er jeg for ung til at blive mor??

Janep skriver:

Jeg syndes ikke det er et spørsmål som jeg kan svare på,
Jeg syndes det er noget du selv skal svare på ved at tænke det hele igennem og virkelig det hele.
hvad hvis det blir for meget for din kæreste og han går fra dig? kan du så klare et lille barn helt alene? Du skal jo tænke på at det er et andet liv du har andsvaret for.

Når det er sagt.
Jeg var selv gravid som 18årig og blev mor da jeg var 19.
Det var en meget stor beslutning om vi skulle beholde barnet eller ej min vi valgte at beholde hende og vi har nu den dejligste og gladeste lille pige vi ku ønske os

Vi var klar til det mwn som sagt, Jeg sys det er noget du selv ska svare på

Lige mine ord.

Forstår altså ikke alle jer der kan sige 'du lyder ikke moden, eller vent, du skal først ud af teenage årene
Det er ikke pænt.

Blev gravid som 17 årig, og jeg var klar - ingen tvivl.

Så lyt til dit hjerte, og din kæreste.

Mht. rengøring, madlavning og lign. Undskyld, men er det ikke lige hårdt om man er 18 eller 35 og lige har født. Det er noget vås. For det skal nu nok ordne sig.

Men fair at man syntes det er ungt, for det er det jo også.

Knus til dig som skrev indlægget, og skriv gerne privat ´til mig, hvis du føler for det

-men hvorfor skriver du om barnet vil blive fjernet fra dig, ligesom du blev fjernet fra din mor? Det synes jeg er meget vigtigt at tænke over!


grunden til det var at jeg gemmen en lang periode i mit liv fik afvide jeg ente som min mor hvilket er det sidste jeg ønsker og det er den del der gør mig meget usikker

jeg ved godt at der er en masse surt arbejde med et spædbarn og at de gylper uanset om det er passende og de kan græde så meget at det føles som døgn drift og måske i har ret det er måske fordi jeg ønsker og give den kærlighed jeg ikke fik

men jeg har fået den kærlighed jeg havde brug for af min plejefamilie som jeg ser som mine forældre

jeg ved det ærligtalt ikke???

Mette+Mathias skriver:

Jeg synes også 18 er meget ungt. Jeg var 21 da jeg fik den første, og mente også selv at jeg var helt klar til det. Det var jeg også, - hun er en fornuftig pige nu, og ligesom alle andre børn, men... jeg var 30 da jeg fik nummer 2, og jeg kan mærke på mig selv at jeg har en helt anden sikkerhed nu (og ikke kun fordi det er nr 2), - jeg er bedre til at sige fra, stoler mere på mig selv end pædagoger og 1000 andre ting.

Kan du ikke blive frivillig et sted med børn, - måske hjælpe til i en legestue eller på et gymnastikhold en gang eller 2 om ugen, så du kan være i nærheden af børn, uden det nødvendigvis er dine egne?

Jeg tror, det vil være fornuftigt at vente i hvert fald et par år og håber at du lytter til os herinde, - og det gør du måske - netop fordi du er mere moden end andre 18-årige *S*

jeg ville gerne hjælpe men jeg må ikke arbejde på nogen måde for min kommune det er problemet jeg er hjælper på ASF hvor børn fra 2-15 år hvis forældre er under kommunen holder ferie og det er vildt dejlig men det være kun en uge det er det eneste jeg sådan er fast med i óg så hjælper en sjælden gang imellem i en børne have den lægger bare for langt væk så det er ikke ret meget det bliver til

Hejsa..

Jeg går ud fra at du har lavet indlægget hreinde fordi at du er i tvivl og gerne vil hører andres mening mht. om du skulle være klar til at blive mor. Jeg er selv datter af min mor der fik mig som 18 årig, og det er jeg virkelig glad for i dag. Jeg har en ung mor på snart 39 ( jeg er 21 til sommer) og jeg er så lykkelig over det! Hun har ikke glemt hvordan det var at være en træls teenager i 13-14 års alderen, dengang jeg var det. Hun har ikke glemt hvor svært det kan være med den første kærlighed, hun har ikke glemt hvordan hun selv havde det da hun var ung.

Desuden har min mor klaret tre børn med ca 2 års mellemrum, selv da hun gik fra min far da jeg var 5. Dengang stod hun med to blebørn og mig der helt sikkert gik rundt i alle skuffer og skabe der findtes

Tribute til min unge mor! Desuden når du bliver gravid ( som jeg er nu ) vil du helt sikkert tænke i samme baner som jeg : " er jeg ikke for ung? kan jeg klarer at have et lille barn nu? ...osv..." Men jeg ved uden tvivl at jeg kan give mit barn det dejligste liv, fyldt med kærlighed og der kommer ikke til at mangle det mindste. Tvært imod!

Men prøv at være barnepige for en lille en, det kan man blive fx. igennem avisen... Også tænkt det igennem, nu hvor du alligevel ikke har den lille ny i maven endnu, også giv det lidt tænketid og måske vent til din kæreste er blevet uddannet - på den måde vil du det endnu mere når det endelig sker, at du bliver gravid vil du være lykkelig ( stadig en masse tanker, men ikke i tvivl)

Du er velkommen til at skrive privat til mig herinde, for kan sagtens sætte mig ind i dine tanker, af hvad du skriver

STORT fra den kommende alene mor ( med mindre faren til mit barn tager sig gevaldigt sammen )

Ja det er da hyggeligt at made et spædbarn.....men der er altså meget mere end det......

1. Er du klar til at stå op i værste tilfælde.....10-15 gange i løbet af en nat, til et skrigende barn?

2. Føler du dig indviet nok i mulige årsager til ovenstående?

3. Har du sat dig ind i et barns behov for trivsel, udvikling, stimulation m.m.

4. Er du klar til for en periode at vinke farvel til "normalen"i dit hjem?

5. Hvordan ser dit liv ud som 18 årig? - det siger du delvist farvel til.....

6. Føler du dig klar til alle de udfordringer når barnet for alvor bliver en udfordring over 1 år......hvor der skal RIGTIG mange nej'er, pas nu på, op igen, lad så være osv. osv.....

7. Kan din fysik klare det?- det er jo hårdt arbejde at bære rundt på et spædbarn, for ikke at tale om en tumling.....

Jeg vil sige,- alene det at din fremtidige situation ikke er klarlagt......så ville jeg vente indtil du har en overskuelig fremtid.....og så synes jeg generelt ikke at børn skal føde børn.....

jolu skriver:

Ja det er da hyggeligt at made et spædbarn.....men der er altså meget mere end det......

1. Er du klar til at stå op i værste tilfælde.....10-15 gange i løbet af en nat, til et skrigende barn?

2. Føler du dig indviet nok i mulige årsager til ovenstående?

3. Har du sat dig ind i et barns behov for trivsel, udvikling, stimulation m.m.

4. Er du klar til for en periode at vinke farvel til "normalen"i dit hjem?

5. Hvordan ser dit liv ud som 18 årig? - det siger du delvist farvel til.....

6. Føler du dig klar til alle de udfordringer når barnet for alvor bliver en udfordring over 1 år......hvor der skal RIGTIG mange nej'er, pas nu på, op igen, lad så være osv. osv.....

7. Kan din fysik klare det?- det er jo hårdt arbejde at bære rundt på et spædbarn, for ikke at tale om en tumling.....

Jeg vil sige,- alene det at din fremtidige situation ikke er klarlagt......så ville jeg vente indtil du har en overskuelig fremtid.....og så synes jeg generelt ikke at børn skal føde børn.....

Altså når man er 18 så burde man gå ind i de voksnes rækker så er man ikke barn mere. og en meget ung mor kan altså være lige så god mor som en ældre mor.

Min x-kærestes søster fik barn som 15 årig og er en super god mor.

så børn føder børn synes jeg ikke man kan skrive til en 18 årig. hvornår er man så voksen for dig?

Og jeg har ALDRIG hørt en mor sige at selvfølgelig var de klar de ved jo hvad de går ind til. Alle jeg kender uanset alder er blevet total overrasket men man vokser med opgaven uanset alder...

Det er kun dig selv der kan bedømme om du er klar ingen af os andre kan.

Diana/Claus skriver:



Altså når man er 18 så burde man gå ind i de voksnes rækker så er man ikke barn mere. og en meget ung mor kan altså være lige så god mor som en ældre mor.

Min x-kærestes søster fik barn som 15 årig og er en super god mor.

så børn føder børn synes jeg ikke man kan skrive til en 18 årig. hvornår er man så voksen for dig?

Og jeg har ALDRIG hørt en mor sige at selvfølgelig var de klar de ved jo hvad de går ind til. Alle jeg kender uanset alder er blevet total overrasket men man vokser med opgaven uanset alder...

Det er kun dig selv der kan bedømme om du er klar ingen af os andre kan.

helt enig

jolu skriver:

Ja det er da hyggeligt at made et spædbarn.....men der er altså meget mere end det......

1. Er du klar til at stå op i værste tilfælde.....10-15 gange i løbet af en nat, til et skrigende barn?

2. Føler du dig indviet nok i mulige årsager til ovenstående?

3. Har du sat dig ind i et barns behov for trivsel, udvikling, stimulation m.m.

4. Er du klar til for en periode at vinke farvel til "normalen"i dit hjem?

5. Hvordan ser dit liv ud som 18 årig? - det siger du delvist farvel til.....

6. Føler du dig klar til alle de udfordringer når barnet for alvor bliver en udfordring over 1 år......hvor der skal RIGTIG mange nej'er, pas nu på, op igen, lad så være osv. osv.....

7. Kan din fysik klare det?- det er jo hårdt arbejde at bære rundt på et spædbarn, for ikke at tale om en tumling.....

Jeg vil sige,- alene det at din fremtidige situation ikke er klarlagt......så ville jeg vente indtil du har en overskuelig fremtid.....og så synes jeg generelt ikke at børn skal føde børn.....

Altså dit punkt nr 6 må jeg bare lige sige at jeg er LODRET UENIG med dig i!!!!

Min tre børn bliver ihvertfald ikke opdraget med: Nej, det må du ikke. Hold nu op. Lad så være med det. Nej, nej og atter nej.

Det mener jeg personligt overhovedet ikke er vejen frem for det lille barn. Jeg mener at børn har brug for nogle gode rollemodeller som de kan kopier. Det vil sige får lov til at være med til alt det huslige arbejde (mine børn er 1½ når de starter) Jeg mener det er min pligt som mor at vejlede og guide mine børn til hvordan man skal opføre sig, og med det mener jeg, ikke at man skal sige NEJ, men der imod JA. - og det er vigtigt at give børn en føles af at de er noget værd (og ikke bare til besvær), at de har betydning for familien, og den betydning kan de netop opleve når de får små opgaver som de magter og som er afstemt med deres alder. Omvendt er jeg af den overbevisning at det kan nedbryde børn selvværd hele tiden af få et Nej, og lade nu være og hold nu op. For det budskab børn opfatter er at de er forkerte. De har meget svært ved at skille tingene ad, og se at det er det de gør og ikke det de er, der er noget i vejen med. (Det sammen gælder i øvrigt rigtig mange voksne, som også lader sig slå ud af kritik, en dårlig karakter, en irrettesættelse på arbejdspladsen osv.)

Der udover tror jeg også at børn har meget lettere ved at forholde sig til hvad de konkret må. (F.eks. Jeg vil gerne have at alle fire ben på stolen står på guvlet.) I stedet for hele tiden at sige hvad de ikke må. (Du må ikke vippe på stolen. Så sidder barnet tilbage og tænker. Hvad må jeg så?) Vi voksne kan jo godt regne ud af så må vi nok det modsatte, men det kan et barn altså ikke lige.


Ja, det var lidt af et sidespor, men jeg røg lige op ad stolen når nogle ligefrem skriver sort på hvidt, at de mener at børn skal have mange Nej'er.

Det virker ihvertfald ikke på mine børn!!! (Som er super søde og ansvarlige børn, som jeg vil vove den påstand om at de er meget velopdragne, og stort set altid opføre sig pænt både ude og hjemme, selvom de ikke har fået ret mange nej'er i deres liv. -og det er altså ikke fordi jeg bare har været heldig. der ligger mange times konstruktivt arbejde bag det!

Mumto3 skriver:



Altså dit punkt nr 6 må jeg bare lige sige at jeg er LODRET UENIG med dig i!!!!

Min tre børn bliver ihvertfald ikke opdraget med: Nej, det må du ikke. Hold nu op. Lad så være med det. Nej, nej og atter nej.

Det mener jeg personligt overhovedet ikke er vejen frem for det lille barn. Jeg mener at børn har brug for nogle gode rollemodeller som de kan kopier. Det vil sige får lov til at være med til alt det huslige arbejde (mine børn er 1½ når de starter) Jeg mener det er min pligt som mor at vejlede og guide mine børn til hvordan man skal opføre sig, og med det mener jeg, ikke at man skal sige NEJ, men der imod JA. - og det er vigtigt at give børn en føles af at de er noget værd (og ikke bare til besvær), at de har betydning for familien, og den betydning kan de netop opleve når de får små opgaver som de magter og som er afstemt med deres alder. Omvendt er jeg af den overbevisning at det kan nedbryde børn selvværd hele tiden af få et Nej, og lade nu være og hold nu op. For det budskab børn opfatter er at de er forkerte. De har meget svært ved at skille tingene ad, og se at det er det de gør og ikke det de er, der er noget i vejen med. (Det sammen gælder i øvrigt rigtig mange voksne, som også lader sig slå ud af kritik, en dårlig karakter, en irrettesættelse på arbejdspladsen osv.)

Der udover tror jeg også at børn har meget lettere ved at forholde sig til hvad de konkret må. (F.eks. Jeg vil gerne have at alle fire ben på stolen står på guvlet.) I stedet for hele tiden at sige hvad de ikke må. (Du må ikke vippe på stolen. Så sidder barnet tilbage og tænker. Hvad må jeg så?) Vi voksne kan jo godt regne ud af så må vi nok det modsatte, men det kan et barn altså ikke lige.


Ja, det var lidt af et sidespor, men jeg røg lige op ad stolen når nogle ligefrem skriver sort på hvidt, at de mener at børn skal have mange Nej'er.

Det virker ihvertfald ikke på mine børn!!! (Som er super søde og ansvarlige børn, som jeg vil vove den påstand om at de er meget velopdragne, og stort set altid opføre sig pænt både ude og hjemme, selvom de ikke har fået ret mange nej'er i deres liv. -og det er altså ikke fordi jeg bare har været heldig. der ligger mange times konstruktivt arbejde bag det!

(jeg hopper lige med her )
jeg er fuldstændig ening selvfølgelig hvis de sætter fingerne i en kontakt eller lignede kan der komme klart nej men ellers mener jeg at en god opdragelse går gemmen positiv invirkning.

Det jo lige før i kan gøre selv en herdet mor med tre børn i tvivl om hun kunne magte en til

Lige meget om man er 18 eller man er 40 når man ønsker sig et barn, tror jeg ikke der er nogen der kna forklare hvordan det bliver at have et barn. Og kan man være for ung? Jeg mener at en 36 -årige kan være mere umoden end en på 18 og er vi så ikke tilbage til at alder bare er et tal.

Livet slutter jo altså ikke fordi man får børn. Jeg var 20 da jeg blev gravid og jeg er bestemt ikke gået glip af noget. Jeg har stadig været i byen og ude at fulde mig med alle veninderne - så var der jo faren eller bedsteforældene til at hygge med mit barn.

Hvorfor er ens forhold emre useriøst fordi man ikke er rundet 30, det forstår jeg simpelthen heller ikke. Det vil sige at jo ældre man bliver jo mere seriøs bliver man? Da ikke nødvendigvis. Der vel ingen der kan svare på om forholdet til deres barsn far holder evigt? Ja jeg kan da ihvertfald ikke. Jeg håber det da, men jeg kan jo ikke garantere noget. Jeg har da på intet tidspunkt sat mig ind hvordan det økonomisk skal hænge sammen hvis jeg bliver alene. Er det ikke lidt for mærkeligt

Jeg synes du må vende med dig selv om du er klar til ansvaret. Det er kun dig der kan vurdere det.