Nu er det i dag 6 måneder og 2 dage siden vi fik meldningen "jeg kan ikke finde hjerteaktivitet og hun er for lille". Hvor det helt op, allerede så lang tid siden. (Klokken er på skrivede tidspunkt 00:32, ergo mandag 
)
Jeg ved, jeg begik mine fejl der i foråret/sommeren, jeg håndterende det hele forkert, men hvad skulle jeg ellers gøre, folk anerkendte/anerkender hende ikke som et "mistet barn", hun er mit mistet barn, hun er Anastasia's lillesøster hun er alt det jeg drømte om, men ville nu gerne vente et par år med tvillinger og "bare" starte med en. Hele min barndom drømte jeg om de sødeste tvillinge piger, har altid vist det var muligt, men har også altid tænkt/troet, at jeg skulle slutte af med dem (kan jeg nu stadig, men hvilket savn ville det ikke give os alle, hvis det blev sådan?).
Ja hun gik til 20+, ja der var stadig en, men NEJ, det er ikke nok, det var ikke det vi forberedte os på, vi flyttede i 21. uge (den uge hun "gik til", selvironi der sparker røv) til noget større, noget der var plads til to børn i, men egen have, masser af plads, store rum, tæt på mine forældre (hjælp), tæt på indkøb og offentlig transport (ingen bil og kun kæresten der har kørekort). Vi havde aftalt barne/klapvogn, vi havde aftalt indretning, hverdag, dåb, fadder og navne, alt var bare klart, nu manglede vi bare dem, vi håbede de ville vente til minimum 34+, men frygtede de ville komme meget før. ALT VAR PÅ PLADS.
Derfor såre det mig næsten mere at folk kommer med den der, "jamen i fik da i det mindste en" eller "nårh, der var to", som om det er en selvfølge, at sorgen bliver mindre, bare fordi der var en mere. Anasatasia er ikke en mere, men en ANDEN. De var forskellige, de var to individer. Bare se på scanningerne, hun var så aktiv og stædig, hvorimod Anastasia gjorde som hun skulle.
Jeg ved godt, at indtil 22+0 er det en sen spontan abort, men når vi først finder ud af det 23+4, hvad så, hvad betyder det, hvorfor bliver det så ikke anerkendt som en død fødsel, hvorfor skal vi kæmpe med, at få hende anerkendt som et tab, hvorfor er det ikke en selvfølge, at man får støtte til begravelse osv? Forstår ikke hvorfor hun bliver betragtet som "organisk rest", armen for ....
Og hvorfor er der altid nogen der er så dobbelmoralske, både herinde, på andre babysites og i den "virkelige" verden. Jeg måtte ikke komme ind i en "miste barn" gruppe på en anden site, for jeg fuldførte jo graviditeten og fik et barn, selvom hun "gik til" (hader det udtryk) i 21. uge og andre der mistede deres eneste barn i uge 15 godt må "være med". "Bare fordi der var to".
Men de er ikke de eneste, mangler støtte fra familie, venner, bekendte og ikke mindst kæresten nu. Ved ikke hvorfor, man det er virkelige "ude af øje, ude af sind", det er jo ikke første gang vi har mistet nogen, min mor døde i 98 og kærestens far i 03, så de burde den vide, at sorgen ligger dyb, enhver mor har oplevet hvilken kærlighed det opstår når testen er positiv og for hver eneste dag der går, bliver den bare større og større. Og standart scanningerne er overstået, er alt bare virkeligt, derefter bør det ikke kunne går galt. Hvis der kun var en, ville morens verden går fuldstædig under. Og hun ville få støtte, spørgsmål, anerkendelse og forståelse med det samme og havde den resten af livet. HVORFOR ER DET ANERLEDES HER? Ja, vi skal ikke starte helt forfra, men stadig. HUN VAR DER, HUN ER STADIG I MIT HJERTE, MIN SORG, MIN BYRDE, MIN KÆRLIGHED, MIN ENGEL.
Jeg ved godt verden er uretfærdig.
Nårh jamen, tilbage til sporet, tog en anden drejning end planlagt, men skønt at komme af med sine frustrationer, nu hvor man venter på Anastasia gider vågne til sin aftensmad (hun har den mærkligste soverytme).
Hvordan har de sidste 6 måneder været.... Jo, den første 1½ måned var hård, jeg levede overfaldisk og "gjorde som jeg skulle", troede faktisk det var tydeligt, at der var noget helt galt, men enten opfattede folk det ikke ellers så de noget i mig, der gjorde de ikke turde sige/gøre noget. Jeg lukker mig rigtig meget inde og stoppede meget af kontakten til alle og røg jo ind og ud af sygehuset, mindst 2 gange i ugen var jeg derinde, enten til det ene, andet eller 3.
Så skete der noget, jeg kom ind til min nye jordemoder, vi er så enes i tankegang og hun er afdelings jordemoder, hvilket jo betyder, hun har været igennem lidt af hvert, oplevet en masse og ja, hendes ord er lov, så da de måtte aflyse min tid pga hun var på ferie og kaos på fødegangen, så blev hun noget sur og satte dem vidst lidt på plads. Hun foreslog simple ting, lave en to do plan, hvornår skulle der vaskes tøj, laves mad, gå i bad osv. Stille og roligt fik jeg en hverdag igen, lige til sommerferien, men jeg skulle bestemt ikke noget, tænk hvis jeg ramte ind i nyfødte tvillinge piger....
Som blev jeg 21 og dagen efter hed 34+0, nu "måtte" hun komme ud. INTET SKETE eller jo slimproppen løsnede sig om torsdagen 33+4, hvilket betød jeg "slimede" resten af graviditeten. Ventetiden bliver bare lang, men talte dagene ned til igangsættelsen.
17 dage før havde vi 3 år dag, underlig, men dejlig dag.
19 september, igangsættelses begynder dramatisk. Ureelmæssig hjertelyd, 24 timer til at føde ellers må hun tages ud. Fedt, sej da endelig det til en der i forvejen frygter alt omkring graviditeten og allerede har lagt lidt følelsesmæssig afstand til sit barn.
20 september. Hun kom selv ud, yes noget blev da normalt, dog faldt hjertemåleren da lige af midt under det hele, panik.
Dage på sygehuset var lyserøde, alt var godt (opnær besøget af kapelbetjenten, tak fordi du var der anette 
). Men så kom vi hjem, amningen mislykkes og jeg gav gradvis op.
Begravelse, dåb og hver dagen som forældre blev planlagt og afholdt. Kæresten får en depression, sundhedsplejeske overreagere (ingen undskyldning), starter til psykolog, bemærker endelig den følelsemæssige afstand og har siden kæmpet hver dag med den. Det tog 3 uger fra kæresten fik første smil, til jeg gjorde det. Idag er det næsten normalt, dog såre det mig ikke, at hun græder, det suger min energi og jeg bliver hurtig irreteret på hende, men kan nemt tisse færdig eller lige hælde min mad op, før end jeg er hos hende igen og hun er super med i forhold til hendes alder, så noget må jeg gøre rigtig. Idag kan jeg godt mærke sus af kærlighed, hvor jeg for 3 uger siden bare gav hende til kæresten og gik ind på toilet, der har vi nemlig helle.
Jeg kunne godt på nogle måde have brugt, at vi skulle starte forfra, det ville gøre afslutningen af hende færdig, inden vi skulle starte med Anastasia, det kunne havde gjort mig mere klar til Anastasia. Jeg føler hun er gået glip af noget pga min håndtering af sorgen og det manglede pusterum. Jeg kan sagtens sove igennem hendes gråd og lade hende passe ude i flere timer, ak, jeg nyder det.
Nu begynder kampen "hvad så nu, hvordan går jeg fremadrettet?" bare. Og det er ingen hjælp, at vægten går totalt i selvsving og påstår jeg vejer 110 kg, jeg kan ikke passe mine bukser, jeg er træt hele tiden og selvtilliden er bare i bund og når ja, et knirkede forhold (det har dog været meget værre). Pt lyder planen, Anastasia udvirkling skal foresætte normal, madenvanerne skal byrdes, motion skal blive en fast del af hverdagen, min selvtillid skal bygges op og troen på forholdet skal findes frem igen.
Langt, dybtegående og måske forvirrede indlæg der tog 1½ time om at blive skrevet, hun vågnede jo midt vejs igennem Nu vil jeg hoppe i seng. Sov godt Tak fordi i gad læse og i skal lige have et 
for at være nået til bunds
- Kofoed.
