Hvornår er det nu (døden)?

Mariajny skriver:

Et typisk tegn på der er kort tid tilbage, er når de bliver kilde (måske lidt blå) og når de bliver spidse i ansigtet. Jeg har tit oplevet at de til sidst ikke indtager væske, så der bruger man swaps. (jeg har arbejdet indenfor ældreplejen snart 7 år) andre gange sover de ind, uden tegn på at det var deres sidste gang, de faldet i søvn. Kæmpe krammer til dig og din familie, håber din mor har mange år endnu.

Tak for svaret...

Vi har været så uheldige at miste 3 indenfor kort tid.

min kærestes morfar døde af en maveinfektion, som han fik pga kemo, som han ikke kunne tåle, hvilket ingen kunne vide. han blev indlagt søndag og døde onsdag, og han sov de sidste dage, og har "væk"

3 uger senere søde min kærestes mormor af kræft, hun sov også det meste af tiden til sidst, og var meget træt, men vi så¨hende og snakkede med hende aftenen inden.

ikke så længe efter midstede vi min kærestes farfar til kol. Også han sov de sidste dage.

Åh nej, det er bare så hårdt at være igennem.
Inden min mor døde blev min far også mere og mere pylret. Tror det ligger til mændene. De har tit deres kone til at styre alt det daglige og lige pludselig står de på bar bund. Han har det sikkert rigtig hårdt og det kan jo være at opgaven er for stor for ham alene. Min far var ihvertfald ikke god til at håndtere det.
Selv om det er svært han ringer sådan så tænk han står jo i det hver dag og for ham føles de dage nok værre end andre.
Men kan godt se du bliver lidt træt af det.

Det er jo meget forskelligt hvordan man er før døden, men for det meste sover de hele tiden og indtager ikke rigtig noget. Og skal have hjælp til alt stort set. Men hvor er det da skønt i når at få nydt den sidste tid sammen.

Tak for svaret.

Ja jeg ved godt at han ikke gør det for at irritere, men det virker bare som om han ingen virkelighedsfornemmelse har. For et par uger siden ringede han, at nu skulle jeg skynde mig hjem, for der var ikke lang tid igen. Jeg drønede afsted, og hjemme fandt jeg min mor siddende i sofaen med en kop kaffe og en bolle og så fjernsyn, hun så ud præcis som hun plejer måske lidt mere træt. Og så fortalte hun mig glad, at hun havde haft gæster hele dagen, og de havde spist lækkert smørrebrød....

Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg enormt irriteret på min far, mest fordi jeg jo bliver forskrækket, og forestiller mig det værste, og så møder jeg op til noget, som slet ikke er som han beskriver det...

Men tak for din beskrivelse, nu ved jeg hvilke tegn jeg kan holde øje med.

 

Jeg kan godt forstå at du bliver bange og irriteret hver gang han ringer og siger "Nu er det nu!" det er bestemt heller ikke en rar situation for nogle af jer....

Har du snakket med din far omkring hans følelser med at miste hans kone? Fordi jeg ved godt det er rigtig svært for dig som barn at skulle miste din mor, men din far skal til at miste hans udkårne, den kvinde han har brugt hele hans voksne liv sammen med, både med sorger og glæder... Det er rigtig svært og hårdt for ham at have den tanke inde i hovedet om at skulle være helt alene bagefter... (Husk, dette er spekulationer, ikke konklusioner)

Og hvis din far er inde i en krise som det bliver kaldt, så siger ordet jo sig selv, hans hovede er en stor omgang kartoffelmos lige nu og han er sikkert rigtig bange og ked af det, men prøver at virke stærk (Igen, ikke en konklusion)

Men nogle gange kan det virkelig hjælpe hvis i alle sammen sætter jer ned, sætter noget kaffe på og bare snakker.... Snakker om alle de følelser i har omkring det at din mor, hans kone og ikke mindst at hun snart ikke vil være her mere.....

Har din far snakket med nogle profesionelle omkring det?

ano14316 skriver:

Vi har været så uheldige at miste 3 indenfor kort tid.

min kærestes morfar døde af en maveinfektion, som han fik pga kemo, som han ikke kunne tåle, hvilket ingen kunne vide. han blev indlagt søndag og døde onsdag, og han sov de sidste dage, og har "væk"

3 uger senere søde min kærestes mormor af kræft, hun sov også det meste af tiden til sidst, og var meget træt, men vi så¨hende og snakkede med hende aftenen inden.

ikke så længe efter midstede vi min kærestes farfar til kol. Også han sov de sidste dage.

Puha, det lyder som en hård tid i har været igennem. Tak for svaret, og tak fordi du gad tage dig tid til at beskrive hvordan du har opevet det.

La´chrissen skriver:

Åh nej, det er bare så hårdt at være igennem.
Inden min mor døde blev min far også mere og mere pylret. Tror det ligger til mændene. De har tit deres kone til at styre alt det daglige og lige pludselig står de på bar bund. Han har det sikkert rigtig hårdt og det kan jo være at opgaven er for stor for ham alene. Min far var ihvertfald ikke god til at håndtere det.
Selv om det er svært han ringer sådan så tænk han står jo i det hver dag og for ham føles de dage nok værre end andre.
Men kan godt se du bliver lidt træt af det.

Det er jo meget forskelligt hvordan man er før døden, men for det meste sover de hele tiden og indtager ikke rigtig noget. Og skal have hjælp til alt stort set. Men hvor er det da skønt i når at få nydt den sidste tid sammen.

Det gør mig ondt med din mor.

Jeg tror bestmet du har ret i det du skriver, selvfølgelig er det meget værre at være min far, han er jo i det hele tiden. Vi andre har jo stadig vores hverdag, som fungerer fuldstændig normalt...

 

 

Muhmi skriver:

Jeg kan godt forstå at du bliver bange og irriteret hver gang han ringer og siger "Nu er det nu!" det er bestemt heller ikke en rar situation for nogle af jer....

Har du snakket med din far omkring hans følelser med at miste hans kone? Fordi jeg ved godt det er rigtig svært for dig som barn at skulle miste din mor, men din far skal til at miste hans udkårne, den kvinde han har brugt hele hans voksne liv sammen med, både med sorger og glæder... Det er rigtig svært og hårdt for ham at have den tanke inde i hovedet om at skulle være helt alene bagefter... (Husk, dette er spekulationer, ikke konklusioner)

Og hvis din far er inde i en krise som det bliver kaldt, så siger ordet jo sig selv, hans hovede er en stor omgang kartoffelmos lige nu og han er sikkert rigtig bange og ked af det, men prøver at virke stærk (Igen, ikke en konklusion)

Men nogle gange kan det virkelig hjælpe hvis i alle sammen sætter jer ned, sætter noget kaffe på og bare snakker.... Snakker om alle de følelser i har omkring det at din mor, hans kone og ikke mindst at hun snart ikke vil være her mere.....

Har din far snakket med nogle profesionelle omkring det?

Du har bestemt ret i alt hvad du skriver.

Vi har alle sammen følelser i klemme i det her, og selvfølgelig er det 100 gange hårdere for min far, end for alle vi andre.

Man snakker ikke om følelser i min familie, og proffesionel hjælp, er ikke noget hverken min far eller mor har ønsket, selvom jeg virkelig har prøvet at presse dem til det, men de vil ikke....

Anonym skriver:

Du har bestemt ret i alt hvad du skriver.

Vi har alle sammen følelser i klemme i det her, og selvfølgelig er det 100 gange hårdere for min far, end for alle vi andre.

Man snakker ikke om følelser i min familie, og proffesionel hjælp, er ikke noget hverken min far eller mor har ønsket, selvom jeg virkelig har prøvet at presse dem til det, men de vil ikke....

Jeg siger ikke at det er hårdere for din far eller noget i den retning... Jeg prøver bare at få dig til at se det fra hans synsvinkel....

Fordi som barn er det super hårdt at skulle miste en forældre... Dem har man jo regnet med at man skulle have altid og det er slet slet ikke rart når de skal herfra tidligere end man faktisk havde gået og regnet med, for som børn forestiller vi jo vores forældre blive gamle og grå og at vi skal passe godt på dem når de engang når dertil.. Og hvis de ikke får den gamle og grå periode med, så går der en flig af vores drømme om at have dem så lang tid som overhovedet muligt...

Puha, ja så er det rigtig svært... Har i heller ikke diskuteret hvad der skal ske når din mor engang er borte? Fordi, det ville jo være oplagt så at snakke om hvordan og hvorledes tingene ser ud som de er lige nu...

Hvad med din far, tror du at du kan snakke med ham på tomandshånd bare? For det kan godt være at han ikke vil virke svag i din mors øjne og derfor ikke vil åbne op når hun er i nærheden?

Anonym skriver:

Min mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hun er hjemme og har det ganske fint langt størstedelen af tiden. Hun spiser, og hygger sig, går turer osv., hun nyder et glas rødvin til maden, og hun har det alt i alt ok.

Vi var på ferie med dem i sidste uge (en uge i København), der var tryk på fra morgen til aften, vi sad aldrig stille, og hun var med til det meste. Hun var naturligvis træt efter en lang dag, men det var vi faktisk alle sammen.

Hun har ind i mellem smerter, men ikke voldsomme smerter, hun tager morfin hver dag, og det hjælper hende godt.

Min far er utrolig pylret om hende, faktisk så pylret, at vi alle inkl. min mor bliver utrolig irriteret på ham ind imellem. Han ringer til mig ca. et par gange hver måned, hvor han siger at nu skal jeg skynde mig hjem, for hun har ikke lang tid igen (og når han siger sådan så tror han at hun er borte inden dagen er omme). I starten tog jeg det meget alvorligt, og skyndte mig hjem når han ringede, men hold kæft hvor følte jeg mig bare til grin når jeg kom hjem, og kunne se at hun havde det ganske udmærket, måske med lidt smerte, og lidt mere træt end normalt, men bestemt ikke døende!

Men hvornår er man egnetlig døende, er der nogle kendetegn/sympromer, som betyder at man er døende? Jeg kunne godt tænke mig, at spørge lidt ind til det når min far ringer og siger at nu er det nu. Ofte siger han at hun ikke har spist i flere dage når han ringer, men det passer aldrig, hun har ikke psist så meget i flere dage, men hun HAR spist noget. Hvis man er døende, så spiser man vel INGENting? Og hvad med væske, indtager man væske når man er døende?

Ja hvornår er man egentlig døende? Er der nogle der kan beskrive det?

Jeg kan se i tråden du har fået de svar du behøver.. du får et stort  herfra. 

Camillos skriver:

Jeg kan se i tråden du har fået de svar du behøver.. du får et stort  herfra. 

Tusinde tak.