Anonym skriver:
Min mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hun er hjemme og har det ganske fint langt størstedelen af tiden. Hun spiser, og hygger sig, går turer osv., hun nyder et glas rødvin til maden, og hun har det alt i alt ok.
Vi var på ferie med dem i sidste uge (en uge i København), der var tryk på fra morgen til aften, vi sad aldrig stille, og hun var med til det meste. Hun var naturligvis træt efter en lang dag, men det var vi faktisk alle sammen.
Hun har ind i mellem smerter, men ikke voldsomme smerter, hun tager morfin hver dag, og det hjælper hende godt.
Min far er utrolig pylret om hende, faktisk så pylret, at vi alle inkl. min mor bliver utrolig irriteret på ham ind imellem. Han ringer til mig ca. et par gange hver måned, hvor han siger at nu skal jeg skynde mig hjem, for hun har ikke lang tid igen (og når han siger sådan så tror han at hun er borte inden dagen er omme). I starten tog jeg det meget alvorligt, og skyndte mig hjem når han ringede, men hold kæft hvor følte jeg mig bare til grin når jeg kom hjem, og kunne se at hun havde det ganske udmærket, måske med lidt smerte, og lidt mere træt end normalt, men bestemt ikke døende!
Men hvornår er man egnetlig døende, er der nogle kendetegn/sympromer, som betyder at man er døende? Jeg kunne godt tænke mig, at spørge lidt ind til det når min far ringer og siger at nu er det nu. Ofte siger han at hun ikke har spist i flere dage når han ringer, men det passer aldrig, hun har ikke psist så meget i flere dage, men hun HAR spist noget. Hvis man er døende, så spiser man vel INGENting? Og hvad med væske, indtager man væske når man er døende?
Ja hvornår er man egentlig døende? Er der nogle der kan beskrive det?
først vil jeg sige, jeg er rigtig ked af, din mor er ramt af den sygdom! 
min morfar døde af uhelbredeligt kræft sidste år. i hans sidste tid på både sygehuset og hospice, kunne vi godt mærke, han ikke havde lang tid igen.
han begyndte at "se syner". fx kunne han tit se min mormor (som døde i 07), også selvom vi var der, og de snakkede sammen. min morfar var IKKE troende, og troede bestemt ikke på det overnaturlige - tværtimod. og han så, hvad vi tror, var manden med leen. han snakkede på et tidspunkt om en mand der kom ind gennem vinduet, i sort klæde, som tog hans stok (min morfor gik ikke med stok) og var rigtig modbydelig. vi var der, da det skete. og vi spillede jo bare med på den.
på et tidspunkt var han også på arbejde, troede han (han lå på sygehuset). det var et arbejde han vel havde for 15 år siden, eller længere. jeg kan ikke huske, han har arbejdet der. men det begyndte han at snakke om, og han var overbevist om, han var på arbejde, og de "unge knejter" ville ikke høre efter hvad han sagde.
han var vågen, så sov han, var vågen, så sov han. han var ikke rigtig ved bevidsthed, kun få minutter ad gangen. han hverken spiste eller drak særlig meget til sidst, men lå egentlig bare i sengen, drænet for energi.
efter han kom på hospice, kvikkede han en del op, men faldt hen.
vi fik at vide på hospice, det var "normal procedure" .. at man blomstrer helt op, når man kommer på hospice, og så dør man.
på hospice var der også en pjece man kunne læse, så man kunne se, om folk var døden nær. kan desværre ikke huske, hvad der stod i den pjece.
du er velkommen til at skrive, hvis du har nogle spørgsmål. både citere mig her og skrive en pb! 
