-Og der sker ikke en skid!
Er sikker på det lille bæst har bygget et fort derinde, og IKKE har tænkt sig at opgive kampen foreløbig...
Jeg ved at for hvert sekund, minut, time og døgn er der det mindre til han kommer ud - og jow jow, det trøster da lidt.
Det er bestemt ikke fordi jeg glæder mig til selve fødslen, jeg er så træt så træt, og kan slet ikke se hvor energien skal komme fra. Men satser på at der er uanede reserver gemt et eller andet sted inden i min krop... Det burde der, med al den tid jeg bruger i sengen (selvom det er konstant afbrudt af bækken og rygsmerter, og utallige tisseture)
Ved hvert eneste toiletbesøg spejder jeg efter den mindste tegnblødning eller lidt slimprop... Og bliver skuffet hver gang. Synes det er lidt demotiverende, gad godt at der var blot et lillebitte tegn på at der var noget i gære, og at jeg ikke er lukket som en østers. Der var nemlig 2 cm hård livmoderhals og absolut ingen optræk til noget ved JM besøg uge 39+5.
Jeg skal til igangsættelses undersøgelse/orientering på onsdag - prøvede at lokke dem til at tage mig ind lidt før, men de var hverken til at hugge eller stikke i... Og fik ikke engang en decideret tid, den får man først samme morgen når man ringer ind. Ikke særlig smart ifht at manden selvfølgelig gerne vil med -og jeg gerne vil have ham med!
Mit største problem (udover at jeg er sååååå træt af at være gravid nu), er, at min far er alvorligt syg, og skal indlægges på riget på mandag 8 dage til stor operation -dvs der hvor jeg er uge 42+1. Hvis de holder stjelt på deres principper om at igangsættelse skal være på dagen, risikerer jeg at ligge og skulle føde mit barn mens jeg er rystende angst for at min far aldrig får hans første barnebarn at se - og at jeg ikke får HAM at se igen...
Og dét synes jeg er helt og aldeles uoverskueligt... Håber sådan at de vil tage det i betragtning når jeg tager derind på onsdag, og at de så sætter mig igang senest torsdag. Har tænkt mig at ringe til min JM tirsdag og forklare situationen - der har hun normalt tlf konsultation, men er blevet i tvivl om om hun har ferie... Suk. Hun er ellers en fantastisk pige, og meget lydhør, så ville være dejligt lige at få en sludder med hende inden mødet onsdag.
Hvis jeg når så langt som til en igangsættelse ville jeg jo gerne lige have et døgns tid til at forberede mig... Det er jo så ikke sikkert at jeg får det, når de ikke vil se mig før onsdag... Hvis jeg kan overtale dem til igangsættelse før 42+0. Men det må jeg jo så tage med.
Og så er der lige den sidste bekymring... Jeg mærker stadig liv hver dag, men det er uhyggeligt varierende hvor meget. Jeg ved at det er normalt, men kan dælme ikke lade være at blive småhys når dere r gået 1-2 dage på lavt blus - selvom han så tager hævn og boksetræner en dag eller to efter. Jeg længes efter at kunne se at han trækker vejret og har det godt. at kunne SE ham bevæge sig, for nogen gange er de rullende bevægelser næsten ikke til at mærke - selvom de er der.
Slutteligt vil jeg lige spørge om der er nogen der har haft held til at overtale til en igangsættelse et par dage før uge 42, og med hvilken begrundelse? Og tror i at det vil lykkes mig, situationen med min far taget i betragtning, mit ikke-eksisterende overskud (grundet stofskiftesygdom) og bækkenløsning? På en heldig dag/nat får jeg ca 1,5 times sammenhængende søvn ad gangen, og det er simpelthen så opslidende...
Undskylder mit tudeindlæg - har ellers været meget positiv omkring det hele indtil nu, men i skrivende stund er det hele bare for tæt på...
Kh Janne
