Hvordan fortæller man at man er gravid?

forår skriver:

....Så fik jeg at vide af ham at han INTET vil ha med noget som helst at gøre... jeg har jo hele tiden forventet at det ville blive sådan, men pyha det gjorde ret ondt at få det at vide faktisk...
Og han er pisse ligeglad med hvad omverdene får at vide, og det undre mig lidt da vi jo arbejder samme sted, og alle kender alle.

Hvad ville I gøre...fortælle omverden sandheden? eller bare fortælle at det er en eller anden fyr jeg har mødt og som intet vil ha med hverken mig eller barnet at gøre?

ved ikke hvordan du har det med det? selvom du var forberedt kan jeg forestille mig det er rigtig hårdt for dig? så først og fremmest STOOORT

tror faktisk jeg ville sige sandheden hvis folk spørger! men ville ikke gå rundt og fortælle det uopfordret..
håber du forstår?

knuser fra Caroline

Caroline86 skriver:



ved ikke hvordan du har det med det? selvom du var forberedt kan jeg forestille mig det er rigtig hårdt for dig? så først og fremmest STOOORT

tror faktisk jeg ville sige sandheden hvis folk spørger! men ville ikke gå rundt og fortælle det uopfordret..
håber du forstår?

knuser fra Caroline

Det er også sådan jeg tænkte Caroline.
at jeg ville nok have det bedst med at sige sandheden hvis jeg blev spurgt, men ellers ikke skilte med det...
Det var jo somsagt ikke planlagt, så der er jo ingen her der burde føle den anden ødelægger noget for den ene.

Jeg synes du skal sige hvad du føler er rigtigt for dig selv og barnet..
Og vil da lige tilføje jeg synes det er super du beholder barnet! Det er super flot!

Tak til jer begge for støtten

Jeg tror lige at jeg skal ha lidt tid til at sunde mig lidt over det hele..men det bliver nok sandheden, og ja uden at skilte med det selvfølgelig....

Han har så her til aften skrevet en masse smser... han skriver ex at jeg blir nød til at få en abort! og at vi aldrig blir kærester...tror han er dybt frustret, men han vil ikke snakke med mig..prøvede at ringe, men han tog den ikke..desværre...gider bare ikke alt det der mudderkastning over sms...øv...

nu vil jeg skrive et brev til ham istedet for, og se hvad det bringer...

forår skriver:

Tak til jer begge for støtten

Jeg tror lige at jeg skal ha lidt tid til at sunde mig lidt over det hele..men det bliver nok sandheden, og ja uden at skilte med det selvfølgelig....

Han har så her til aften skrevet en masse smser... han skriver ex at jeg blir nød til at få en abort! og at vi aldrig blir kærester...tror han er dybt frustret, men han vil ikke snakke med mig..prøvede at ringe, men han tog den ikke..desværre...gider bare ikke alt det der mudderkastning over sms...øv...

nu vil jeg skrive et brev til ham istedet for, og se hvad det bringer...

Synes du skal skrive til ham, at hvis han vil fortælle dig noget bør han mødes med dig face to face og tale med dig om det.
Det kan da ikke være ret, at en voksen mand sidder og skriver så alvorlige ting på sms hvilket jo er lidt a'la "de unge mødre".
Skriv til ham, at du ik er interesseret i flere sms'er fra ham af den karakter og at hvis han har noget, at dele med dig må det blive i den virkelige verden.
Du skal slet ikke gå ned på det niveau hvor du over sms skal sidde og forsvare hvorfor du ikke vælger en abort - det må du simpelthen ikke gøre.... Han skal sgu ikke få dig derned!

Knus M

Ja man skulle desværre ikke tro at manden er 35år... jeg er osse stoppet med at svare på de smser, gider ikke den kamp han er ved at kridte op til.
Jeg ønsker at holde hovedet højt og ikke at synke ned på et eller andet barntligt niveau.

Nu har jeg skrevet et brev til ham...læser det lige igennem i morgen, og får nok osse lige en til at læse det osse..også sender jeg det til ham på en mail, så må jeg se om der sker noget der..synes selv at det jeg har skrevet er sagligt og ikke noget med at kaste med mudder...

Ja man skulle desværre ikke tro at manden er 35år... jeg er osse stoppet med at svare på de smser, gider ikke den kamp han er ved at kridte op til.
Jeg ønsker at holde hovedet højt og ikke at synke ned på et eller andet barntligt niveau.

Nu har jeg skrevet et brev til ham...læser det lige igennem i morgen, og får nok osse lige en til at læse det osse..også sender jeg det til ham på en mail, så må jeg se om der sker noget der..synes selv at det jeg har skrevet er sagligt og ikke noget med at kaste med mudder...

Hvor godt for dig !
Ja må give dig ret i, at man ikke skulle tro manden var 35! Men når mænd er pressede kommer teenageattityden op i dem, desværre. Du må for alt i verden ikke tænke, at det han skriver handler om dig, for det handler jo rent faktisk om han selvcentrerede ego. Han tænker på sig selv og hvad han vil og ikke vil men ikke på dig og barnet. Han tænker også på alt det bøvl han kommer til, at høre på fra de andre kollegaer, anklagende spørgsmål som kommer til at handle om ansvar osv. Prøv og se bort fra alt dette og mærk dig selv engang... tænk på dig selv, dit liv, det liv du kan tilbyde dit barn samt al den kærlighed det aldrig kommer til, at mangle.
Du fortæller, at du er indstillet på at være enlig og havde forventet dette af ham. Fortæl ham at din afgørelse er truffet og, at hans ord ikke kan ændre på denne. At han så vælger ikke, at deltage er hans problem og hans tab - vær stærk og tænk på dig selv!
Og mht at fortælle kollegaer om din graviditet, så synes jeg du bør tage den med din chef inden du fortæller de andre om det. For han vil sikkert høre rygtet før eller senere - sammen kan i jo lægge en strategi om hvordan det ville være mest hensigtsmæssigt for begge parter når i nu arbejder samme sted.

Knus herfra M

Hej Alle.

Jeg er netop nyoprettet her på siden og kan kun alt for godt forholde mig til den situation med at skulle fortælle det til faderen. Jeg er lige nu 20 uger henne og har ikke fortalt nogen at jeg er gravid. Jeg har et forhold til barnets far, som i forvejen har en familie med 3 børn. Vi elsker hinanden, men han har valgt, at blive i sit andet forhold pga børnene, selvom forholdet skranter gevaldigt og han har været flyttet før.

Nu er jeg så gravid og vil beholde barnet. Jeg står derfor overfor at skulle fortælle  ham nyheden, som han uden tvivl ikke vil blive begejstret for. Jeg ved dog at han vil støtte mig og stå ved sit ansvar, selv om han har sin anden familie. MEN det er simpelthen så svært at aflevere beskeden alligevel.

Jeg må snart mande mig op, og jeg er ret heldig, at det ikke ses endnu, selvom jeg er 20 uger henne...

forår skriver:

....Så fik jeg at vide af ham at han INTET vil ha med noget som helst at gøre... jeg har jo hele tiden forventet at det ville blive sådan, men pyha det gjorde ret ondt at få det at vide faktisk...
Og han er pisse ligeglad med hvad omverdene får at vide, og det undre mig lidt da vi jo arbejder samme sted, og alle kender alle.

Hvad ville I gøre...fortælle omverden sandheden? eller bare fortælle at det er en eller anden fyr jeg har mødt og som intet vil ha med hverken mig eller barnet at gøre?

Sikke mange vi er der enten står i samme situation eller lige har gjort det. Jeg stod der for ca 2 måneder siden.
Jeg startede med at fortælle fyren at min mens. ikke var kommet og at jeg dagen efter ville til læge. På denne måde følte jeg at jeg forberedte ham på det på en blid måde. Jeg føler ikke jeg løj (jeg vidste det jo godt), for jeg havde jo ikke sagt noget usandt. Dagen efter fortalte jeg så at jeg var gravid. Han reagerede med at sige at det ik var ham. Og jeg skulle tænke på ham at han havde en kæreste. og bla bla bla. Han mente også at han hellere ville køre ind i et træ på hans motercykel i stedet for at skulle igennem en faderskabstest osv.  Måtte meddele ham at det kunne han bare gøre for jeg syntes det var noget pjat at true med, for vi havde været to om det.
Det lader til at mange fyre reagere på samme måde. Og er der noget at sige til det? Jeg kan umiddelbart godt forstå deres reaktion og frustration. Men på den anden side kan jeg ik forstå at de ikke ikke står ved deres ansvar, for man er jo to om det.Utroligt at de ikke kan se det fra pigen side, hun er måske lige så frustreret og det er trods alt hende der skal igennem en 40 ugers graviditet.

Sikke mange vi er der enten står i samme situation eller lige har gjort det. Jeg stod der for ca 2 måneder siden.
Jeg startede med at fortælle fyren at min mens. ikke var kommet og at jeg dagen efter ville til læge. På denne måde følte jeg at jeg forberedte ham på det på en blid måde. Jeg føler ikke jeg løj (jeg vidste det jo godt), for jeg havde jo ikke sagt noget usandt. Dagen efter fortalte jeg så at jeg var gravid. Han reagerede med at sige at det ik var ham. Og jeg skulle tænke på ham at han havde en kæreste. og bla bla bla. Han mente også at han hellere ville køre ind i et træ på hans motercykel i stedet for at skulle igennem en faderskabstest osv.  Måtte meddele ham at det kunne han bare gøre for jeg syntes det var noget pjat at true med, for vi havde været to om det.
Det lader til at mange fyre reagere på samme måde. Og er der noget at sige til det? Jeg kan umiddelbart godt forstå deres reaktion og frustration. Men på den anden side kan jeg ik forstå at de ikke ikke står ved deres ansvar, for man er jo to om det.Utroligt at de ikke kan se det fra pigen side, hun er måske lige så frustreret og det er trods alt hende der skal igennem en 40 ugers graviditet.

Hvordan kan du forvente, at en mand der boller udenom kan stå ved noget som helst der kaldes ansvar når han ikke engang er mand nok til, at afslutte det han har kørende inden han indleder noget nyt?
Er ked af at sige dette men det kommer sgu ikke bag på mig. Jeg håber da du får det bedste ud af det :-)

Kh M