Svært at sige hvad der kan fungere for andre. Måske er det allerbedste du kan gøre at tænke igennem hvilke former for smertelindring du vil prøve først og hvilke du slet ikke har mod på. Det er så svært at vide hvordan situationen udvikler sig og hvad der virker eller ikke virker, når først man er der.
Jeg er også en pivskid og gruer mig for fødslen her anden gang, men har virkelig lyst til at være bedre forberedt end første gang hvor jeg ikke rigtig havde en aktiv holdning til hvordan jeg ønskede forløbet skulle være udover at det skulle gøre så lidt ondt som muligt.
Jeg endte med at få epidural (efter eget ønske), fordi jeg syntes det gjorde sindsoprivende ondt og varede mange timer. Jeg kunne slet ikke forliges med badekarret (kunne slet ikke holde det varme vand ud og ville bare op i en fart) og kunne ikke få lattergassen til at fungere på en måde der hjalp. Her set i bakspejlet tror jeg det handlede meget om at jeg ikke var i stand til at slappe af, og var så skræmt af smerterne at jeg ikke kunne slappe af i kroppen og derfor gjorde ondt værre. Samtidig havde jeg en lang åbningsfase (over et døgn) og epiduralen gjorde at jeg både fik sovet og spist, og tidsperspektivet taget i betragtning kan det godt værre at det havde været endnu værre uden den "pause". Det endte desværre som det så ofte gør med epidural med at fødslen gik lidt i stå, jeg kunne heller ikke mærke presseveerne rigtigt og min datter blev taget med sugekop efter to timer med presseveer. DET har jeg ikke lyst til at opleve igen.
Jeg sidder tilbage med ret blandede følelser, og har svært ved at svare på om epidural er en god ide eller ikke. Jeg vil slet ikke afvise at jeg vil vælge det igen til min næste fødsel, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan denne gang for at forberede mig bedre mentalt og øve afspændingsteknikker, der måske kan være til hjælp. Jeg håber at jeg næste gang kan gå til "arbejdet" med en lidt anden indgangsvinkel. Forhåbentlig mindre skræmt og forhåbentlig mere indstillet på at arbejde med end mod smerterne. Samtidig kan epidural altså sagtens blive løsningen igen, hvis fødslen bliver ligeså lang som sidst eller hvis jeg trods alle gode intentioner igen får panik og ikke kan håndtere det på andre måder. Det vigtigste er trods alt at der kommer et levende barn ud til sidst og at man ikke selv bliver totalt traumatiseret.
Anmeld