have sine prinsessedrømme med, som man kunne flette hår, som man kunne lære om alle de ting man selv har erfaret igennem ens liv som kvinde, det må virkelig give en følelse af "Så går min arv ikke videre" for mændendes gener går jo videre, hvorfor skal mine ikke?
Gav det noegn som helst mening? 
Ligemeget hvad, så forstår jeg helt klart at man kan blive en smule harm når man selv går igennem mange forsøg på at blive gravid, men mennesker er jo ikke ens og nogle er så heldige at de kan få børn helt naturligt, det gør dem ikke til dårlige mennesker at de så brændende ønsker sig noget de desværre ikke kan få... På en måde er det "lidt" det samme, bare en anden form
Jeg er helt enig i at man selvfølgelig ikke bare skal være tilfreds med alt livet giver én fordi der er andre der har det værre. Jeg kan jo også godt tillade mig at ønske en bøf fremfor en leverpostejsmad selvom der er afrikanske børn der sulter ;-)
Men nej, jeg forstår ikke at man kan blive så ulykkelig over ikke at få det ønskede køn. Og nu snakker jeg ikke i forhold til mit IVF forløb - sådan havde jeg det også inden vi begyndte at prøve at få børn. Braste prinsessedrømme o.s.v. Helt ærligt, det synes jeg virkelig er for forkælet. Hvad havde de regnet med? Man kan jo ikke styre livet. Man må gøre op med sig selv at det er en helt reel mulighed at det ender sådan, og finde fred med det. Og det er også pisse unfair overfor de drenge man har fået, synes jeg. Jeg har f.eks en svigerinde som foran sin yngste dreng kan finde på at sige at "ja, vi prøvede lige én gang til, for jeg ville jo så gerne have en pige." WTF? Og selvom man ikke siger det direkte foran drengene, så ved de det jo godt alligevel.
M.h.t. gener, tja, så er dit barn jo altid 50% dine gener ligegyldigt om det er en dreng eller en pige...
M.h.t. at de "ikke fungerer ordentligt" så er de jo bare ikke særligt oplyste hvis de tænker sådan. Det er jo manden der bestemmer kønnet på barnet (medmindre man er blandt den meget lille promilledel af kvinder der afstøder drengefostre).
