er jeg for ung til at blive mor??

grunden til min usikkerhed er faktisk netop fordi jeg har været noget af det sammen igemmen som jer min mor er alkoholiker og har været det siden jeg blev født min far ja han har det ikke for godt spykisk(staves) og jeg har boet i pleje og været på to opholdsteder og da jeg var helt lille på børne hjem det har også medvirket at jeg ikke røre alkohol og har en meget lille omgangskreds af den grund da alle i min alder kun tænker på at feste

og på det ene opholdsted var jeg tvunget til at klare mig selv efter som man aldrig fik rigtig mad altid færdig retter jeg har ikke fået lov og være et barn siden jeg var 13 og det er grunden til min usikkerhed med om jeg er moden nok jeg har ikke just de bedste minder fra den tid?

men har jo også rigtig meget erfaring både på godt og ondt jeg har oplevet mere end fleste i min alder enda mange mennesker i 40 års alder har kun oplevet det halve af hva jeg har og jeg har jo den ekstra erfaring med livet jeg ved godt det ikke er noget i forhold til en på 40 måske 50 år det giver jo sig selv men jeg har bare oplevet det jeg har ville jeg har rejst stort set jorden rundt med min plejefamilie dykket i eksotiske lande set alt hva jeg kunne drømme om jeg har festet oplevet verden og dens vilkår og lært at intet kommer af sig selv


jeg har lært en lektie på 5 år som for nogle tager et helt liv?

-Men hvorfor skulle dit barn komme i pleje fordi du har været det???
Din mor er alkoholiker og din far har det ikke godt psykisk, så du blev fjernet på et helt andet grundlag..
Du skal nok mere gøre op med dig selv om det er virkelig er det du og kæresten vil. Når man er ung, som du, er det tit svære at bevare forholdet..

Jeg fik selv min ældste søn som 19 årig og det var ikke nogen nem opgave. Jeg var datter af en alkoholiker og havde også en lille omgangskreds.
Efter 4 måneder uden søvn, så var det romantiske billede af en baby langt væk.. og efter 8 måneder var kæresten væk.
Du skal overveje om du holder til alle blikkene efter dig og bemærkningerne om hvor tidligt man har været ude.. Når du følger dit barn til skole og de andre spørger om du er barnet storesøster, hvad vil du svare..?
Har du mod på at tage en uddannelse mens du også har barn.
At have barn er både hårdt og dejligt, men ikke altid rosenrødt. Du vil ikke altid leve op til dine egne forventninger og kan du leve med det?
Du kan selvfølgelig ikke forberede dig på alt, men din usikkerhed om du kan klare det, skal du arbejde med for den fylder meget...
Tror det er vigtigt at være afklaret med ens fortid, før man kan give et lille menneske en fremtid.
Og er du det, så ser jeg ikke noget problem...
Held og lykke.
RIkke

Mette+Mathias skriver:

Jeg synes også 18 er meget ungt. Jeg var 21 da jeg fik den første, og mente også selv at jeg var helt klar til det. Det var jeg også, - hun er en fornuftig pige nu, og ligesom alle andre børn, men... jeg var 30 da jeg fik nummer 2, og jeg kan mærke på mig selv at jeg har en helt anden sikkerhed nu (og ikke kun fordi det er nr 2), - jeg er bedre til at sige fra, stoler mere på mig selv end pædagoger og 1000 andre ting.

Kan du ikke blive frivillig et sted med børn, - måske hjælpe til i en legestue eller på et gymnastikhold en gang eller 2 om ugen, så du kan være i nærheden af børn, uden det nødvendigvis er dine egne?

Jeg tror, det vil være fornuftigt at vente i hvert fald et par år og håber at du lytter til os herinde, - og det gør du måske - netop fordi du er mere moden end andre 18-årige *S*

jeg er 22 snart 23 år og har et barn på 8mdr..og vi prøver på at få nummer to.. jeg ku ikke føle mig mere klar, det bedste der er sket er mit barn...
men jeg vil mene at hvis du ikke er sikker i din sag, hvad det ikke helt lyder som om du er, så er jeg enig med at du skal vente til du slet ikke er i tvivl..
den vilde ungdom skal lægges væk og barnet er i første række..
så længe tvivlen er der , er mit råd at vente...
vi kan jo godt blive enige om at et barns barndom er vigtig ikk?? hvis dit barn så blev fjernet, ville det måske ødelægge en del af ham/ hende.. og en del af dig senere hen, fordi det skete.
et barn bestemmer ikke selv om de vil til verden, så beslutter man sig for det, skal man være der 110% for den lille baby..
og kan man ikke være det, så glem det!!!!!
håber du kan bruge mit råd..og vil tænke det igemmen en ekstra gang..
du skal nok blive en god mor når tiden er til det!

tro mig jeg kan ikke svare for min kæreste men jeg tænker meget over det med for og imod og søger på nettet efter alt info jeg overhoved kan finde og jeg kender til de ''kedelige ting'' som at skulle op flere gange om natten fordi den lille græder

at jeg ikke villle kunne feste mere (hvilket jeg ikke har gjort mere end to gange det sidste) og at mange venner vil falde fra men jeg har den instilling at dem der falder fra ikk er rigtige venner

og jeg ved det bliver dyrt meget dyrt og det er nok min største bekymring vi er enige om at vente til der er råd men jeg har også meldt klart d at jeg aldrig vil havde abort (da jeg ser det som en form for mord da det jo er et levende væsen)

undskyld jeg først svare nu v har haft problemer med nettet

Jeg syntes du skal vente to-tre år...Skader ikke af man venter et par år og er et par år sammen..
Jeg syntes i skal nyd jeres forhold et par år også få snakke om det så er tiden til af få barn sammen derefter.
Bare min meningen.
Mvh Henriette som selv kende den angst da jeg har boede mega mange steder og var mega bange for kommunen ville tag min søn da
jeg fik ham som ungmor.
..

Louise Eleina skriver:

grunden til min usikkerhed er faktisk netop fordi jeg har været noget af det sammen igemmen som jer min mor er alkoholiker og har været det siden jeg blev født min far ja han har det ikke for godt spykisk(staves) og jeg har boet i pleje og været på to opholdsteder og da jeg var helt lille på børne hjem det har også medvirket at jeg ikke røre alkohol og har en meget lille omgangskreds af den grund da alle i min alder kun tænker på at feste

og på det ene opholdsted var jeg tvunget til at klare mig selv efter som man aldrig fik rigtig mad altid færdig retter jeg har ikke fået lov og være et barn siden jeg var 13 og det er grunden til min usikkerhed med om jeg er moden nok jeg har ikke just de bedste minder fra den tid?

men har jo også rigtig meget erfaring både på godt og ondt jeg har oplevet mere end fleste i min alder enda mange mennesker i 40 års alder har kun oplevet det halve af hva jeg har og jeg har jo den ekstra erfaring med livet jeg ved godt det ikke er noget i forhold til en på 40 måske 50 år det giver jo sig selv men jeg har bare oplevet det jeg har ville jeg har rejst stort set jorden rundt med min plejefamilie dykket i eksotiske lande set alt hva jeg kunne drømme om jeg har festet oplevet verden og dens vilkår og lært at intet kommer af sig selv


jeg har lært en lektie på 5 år som for nogle tager et helt liv?

Din historie mindre mega meget om min.Dog har jeg boede 38 stede på mine første 18 år og passe mine 4 søsken ind til jeg var 9 år hvor vi tre af os bleve fejrne derud over fandt min mor en ny mand og drik mere og fik så to børn med ham og når jeg var hjemme tog hun på druk så var jeg igen mor for to søsken tit kom hun aldrig hjem før om morgen så jeg var tit alene med dem og de andre to den gang fra jeg var 7 til jeg var 15 år.Min mor stoppe så som så med af drikke da jeg blev 16år.Den dag i dag tager hun kun af og til en nedtur og kan være væk i det et 1-3 dage også går der mdr igen..Men alt i alt omkring mig selv så har jeg selv stået som du om ønskede om et barn siden jeg var 17 år.Jeg blev også gravid nogle gange men de endte i SA og en MA.
Når jeg nu tænker over det her åren efter tro jeg bare der var en meningen det.Jeg skulle ikke være gravid/have barn. Ja og endelig er jeg glad for det nu og jeg første fik min søn da jeg var 24 år. For ellers have jeg ikke mødt hans far og iv var sammen tæt på 3 år før vi gik igang med barn og 10 mdr efter var jeg gravid.
Jeg syntes i skal vente giv det et år eller tre...Men snak om det hver 3-6 mdr udover det syntes jeg han skal tag sin udd færdig og have et job.Så står i også bedre ind nu.
Mvh Henriette

P,s
Endelig syntes jeg hvis man skal tag om man er for ung eller for gammel...
Så syntes jeg sgu heller en ung mor ind en gammel mor
(min mor fyldt 21 mdr før hun fik mig fin nok aldre i mine øjne bare ikke sådan som liv var for hende og blev for min men sådan er det bare.Jeg kan selv ender og har sat stop for det sker for mine børn drikker ikke tager ikke stoffer osv prøve det men det ligger ikke til mig.slik og hygger er mig og jeg har kun været 1 gang på diskodasko(diskotek/i byen feste osv 1 gang siden jeg var 20 år....SLÅ DEN. måske snart på tide for en tur for mig*GH..
Når men det jeg endelig ville var bare Jeg mener bestem ikke det skaber lige af bleve 20 første før man får sit 1 barn...
Men af dem over 45-70 år få børn er sygt
med mindre de ikke har kunne uden hjælp osv kan jo være en grund så er det ok men dog så syntes jeg det er syndt og de skulle stoppe i af prøve få barn og hjælpen efter de er ca 40- max 42 år).
For syntes det er mere syndt med børn med en gammel mor.eller mor og far. Tænk på deres 18 års fødselsdag er det din oldemor eller mormor nej det er min mor .
Jeg syntes mellem 20 inden 42 er fint nok..Syntes selv især mellem 20-35 er fin aldre af få børn i...
Min egen max aldre er 35.Bare min meningen.
Så vi har lidt af gå på inu hvis vi skal nå af få en sammen .
Da Steen blever 38 til maj og vi har sagt ingen børn sammen efter han er fyldt 40 år. Og passer mig fint nok...
Bare min meningen...
Mvh Henriette

lige en pps....
Jeg har da feste her hjemme men ikke på den forstand....
Kun nytårsfest og fødselsdag ellers ikke....
Mvh Henriette godnat.....

Du skal nok vente nogen år endnu. At få et barn betyder ikke at man skal være moden, for det gør ikke noget at være lidt barnlig selvom man er voksen.
Tæk på at du er 18 år, din kæreste og dig kan ikke give barnet alt hvad den behøver. Selvom du tror du kan, så kan du ikke.
Det er eeet fuldtidsjob at være mor de første år, du kan ikke bare få job, fordi du har en lille. Der er så mange ting du skal tænke på inden du traffer så stor en beslutning.

En fra min by har lige født, hun er 16. og ja hun klare den rigtig godt, men hun for ikke sovet, og det gør hedes kæreste heller ikke, hun er udmattet hele tiden, men hun kan ikke bare ligge sig til at sove, for når hendes kæreste kommer hjem fra job er han også træt.


det er ikke bare lige sådan at have et barn.
og som du skriver i din første besked.

'hvis min kæreste og jeg går fra hinanden vil han stadig hjælpe'
sådan må du slet ikke tænke når du vil have et barn, så skal man være sikker på det er den rette, og du er 18, (er jeg også selv) du kommer til at fortryde, der er så mange ting i livet du skal nå at opleve først.

Tag imod rådene, for du skal vente

du har livet foran dig, du har intet du skal nå.

Jeg skal være mor som 16 årig,
tror måske godt du kan klare det. (: