mor-til-en-dejlig-baby skriver:
dødsprocessen en af de processer, vi kender allerbedst – vi tænker bare ikke over det. Hvert eneste døgn forlader vi den fysiske verden, for når vi lægger os til at sove, og gør det, vi kalder “at falde i søvn”, forlader vi faktisk kroppen og den fysiske verden med vores bevidsthed. At fjerne bevidstheden fra kroppen svarer til at dø. Hjernen bliver nemlig bevidstløs – altså uden bevidsthed – gan ... ske enkelt fordi bevidstheden er til stede i en anden dimension. I denne dimension fungerer den levende og fuldt opmærksomt. Og efter et tidsrum, som vi kalder søvnperioden, vender den tilbage til den fysiske krop og den fysiske verden. Vores frygt for døden skyldes helt enkelt, at vi ikke kan huske, hvad vi foretager os om natten, og derfor oplever vi døden som noget ukendt. Problemet er, at vi ikke har en direkte relation mellem de to tilstande, og derfor er vi ikke opmærksomme på, at vi konstant forlader den fysiske verden og vender tilbage igen. Og som bekendt gør det ikke ondt at falde i søvn
Under søvnen bliver den energitråd, der er forankret i hjernen, afbrudt.”
“Ved døden afbrydes begge tråde eller forenes i livstråden … huset er tomt.”
Det er da en beroligende religion!
MEN det har jo ikke meget med videnskaben at gøre.
Så egentlig er det blot - som så meget andet, vi læner os op ad i verden - en velmenende udlægning af noget ukontrollerbart og dermed skræmmende.
Man kan ikke tale om bevidsthed, når man samtidig taler om døden. Eller jo - selvfølgelig kan man det - men det er bare ikke korrekt.
Hvis man endelig ønsker at fremføre budskabet, at vi alle kender døden - så vil det være mere på sin plads at sammenligne med den ikke-tilstand vi alle har ikke-oplevet før vi blev født!
Tro - det kan og må vi alle.
At vide - det er en anden sag.
Anmeld
