frustreret mor skriver:
Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen. Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.
Først skal du have et 
og et stort et af slagsen, det var da en rigtig træls situation at stå i.
Mit synspunkt er nok lidt barskt, men han har selv deltaget (frivilligt?) i sex - i et oplyst samfund som vores må man gå ud fra at han er klar over et eventuelt produkt. Det er ikke kun dit, kvindens, ansvar, da der jo findes ganske udemærkede præventionsformer for de mænd der ikke vil de babyer dér.
Når det så er sagt, vil jeg dele mine oplevelser som barn af en enlig mor. Vi har boet alene i langt størstedelen af vores barndom og vi har absolut ikke manglet den faderfigur. For ham kan man få på så mange andre måder. Vi havde en god kontakt til nabo konens ret gamle mand, der tog os med i skoven og ud i garagen, vi havde vores morfar, min mors bror og venner af familien. Mandlige rollemodeller hænger ikke på træerne, men børn har en eller anden forunderlig måde at søge kontakt til mennesker, opfanger vi ansvarlige voksne det hurtigt nok danner de næsten selv deres netværk. Børn af enlige mødre har det ikke værre end andre børn, ofte er det nok tværtimod fordi børnene undgår at være mellemmand i konflikter osv.
Jeg synes det er utroligt velovervejet og en flot gestus af dig at du selv lader ham vælge hans deltagelse i jeres barn. Det viser at du har besluttet dig, men at du lader det være op til ham at beslutte sig for hans liv, ingen tvang her. Du vil bare gerne det lille liv, det gør dig jo ikke til et skidt menneske? Tværtimod, ville mange af os nok tænke 
Anmeld
