Abort eller ikke...? Råd søges desperat.

starter med at sende dig et kæmpe kram, for den situation du står i er bestemt ikke nem.

jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg ville gøre, og jeg har da også selv stået i en situation der minder meget om din.

du skal være meget velkommen til at skrive privat, så vil jeg gerne uddybe. men ellers håber jeg du træffer den helt rigtige beslutning for dig.

mange hilsner Lone

Der er sikkert rigtig mange som vil sige, at det ikke er fair overfor den her mand osv... Men jeg er nu stadig af den overbevisning at det er DIN krop, og derfor i sidste ende DIT valg!  .... Og uanset hvad, så kan du måske aldrig være helt 100 på hvornår du har ægløsning.. Med mindre du selvfølgelig kan mærke det  ..... Og jeg har selv prøvet det, da jeg var teenager (naivt at tro man har styr på det dér måske?! ) min mens kom regelmæssigt så jeg så jo ingen ko på isen! Men jeg tog fejl! ..... Nå anyway, jeg kan godt forstå at du gerne vil have det her barn! Og jeg syntes du har tacklet den her situation helt rigtigt, ift din "partner" ! .... Jeg havde beholdt barnet, i din situation 

Gør det du føler, tænk over din alder og dit liv - er der plads til et barn? Kan du magte det selv? Og ville du kunne gå ind og få fjernet spiren i din mave? Der er desværre alt for mange ting at skulle tænke igennem.

Men jeg vil nok være lidt egoistisk hvis jeg stod i din situation - det kan mindske risikoen for graviditet senere hen, hvis du får det fjernet. Hvis du føler at tiden er inde, så følg dig hjerte og behold det barn <3 Kan være han bliver lidt mere voksen når først du fortæller at du vil beholde det og så må han så finde ud af sin rolle.


held og lykke

Først og fremmest: Synes overhoved ikke du er et dårligt menneske hvis du vælger at beholde barnet! Et barn er ikke nødvendigvis dårligere stillet, bare fordi det ikke har sin far.
Når det så er sagt, så skal du mærke efter, hvad du bliver lykkelig af. Hvis du får den abort, og fortsætter dit ikke-kæreste forhold til ham manden her, bliver du så lykkelig af det? Er det det værd? Hvis du får barnet og han absolut intet vil have med det at gøre, er det så noget du kan leve med? Du ved, du må tænke det hele igennem.

Men jeg må indrømme, uden at kende dig og kun ud fra det du skriver, så synes jeg du skal beholde det barn. Det virker som om det er noget du virkelig ønsker! Du får lige en kæmpe , det er ikke en nem situation du står i.

jeg ville personligt vælge barnet...jeg tog samme beslutning en gang, med mistede desværre...syntes du skal tage din alder i betragtning...hvis du vælger det her fra får du måske aldrig opfyldt dit ønske om et barne....og barnet kan da få en ligeså god opvækst uden en far....og det er da ikke være end de enlige kvinder som vælger at gå ud og blive insermineret med donor sæd...da jeg var i situationen oplyste jeg ikke faderen jeg sagde at jeg var blevet gravid ved en bytur....og så skulle faderen ikke betale noget bidrag...

Hey - du skal være mor! for pokker.

Drop dit selvpineri og din selvretfærdighed og NYD DET!

Du har jo taget beslutningen, sket er sket og du ville det jo gerne.

Synes det er lidt synd, han tror det vil ødelægge hans liv at blive far.

Ærligst - men kærligst

Moms

 

Tusind tak for alle Jeres svar. Det har været med til at indse at beslutningen ikke var særlig svær at træffe hvis jeg udelukkende skal tænke på mig selv. Jeg ville have valgt abort kun for hans skyld. Men jeg har valgt at beholde det og givet faren besked herom.. Håber han klarer den.. Hvad der sker fremover må tiden vise. Lige pt bliver han oplyst som ukendt indtil han har tænkt det hele igennem.

Nu vil jeg koncentrere mig om min lille spire i maven og håber at alt er som det ska være. Har dog fået en scanning med hjerteblink og det hele. Det er svært at fatte at jeg skal være MOR!! :-) Hvis alt går som det skal vel og mærket.

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

jeg tænker lidt at hvis i laver den aftale at han ikke får noget med barnet at gøre og han heller ikke skal betale børnepenge (det er ikke noget der er noget man SKAL)

Men at han så måske bare står som far til barnet så barnet når det bliver voksen har mulighed for at opsøge sin far hvis det er.. og om han er interesseret i det, eller om faren skal være ukendt.. jeg ved ikke om det sidste kan lade sig gøre.. men du har jo allerede taget din beslutning... 

det er ham der skal gøre op med sig selv om han vil være far til barnet eller ej... (altså han vil jo altid være barnets far, men på papiret vil der stå en ukendt..)

frustreret mor skriver:

Jeg er 35 og førstegangs gravid. Med en jeg har kendt 7 mdrs tid. Vi var hyggevenner og ikke kærester. Jeg har altid ønsket mig børn og troede indtil for nylig jeg måske aldrig fik nogen. Men jeg troede heller ikke jeg ville være så ulykkelig når mit ønske endelig gik i opfyldelse. Grunden til dette er at faren på ingen måde vil have barnet og mener det ødelægger hans liv. Fra start af da vi indledte et sex forhold vidste han at jeg ikke tog p-piller. Han spurgte om det efter vi havde haft ubeskyttet sex. Jeg svarede nej men at jeg havde styr på min cyklus og at der ikke var sket noget men at vi fremover godt ku bruge kondom hvis det var.. Vi blev begge enige om at det gad vi egentlig ikke da det ødelagde noget af fornøjelsen.  Så vi fortsatte med at dyrke ubeskyttet sex. Jeg har været sammen med ham på forskellige tidspunkter på mdr. Og indrømmer at nogle af gangene vidste jeg at der var sandsynlighed for ægløsning. Men jeg tænkte at det jo ikke var det værste der ku ske hvis jeg skulle blive gravid da jeg så gerne vil have et barn. Og han var jo informeret om at jeg ikke brugte p-piller. Men nu hvor det så er sket har jeg den mest forfærdelige skyldfølelse over at jeg dyrkede sex med ham i usikre perioder. Jeg ønsker på ingen måde abort pga min alder. Men er så langt ude af skyldfølelser at jeg er på nippet til at gøre det. Selvom jeg jo ikke har løjet om prævention.. Skal siges at jeg har tilbudt ham at han ikke behøver ha noget med barnet at gøre. Eller han kan også stå som fader men at jeg så betaler børnepenge tilbage til ham. Er på ingen måde ude på at ødelægge noget for ham da jeg rent faktisk holder meget af ham. Men kærester bliver vi aldrig. Heller ikke før det her skete. Hvad ville I derude gøre hvis I stod i min situation? Er jeg er dårligt mennesker hvis jeg vælger at beholde barnet og lader det helt være op til ham hvor meget han vil involvere sig? Håber virkelig at få nogle gode råd.

Jeg synes 100 % at du skal få barnet...

synes det er flot af dig at du siger til manden at han ingen ting behøver bekymre sig om osv...

men få barnet...! man fortryder ikke de børn man får, men man fortryder de børn man ikke får.

frustreret mor skriver:

Tusind tak for alle Jeres svar. Det har været med til at indse at beslutningen ikke var særlig svær at træffe hvis jeg udelukkende skal tænke på mig selv. Jeg ville have valgt abort kun for hans skyld. Men jeg har valgt at beholde det og givet faren besked herom.. Håber han klarer den.. Hvad der sker fremover må tiden vise. Lige pt bliver han oplyst som ukendt indtil han har tænkt det hele igennem.

Nu vil jeg koncentrere mig om min lille spire i maven og håber at alt er som det ska være. Har dog fået en scanning med hjerteblink og det hele. Det er svært at fatte at jeg skal være MOR!! :-) Hvis alt går som det skal vel og mærket.