Bør man få flere børn efter et handicappet?

jeg synes det er svært, men hvis man føler man har overskudet, og har taget overvejelserne op omkring et evt handicappet barn mere, så siger jeg go for it.

Jeg har personligt taget det valg at vi ikke skal have flere før Viktor er blevet operationer. Jeg kan slet ikke overskue at skulle stå med en lille på den ene arm og Viktor på Intensiv. Vi er desuden med i en undersøgelse omkring det evt er vores gener der ikke "passer sammen" Og skulle det vise sig at chancen er stort for endnu et hjertebarn, så kan det være han bliver enebarn

Vi fik jo et hovsa barn Bertram  , i dec , han er elsket , men hvor er det hårdt , nu har jeg 2 bærn der ik sover igennem ......

Alberte er hår ved ham , hun tror han er en dukke så vi er hele tiden over hende ........

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg er interesseret i erfaringer fra jer med handicappede børn (og andre må naturligvis også gerne svare!) I forhold til at få flere børn...

Det er jo en stor udfordring at have et barn med særlige behov/ handicap. Hvordan ved man/ vurderer man, om det vil være en god beslutning at få et barn mere? 

Jeg har to børn, og den yngste er handicappet. Men har egentlig gerne villet have 3... Det virker bare helt uoverskueligt at tænke på. 

Kom endelig med jeres tanker omkring emnet!

Jeg synes man bør gøre det op med sig selv 

Men hvis min mor havde valgt ikke at få flere børn efter hendes 2 første, som var handicappede....ja så havde min lillebror og jeg slet ikke eksisteret.

jeg ser min mor som en meget stærk person, der har formået at give os masse af kærlighed og opmærksomhed, på trods af at i hvert fald den ene af mine ældre søskende, har krævet rigtig meget af hende.

I det store billede har jeg ikke lidt afsavn på nogen måde, men jeg ved det er af stor betydning, om man formår at magte flere børn udover de handicappede. Jeg ville synes at det var enormt syndt, hvis de andre børn bliver tilsidesat meget....og derfor synes jeg, at man skylder evt. fremtidige børn, at man tænker det en ekstra gang igennem, inden man planlægger flere børn.

Jeg har SÅ stor respekt for de forældre, der har et eller flere handicappede børn + evt. flere udover dem. Jeg ser dem som nogle stærke mennesker og nogle overskudsmennesker, og jeg er fuld af beundring overfor dem 

Ja, det burde man, synes jeg! 

Jeg har selv en datter med et syndrom kaldet Aicardi Syndrom (rammer kun piger), som gør at hun er hjerneskadet, har epilepsi, er synshandicappet, hæmmet i vækst, hendes hovedomfang er ikke rigtig blevet større de sidste 1½ år, så vi har en mistanke om, at hendes hjerne nok heller ikke vokser vildt meget, desuden har hun en rigtig skidt prognose. Hun er idag 2 år og 5 mdr. Rent motorisk kan ikke ikke ret meget. Hun kan sådan lige holde sit eget hoved, hun er ved at være rimelig stærk i ryggen/maven og kan trille til højre side.

Hun får til daglig sondemad, men er ellers et mildt og tålmodigt barn (har hun dog ikke altid været), som elsker at være omkring mennesker. 

Hun siger efterhånden mange lyd og selvfølgelig kan man godt høre når der er noget hun er ked af eller rigtig glad for, men generelt, så er hun svær at aflæse.

Men som sagt, ja, så synes jeg man burde få flere børn selvom man har et handicappet. 

Man har idag rigtig meget viden og teknik, der gør at man kan frasortere "dårlige" gener, hvis det er en genetisk arvelig sygdom. Lige nu er vi selv med i et forsøg på, at finde ud af hvor i generne det går galt for Aicardi-børn. Der er ikke mange af dem, men de få der vælger at være med, får sendt en blodprøve til Norge og der gennemgår de alle 25.000 gener ved alle børn, for at se hvad de her specielle børn har tilfælles, dels for at finde ud af om det er arveligt (lige nu har vi fået at vide at chancen for endnu et Aicardi-barn er 1 ud af 7 mil.), men også for at finde medicin og andre ting som kan hjælpe de her børn, allerede tidligt i deres liv.

Så har man muligheden, overskudet og lysten, så synes jeg bestemt man skal få flere børn.

Ikke kun for, at få flere børn, men også for at få andet end sygdom ind i ens liv. For der bliver rigtig meget fokus på sygdom med et handicappet barn og det er uanset hvilket handicap. 

Men også for det handicappet barns skyld. De har godt af søskende/andre børn. Børn har jo åbenbart en måde, at kommunikere på, som vi forældre ikke forstår. 

Vi har set Lærke gennemgå rigtig meget og noget af det mest positive, var da hun kom i sin specielbørnehave, hvor der er børn med forskellige slags handicaps - hun reagerede virkelig flot og har udviklet sig meget. Hun er gået fra at være virkelig sensitiv og meget tryghedssøgende, til at være den her milde glad pige. 

Selvfølgelig, da vi snakkede om nr. 2, havde vi rigtig mange overvejelser og fik snakket med en masse professionelle omkring det. Selv vores sundhedsplejerske sagde, at hun synes det var den bedste ide hun havde hørt længe. 

Og så tænkte vi, jamen så gør vi det og idag er jeg gravid i uge 23. Uden tvivl bliver det hårdt, men tror virkelig, at det vil give os en anden form for energi, at få noget tilbage fra et "normalt" barn. Et kram, et smil, et "mor jeg elsker dig" - det kommer til at gøre det hele det værd! For det har vi ikke i vores hverdag. 

Vi glæder os vildt meget til juni og er sikker på at Lærke bliver den bedste storesøster.

Der er skrevet dette tidskrift omkring Lærke, hvis det skulle have nogen interesse.

http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2011/39/pdf/VP07100294.pdf

Ja, det var så blot min meget lange menig

 fra en mor med en multihandicappet datter, som glæder sig til at blive mor igen til juni

Carina1977 skriver:

Jeg synes man bør gøre det op med sig selv 

Men hvis min mor havde valgt ikke at få flere børn efter hendes 2 første, som var handicappede....ja så havde min lillebror og jeg slet ikke eksisteret.

jeg ser min mor som en meget stærk person, der har formået at give os masse af kærlighed og opmærksomhed, på trods af at i hvert fald den ene af mine ældre søskende, har krævet rigtig meget af hende.

I det store billede har jeg ikke lidt afsavn på nogen måde, men jeg ved det er af stor betydning, om man formår at magte flere børn udover de handicappede. Jeg ville synes at det var enormt syndt, hvis de andre børn bliver tilsidesat meget....og derfor synes jeg, at man skylder evt. fremtidige børn, at man tænker det en ekstra gang igennem, inden man planlægger flere børn.

Jeg har SÅ stor respekt for de forældre, der har et eller flere handicappede børn + evt. flere udover dem. Jeg ser dem som nogle stærke mennesker og nogle overskudsmennesker, og jeg er fuld af beundring overfor dem 

Tak for dit fine svar. Jeg er enig. Der er noget at tænke over.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg er interesseret i erfaringer fra jer med handicappede børn (og andre må naturligvis også gerne svare!) I forhold til at få flere børn...

Det er jo en stor udfordring at have et barn med særlige behov/ handicap. Hvordan ved man/ vurderer man, om det vil være en god beslutning at få et barn mere? 

Jeg har to børn, og den yngste er handicappet. Men har egentlig gerne villet have 3... Det virker bare helt uoverskueligt at tænke på. 

Kom endelig med jeres tanker omkring emnet!

Jeg er ikke selv mor til en handicappet, men jeg er storesøster til en ADHD og epileptikerramt. Min søster er ikke født med sin sygdom, hun er tvilling og manglede ilt under fødslen, et ar dukkede op på tindingelappen der først 8 år senere trickede et massivt epileptisk anfald.

Jeg var 13 da hun fik det første anfald. Efterfølgende var der periode med komatilstand hvor min anden søster og jeg blev passet af naboen. Efter det var der perioden med genoptræning. Perioden med nye anfald, perioden med test. Perioden med indkøring af medicin, fejlslagen. Periode med flere anfald. Koma. Genoptræning.

Det kørte i ring, indtil for ganske få år siden. Det har kostet min mor hendes ægteskab med en mand vi betragtede som vores far. Han udviklede dyb alkoholisme, dér i stormens øje. Det kostede os vores forhold, min søster og jeg har måttet undvære forældrekontakt og vejledning i rigtigt mange år.

Idag er hun stadig ikke "normal". Hun falder stadig i dybe huller hvor det er vores ansvar at få hende op at køre. Fordi vi har ikke fået indrettet et system i Danmark der griber disse milde sociale tilfælde. Så det er hendes familie der må ringe og få hende op, ringe og få hendes medicin i hende. Køre, hente og bringe. Det er hårdt at hun er så afhængig af os.

Og det er hårdt at se at hun ikke er lykkelig i sit liv. Jeg ville tænke mig godt om, det at have en handicappet barn, er ikke kun svært for forældrene, men også for søskende.

Jonatansmor skriver:

Jeg er ikke selv mor til en handicappet, men jeg er storesøster til en ADHD og epileptikerramt. Min søster er ikke født med sin sygdom, hun er tvilling og manglede ilt under fødslen, et ar dukkede op på tindingelappen der først 8 år senere trickede et massivt epileptisk anfald.

Jeg var 13 da hun fik det første anfald. Efterfølgende var der periode med komatilstand hvor min anden søster og jeg blev passet af naboen. Efter det var der perioden med genoptræning. Perioden med nye anfald, perioden med test. Perioden med indkøring af medicin, fejlslagen. Periode med flere anfald. Koma. Genoptræning.

Det kørte i ring, indtil for ganske få år siden. Det har kostet min mor hendes ægteskab med en mand vi betragtede som vores far. Han udviklede dyb alkoholisme, dér i stormens øje. Det kostede os vores forhold, min søster og jeg har måttet undvære forældrekontakt og vejledning i rigtigt mange år.

Idag er hun stadig ikke "normal". Hun falder stadig i dybe huller hvor det er vores ansvar at få hende op at køre. Fordi vi har ikke fået indrettet et system i Danmark der griber disse milde sociale tilfælde. Så det er hendes familie der må ringe og få hende op, ringe og få hendes medicin i hende. Køre, hente og bringe. Det er hårdt at hun er så afhængig af os.

Og det er hårdt at se at hun ikke er lykkelig i sit liv. Jeg ville tænke mig godt om, det at have en handicappet barn, er ikke kun svært for forældrene, men også for søskende.

Tak for dit stærke og meget personlige svar. Bliver helt rørt!

Tror, vi må se tiden an, vi ved endnu ikke, hvor stort vores yngstes handicap er. Altså i hvor høj grad det kommer til at påvirke vores familie fremover. Men mine tanker går også meget på følgende:

Vi har en rask, og en handicappet datter. Begge fantastisk dejlige og højt elskede. Men jeg tænker, at vores raske datter mangler/kommer til at mangle en at dele sin historie og sin søster med. Hvis ikke nu, så som voksen. Man kan selvfølgelig aldrig vide, om ens næste barn også vil blive handicappet, men det er dog meget usandsynligt..

Hvordan tror du, du ville have det, hvis du havde måttet undvære din raske søster (ved ikke om jeg læser dit indlæg korrekt, - du har søstre, som er tvillinger, ikke sandt?).

Mange gode hilsener!

Tak for dit stærke og meget personlige svar. Bliver helt rørt!

Tror, vi må se tiden an, vi ved endnu ikke, hvor stort vores yngstes handicap er. Altså i hvor høj grad det kommer til at påvirke vores familie fremover. Men mine tanker går også meget på følgende:

Vi har en rask, og en handicappet datter. Begge fantastisk dejlige og højt elskede. Men jeg tænker, at vores raske datter mangler/kommer til at mangle en at dele sin historie og sin søster med. Hvis ikke nu, så som voksen. Man kan selvfølgelig aldrig vide, om ens næste barn også vil blive handicappet, men det er dog meget usandsynligt..

Hvordan tror du, du ville have det, hvis du havde måttet undvære din raske søster (ved ikke om jeg læser dit indlæg korrekt, - du har søstre, som er tvillinger, ikke sandt?).

Mange gode hilsener!

Jeg har nemlig 2 søskende, tvillinger, 5 år yngre end jeg.

Om hun hjalp... bumbum.. Som vi er blevet ældre kan jeg godt se styrken i at hun har været med og deltaget. Men hendes barndom har ikke været sjov. Tvillinger har det her bånd, havde A det skidt havde B det ligeså skidt. Hun er blevet "efterladt" alene på hendes værelse, mens vores mor havde kampe med den syge søster, var på hospitalet med den syge søster. Alt vedrørte den syge søster og den raske har ikke en egen identitet. Hun vil altid være den raske.

Men nu skal det jo ikke hedde sig at der ikke er styrker i at have en handicappet i familien. Det giver et menneske spidskompetencer som ekstrem stresshåndtering, overblik, åbensindet og venlig tilgang til anderledes mennesker. Det har givet os et indblik ind i menneskets snørklede sind og væremåde og lært os en vigtig lektie om hvordan alting ikke nødvendigvis er som det ser ud.

Det er hårdt, men vi elsker hende jo, fordi hun er hende. Og den anden elsker vi jo ligeså højt. Fordi hun er hende.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg er interesseret i erfaringer fra jer med handicappede børn (og andre må naturligvis også gerne svare!) I forhold til at få flere børn...

Det er jo en stor udfordring at have et barn med særlige behov/ handicap. Hvordan ved man/ vurderer man, om det vil være en god beslutning at få et barn mere? 

Jeg har to børn, og den yngste er handicappet. Men har egentlig gerne villet have 3... Det virker bare helt uoverskueligt at tænke på. 

Kom endelig med jeres tanker omkring emnet!

jeg har ingen erfaringer selv, men jeg har to veninder

Den ene har en handicappet storesøster - de er kun de to og det har altid været rigtig svært for min veninde at være 'alenesøster' til en handicappet. Hun kunne godt bruge en ekstra søskende til at deles om det hele med

Min anden veninde har to søstre hvor den yngste lillesøster er handicappet. Og hun har også altid hjulpet meget til, men det virker til at der er flere hænder til opgaven netop fordi de i dag er fire voksne til en handicappet (hun er 18 nu den yngste)

Så jeg tror på lang sigt at man kan skabe en familie med mere overskud fordi der er flere hænder med i processen. 

Men jeg kan sagtens se det måske er en uoverstigelig proces som forældre når de andre børn stadig er små...  men selvom det er hårdt arbejde for jer i starten så har jeg en stærk følelse af at søskende kan få rigtig meget gavn af hinanden og dele tanker, følelser og ligesind når den handicappede alt andet lige har et helt andet og mere kronisk behov for jer som forældre

Giraffen skriver:

jeg har ingen erfaringer selv, men jeg har to veninder

Den ene har en handicappet storesøster - de er kun de to og det har altid været rigtig svært for min veninde at være 'alenesøster' til en handicappet. Hun kunne godt bruge en ekstra søskende til at deles om det hele med

Min anden veninde har to søstre hvor den yngste lillesøster er handicappet. Og hun har også altid hjulpet meget til, men det virker til at der er flere hænder til opgaven netop fordi de i dag er fire voksne til en handicappet (hun er 18 nu den yngste)

Så jeg tror på lang sigt at man kan skabe en familie med mere overskud fordi der er flere hænder med i processen. 

Men jeg kan sagtens se det måske er en uoverstigelig proces som forældre når de andre børn stadig er små...  men selvom det er hårdt arbejde for jer i starten så har jeg en stærk følelse af at søskende kan få rigtig meget gavn af hinanden og dele tanker, følelser og ligesind når den handicappede alt andet lige har et helt andet og mere kronisk behov for jer som forældre

Tak for svar.

Det du beskriver om din venindes familie er netop, hvad der har fyldt meget i mine tanker.

Men selvfølgelig skal ressourcerne være der. Vi mangler intet materielt, og vi VIL vores familie mere end noget andet. Men alle mennesker har en grænse, og hvem ved, hvad fremtiden bringer? Heldigvis kan vi godt vente et par år med at træffe beslutningen. Så ved vi givetvis noget mere til den tid...

Jeg har selv to (velfungerende!) søskende. Og jeg synes, det er en gave at have nogen at dele sin historie med.