Bør man få flere børn efter et handicappet?

Frk. Himmelblå skriver:

Tak for svar.

Det du beskriver om din venindes familie er netop, hvad der har fyldt meget i mine tanker.

Men selvfølgelig skal ressourcerne være der. Vi mangler intet materielt, og vi VIL vores familie mere end noget andet. Men alle mennesker har en grænse, og hvem ved, hvad fremtiden bringer? Heldigvis kan vi godt vente et par år med at træffe beslutningen. Så ved vi givetvis noget mere til den tid...

Jeg har selv to (velfungerende!) søskende. Og jeg synes, det er en gave at have nogen at dele sin historie med. 

det er også det jeg tænker

Kommer også til at tænke på "det er så yndigt at følges ad" og 

da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;

Og det synes jeg bare er så rigtigt 

Men det er da rigtig godt at I har noget tid til at mærke efter hvad I kan og vil som familie 

Jeg har selv tre søskende, men min far har kun mig og han er maniodepressiv og ej hvor ville det være rart med en søskende at kunne dele det med ind imellem. De andre har jo deres egen far og er 'helt ubrugelige' i den her situation (det er de selvfølgelig ikke helt, men du ved nok hvad jeg mener )

Så der er så mange situationer hvor søskende bare kan et eller andet for hinanden 

Jonatansmor skriver:

Jeg har nemlig 2 søskende, tvillinger, 5 år yngre end jeg.

Om hun hjalp... bumbum.. Som vi er blevet ældre kan jeg godt se styrken i at hun har været med og deltaget. Men hendes barndom har ikke været sjov. Tvillinger har det her bånd, havde A det skidt havde B det ligeså skidt. Hun er blevet "efterladt" alene på hendes værelse, mens vores mor havde kampe med den syge søster, var på hospitalet med den syge søster. Alt vedrørte den syge søster og den raske har ikke en egen identitet. Hun vil altid være den raske.

Men nu skal det jo ikke hedde sig at der ikke er styrker i at have en handicappet i familien. Det giver et menneske spidskompetencer som ekstrem stresshåndtering, overblik, åbensindet og venlig tilgang til anderledes mennesker. Det har givet os et indblik ind i menneskets snørklede sind og væremåde og lært os en vigtig lektie om hvordan alting ikke nødvendigvis er som det ser ud.

Det er hårdt, men vi elsker hende jo, fordi hun er hende. Og den anden elsker vi jo ligeså højt. Fordi hun er hende.

Tak for dit gode svar endnu en gang.

Jeg kan ikke se, at det skulle kunne ske i min familie, at et barn i den grad ville blive overladt til sig selv. Vi har (i hvert fald som det er nu) godt med ressourcer  - både på den ene og anden måde. Men man ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer, og din søsters pludselige anfald må i den grad have vendt op og ned på jeres familie fra dag til dag. Processen herhjemme er noget mere sej og langstrakt, hvis du forstår, og knap så nu-og-her-chokerende. 

Jeg føler virkelig med dig og din familie. Din mor må i den grad have haft det hårdt til tider. For ikke at snakke om dig og dine søstre. Jeg ønsker jer alt godt, og din historie har rørt mig og sat tanker igang. Tak for det.

Giraffen skriver:

det er også det jeg tænker

Kommer også til at tænke på "det er så yndigt at følges ad" og 

da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;

Og det synes jeg bare er så rigtigt 

Men det er da rigtig godt at I har noget tid til at mærke efter hvad I kan og vil som familie 

Jeg har selv tre søskende, men min far har kun mig og han er maniodepressiv og ej hvor ville det være rart med en søskende at kunne dele det med ind imellem. De andre har jo deres egen far og er 'helt ubrugelige' i den her situation (det er de selvfølgelig ikke helt, men du ved nok hvad jeg mener )

Så der er så mange situationer hvor søskende bare kan et eller andet for hinanden 

Hørt hørt hørt!

Og så får du mig skisme til at fælde en tåre med dit "Det er så yndigt"-citat!

Du har jo i den grad ret. 

God dag til dig! 

Frk. Himmelblå skriver:

Tak for dit gode svar endnu en gang.

Jeg kan ikke se, at det skulle kunne ske i min familie, at et barn i den grad ville blive overladt til sig selv. Vi har (i hvert fald som det er nu) godt med ressourcer  - både på den ene og anden måde. Men man ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer, og din søsters pludselige anfald må i den grad have vendt op og ned på jeres familie fra dag til dag. Processen herhjemme er noget mere sej og langstrakt, hvis du forstår, og knap så nu-og-her-chokerende. 

Jeg føler virkelig med dig og din familie. Din mor må i den grad have haft det hårdt til tider. For ikke at snakke om dig og dine søstre. Jeg ønsker jer alt godt, og din historie har rørt mig og sat tanker igang. Tak for det.

Vores situation var netop pludselig. Der var ingen forvarsel, alt skete på 1 times tid. Fra hun stod ude på badeværelset og snakkede om pletter overalt og ikke kunne finde det toiletpapir der hang ved siden af hende, til hun lå i krampeanfald inde på sin seng, med fråde om munden og hovedet vinklet i den der underlige position.

Der var intet der kunne have forberedt min mor eller vores papfar på det der kom efter, de klarede det så godt som de kunne, men det var ingen hemmelighed at det var kvinderne i vores familie der var stærkest, den føromtalte papfar er stadig alkoholiker.

Er man forberedt på omstændighederne, kan jeg ikke se hvordan det skulle ende i det kaos der omgav vores situation. Jeres fordele er tydelige, som jeg læser dig bevæger I jer også i et helt andet ressourceområde end min familie gjorde på daværende tidspunkt, samfundet har ændret sine muligheder for støtte til familien.

Jeg takker for din medfølelse og sender håb afsted til din lille familie

Frk. Himmelblå skriver:

Hørt hørt hørt!

Og så får du mig skisme til at fælde en tåre med dit "Det er så yndigt"-citat!

Du har jo i den grad ret. 

God dag til dig! 

Hej

Alt afhængigt af handicappet kan det jo være svært at overskue. Det kræver jo meget ekstra i hverdagen at tage de hensyn der skal tages, så man tilgodeser de børn man har.

Min første søn har en autismediagnose, som han først fik stillet da han var 6 år efter år med alverdens tests og udredningsforsøg. Der gik faktisk 7 år hvor vi var overbeviste om, at vi ikke skulle have flere børn. Det ændrede sig så, da han kom i et skoletilbud, der er det helt rigtige for ham og siden er han blevet en meget mere harmonisk og rolig dreng. Han har jo altid været en skøn dreng men med en adfærd der var meget udfordrende, når man ikke ved hvordan man skal håndtere den.

Så begyndte vi pludselig en dag at overveje nr. 2 og nu er han blevet storebror i en alder af 9 år og det går bare så godt. Men det var det rigtige for os at vente også fordi der ikke opstår problemer med at lillebror overhaler ham indenom i udviklingen og dermed påvirker storebrors selvtillid.

Har også arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser og set flere eksempler på familier, der er blevet meget medtaget af den store fokus det handicappede barn krævede og det dermed tog noget fra de andre børn. Så ja der er mange overvejelser alt afhængigt af handicappet og man skal jo investere i alle de børn man får og have overskuddet til det. Jeg har altid drømt om tre børn, men er langt fra sikker på det er den rette drøm at forfølge på sigt. Overskuddet skal i hvertfald være der.

Held og lykke med overvejelserne

Carina1977 skriver:

Jeg synes man bør gøre det op med sig selv 

Men hvis min mor havde valgt ikke at få flere børn efter hendes 2 første, som var handicappede....ja så havde min lillebror og jeg slet ikke eksisteret.

jeg ser min mor som en meget stærk person, der har formået at give os masse af kærlighed og opmærksomhed, på trods af at i hvert fald den ene af mine ældre søskende, har krævet rigtig meget af hende.

I det store billede har jeg ikke lidt afsavn på nogen måde, men jeg ved det er af stor betydning, om man formår at magte flere børn udover de handicappede. Jeg ville synes at det var enormt syndt, hvis de andre børn bliver tilsidesat meget....og derfor synes jeg, at man skylder evt. fremtidige børn, at man tænker det en ekstra gang igennem, inden man planlægger flere børn.

Jeg har SÅ stor respekt for de forældre, der har et eller flere handicappede børn + evt. flere udover dem. Jeg ser dem som nogle stærke mennesker og nogle overskudsmennesker, og jeg er fuld af beundring overfor dem 

Hvor er det dog et dejligt indlæg du har skrevet.

Jeg har virkerlig også været i tvivl om jeg/vi formår at give lillebror og evt. fremtidige søskende alt det som de kræver. Da vores søn jo kræver en del mere end almindelige børn og nok kommer til at være mere i centrum mht. undersøgelser mm.

Og jeg har noget at en knude i maven overfor den kommende tid hvor han både skal være storebror til april og starte i BH til august. Men det er skønt at høre at det kan lykkes.

AnnaKJ skriver:

Ja, det burde man, synes jeg! 

Jeg har selv en datter med et syndrom kaldet Aicardi Syndrom (rammer kun piger), som gør at hun er hjerneskadet, har epilepsi, er synshandicappet, hæmmet i vækst, hendes hovedomfang er ikke rigtig blevet større de sidste 1½ år, så vi har en mistanke om, at hendes hjerne nok heller ikke vokser vildt meget, desuden har hun en rigtig skidt prognose. Hun er idag 2 år og 5 mdr. Rent motorisk kan ikke ikke ret meget. Hun kan sådan lige holde sit eget hoved, hun er ved at være rimelig stærk i ryggen/maven og kan trille til højre side.

Hun får til daglig sondemad, men er ellers et mildt og tålmodigt barn (har hun dog ikke altid været), som elsker at være omkring mennesker. 

Hun siger efterhånden mange lyd og selvfølgelig kan man godt høre når der er noget hun er ked af eller rigtig glad for, men generelt, så er hun svær at aflæse.

Men som sagt, ja, så synes jeg man burde få flere børn selvom man har et handicappet. 

Man har idag rigtig meget viden og teknik, der gør at man kan frasortere "dårlige" gener, hvis det er en genetisk arvelig sygdom. Lige nu er vi selv med i et forsøg på, at finde ud af hvor i generne det går galt for Aicardi-børn. Der er ikke mange af dem, men de få der vælger at være med, får sendt en blodprøve til Norge og der gennemgår de alle 25.000 gener ved alle børn, for at se hvad de her specielle børn har tilfælles, dels for at finde ud af om det er arveligt (lige nu har vi fået at vide at chancen for endnu et Aicardi-barn er 1 ud af 7 mil.), men også for at finde medicin og andre ting som kan hjælpe de her børn, allerede tidligt i deres liv.

Så har man muligheden, overskudet og lysten, så synes jeg bestemt man skal få flere børn.

Ikke kun for, at få flere børn, men også for at få andet end sygdom ind i ens liv. For der bliver rigtig meget fokus på sygdom med et handicappet barn og det er uanset hvilket handicap. 

Men også for det handicappet barns skyld. De har godt af søskende/andre børn. Børn har jo åbenbart en måde, at kommunikere på, som vi forældre ikke forstår. 

Vi har set Lærke gennemgå rigtig meget og noget af det mest positive, var da hun kom i sin specielbørnehave, hvor der er børn med forskellige slags handicaps - hun reagerede virkelig flot og har udviklet sig meget. Hun er gået fra at være virkelig sensitiv og meget tryghedssøgende, til at være den her milde glad pige. 

Selvfølgelig, da vi snakkede om nr. 2, havde vi rigtig mange overvejelser og fik snakket med en masse professionelle omkring det. Selv vores sundhedsplejerske sagde, at hun synes det var den bedste ide hun havde hørt længe. 

Og så tænkte vi, jamen så gør vi det og idag er jeg gravid i uge 23. Uden tvivl bliver det hårdt, men tror virkelig, at det vil give os en anden form for energi, at få noget tilbage fra et "normalt" barn. Et kram, et smil, et "mor jeg elsker dig" - det kommer til at gøre det hele det værd! For det har vi ikke i vores hverdag. 

Vi glæder os vildt meget til juni og er sikker på at Lærke bliver den bedste storesøster.

Der er skrevet dette tidskrift omkring Lærke, hvis det skulle have nogen interesse.

http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2011/39/pdf/VP07100294.pdf

Ja, det var så blot min meget lange menig

 fra en mor med en multihandicappet datter, som glæder sig til at blive mor igen til juni

Du er sej

Jeg er også sikker på at Liam bliver den bedste storebror...på trods af at lillebror (hvis han altså ikke også har arvet Liams handicap) nok vokser Liam over hovedet i løbet af de første par år

Rikke&Liam skriver:

Hvor er det dog et dejligt indlæg du har skrevet.

Jeg har virkerlig også været i tvivl om jeg/vi formår at give lillebror og evt. fremtidige søskende alt det som de kræver. Da vores søn jo kræver en del mere end almindelige børn og nok kommer til at være mere i centrum mht. undersøgelser mm.

Og jeg har noget at en knude i maven overfor den kommende tid hvor han både skal være storebror til april og starte i BH til august. Men det er skønt at høre at det kan lykkes.

Det kan sagtens lykkes, og det gør det jo nok også en del lettere, hvis man har netværket i orden.

Min mor var alene med 4 børn, hvoraf de 2 var handicappede, og havde det ikke været for hendes netværk, så tror jeg at jeg ville have mærket mere til det, end jeg gjorde. Jeg havde en moster, der ofte tog mig på ferie hos hende, og når jeg kom hjem, blev jeg modtaget af en mor fyldt med overskud....så jeg mærkede aldrig afsavn på nogen måde. Det var også vigtigt for min mor, at vi ikke skulle mangle noget, sådan rent følelsesmæssigt.

Min søster og jeg, ligger meget tæt på hinanden sådan aldersmæssigt (der er kun 1½ år imellem os). Min mor har fortalt at det var hårdest mens vi var helt små, fordi hun jo nærmest havde 2 babyer/mindre børn. Det var for hende som at have tvillinger. Det blev nemmere for hende, da vi blev lidt større. Så hvis jeg skulle råde nogen til noget, så var det at vente med det næste barn, indtil det handicappede barn er 4 år eller mere. Jeg tror det bliver nemmere så....selvom det jo stadig kræver en del af en.

Men det er virkelig noget man skal gøre op med sig selv....det er jo kun en selv, der kan mærke hvornår det rigtige tidspunkt er, og om der nogensinde er et rigtigt tidspunkt. Hvis der er en far inde i billedet, som er meget god til at hjælpe, jamen så er det jo helt klart nemmere....og jeg er sikker på at I nok skal klare det 

Hvad fejler din søn?

Carina1977 skriver:

Det kan sagtens lykkes, og det gør det jo nok også en del lettere, hvis man har netværket i orden.

Min mor var alene med 4 børn, hvoraf de 2 var handicappede, og havde det ikke været for hendes netværk, så tror jeg at jeg ville have mærket mere til det, end jeg gjorde. Jeg havde en moster, der ofte tog mig på ferie hos hende, og når jeg kom hjem, blev jeg modtaget af en mor fyldt med overskud....så jeg mærkede aldrig afsavn på nogen måde. Det var også vigtigt for min mor, at vi ikke skulle mangle noget, sådan rent følelsesmæssigt.

Min søster og jeg, ligger meget tæt på hinanden sådan aldersmæssigt (der er kun 1½ år imellem os). Min mor har fortalt at det var hårdest mens vi var helt små, fordi hun jo nærmest havde 2 babyer/mindre børn. Det var for hende som at have tvillinger. Det blev nemmere for hende, da vi blev lidt større. Så hvis jeg skulle råde nogen til noget, så var det at vente med det næste barn, indtil det handicappede barn er 4 år eller mere. Jeg tror det bliver nemmere så....selvom det jo stadig kræver en del af en.

Men det er virkelig noget man skal gøre op med sig selv....det er jo kun en selv, der kan mærke hvornår det rigtige tidspunkt er, og om der nogensinde er et rigtigt tidspunkt. Hvis der er en far inde i billedet, som er meget god til at hjælpe, jamen så er det jo helt klart nemmere....og jeg er sikker på at I nok skal klare det 

Hvad fejler din søn?

Han har et sjældent handicap..og har endnu ikke fået nogen endelig diagnose. Da han faktisk er ret velfungerende.

Men det mest udprægede er at han ikke vokser som han skal og ingen kan finde ud af hvorfor. En konsekvens heraf er at hans hjerne heller ikke vokser som den skal og dette har så i Liams tilfælde gået ud over hans sproglige udvikling. Han er 2,5 og hans sproglige udvikling svarer til en på ca. 1,5 år. Men nu har vi heldigvis fået en handicapsagsbehandler og skal nu til at søge støttetimer til når han skal starte i BH til sommer. Så han forhåbentlig kan få en masse god støttende tale-"undervisning". Vi bruger tegn-til-tale.

Desuden sover han rigtig dårligt om natten og vågner mange gange. Derfor har jeg også valgt at tage barsel i 1 år fra mit studie, da det simpelthen bliver for hårdt med 2 ikke-sovende børn og studie ved siden af.

Liam er et meget sjældent tilfælde, og netop det gør det også ekstra svært, da man ikke på nuværende tidspunkt ved hvordan han vil udvikle sig. Og om "gnisten" på et tidspunkt løber tør, hvis man kan sige det sådan. Og så savner vi lidt erfaringer fra andre forældre med børn som lider af det samme, men dem har vi ikke fundet endnu.