Nu er der allerede en tråde omkring dagen, men ville lige lave min egen.
Jeg er langt om længe nået dertil, hvor jeg vil/kan skrive et brev til hende, men er bare ikke kommet så langt endnu.
For et år siden skrev jeg denne tråd, puha, det gør stadig ondt og lungerne følels som cement. Øv øv øv. Men det er blevet lettere og kan efterhånden godt forstå, at hun aldrig kommer, selvom det er svært at indfinde sig med. I dag mangler jeg stadig svar på, hvad der gik galt, kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må få hende, hun var jo sund og rask, havde 10 fingre og træer, næseryg, fin tykkelse nakkefold, smukt rygrad, alt var som det skulle, selv hjertet, selvom det slog lidt for hurtigt. Vi for det aldrig afvide, øv, men håber inderligt, at det aldrig sker for mig igen ! Det fortjener jeg virkelig ikke.
Hele efter forløbet var hårdt, adskellige syghusbesøg, ture på fødegangen og en kort indlæggelse.
Begravelsen skete 15 dage efter fødselen, hvor Anastasia første gang blev passet.
Vreden kom voldsomt, da der var gået et halv år, tiden går bare for hurtigt, minderne blejner (staves?) og folk glemmer, hvad der egentlig var sket for os. Bedste eksemble, mine sted/bonus bedsteforældre, efter fødselen, som var nået af en omgang, havde jeg intet overskud til at skrive til nogen, så peter sendte en besked til de vigtigste (mine forældre, søster, hans mor og de piger der fulgte mit fødsels forløb og opdaterende jer herinde 
hehe), næste morgen blev en MMS sendt rundt, men da olderne ikke kunne modtage dem, samt den ene fadder, skulle der sendes særskilt til dem. Men når 30-50 MMS'er er sendt afsted, så kommer der ligeså mange lykønskninger retur og bom, SMS'erne var glemt, først om aften blev vi mindet om det og valgte så at ringe, fremfor at SMSe, efter min farmor og mormor var jeg så smadret, at det lige måtte vente til efter lidt søvn. Derefter havde jeg fuldstædig glemt alt om dem, de vidste jeg havde født (min stedmor fatter ikke hemmeligheder, så det stod self på hendes fb sekundet efter Peter havde skrevet det til dem), men ingen kontakt, ingen "må vi se hende" osv, først da barnedåbs invitationerne var sendt ud, fik vi afvide, at de vidst var glemt i svinget og undskyldte med det samme og skrev jeg var ked af/skuffet over, at de ikke ville møde deres oldebarn, bare fordi forældrene har dummet sig kæmpe stort (det var samtidig med begravelses planlægningen). De så først Anastasia da hun var 6 måneder og ikke siden. Håber de snart indser vi aldrig gjorde det med vilje og vi er kede af det, men det altså såre os, at de så "nemt" valgte hende fra, når vi i forvejen havde en tuborlant tid.
Et år, er både lang tid, men desværre også kun kort tid. Vi har mange flere årsdage at "fejre", dette var bare det hårdste år og kæft hvor var det hårdt, øv.
Lige lidt billeder fra kirkegården i dag.
