Hvornår er det nu (døden)?

Muhmi skriver:

Jeg siger ikke at det er hårdere for din far eller noget i den retning... Jeg prøver bare at få dig til at se det fra hans synsvinkel....

Fordi som barn er det super hårdt at skulle miste en forældre... Dem har man jo regnet med at man skulle have altid og det er slet slet ikke rart når de skal herfra tidligere end man faktisk havde gået og regnet med, for som børn forestiller vi jo vores forældre blive gamle og grå og at vi skal passe godt på dem når de engang når dertil.. Og hvis de ikke får den gamle og grå periode med, så går der en flig af vores drømme om at have dem så lang tid som overhovedet muligt...

Puha, ja så er det rigtig svært... Har i heller ikke diskuteret hvad der skal ske når din mor engang er borte? Fordi, det ville jo være oplagt så at snakke om hvordan og hvorledes tingene ser ud som de er lige nu...

Hvad med din far, tror du at du kan snakke med ham på tomandshånd bare? For det kan godt være at han ikke vil virke svag i din mors øjne og derfor ikke vil åbne op når hun er i nærheden?

Jeg tror godt jeg ville kunne tale med ham på tomandshånd, men jeg ved ærlig talt ikke om jeg har lyst til det...   Ja jeg ved ikke helt hvad jeg skal begrunde det med, men jeg har det selv utrolig svært med det her, og jeg har været vant til at følelser ikke er noget man viser, og slet ikke noget man taler om, så pludselig at skulle til at tale med min far om følelser, ville være så grænseoverskridende for mig, at jeg tvivler på at jeg ville kunne klare det...

Vi har talt en lille smule om hvad der skal ske når min mor er borte, men hun vil ikke selv tale om det, så jeg har kun talt en lille smule med min far om det. Min far forsøger at presse min mor til at tale om begravelse osv., men det ønsker hun slet ikke at tale om.

Jeg synes virkelig det er stort af dig, at du gider tage dig tid til at svare mig, det er jeg meget taknemmelig for...

Anonym skriver:

Det gør mig ondt med din mor.

Jeg tror bestmet du har ret i det du skriver, selvfølgelig er det meget værre at være min far, han er jo i det hele tiden. Vi andre har jo stadig vores hverdag, som fungerer fuldstændig normalt...

 

 

Jeg tror godt jeg ville kunne tale med ham på tomandshånd, men jeg ved ærlig talt ikke om jeg har lyst til det...   Ja jeg ved ikke helt hvad jeg skal begrunde det med, men jeg har det selv utrolig svært med det her, og jeg har været vant til at følelser ikke er noget man viser, og slet ikke noget man taler om, så pludselig at skulle til at tale med min far om følelser, ville være så grænseoverskridende for mig, at jeg tvivler på at jeg ville kunne klare det...

Vi har talt en lille smule om hvad der skal ske når min mor er borte, men hun vil ikke selv tale om det, så jeg har kun talt en lille smule med min far om det. Min far forsøger at presse min mor til at tale om begravelse osv., men det ønsker hun slet ikke at tale om.

 

Jeg synes virkelig det er stort af dig, at du gider tage dig tid til at svare mig, det er jeg meget taknemmelig for...

 

 

Men i bliver jo på et eller andet tidspunkt nød til at indse at din mor ikke er her lang tid endnu? Det kan godt være at i har indset det hver for sig men hvor ville det være rart for alle parter hvis man ikke gemte på ens følelser...

Og jeg ved 100% hvad du mener, min far har også været rigtig rigtig vanskelig at snakke følelser med og den der med at fortælle at man elsker hinanden, den var sådan lidt akavet... Men jeg har en mor som er meget følelsesladet og ikke lægger skjul på hendes følelser, så derfor har hun og jeg presset på for at få min far til at vise bare den mindste følelse udover irritation... Hehe... Min mor gav op og blev skilt fra ham, men jeg har ikke givet op og da min far fik kræft for 5 år siden, så blev jeg ved med at presse på med "jeg elsker dig" og prøve at få ham til at forklare hvordan han havde det med det hele... Og min far var faktisk meget åben, fordi han netop også var bange og ja, det var da en smule akavet, men jeg fik at vide hvordan han havde det og hvor bange han var, fordi jeg blev ved at spørge... Jeg kunne nemlig godt se det i hans øjne, men han var også bange for at skulle virke svag overfor mig....

Det var jo så ikke grænseoverskridende for mig, fordi min mor netop ikke er bange for at tale om følelser og det har jeg taget til mig... Men hvis i prøver, så kan det jo være at i finder ud af at i egentlig har det på samme måde, at i er bange og kede af hvad der skal ske... For ellers kan det godt være at det pludselig kommer som et kæmpe chok for jer, den dag det faktisk sker, fordi i ikke har fået bearbejdet nogle som helst følelser...?

Det lyder også som om din mor ikke har accepteret at det er den vej det går med hende... Og hvis hun har det fint og lægerne ikke har givet hende en tid, altså om et par uger eller et halvt år, så kan der jo sagtens være mange måneder endnu hvor hun kan være med til alt muligt og så er der jo på én aller anden måde heller ingen grund til at skulle se det i øjnene endnu... Det kan godt være at hun er mere villig til at snakke om hvordan hun gerne vil have at tingene skal foregå til begravelsen, når hun selv kan mærke at det er den eneste vej....?

Jeg vil meget gerne svare dig, så kan du evt. også bruge mig som aflastningsperson... Mine skuldre er ok brede...

Allerførst et kæmpe 

Det gør mig utroligt ondt med din mor. 

Det er en svær tid i alle går igennem, men dejligt at læse hvordan i formår at få det bedste ud af det og nyde den sidste tid med hinanden som familie. 

Ang. Dit spørgsmål om hvornår døden er nær, har de andre piger svaret meget flot på.

Kan læse mig frem til at dine forældre ikke ønsker at snakke med en professionel. Du kunne derfor foreslå dem at tale med en præst, som for mange døende og pårørende kan være rigtig befriende og som kan give lidt ro og sjælefred. Du kunne evt. Nævne dette for dine forældres hjemme sygeplejeske,hvis du har på fornemmelsen at de vil afslå dit forslag. 

Dernæst forstår jeg din frustration. Det må være utroligt hårdt og nedslidende at køre hjem til din mor gentagne gange med henblik på at sige det sidste farvel. Det er psykisk nedslidende og man forbereder sig mentalt på det hver gang.

Med det sagt er jeg 100 på at din far ikke gør dette for at være irriterende. Han er sammen med hende hver dag og bliver klart utryg ved den mindste forvirring i din mors tilstand. Han er sikkert også bange for at være der alene til det sidste, samt bange for at i andre ikke når at få sagt det sidste fArvel.

Synes i som familie skal sætte jer ned og snakke med hjemmesygepejersken om jeres bekymringer og hun kan fortælle din far hvad han skal være opmærksom på og hvilke tegn der er på at døden er tæt på at indtræffe, så han ved hvornår det er tid til at ringe. Kunne forestille mig at det er en meget usikker situation for din far, som ikke helt ved hvad han skal stille op. Og specielt hvis din mor ikke er meget for at tale om sin situation og den nærtstående død.

Håber på det bedste for jer alle og at det hele forløber smukt og smertefrit. 

Igen et kæmpe 

Hvor sidder canceren? Det er ret relevant om den sidder i hjernen, lungerne eller "bare" brystet

Det er nemmest at generalisere nu vi ikke ved hvor det er, men det er oftest infektioner af forskellig art der ender med at blive døden for cancerpatienter. En influenza eller lungebtændelse er det tit, ´men deres immunforsvar er jo ret svækket - for ikke at sige nærmest ikke eksiterende - hvis de har fået kemo, og så kan hva d der starter som en urinvejsinfektion også hurtigt udvikle sig.

Din mor er terminal, hun er i slutningen af sit sygdomsforløb. Når man er døende, som i døende indefor timer (og det er jo det du leder efter) så er man moribund. Du kan sikkert google det, men folk bliver kolde, stakåndede, trætte, måske bevidstløse (eller tungt sovende), ukontaktbare, blå i ekstremiteterne - dvs hånder og fødder, spidsere ører og næse.

Cancer er en frygtelig sygdom, frygtelig, det gør mig altid ondt når nogen mister en de har nær. Jeg håber i får mange gode stunder endnu og bær over med din far, han har det nok sværest af jer alle: han har det inde på livet dagligt og tænk at skulle miste sin livledsager før tid, før man er gammel og mæt af alderdom og oplevelser!

Muhmi skriver:

Men i bliver jo på et eller andet tidspunkt nød til at indse at din mor ikke er her lang tid endnu? Det kan godt være at i har indset det hver for sig men hvor ville det være rart for alle parter hvis man ikke gemte på ens følelser...

Og jeg ved 100% hvad du mener, min far har også været rigtig rigtig vanskelig at snakke følelser med og den der med at fortælle at man elsker hinanden, den var sådan lidt akavet... Men jeg har en mor som er meget følelsesladet og ikke lægger skjul på hendes følelser, så derfor har hun og jeg presset på for at få min far til at vise bare den mindste følelse udover irritation... Hehe... Min mor gav op og blev skilt fra ham, men jeg har ikke givet op og da min far fik kræft for 5 år siden, så blev jeg ved med at presse på med "jeg elsker dig" og prøve at få ham til at forklare hvordan han havde det med det hele... Og min far var faktisk meget åben, fordi han netop også var bange og ja, det var da en smule akavet, men jeg fik at vide hvordan han havde det og hvor bange han var, fordi jeg blev ved at spørge... Jeg kunne nemlig godt se det i hans øjne, men han var også bange for at skulle virke svag overfor mig....

Det var jo så ikke grænseoverskridende for mig, fordi min mor netop ikke er bange for at tale om følelser og det har jeg taget til mig... Men hvis i prøver, så kan det jo være at i finder ud af at i egentlig har det på samme måde, at i er bange og kede af hvad der skal ske... For ellers kan det godt være at det pludselig kommer som et kæmpe chok for jer, den dag det faktisk sker, fordi i ikke har fået bearbejdet nogle som helst følelser...?

Det lyder også som om din mor ikke har accepteret at det er den vej det går med hende... Og hvis hun har det fint og lægerne ikke har givet hende en tid, altså om et par uger eller et halvt år, så kan der jo sagtens være mange måneder endnu hvor hun kan være med til alt muligt og så er der jo på én aller anden måde heller ingen grund til at skulle se det i øjnene endnu... Det kan godt være at hun er mere villig til at snakke om hvordan hun gerne vil have at tingene skal foregå til begravelsen, når hun selv kan mærke at det er den eneste vej....?

 

Jeg vil meget gerne svare dig, så kan du evt. også bruge mig som aflastningsperson... Mine skuldre er ok brede...

Endnu en gang, tak fordi du tager dig tid.

Jeg tror at det for min fars vedkommende, er uvisheden der er den sværeste, altså han vil gerne vide om det er i morgen, eller om det er om et år hun dør.

Jeg VED at jeg ikke selv har indset at hun skal dø, jeg har gemt følelserne væk, og det er sikkert ikke den rigtige måde at gøre det på, men det andet gør for ondt. Jeg har bevidst eller ubevidst valgt, at jeg først vil tænke på døden, når jeg kan se den nærmer sig.

Vi aner ikke hvor længe hun har igen, men hun har levet 1½ år med sygdommen, og med hendes kræftform, siger statistikken, at kun 3% er i live efter 3 år, så at hun lever mange år endnu er nok ikke sandsynligt, men et års tid eller mere, vil hun sikkert godt kunne få.

Hun vil ikke selv tale om døden, og hun bliver vred på min far, når han forsøger at tale om det. Jeg har det jo ligesom hende, jeg gider heller ikke snakke om det, for hun skal ikke dø endnu, så derfor bliver jeg også irriteret på min far, når han vil tale om det. Jeg synes først vi skal tale om det når det er meget tæt på. Men min far synes jo så også, at det er meget tæt på nærmest hver anden dag...

Det er en frygtelig svær situation, og der er ingen tvivl om at vi alle får et kæmpe chok den dag hun ikke er her mere....

chicka23 skriver:

Allerførst et kæmpe 

Det gør mig utroligt ondt med din mor. 

Det er en svær tid i alle går igennem, men dejligt at læse hvordan i formår at få det bedste ud af det og nyde den sidste tid med hinanden som familie. 

Ang. Dit spørgsmål om hvornår døden er nær, har de andre piger svaret meget flot på.

Kan læse mig frem til at dine forældre ikke ønsker at snakke med en professionel. Du kunne derfor foreslå dem at tale med en præst, som for mange døende og pårørende kan være rigtig befriende og som kan give lidt ro og sjælefred. Du kunne evt. Nævne dette for dine forældres hjemme sygeplejeske,hvis du har på fornemmelsen at de vil afslå dit forslag. 

Dernæst forstår jeg din frustration. Det må være utroligt hårdt og nedslidende at køre hjem til din mor gentagne gange med henblik på at sige det sidste farvel. Det er psykisk nedslidende og man forbereder sig mentalt på det hver gang.

Med det sagt er jeg 100 på at din far ikke gør dette for at være irriterende. Han er sammen med hende hver dag og bliver klart utryg ved den mindste forvirring i din mors tilstand. Han er sikkert også bange for at være der alene til det sidste, samt bange for at i andre ikke når at få sagt det sidste fArvel.

Synes i som familie skal sætte jer ned og snakke med hjemmesygepejersken om jeres bekymringer og hun kan fortælle din far hvad han skal være opmærksom på og hvilke tegn der er på at døden er tæt på at indtræffe, så han ved hvornår det er tid til at ringe. Kunne forestille mig at det er en meget usikker situation for din far, som ikke helt ved hvad han skal stille op. Og specielt hvis din mor ikke er meget for at tale om sin situation og den nærtstående død.

Håber på det bedste for jer alle og at det hele forløber smukt og smertefrit. 

Igen et kæmpe 

Tusinde tak for dit søde svar.

Jeg vil skynde mig at sige, at min mor ingen hjemmesygeplejerske har, så tæt er vi slet ikke på døden, hun klarer sig selv 100%, og har ingen problemer med det.

De har haft en samtale med en præst, og det var guld værd, de var meget mere glade og afklaret i tiden efter samtalen, og jeg ville ønske at de ville tage en samtale mere med en præst eller lignende, for det hjalp dem virkelig den gang, men jeg tror desværre ikke de er interesseret i det.. .

Mille82 skriver:

Hvor sidder canceren? Det er ret relevant om den sidder i hjernen, lungerne eller "bare" brystet

Det er nemmest at generalisere nu vi ikke ved hvor det er, men det er oftest infektioner af forskellig art der ender med at blive døden for cancerpatienter. En influenza eller lungebtændelse er det tit, ´men deres immunforsvar er jo ret svækket - for ikke at sige nærmest ikke eksiterende - hvis de har fået kemo, og så kan hva d der starter som en urinvejsinfektion også hurtigt udvikle sig.

Din mor er terminal, hun er i slutningen af sit sygdomsforløb. Når man er døende, som i døende indefor timer (og det er jo det du leder efter) så er man moribund. Du kan sikkert google det, men folk bliver kolde, stakåndede, trætte, måske bevidstløse (eller tungt sovende), ukontaktbare, blå i ekstremiteterne - dvs hånder og fødder, spidsere ører og næse.

Cancer er en frygtelig sygdom, frygtelig, det gør mig altid ondt når nogen mister en de har nær. Jeg håber i får mange gode stunder endnu og bær over med din far, han har det nok sværest af jer alle: han har det inde på livet dagligt og tænk at skulle miste sin livledsager før tid, før man er gammel og mæt af alderdom og oplevelser!

Tak for dit svar.

Min mor havde kræft i bugspytkirtlen, men den blev fjernet, og kræften blev dermed også fjernet. Nu har hun så fået levermetastaser, som i starten blev holdt nede med kemoterapi, men hun kan ikke længere tåle kemoen, så lige nu er hun ikke i behandling, men det er ikke udelukket at hun igen kan komme i behandling.

Min mor er ikke terminal, hun klarer sig selv 100%, og behandlingsmulighederne er ikke udtømte endnu, hun bliver aldrig rask, men hun kan måske livsforlænges.  Og det er netop derfor jeg bliver irriteret på min far, netop fordi vi slet ikke er på det punkt endnu, som han forestiller sig.... Men du har ret, han går i det hver dag, og han bliver sikkert hurtigt utryg osv...

Anonym skriver:

Min mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hun er hjemme og har det ganske fint langt størstedelen af tiden. Hun spiser, og hygger sig, går turer osv., hun nyder et glas rødvin til maden, og hun har det alt i alt ok.

Vi var på ferie med dem i sidste uge (en uge i København), der var tryk på fra morgen til aften, vi sad aldrig stille, og hun var med til det meste. Hun var naturligvis træt efter en lang dag, men det var vi faktisk alle sammen.

Hun har ind i mellem smerter, men ikke voldsomme smerter, hun tager morfin hver dag, og det hjælper hende godt.

Min far er utrolig pylret om hende, faktisk så pylret, at vi alle inkl. min mor bliver utrolig irriteret på ham ind imellem. Han ringer til mig ca. et par gange hver måned, hvor han siger at nu skal jeg skynde mig hjem, for hun har ikke lang tid igen (og når han siger sådan så tror han at hun er borte inden dagen er omme). I starten tog jeg det meget alvorligt, og skyndte mig hjem når han ringede, men hold kæft hvor følte jeg mig bare til grin når jeg kom hjem, og kunne se at hun havde det ganske udmærket, måske med lidt smerte, og lidt mere træt end normalt, men bestemt ikke døende!

Men hvornår er man egnetlig døende, er der nogle kendetegn/sympromer, som betyder at man er døende? Jeg kunne godt tænke mig, at spørge lidt ind til det når min far ringer og siger at nu er det nu. Ofte siger han at hun ikke har spist i flere dage når han ringer, men det passer aldrig, hun har ikke psist så meget i flere dage, men hun HAR spist noget. Hvis man er døende, så spiser man vel INGENting? Og hvad med væske, indtager man væske når man er døende?

Ja hvornår er man egentlig døende? Er der nogle der kan beskrive det?

det er når man ikke har flere kræfter og kroppen er begyndt at lukke ned.. det bliver sværer at huske, tale og bevæge sig... at man simpelthen bliver så svag at det eneste man kan er bare at ligge der... 

(hvertfald de tilfælde jeg kender til hvor bekendte/familie er døde af kræft)

jeg er ked af at høre med din mor at hun er uhelbredeligt syg. det må være svært, især når din far råber på ulven hele tiden... for når det så måske en dag er rigtigt at hun har meget kort tid tilbage, så tror ingen på det og så kan det være i aldrig får sagt farvel.

Det kan være at din mor måske kan mærke når det er ved at være tæt på... 

 til dig og din familie.. 

Isabella_mor skriver:

det er når man ikke har flere kræfter og kroppen er begyndt at lukke ned.. det bliver sværer at huske, tale og bevæge sig... at man simpelthen bliver så svag at det eneste man kan er bare at ligge der... 

 

(hvertfald de tilfælde jeg kender til hvor bekendte/familie er døde af kræft)

jeg er ked af at høre med din mor at hun er uhelbredeligt syg. det må være svært, især når din far råber på ulven hele tiden... for når det så måske en dag er rigtigt at hun har meget kort tid tilbage, så tror ingen på det og så kan det være i aldrig får sagt farvel.

Det kan være at din mor måske kan mærke når det er ved at være tæt på... 

 

 til dig og din familie.. 

Tak for svar...