Nærmest tvunget til at fjerne barnet :'''''''''''''''''(

Jeg skriver dette her med tårer der løber ned ad kinderne.. Jeg er så ufattelig knust.
Kommunen har ringet til mig, da min tidligere kontaktperson gennem 4 år har kontaktet dem og fortalt, at hun er bekymret for mig idet jeg skal være mor.

Min mor er pyskiks syg.
Min far er alkoholiker.
Jeg flyttede selv da jeg var 15.
= jeg er ikke i stand til at blive mor som 19årig.

Kommunen blev ved med at råde mig til at få en abort.

Jeg er så ked af, at jeg på trods af min barndom ikke kan få lov til bare at være normalt og leve en normalt liv, som alle andre 'normale' mennesker. På grund af det jeg har været igennem skal jeg konstant straffes.

Jeg har glædet mig utrolig meget, til at skulle være mor. Jeg har købt en masse babyting og jeg sidder konstant og planlægger fremtiden for den lille.

Men.. nu ved jeg ikke længere om jeg skal gennemføre det, når kommunen vil gå ind og stikke til mig og blande sig. Det er så heller ikke kun dem der dømmer mig. Familie og venner.. "Du er ung" bla bla bla.. Jeg er sku 19 år gammel.. Ikke 15, 16, 17... Det kunne have sket meget tidligere, at jeg blev gravid.

Jeg er en intelligent pige, som har evnerne til at blive lige hvad jeg vil, men min psyke at fuldstændig krakeleret nu. Jeg kan ikke magte at sætte et barn i verden, hvis jeg hele tiden skal mindes om hvilken elendig tilværelse jeg HAR haft.

Jeg er så knust lige nu over de beskeder jeg har fået af kommunen og min tidligere kontaktperson. Jeg ved ikke om jeg overhovedet orker at være MIG længere.

Hvad havde du gjort i min situation? Hvordan finder man styrken til, at kæmpe imod alle disse forhindringer? Ville du fjerne det NU på grund af frygten for at kommunen fjerner det senere hen?

Jeg er ikke ét sekund i tvivl om at jeg bliver en fantastisk mor, men nu er jeg blevet i tvivl om jeg magter alle de psykiske udfordringer som kommunen giver mig - kun baseret på "arv og miljø".

Skal til læge imorgen - og kommunedamen sagde, at jeg skulle høre min læge af hvad han mente. Som om han skulle bestemme om jeg skulle få det fjernet. Jeg er blevet i tvivl. Hvis jeg fjerne barnet, fjerner jeg mig selv. Hvordan skal jeg nogensinde kunne leve med den jeg er og det jeg har været igennem, når jeg konstant skal dømmes på min baggrund? :''''''''''''''''''''''''(

Hvis du vil beholde barnet, så skal du gøre det!!! De kan ikke bestemme over dig!!!
Jeg kunne forstille mig at det ikke er nemt at være dig lige nu!!!
Sig til dem at du bliver en go mor og de skal blande sig uden om!!!!
De tager jo kun barnet fra dig senere, hvis du ikke kan klare det! Og du mener jo selv du kan klare det, så kan de ikke ta det fra dig!!!

Hej

Det er et meget følsomt emne..............og blive så ked af det på dine vegne når jeg læser dette, og kan godt forstå at du har det frygteligt.

På den ene side er jeg glad for at det offentlige er meget obs på udsatte nyfydte.tænker her generelt og ikke på dig...........men de kan også tage fejl.

Jeg synes det er helt uhørt at de råder til abort.........

Når jeg læser det du skriver og dine tanker om dig og dit ufødte barn, så vil jeg sige at du skal gære det du føler aller dybest inde. du skriver at du ved at du vil blive en fantastisk mor. Hold fast i det, og blv ved at tro det, og bevis kommunen at de tager fejl.

Giv dem kamp til håret og kæmp din kamp, det kan kun give et godt resultat. vær klar i din udmelding hvis du vælger at få barnet, og så samarbejd med dem derfra, så de virkelig bliver positivt overrasket.

Håber alt falder på plads for dig:0)

Det er en meget træls/ulykkelig situation du er endt i, men der er altid løsninger !

Kommunen har jo bare udvist bekymring. De vil helt sikkert hjælpe dig. Du kan jo vælge at gøre dit bedste for at være super god mor for dit barn og så vil kommunen jo se, at det hele er fint og at du kan magte opgaven.



Held og lykke med beslutningen.

Jeg vil rigtig gerne beholde det, men tror ikke jeg magter at skulle kæmpe dem imod konstant. Det var hårdt nok at gentagne gange sige jeg ville beholde det i telefonen, når hun konstant sagde
"Det er godt nok tidligt Maiken"
"Du har haft det svært og dine forældre er ikke nemme, så det går vi også ind og kigger på"
"Hvor længe har du kendt faren? Er du sikker på du vil være sammen med ham resten af livet? Det er jo synd for barnet, hvis det skal flytte frem og tilbage"
"Jeg synes virkelig du skal tænke dig grundigt om. Du kan sagtens nå at få en abort endnu"

osv, osv..

Kan slet ikke stoppe med at græde...
Føler så meget modstand..

Jeg synes at det er forfærdeligt groft af din kontaktperson hos kommunen at "tvinge" dig til en abort.

Jeg kan kun give dig ret i at din barndom da ikke har noget at gøre med om du bliver en god mor eller ej.

Jeg forstår at du er knust, det må også være svært i sådan en situation ikke at få opbakning.

Jeg ville 100% følge mit hjerte. Hvis du vil have barnet, så skal du have det!

Kommunen kan jo ikke bare fjerne det pga. din barndom!

Jeg kan virkelig blive så arrig over at nogen mennekser er sådan!

Jeg håber ikke at du lader dig presse ud i noget du ikke inderst inde ønsker.

Mette

Den eneste der kan bestemme om du skal have det barn er dig og KUN dig. Hverken kommunen eller din læge!

Jeg ville kæmpe med næb og klør for at beholde mit barn og vise omverdenen at de tager fejl. Jeg er selv ung mor, var 21 da jeg fik min søn og jeg fik tit smidt i hovedet at jeg var ung og bla bla. Og det der får mig til at holde hovedet højt er at jeg nok skal vise dem.

Du lyder til at have besluttet dig for at beholde barnet, og som du skriver du vil fjerne den du er ved at få fjernet barnet. Jeg ved at jeg aldrig kunne leve med det selv, og det er selvfølgelig op til en selv om man vil fjerne det eller ej. Det lyder nu bare på mig som om at du har taget din beslutning om at beholde det. Også når du allerede har købt lidt babttøj.

Det bliver hårdt, ingen tvivl om det, og hvis dit bagland ikke er det bedste skal du ta imod al dem hjælpkommunen giver dig, selvom det ikke lyder til at være det vilde de hjælper. Ville det være utænkeligt at flytte til en anden kommune hvor du får bedre hjælp?

Jeg synes ihvertfald ikke du skal lade andre bestemme over dig!

Anja skriver:

Det er en meget træls/ulykkelig situation du er endt i, men der er altid løsninger !

Kommunen har jo bare udvist bekymring. De vil helt sikkert hjælpe dig. Du kan jo vælge at gøre dit bedste for at være super god mor for dit barn og så vil kommunen jo se, at det hele er fint og at du kan magte opgaven.



Held og lykke med beslutningen.

Hjælp - er ikke det rette ord at sætte på det.
Fordomsfulde passer bedre!

Smukkert skriver:

Jeg vil rigtig gerne beholde det, men tror ikke jeg magter at skulle kæmpe dem imod konstant. Det var hårdt nok at gentagne gange sige jeg ville beholde det i telefonen, når hun konstant sagde
"Det er godt nok tidligt Maiken"
"Du har haft det svært og dine forældre er ikke nemme, så det går vi også ind og kigger på"
"Hvor længe har du kendt faren? Er du sikker på du vil være sammen med ham resten af livet? Det er jo synd for barnet, hvis det skal flytte frem og tilbage"
"Jeg synes virkelig du skal tænke dig grundigt om. Du kan sagtens nå at få en abort endnu"

osv, osv..

Kan slet ikke stoppe med at græde...
Føler så meget modstand..

Ja, det er vanskeligt, men man må jo sige, at hun har ret i flere ting. Det ER jo tidligt (i forhold til mange andre), det ER nogle svære forældre du har, og ja et barn har bedst af stabilitet.

MEN du kunne jo sig sige til hende, at du altså HAR besluttet dig og at du nu håber, at hun vil hjælpe dig til at få det bedste ud af situtationen. Når først hun kan mærke, at hun ikke kan skubbe dig i retning af abort, så er hun jo nødt til at hjælpe dig med at finde gode løsninger for fremtiden MED barnet

Hvis du virkelig ønsker barnet (og det lyder det som om du gør) synes jeg da helt sikkert du skal beholde det.

Kommunen skal da ikke bestemme om du kan klare det eller ej. Og bare fordi dine forældre har haft problemer, er det jo ikke ens betydende med du bliver en dårlig mor. Og kommunen kan jo ikke fjerne dit barn på baggrund af indicier.

Jeg synes at du lyder som om du har hjertet på rette sted. Og du lyder bestemt ikke som en der ikke skulle kunne tage sig af et barn.

Min egen mor er også psykisk syg. Men det betyder jo ikke at jeg også automatisk er det, vel?

Kan du ikke snakke med din læge om dine følelser omkring det hele. Måske kan du blive henvist til en psykolog, som om nogen ville kunne vurdere om du kan klare det eller ej.

Jeg krydser fingre for dig og din baby. Og håber alt ordner sig.