Nærmest tvunget til at fjerne barnet :'''''''''''''''''(

Caroline86 skriver:



Sødeste Maiken!
Sikke noget lort hva!?
Jeg forstår ikke du skriver at du har nogle fantastiske svigerforældre? Det er kun et par dage siden du var ved at brække dig over din "kæreste", hans brok og han og hans forældres konstante sigen I ikke skulle have den lille bebs? Har det ændret sig?
Jeg synes slet ikke det er fair det her!!! Men må give de fleste andre herinde ret i at det selvfølgelig er DIT valg, men at det vel er fint at tage imod al den hjælp du kan, så du kan give dem øretæver ved at klare det hele selv!?
For selvfølgelig bliver du fantastisk mor! .. Nu har vi jo så også talt lidt i privaten, og jeg tvivler slet ikke på at du er klar til opgaven!!! Men synes bestemt du skal overveje alle dine muligheder grundigt og få talt med alle der er at tale med, om hjælp, selvom du ikke nødvendigvis behøver den!!!!!!
Håber du finder ud af det hele søde!!
knuser herfra...

Tak for dit indlæg.

Grunden til jeg er vred på kommunen er MÅDEN de behandler mig på og taler ned til mig. At de snakker imod mig, når jeg siger, at jeg vil beholde det.
Men sagsbehandleren var ny i job, så hun har sikkert ikke vidst, hvad der var rigtigt og forkert at udtale sig om.

Hvad svigerforældrene angår, så synes jeg de er fantastiske. Deres negativitet var møntet på simon, ikke mig. Da jeg snakkede med hans mor face to face lød hun til at være meget forstående overfor mig - og en smule negativ omkring Simons useriøsitet. Han rendte rundt i hele huset, men jeg selv måtte sidde og fortælle at vi altså flyttede til Haderslev og at jeg altså ER gravid.. Så der var han lidt en røv (igen), men han kan nå at ændre sig til det bedre. Jeg giver hvertfald ikke op endnu.

Jeg håber alt løser sig.

Jeg kan godt sætte mig ind i det i skriver om at man kan have indgroet nogle mønstre, man ikke selv er klar over, men disse mønstre lider jeg ikke under. Jeg har stort set klaret mig selv siden jeg var 10 år, da jeg flyttede ud til min alkoholikerfar. Jeg har flyttet meget rundt blandt hele familien, så har ikke kun kendskab til en mor der er psykisk syg og en far der drikker. Desuden har jeg bearbejdet en masse gennem psykolog. Blandt andet har jeg lært at forstå min mors sygdom og lært at tokle den.. så der er absolut ingen risiko for at jeg ender som hende/ender med at opfostre mit barn, som hun opfostrer sine børn. Så al snakken om at jeg bliver en dårlig mor, fordi min egen mor er det, det er der intet hold i overhovedet.

Hey.....jeg kan godt sætte mig ind i noget af det du skriver......
Min mor døde da jg var 12 år gamle, og måtte klare mig selv hele vejen igennem.
Havede godt nok en far , men han drak.....så han var aldrig hjemme.
Flytte i min egen lejlighed som 15 år.....mit liv har også været en kamp, måtte kæmpe mig hele vejen op til det jeg er i dag...det har så også gjort mig stærker i mit liv....der ikke nogle der kan pille mig ned....mere.
Men ved at alt det du har været igennem ..også har gjort dig stærker.
Så derfor synes jeg du skal følge dit hjerte...behold barnet unaset hvad andre siger....og er ikke i tvivl om at du nok skal klare det.....

Held og lykke i dit liv...
vanessa.

Jeg har så meget jeg vil skrive til dig. Jeg skal forsøge ikke at gøre det for rodet eller for langt.
Med hensyn til abort eller ej, så er det DIT valg. Det vil jeg slet ikke komentere.

Jeg syntes selv min opvækst havde gjort mig tidligt moden. Og det var da heller ikke helt forkert. Men man kan ikke sammenligne at være leder i netto, passe sine søskende og at være vant tilat klare sig selv med det at stå med ansvaret for et andet liv. Der er meget forskel på at have ansvar for sig selv og så at have ansvar for sig selv og et lille barn.
Lige nu når du sidder foran pcen eller når du står i netto er du måske velfungerende. Men når barnet har skreget 24 timer i træk og du mest af alt har lyst til at gå din vej, så er det at din bagrund kan komme til udtryk.
At passe søskende kan ALDRIG samenlignes med at have et barn selv. Det troede jeg også selv. Men når det er dit eget barn er DU 100% på, du har hormoner der kører rundt med følelserne, du har måske ikke sovet mere end tre timer ad gangen i 6 mdr. Man kan blive så tyndslidt at man reagerer med følelserne i stedet for fornuften. Det er det kommunen er bange for.
Børn er dejlige og vidunderlige, man man kan også noget der kræver overskud.
Hvis du syntes det er hårdt at kæmpe med kommunen, så kan jeg fortælle at "kampen" ikke slutter der, der kommer også en kamp med at få arbejde/hverdag/børn til at gå op i en højere enhed. At tilsidesætte/forene egne behov med barnets. At få økonomien til at hænge sammen. Og meget meget mere.

Selvfølgelig kan du bryde den sociale arv, men det kræver hårdt arbejde. Og i denne sag har kommunen "magten" du må samarbejde med dem, du må vise at du kan klare dig selv.
Hvis du kigger tilbage i din egen barndom så burde kommunen måske have holdt øje med dig og hjulpet dine forældre?! Så havde du måske ikke været i den situation i dag?
Jeg kender i øvrigt kun til tre familier der har været i kommunens søgelys, alle havde stor glæde af kommunens hjælp og fik hverken fjernet børn eller trukket noget som helst ned over hovedet.

finkedinke skriver:

Jeg har så meget jeg vil skrive til dig. Jeg skal forsøge ikke at gøre det for rodet eller for langt.
Med hensyn til abort eller ej, så er det DIT valg. Det vil jeg slet ikke komentere.

Jeg syntes selv min opvækst havde gjort mig tidligt moden. Og det var da heller ikke helt forkert. Men man kan ikke sammenligne at være leder i netto, passe sine søskende og at være vant tilat klare sig selv med det at stå med ansvaret for et andet liv. Der er meget forskel på at have ansvar for sig selv og så at have ansvar for sig selv og et lille barn.
Lige nu når du sidder foran pcen eller når du står i netto er du måske velfungerende. Men når barnet har skreget 24 timer i træk og du mest af alt har lyst til at gå din vej, så er det at din bagrund kan komme til udtryk.
At passe søskende kan ALDRIG samenlignes med at have et barn selv. Det troede jeg også selv. Men når det er dit eget barn er DU 100% på, du har hormoner der kører rundt med følelserne, du har måske ikke sovet mere end tre timer ad gangen i 6 mdr. Man kan blive så tyndslidt at man reagerer med følelserne i stedet for fornuften. Det er det kommunen er bange for.
Børn er dejlige og vidunderlige, man man kan også noget der kræver overskud.
Hvis du syntes det er hårdt at kæmpe med kommunen, så kan jeg fortælle at "kampen" ikke slutter der, der kommer også en kamp med at få arbejde/hverdag/børn til at gå op i en højere enhed. At tilsidesætte/forene egne behov med barnets. At få økonomien til at hænge sammen. Og meget meget mere.

Selvfølgelig kan du bryde den sociale arv, men det kræver hårdt arbejde. Og i denne sag har kommunen "magten" du må samarbejde med dem, du må vise at du kan klare dig selv.
Hvis du kigger tilbage i din egen barndom så burde kommunen måske have holdt øje med dig og hjulpet dine forældre?! Så havde du måske ikke været i den situation i dag?
Jeg kender i øvrigt kun til tre familier der har været i kommunens søgelys, alle havde stor glæde af kommunens hjælp og fik hverken fjernet børn eller trukket noget som helst ned over hovedet.

Hej,
jeg ved udemærket godt at det ikke er det samme, som at opfostre et barn. såååå naiv er jeg heller ikke . MEN det viser, at jeg er ansvarsbevidst og selvstændig - dvs. jeg har allerede brudt den sociale arv på nogen punkter.

Jeg er vant til nedture, vant til kaos og vant til at løse problemer, så der skal meget til at vælte mig omkuld.. At lide under søvnmangel, være plaget af stress og være udkørt pga. et barn, det skræmmer mig ikke. Jeg ved det bliver hårdt, men jeg ved også at jeg sagtens kan klare det - og jeg tror på, at når man ser sit barn smile og være glad, så glemmer man alt det negative.

Jeg føler ikke, at jeg har brug for kommunens hjælp. Men med det betyder det ikke at jeg ikke har brug for hjælp, for det får jeg.. Men det kan jeg finde så mange andre steder. Online, gennem jordmoder, sundhedsplejerske, måske en mødregruppe... og støtte fra venner og familie SAMT faren til barnet.

Jeg synes helt ærligt, at det er latterligt at kommunen er så obs på mig med det grundlag at min mor er psykisk syg, for jeg har ikke boet hos min mor siden jeg var 10.. Da jeg var 12 flyttede jeg så hjem til min bedstemor, som da ikke fejler noget.... Som 15 årig flyttede jeg så selv, da min bedstemor "smed mig ud" til min alkoholikerfar.

Jeg har gennem psykolog lært at forstå min mors sygdom og lært at tackle den... Og JEG har IKKE boarderline og jeg er IKKE ligesom hende i form at opdragelse og meget andet... Og det er dét de frygter.. Hvilket jeg finder meget latterligt. Det er 9 år siden jeg boede sammen med hende. Har gået 2 år ved psykolog og lært at forstå mine forældre.... Så jeg vil mene, at jeg har lagt min svære tid bag mig.

Jeg tror ikke rigtigt i forstår mig herinde, alle sammen. Har modtaget nogle breve fra dem, som har været i min situation eller som ligesom mig selv synes det er grotesk sådan som kommunedamen udtalte sig overfor mig og ja, rent faktisk på forhånd dømte mig til at blive en dårlig mor UDEN at kende mig.

MEN, tak for alle jeres indlæg. Jeg tager noget af det i brug. Fx. ved at være stærk og bevise kommunen (uden at være mobset) at jeg er stabil og ansvarlig. Dette rådgav min læge mig også til.. Og han synes også det var mærkeligt at kommunen havde udtalt sig på den måde - og at de aldrig må opfordre en til en abort.

Jeg synes det lyder som om du har taget en del af de råd du har fået til dig, hvilket er modent og fornuftigt. Og nu når jeg gennemlæser hele tråden igen kan jeg godt forstå du føler dig lidt misforstået, da du får de samme svar igen og igen på spørgsmål du ikke har stillet... Og på spørgsmål og kommentarer som du allerede har svaret grundigt på. Jeg vil derfor bare ønske dig rigtig meget tillykke og held og lykke fremover! - Og husk nu at tage dine vitaminer (apropos en anden tråd herinde).

jeg har slet ikke læst den her tråd, og vælger at lade være, men vil kun svare på dit indlæg som jeg umiddelbart læser det.

Det lyder til at du for lang tid siden har truffet dit valg, at du vil beholde dit barn, og har du valgt det, med en forståelse af hvad det indebære for dig og din lille spirer, så skal du med alt magt holde ved det!
Det er dit, dit dit dit dit, og ingens andre.

Jeg vil dog sige at den kontaktperson som har meldt dig til kommunen måske kan have haft sine grunde, det vil sige hun måske ser nogle faldgrupper som du ikke selv ser endnu. Og det skal du måske vende til noget godt (ramaskrig...jeg ved det) men....: Jeg gøtter på din kontaktperson er ældre, har en anden erfaring end den du har, og dermed ser billedet udefra...forstår du mig?
En rigtig god ide for dig nu ville være (tror jeg) at få en god snak med den kontaktperson, måske endda tage hende/ham med på kommunen, og lyt til det de siger, de kan jo have en pointe, og bed så om hjælp til at få løst det problem!
Filmen knækker fordi du tror de er i mod dig, men sandheden er jo at de forsøger at hjælpe dig...men de skal hjælpe dig med dit valg, og ikke presse noget ned over hovedet på dig, det skal du så nok også gøre klart for dem, du er voksen, har taget et voksent valg, og med det at få barn, bliver du tvunget ud i at skal tage voksne valg fra nu af og resten af dit liv!

jeg vil ikke lyde hård, men jeg fik barn da jeg var 18, som jeg deværre mistede fordi hun var syg, og jeg blev tvunget til at blive voksen i løbet af en helvedes tid, og det var så voldsomt et overgreb på alt hvad der hed mig, psykisk altså, som det overhovedet kunne være. jeg havde bare en god familie til at hjælpe mig op bagefter, men det har du ikke!
Derfor er det vigtigt du lytter, forstår, og vil tage til dig...alt sammen en procces som du skal igennem når du skal til at blive voksen, og være forældre.

Man skala ldrig være for god til at tage mod hjælp, selv om man har en følelse af at nogen tvinger noget ned over hovedet på en.

Ring til din kontaktperson, få en snak, som voksen til voksen, uden at skabe dramatik omkring det, og lyt til hvad det er de siger...måske kan de have nogle guldkorn til dig.
Men fortæl dem om din beslutning, og sig de ikke skal lave om på den, for det er dit barn, og dit valg...og ikke mindst dit liv.

giver det her nogen mening?
Det håber jeg...og stort tillykke med din lækre kommende bebs!