Jeg fødte på hospital første gang og hjemme de to næste. Første gang overvejede jeg også hjemmefødsel, men gik fra det - både, fordi jeg jo ikke havde nogen fornemmelse af, om jeg var mandelsmutter eller maratonføder, og om jeg - selv om jeg ikke var meget for tanken - ville få brug for smertestillende - og fordi jeg gerne ville have prof. folk omkring mig de første dage, når amningen skulle i gang.
Jeg havde en let og hurtig fødsel, som jeg sagtens kunne have klaret hjemme, men det var sværere, end jeg havde forestillet mig, at få amningen i gang. Jeg var ikke særligt glad for at være på barselsgangen, men jeg kunne ikke have undværet hjælpen til amningen - jeg skulle have hjælp til at lægge hende til omkring hveranden time, og det havde jeg ikke klaret selv - og heller ikke blot med hjælp fra min mand eller sundhedsplejersken, som jo ikke kunne være troppet op hveranden time.
På det grundlag var jeg alt i alt glad for, at jeg valgte hospital første gang - og følte mig langt mere sikker til at føde hjemme de to næste gange.
For mig at se spiller alderen ikke spor ind, men den manglende erfaring som førstegangsmor - og så ville jeg have været frygteligt ked af det, hvis jeg havde måttet afbryde en planlagt hjemmefødsel, fx pga. behov for smertestillende, for at tage på fødegangen alligevel.
Anmeld