Hvornår er det nu (døden)?

Anonym skriver:

Min mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hun er hjemme og har det ganske fint langt størstedelen af tiden. Hun spiser, og hygger sig, går turer osv., hun nyder et glas rødvin til maden, og hun har det alt i alt ok.

Vi var på ferie med dem i sidste uge (en uge i København), der var tryk på fra morgen til aften, vi sad aldrig stille, og hun var med til det meste. Hun var naturligvis træt efter en lang dag, men det var vi faktisk alle sammen.

Hun har ind i mellem smerter, men ikke voldsomme smerter, hun tager morfin hver dag, og det hjælper hende godt.

Min far er utrolig pylret om hende, faktisk så pylret, at vi alle inkl. min mor bliver utrolig irriteret på ham ind imellem. Han ringer til mig ca. et par gange hver måned, hvor han siger at nu skal jeg skynde mig hjem, for hun har ikke lang tid igen (og når han siger sådan så tror han at hun er borte inden dagen er omme). I starten tog jeg det meget alvorligt, og skyndte mig hjem når han ringede, men hold kæft hvor følte jeg mig bare til grin når jeg kom hjem, og kunne se at hun havde det ganske udmærket, måske med lidt smerte, og lidt mere træt end normalt, men bestemt ikke døende!

Men hvornår er man egnetlig døende, er der nogle kendetegn/sympromer, som betyder at man er døende? Jeg kunne godt tænke mig, at spørge lidt ind til det når min far ringer og siger at nu er det nu. Ofte siger han at hun ikke har spist i flere dage når han ringer, men det passer aldrig, hun har ikke psist så meget i flere dage, men hun HAR spist noget. Hvis man er døende, så spiser man vel INGENting? Og hvad med væske, indtager man væske når man er døende?

Ja hvornår er man egentlig døende? Er der nogle der kan beskrive det?

Hvis jeg skal "samligne" lidt, så døde min far af bugspytkirtelkræft.

og den følelse af sidde og ikke vide hvornår mon det nu er, kender jeg alt for godt.

Dog var jeg ikke i tvivl da vi nået til den tid hvor det handlede om dage/timer før det var forbi.

Han forsvandt langsomt ind i sin egen verden, en let koma hvis man kan kaldet det dét, han sov det meste af tiden, havde meget svært ved at trække vejret, fordi der kom væske i lungerne, appetit var der intet af. Han blev mere og mere dopet af stesolid, og morfin for at holde de værste smerter nede, og give ham ro i søvnen, vi tog væsken fra ham et par dage før han døde, fordi han var ved at drukne i sine egne lunger, og det kunne desværre ikke suges op. 

hm ja, ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive uden det lyder meget dramatisk, for det er det i bunden ikke, det er en tid man skal igennem, og det er en tid hvor det er vigtigt at der så vidt mulig er ro for den døende, og ønsker de varm the, selvom man godt ved de ikke kan drikke det, ja så laver man varm the, blot så de stadig har en følelse af værdighed og normalitet. 

Du er velkommen til at skrive pb til mig, hvis du har det bedre med det. 

Anonym skriver:

Endnu en gang, tak fordi du tager dig tid.

Jeg tror at det for min fars vedkommende, er uvisheden der er den sværeste, altså han vil gerne vide om det er i morgen, eller om det er om et år hun dør.

Jeg VED at jeg ikke selv har indset at hun skal dø, jeg har gemt følelserne væk, og det er sikkert ikke den rigtige måde at gøre det på, men det andet gør for ondt. Jeg har bevidst eller ubevidst valgt, at jeg først vil tænke på døden, når jeg kan se den nærmer sig.

Vi aner ikke hvor længe hun har igen, men hun har levet 1½ år med sygdommen, og med hendes kræftform, siger statistikken, at kun 3% er i live efter 3 år, så at hun lever mange år endnu er nok ikke sandsynligt, men et års tid eller mere, vil hun sikkert godt kunne få.

Hun vil ikke selv tale om døden, og hun bliver vred på min far, når han forsøger at tale om det. Jeg har det jo ligesom hende, jeg gider heller ikke snakke om det, for hun skal ikke dø endnu, så derfor bliver jeg også irriteret på min far, når han vil tale om det. Jeg synes først vi skal tale om det når det er meget tæt på. Men min far synes jo så også, at det er meget tæt på nærmest hver anden dag...

Det er en frygtelig svær situation, og der er ingen tvivl om at vi alle får et kæmpe chok den dag hun ikke er her mere....

Puha... Jamen så kan jeg faktisk godt forstå at du bliver en smule irriteret på din far... Din mor har det jo fint lige nu, så hvorfor har han fået den idé om at hun er ved at dø hvert andet øjeblik....?

Det er også tarveligt at man ikke bare kan få fastsat en dato nærmest... Selvom at det på én eller anden måde tager det spændende ud af det at leve...

Jeg kan godt forstå du ikke vil bekymre dig om det for meget lige nu, hvis det faktisk ikke er så tæt på så er der heller ikke så meget grund til at have det kede af det ansigt på hver gang man ses... Man må jo tage det som det kommer, for vi ved jo i realiteten aldrig hvornår der nogle der dør eller vi selv gør...

men hvis din mor heller ikke føler at det er tæt på endnu, så kan jeg også godt forstå at hun ikke har lyst til at snakke om det lige nu... Men begravelsen ville jeg, personligt, selv gerne have styr på når nu jeg vidste at jeg var uhelbredeligt syg....

Det er altid forfærdeigt at stå i så magtesløs en situation..... Men på én eller anden måde skal man nok komme igennem det....

Tak for dit svar.

Min mor havde kræft i bugspytkirtlen, men den blev fjernet, og kræften blev dermed også fjernet. Nu har hun så fået levermetastaser, som i starten blev holdt nede med kemoterapi, men hun kan ikke længere tåle kemoen, så lige nu er hun ikke i behandling, men det er ikke udelukket at hun igen kan komme i behandling.

Min mor er ikke terminal, hun klarer sig selv 100%, og behandlingsmulighederne er ikke udtømte endnu, hun bliver aldrig rask, men hun kan måske livsforlænges.  Og det er netop derfor jeg bliver irriteret på min far, netop fordi vi slet ikke er på det punkt endnu, som han forestiller sig.... Men du har ret, han går i det hver dag, og han bliver sikkert hurtigt utryg osv...

Ja du skal nok være obs på din far, han kan sagtens gå hen og få en reaktion på det her. Det er SÅ utroligt nedbrydende at være så tæt på en syg som duin far (og du for den sags skyld er!).

På trods af at jeg arbejder indenfor faget, og jeg oplevede som 17 årig (i 1998) en gammel dame der bogstavlig talt døde i armene på mig (jeg sad med hende på gulvet efter jeg havde ringet efter hjælp), så røg jeg alligevel ned, i 3 mdr, efter et dødsfald (af cancer) i meget nær familie i 2007.

Uanset hvor forberedt man er, så er man alligevel aldrig helt forberedt godt nok. Det jeg vil hen til, er at din far viser tydelige tegn på at være utroligt presset. Jeg ser nogle røde lamper når du fortæller at han sådan tror hun dør "om lidt", og i dagligdagen er han måske lidt i skyggen af din mors sygdom, og alt fokus er på hende, så værn om din far, han bærer et umenneskeligt læs

Puha....det er et meget svært emne du bringer op her. Og endnu sværere at besvare. Det er SÅ forskelligt. Tror også det kommer meget an på hvilken algs kræft/sygdom man lider af, ens evne til at kæmpe (alder) og lyst til at leve videre.

Som eksempel. For ca. 1 1/2 måned siden fandt min farmor ud af at hun led af kræft i 3. stadie, dvs. der ikke var noget at gøre. Det havde simpelthen spredt sig for meget. Hun gik bort forrige mandag. Så det gik stærkt. Hun var 78 og egentlig tror jeg det har måttet have været en lettelse for hende endelig at få fred, da hun havde mange smerter.

Det er noget svært noget...det der med kræft. til dig.

Åh søde trist men også meget naturligt emne. Havde ikke lige overskud til at læse alle indlæggene.

Men inde for det sidste år har jeg mistet både farmor og svigerfar til kræften. Jeg var ved min farmor da hun ånede ud, der var det Hospice der ringede og sagde at nu var det nu. Med svigerfar blev børnene også ringet ud, og han døde også under et halvt døgn efter - også på Hospice. Det er simpelthen sådan et godt sted at få lov til at dø!!! ikke kun for den døende, men især også for familien, man har brug for den aflastning de giver en.

Begge mine familie medlemmer var mentalt helt væk da det skete, der var meget lille kontakt døgnet før. Jeg kyssede "olde" som jeg kaldte hende da det sket og ønskede god rejse. Åh bliver helt trist. Men hun hostede sådan et par gange, fik en klud under munden, så hun ikke skulle savle og så var det det. En meget rørende og smuk oplevelse.

kæmpe kram ida

MaleneG skriver:

Hvis jeg skal "samligne" lidt, så døde min far af bugspytkirtelkræft.

og den følelse af sidde og ikke vide hvornår mon det nu er, kender jeg alt for godt.

Dog var jeg ikke i tvivl da vi nået til den tid hvor det handlede om dage/timer før det var forbi.

Han forsvandt langsomt ind i sin egen verden, en let koma hvis man kan kaldet det dét, han sov det meste af tiden, havde meget svært ved at trække vejret, fordi der kom væske i lungerne, appetit var der intet af. Han blev mere og mere dopet af stesolid, og morfin for at holde de værste smerter nede, og give ham ro i søvnen, vi tog væsken fra ham et par dage før han døde, fordi han var ved at drukne i sine egne lunger, og det kunne desværre ikke suges op. 

hm ja, ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive uden det lyder meget dramatisk, for det er det i bunden ikke, det er en tid man skal igennem, og det er en tid hvor det er vigtigt at der så vidt mulig er ro for den døende, og ønsker de varm the, selvom man godt ved de ikke kan drikke det, ja så laver man varm the, blot så de stadig har en følelse af værdighed og normalitet. 

Du er velkommen til at skrive pb til mig, hvis du har det bedre med det. 

Det gør mig ondt med din far.

Alle de tanker og følelser du beskriver er præcis dem jeg sidder med. Hun døjede en del med vand i lungerne i dagene efter hun fik fjernet bugspytkirtlen, så det med at være forpustet, og have svært ved at trække vejret, har vi oplevet.

Tak fordi du tog dig tid til at svare, og tak for tilbuddet om at kontakte dig privat, måske benytter jeg mig af det på et senere tidspunkt.

Muhmi skriver:

Puha... Jamen så kan jeg faktisk godt forstå at du bliver en smule irriteret på din far... Din mor har det jo fint lige nu, så hvorfor har han fået den idé om at hun er ved at dø hvert andet øjeblik....?

Det er også tarveligt at man ikke bare kan få fastsat en dato nærmest... Selvom at det på én eller anden måde tager det spændende ud af det at leve...

Jeg kan godt forstå du ikke vil bekymre dig om det for meget lige nu, hvis det faktisk ikke er så tæt på så er der heller ikke så meget grund til at have det kede af det ansigt på hver gang man ses... Man må jo tage det som det kommer, for vi ved jo i realiteten aldrig hvornår der nogle der dør eller vi selv gør...

men hvis din mor heller ikke føler at det er tæt på endnu, så kan jeg også godt forstå at hun ikke har lyst til at snakke om det lige nu... Men begravelsen ville jeg, personligt, selv gerne have styr på når nu jeg vidste at jeg var uhelbredeligt syg....

Det er altid forfærdeigt at stå i så magtesløs en situation..... Men på én eller anden måde skal man nok komme igennem det....

Jeg ved netop heller ikke hvorfor han tror at hun er ved at dø hver og hver anden dag, men det er jo nok noget med utryghed og uvished. Men det er bare så utrolig opslidende, at det er det eneste vi taler om - hvornår hun skal dø....

Min mor er åbenbart en af de mennesker der ikke vil være med til at bestemme sin egen begravelse, min far vil så gerne presse hende til at tage stilling til de forskellige ting i forbindelse med begravelsen. Jeg er af den holdning, at hvis ikke hun selv ønsker at tage stilling til det, så skal hun heller ikke, så skal vi nok tage stilling til det hele den dag hun ikke er her længere....

Det er en hård tid, og jeg synes faktisk ind imellem det er sværere at tackle min far, end det er at tackle min mors sygdom..

Mille82 skriver:

Ja du skal nok være obs på din far, han kan sagtens gå hen og få en reaktion på det her. Det er SÅ utroligt nedbrydende at være så tæt på en syg som duin far (og du for den sags skyld er!).

På trods af at jeg arbejder indenfor faget, og jeg oplevede som 17 årig (i 1998) en gammel dame der bogstavlig talt døde i armene på mig (jeg sad med hende på gulvet efter jeg havde ringet efter hjælp), så røg jeg alligevel ned, i 3 mdr, efter et dødsfald (af cancer) i meget nær familie i 2007.

Uanset hvor forberedt man er, så er man alligevel aldrig helt forberedt godt nok. Det jeg vil hen til, er at din far viser tydelige tegn på at være utroligt presset. Jeg ser nogle røde lamper når du fortæller at han sådan tror hun dør "om lidt", og i dagligdagen er han måske lidt i skyggen af din mors sygdom, og alt fokus er på hende, så værn om din far, han bærer et umenneskeligt læs

Tak for svar - igen.

Jeg ved det er hårdt at være min far, og jeg ved også at jeg nok er lidt for hård ved ham ind imellem. Jeg bliver bare så utrolig irriteret når ALT handler om hvornår hun dør, og hvor dårligt hun har det osv., og især nu når det faktisk ikke er tilfældet at hun har det så dårligt som min far hele tiden beskriver.

En af dagene vi var på ferie, vi var ude i sådan et sommerland, hvor vi var fra morgen til aften, flere gange i løbet af dagen sagde min far, "nu kan din mor ikke holde til mere så nu tager vi altså hjem". Hver gang kiggede min mor vredt på ham og sagde, "du skal aldeles ikke bestemme hvornår jeg ikke kan holde til mere, jeg har det fint, og jeg bliver her, så kan du selv køre hjem"!

Det er jo blot et eksempel på, at det virker som om han hele tiden vil gøre hende dårligere end hun egentlig er. Og jeg er jo helt i den anden grøft, og prøver nok at gøre hende bedre end hun egentlig er...

Rikke&Liam skriver:

Puha....det er et meget svært emne du bringer op her. Og endnu sværere at besvare. Det er SÅ forskelligt. Tror også det kommer meget an på hvilken algs kræft/sygdom man lider af, ens evne til at kæmpe (alder) og lyst til at leve videre.

Som eksempel. For ca. 1 1/2 måned siden fandt min farmor ud af at hun led af kræft i 3. stadie, dvs. der ikke var noget at gøre. Det havde simpelthen spredt sig for meget. Hun gik bort forrige mandag. Så det gik stærkt. Hun var 78 og egentlig tror jeg det har måttet have været en lettelse for hende endelig at få fred, da hun havde mange smerter.

Det er noget svært noget...det der med kræft. til dig.

Det gør mig virkelig ondt med din farmor.

Tak fordi du tog dig tid til at svare.

iris-mor skriver:

Åh søde trist men også meget naturligt emne. Havde ikke lige overskud til at læse alle indlæggene.

Men inde for det sidste år har jeg mistet både farmor og svigerfar til kræften. Jeg var ved min farmor da hun ånede ud, der var det Hospice der ringede og sagde at nu var det nu. Med svigerfar blev børnene også ringet ud, og han døde også under et halvt døgn efter - også på Hospice. Det er simpelthen sådan et godt sted at få lov til at dø!!! ikke kun for den døende, men især også for familien, man har brug for den aflastning de giver en.

Begge mine familie medlemmer var mentalt helt væk da det skete, der var meget lille kontakt døgnet før. Jeg kyssede "olde" som jeg kaldte hende da det sket og ønskede god rejse. Åh bliver helt trist. Men hun hostede sådan et par gange, fik en klud under munden, så hun ikke skulle savle og så var det det. En meget rørende og smuk oplevelse.

kæmpe kram ida

Det gør mig ondt, både med olde, men også med svigerfar.

Jeg er rigtig glad for du tog dig til at svare, og gad dele dine oplevelser med mig. Tak.