Abort eller ikke...? Råd søges desperat.

norenberg skriver:

<br /><br />Ved ikke lige hvad tilskud du snakker om, nu har jeg altid tjent mine egne penge og har aldrig f&#229;et penge fra det offentlige for at klare mig, desuden skriver jeg ogs&#229; at jeg aldrig fik barnet da jeg havde en sa i 9 uge

Okay så beklager jeg min hurtige konklusion

Først en kæmpe  til dig! 

hvis jeg var 35 år og så gerne ville have børn, så valgte jeg at beholde det.  du er jo ved at være op i alderen og det er måske sidste chance du får for at få børn!

og til det med skyldfølelse overfor ham, det har du ingen grund til, du har fortalt ham at du ikke var på p-piller, du nævner jo selv det med kondom og han valgte selv ikke at bruge det. - han er ligeså meget udenom at det er sket ligesom dig.

en abort kan køre dig psykisk ned i sidste ende.. 

jeg vidste jeg ikke ville kunne håntere at få en abort og er 28 uger henne i en graviditet idag. 

og ved mig der var jeg heller ikke på p-piller 1 måned og han vidste det, jeg sagde vi skulle passe bedre på men hans ord var bare "der sker ingenting" og jo det skete der. og jeg havde fortalt ham helt fra start at abort ville aldrig komme på tale!

og han benægtede sit barn og prøvede at køre mig helt ned fordi jeg ikke ville have abort.   -  og nu idag der glæder han sig til at se sit barn og få samvær med det til den tid.

det kan være din ven blev skræmt og lige skal have tid til at sluge den. ofte skal fædre lige se deres barn inden de først forstår det og vil tage sit ansvar for at være far.

held og lykke med at finde det helt rigtige valgt for dig! følg dit hjerte!

Det er en træls situation at stå i. Men jeg synes ærligtalt du har ført ham bag lystet. Jeg ved godt han selv kunne tage ansvar og bruge kondom osv. Men i har haft en aftale og du har lagt det ud som om det var "sikkert" så fra starten af har i været enige om at i ikke ønskede at blive gravide. Jeg mener på ingen måde du skal have en abort, for det jo ikke sikkert du får chancen igen. Jeg har bare ret ondt af den mand.

Jeg kunne i hvert fald ikke selv finde på at beholde et barn som ikke var noget faderen også var interesseret i. Selvfølgelig er det ens egen krop. Men man skal også tænke på de konsekvenser man pådutter andre mennesker. Hvad så når barnet bliver så gammelt at han/hun vil opsøge sin far? Synes der er så mange dilemmaer at det er utrolig svært.

Når det er sagt, så skal du jo som de andre siger, gøre hvad du føler for. Dog synes jeg ikke du skal være 100% egoistisk i alle dine overvejelser.

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

som jeg ser det er der kun ét egentlig dilemma: Ville du kunne leve med dig selv hvis du får en abort nu, og så ALDRIG bliver gravid igen? og så sidder som 50-60 årig når alle veninderne begynder at blive mormor/farmor og føler at dit livs fejltagelse var at få den abort pga. en klovn af en bolleven?

Tænk også over at du med garanti ikke fortryder det hvis du får barnet, men der er en ret stor sandsynlighed for at du vil fortryde en abort noget så grusomt...

Held og lykke, og husk på at et barn er et mirakel:-) 

dorthemus skriver:

Men opgiver hun faren som ukendt så kan hun søge det særlige børnetilskud i kommunen og det er jo i sidste ende os der kommer til at betale og det er altså ikke i orden

Det er også derfor jeg skriver hun SKAL oplyse hvem faren er.

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

kæmpe kram til dig 

syns bestemt du skal følge dit hjerte, i viste begge to hvad i gik ind til, og hvis du føler for at få barnet, syns jeg bestemt du skal få det, kan jo også være han ændre mening, under graviditeten, at han gerne vil ha noget med barnet at gøre, men det er der jo ingen som kan sige nu..

 

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

du er bestemt ikke et dårligt menneske...du har jo fortalt ham du ikke tog ppiller, og jeg kan godt følge dig i ikke at ville ha en abort, der er jo chancer for så ikke at kunne blive gravid bagefter.

 min mand var heller ikke klar da jeg blev gravid med vores søn, men valgte at få ham og han elsker ham overalt på jorden inen tvivl om det og nu har vi prøvet i fem år på at få en til men kan ikke, så takker mig selv hver gang det går galt, for at jeg valgte at få ham..

 

sender dig en masseog håber du tænker på dine behov

 

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

Jeg  synes måske det er liiiige voldsomt nok af ham ligefrem at sige at du "ødelægger hans liv". Han vidste der var en risiko for graviditeten og ligeledes gjorde du. Der er da ikke tale om at du ødelægger noget som helst, nu hvor du giver ham muligheden for at være præcis så involveret han gerne vil være (eller ikke vil være).

Jeg synes det er så dejligt du er blevet gravid, når du nu ikke vidste du kunne (og så er din alder jo også ved at være i den lidt høje ende, graviditetsmæssigt). At du har et brændende ønske om at være mor og at din krop har trodset odds'ne og givet dig en spire er en velsignelse. Omfavn den - og nyd din nye tilværelse. Skyldfølelsen bliver mindre med tiden.

Tillykke 

Neon skriver:

Det er en tr&#230;ls situation at st&#229; i. Men jeg synes &#230;rligtalt du har f&#248;rt ham bag lystet. Jeg ved godt han selv kunne tage ansvar og bruge kondom osv. Men i har haft en aftale og du har lagt det ud som om det var &quot;sikkert&quot; s&#229; fra starten af har i v&#230;ret enige om at i ikke &#248;nskede at blive gravide. Jeg mener p&#229; ingen m&#229;de du skal have en abort, for det jo ikke sikkert du f&#229;r chancen igen. Jeg har bare ret ondt af den mand.<br /><br />Jeg kunne i hvert fald ikke selv finde p&#229; at beholde et barn som ikke var noget faderen ogs&#229; var interesseret i. Selvf&#248;lgelig er det ens egen krop. Men man skal ogs&#229; t&#230;nke p&#229; de konsekvenser man p&#229;dutter andre mennesker. Hvad s&#229; n&#229;r barnet bliver s&#229; gammelt at han/hun vil ops&#248;ge sin far? Synes der er s&#229; mange dilemmaer at det er utrolig sv&#230;rt. <br /><br />N&#229;r det er sagt, s&#229; skal du jo som de andre siger, g&#248;re hvad du f&#248;ler for. Dog synes jeg ikke du skal v&#230;re 100% egoistisk i alle dine overvejelser.

I er jo begge to voksne mennesker, som godt ved at ubeskyttet sex nogengange fører til en graviditet. Når det er sagt. så må man jo også sige b, når man har sagt a.

Med det mener jeg, at du ikke skal have nogen skyldfølelse overfor din elsker, han ved jo godt hvilken risiko han har påtaget sig. Jeg ville selv personligt beholde barnet, især når man tager din alder i betragtning.

Hvis du mener du har et godt netværk og kan påtage dig det ansvar det er at få et barn, jamen så ser jeg ikke nogen grund til at vælge det fra. Du giver udtryk for i dit indlæg, at du meget gerne vil have et barn, og netop fordi dine følelser er , som de er, så ville jeg råde dig til at beholde det.

Det kan sagtens være din elsker bliver lidt utilfreds, men som sagt, han ved jo godt hvilken risiko han har taget ved at gå i seng med dig uden beskyttelse...

Pøj pøj med det hele og et  til dig