er jeg for ung til at blive mor??

Det jo lige før i kan gøre selv en herdet mor med tre børn i tvivl om hun kunne magte en til

Lige meget om man er 18 eller man er 40 når man ønsker sig et barn, tror jeg ikke der er nogen der kna forklare hvordan det bliver at have et barn. Og kan man være for ung? Jeg mener at en 36 -årige kan være mere umoden end en på 18 og er vi så ikke tilbage til at alder bare er et tal.

Livet slutter jo altså ikke fordi man får børn. Jeg var 20 da jeg blev gravid og jeg er bestemt ikke gået glip af noget. Jeg har stadig været i byen og ude at fulde mig med alle veninderne - så var der jo faren eller bedsteforældene til at hygge med mit barn.

Hvorfor er ens forhold emre useriøst fordi man ikke er rundet 30, det forstår jeg simpelthen heller ikke. Det vil sige at jo ældre man bliver jo mere seriøs bliver man? Da ikke nødvendigvis. Der vel ingen der kan svare på om forholdet til deres barsn far holder evigt? Ja jeg kan da ihvertfald ikke. Jeg håber det da, men jeg kan jo ikke garantere noget. Jeg har da på intet tidspunkt sat mig ind hvordan det økonomisk skal hænge sammen hvis jeg bliver alene. Er det ikke lidt for mærkeligt

Jeg synes du må vende med dig selv om du er klar til ansvaret. Det er kun dig der kan vurdere det.

men når man er 30 har man måske bare lidt mere livserfaring end en på 18! man kender måske lidt mere sig selv? jeg ved personligt, at jeg er 110% en anden end da jeg var 18, jeg skulle jo først til at leve livet... jeg synes man skal give sig selv lov til at være ung,

Du har fuldstændig ret i at live ikke slutter fordi man får børn, det er blot et andet liv man får.
Når jeg snakker med mine veninder som har børn, er vi alle enige om at det vi savner er det spontane! nu skal man planlægge sig ud af alt!
Selv en tur brugesen, ja så skal det passe i forhold til hvornår børnene skal hentes.

Det er sandt at en god mor ikke afgøres af alderen, men hver ting sin tid. Og som 18 årig synes jeg der er mange ting man skal opleve og lærer om sig selv endnu

//Natascia

Min første tanke omkring dit spørgsmål var at når Du har behov for at spørge andre, så er du IKKE klar eller moden som du kalder det til at få et barn...

Det er min helt ærlig mening...

Så må du tage den eller lade værd...

Balderson skriver:

Min første tanke omkring dit spørgsmål var at når Du har behov for at spørge andre, så er du IKKE klar eller moden som du kalder det til at få et barn...

Det er min helt ærlig mening...

Så må du tage den eller lade værd...

Enig hvis men føler sig klar så han man ikke behov for at høre andres mening og så det sgu lige meget om man er 18 el 40.

tascia skriver:



men når man er 30 har man måske bare lidt mere livserfaring end en på 18! man kender måske lidt mere sig selv? jeg ved personligt, at jeg er 110% en anden end da jeg var 18, jeg skulle jo først til at leve livet... jeg synes man skal give sig selv lov til at være ung,

Du har fuldstændig ret i at live ikke slutter fordi man får børn, det er blot et andet liv man får.
Når jeg snakker med mine veninder som har børn, er vi alle enige om at det vi savner er det spontane! nu skal man planlægge sig ud af alt!
Selv en tur brugesen, ja så skal det passe i forhold til hvornår børnene skal hentes.

Det er sandt at en god mor ikke afgøres af alderen, men hver ting sin tid. Og som 18 årig synes jeg der er mange ting man skal opleve og lærer om sig selv endnu

//Natascia

Selvfølgelig har man mere livserfaring, men så burde vi alle vel vente til vi er 40, for en 40 årige har mere livserfaring end en på 30 eller 20? (Ja det er sat emget sort/hvidt op)

Jeg er helt enig med dig i at det spontane fungere på en anden måde og man skal pludselig hente et et barn hver dag og tage højde for sovetider.

Jeg synes det er værd at fremhæe de fordele der er ved at være ung mor. Aia har alle bedsteforældre og de er ikke ældre end de orker hende og jeg vil våve at påstå (måske jeg ændre mening med årene) at jeg har mere energi og overskud end når jeg er over 30.

Jeg oplever da de samme ting som hvis ikke havde barn. Jeg er til koncerter, jeg spiller fodbold og håndbold, shopper, tager på cafeture, besøger veninder med overnatning og drikker mig en kæp i øret en lørdag. Det handler vel også om opbakningen og forholdet fra barnets far. Igen, her er det det spontane der er den største omvæltning.

Balderson skriver:

Min første tanke omkring dit spørgsmål var at når Du har behov for at spørge andre, så er du IKKE klar eller moden som du kalder det til at få et barn...

Det er min helt ærlig mening...

Så må du tage den eller lade værd...

Den hopper jeg også på

Jeg er også af den overbevisning, at ingen kan fortælle en om man er klar. Det om man føler man kan overskue ansvaret der følger med resten af livet, er ikke en beslutning man taget let.

Det kan virke "nemt" og dejligt fx at passe en lille, eller hjælpe til, men der skal du også tænke på, du får lov at overgive ansvaret til en anden når dagen slutter.

Mange af de ting du skal tænke på inden i beslutter i vil blive gravide, er det man altid hørte hjemme fra (eller det gjorde jeg i hvertfald) "hvad nu hvis" Selv om det ikke er det sjoveste, og nogle gange det kan være ekstreme tilfælde, er det vigtigt at dig og din kæreste i det mindste snakker om "hvad nu hvis"
Fx Hvad nu hvis barnet er handikappet, eller har en alvorlig sygdom, er dig og din kæreste klar på hvad alt dette indebærer.
Det og MANGE andre ting skal man snakke om inden man overhovedet overvejer en graviditet.

Men som sagt der er ingen der kan fortælle dig om din alder gør dig for ung! Det er noget du selv mærker.

Jeg tror ikke nogen 1. gangs gravide er klar, for ligemeget hvor meget man får at vide, har man INGEN idé om hvordan det føles pludselig at have ansvaret for et helt liv!

Det i hvertfald bare min mening.

jeg kan godt følge jeres holdninger og jo jeg har også snakket med familie og min kæreste og de har sagt at hvis jeg bliver gravid vil de støtte mig 110% og det er hele vejen rundt og ved også godt man kan resikere at barnet fødes med handicap i vores familie er der en hjerte fejl der går igen samt allergi og astma og medicin til det koster mange penge og astma går også i min kærestes familie og jeg ved det er et livs langt ansvar man påtager sig fra og med man beslutter og få et barn alt ikke kun er sjov men også en masse hårdt arbejde og mange opvækninger i løbet af natterne jeg har læst og forhørt mig om alle fordele og ulemper fra venner og familie da mange i min omgangs kreds er noget ældre end jeg er har mange af dem spæd børn? så ved hva i mener?

hmmm, jeg fik barn som 18 årig...
og selv om jeg ikke var parat, ja så vokser man med opgaven.
Om du er parat eller ej, kan ingen i verden svare på, kun dig selv.
Hvad jeg så ikke forstod som 18 årig var, at når man mener man er parat til at sige goddag til til et lille barn, så skal man også ruste sig til at sige farvel.

Jeg mistede min datter da hun var 2½ mdr. gammel, et forfærdeligt kort sygdomsforløb, og hvad jeg kan udrede af min oplevelse, er at jeg slet ikke var parat til at kapere hvad det kan indebære at få et lille barn.

Jeg var i virkeligheden selv et stort barn, som skulle begrave sit barn.

Jeg har bare været heldig, jeg har haft et rigtigt godt bagland, nogle fantastiske mennesker som kunne bakke mig op, hjælpe mig igennem og som var god til at få mig på rette køl igen.

min historie kan nok ikke give dig nogen løsning på dit problem, men måske være med til at gøre at du vurdere det en ekstra gang.

En ting er at ønske sig den her guldklump, men noget helt andet er når man så får den...den følelse af ansvar kan man aldrig opnå ved at havde taget hånd om andres børn, den følelse kan heller ikke forklares...som om du er parat til at magte det, ved jeg ikke, det kan kun du gøre op med dig selv.

dog ville jeg (hvis jeg var i dine sko) vente med det, eftersom din kærste ikke er færdig med udd. endnu, og eftersomdu spørger andre om de mener du er parat.

bare hvordan jeg ser det...

knus og held og lykke fra loggi

Hej.....

Jeg har også altid set mig selv som meget moden af min alder, da jeg har måtte tage mig af min søster siden jeg var 8, fordi mine forældre var skilt, og min mor altid gik på værtshus.. Begyndte dog først efter hun blev skilt fra min far!!! Derved er jeg blevet meget moden....
Jeg stod også i en alder af 18 år, og tænkte jeg godt ville have et barn, og følte mig moden til det, men alligevel havde jeg min tvivl om det, fordi jeg vidste jeg ville gå glip af mange ting sammen med vennerne.. Derfor valgte jeg at der skulle gå nogle år før jeg ville have børn, og nu idag af en alder på 22 ¨r har jeg fået mit første barn, og jeg er utrolig glad for jeg ventede.. For selvom jeg følte mig parat da jeg var 18 år, kan jeg tydeligt mrke den dag idag, at det var jeg ikke...

Jeg har også altid elsket og forgudet børn, og synes de var og er super dejlige, lige meget om de er sunde og raske eller om de er syge....

MIt råd til dig er, vent nogle år endnu, især når du har dine tvivl på det endnu, og så når din kæreste ikke er uddannet endnu... For det er hårdt og koster mange penge og få en lille!! Så man skal være 100% sikker på man har pengene til det...

Held og lykke...

Jeg har en veninde på snart 30år som har 2 børn på 14 og 7år.
hvilket vil sige hun var 15 og 22år da hun fik dem.
Hun har opdraget dem utroligt godt.

Jeg tror ikke det er alle som kan klare jobbet som mor i den alder.

Og det er svært at sige på forhånd hvem der kan og ikke kan nogen gange vokser man med opgaven.

Min mor var 17 og 19 da hun fik mig og min søster og hun var ikke moden nok.

Min søster er opvokset ved vores far og jeg har været i pleje og på børnehjem.

Jeg selv var usikker på om jeg var moden nok da jeg blev gravid efter ½år med min kæreste da jeg var 17år.

Og valgt at vente og derfor fik en abort.

Nu 11år senere har vi så lige fået en søn sammen.

Har altid været meget moden af min alder, men der har været mange sociale ,økonomiske og helbreds mæssige ting som har gjort det ikke var smart at få børn få nu.

Man skal jo også tænke på hvad man kan tilbyde det barn, det skal jo nødigt bliver det offenligs problem. (penge, passning osv.)